Sibirien: Forskelle mellem versioner

'''Sibirien''' ([[Russisk{{lang-ru|Сиби́рь}}, (sprog){{lit|russisk]]: Сиби́рьSibír}}), er den arealmæssigt største del af [[Rusland]] og det nordlige [[Kasakhstan]], består af hele det nordlige [[Asien]], og strækker sig østpå fra [[Uralbjergene]] til [[Stillehavet]], og fra nord til syd fra det [[Arktiske HavIshavet]] til bakkerne i det nordligt-centrale Kasakhstan og grænserne til [[Mongoliet]] og [[Folkerepublikken Kina|Kina]]. Alt andet end den allermest sydvestlige del af Sibirien ligger i Rusland, og udgør omkring 75 % af dette landslandets territoriumareal.

Sibirien omfatter hele det nordlige Asien og begrænses mod vest af det europæiske[[Europæisk Rusland|Europæiske Rusland]] med [[Ural]]-bjergkæden som grænse, mod nord af Ishavet, mod øst af [[Beringshavet]], det [[Det Okhotske Hav]] og det [[japanskeDet Japanske Hav]], mod syd af [[halvø]]en [[Korea]], det kinesiske rige[[Kina]] og russisk [[Centralasien]].

Sibirien omfatter et areal på i alt hen ved 12,5 mio. km²². Kysten har en længde af 30.000 km, hvoraf omtrent halvdelen udgøres af Ishavskysten, der er isdækket den største del af året, og kun isfri et par måneder er den isfri. En stor vanskelighed for sejladsen på ishavskysten ligger tillige ier den vanskelige adgang, idet det smalle farvand mellem [[Novaja Zemlja]] og Rusland tilkan enhverpå årstidalle letårstider spærres af drivis, så at Ishavet i uheldige år bliver fuldstændig utilgængeligtusejlbart. Beringshavet er i reglen spærret af isisdækket i 6 måneder. Det Okhotske Hav ligger på samme breddegrad som [[Nordsøen]]. DetDe ernordligste deområder nordligste stederer islagt 7 måneder. Nogle af detDet japanskeJapanske havsHavs kyster er ikke isfri, de fryser ca. 2 måneder mens andre som f.eks. [[Nakhodka]] og Vanino er isfri året rundt.

Hele det vestlige Sibirien indtil omtr.omtrent 90° ø.østlig l.[[længdegrad]] er et vidtstrakt lavland, der iforholdsvist ensent forholdsvis sen tid har væretblev dækket af havet. Denne del af landetLandet er en næsten vandret slette. Jordbunden består af stenfrit [[ler]] eller [[sand]], mod syd dækket af [[løss]], ved foden af den nordlige del af Uralbjergene af [[moræne]]. Det østlige Sibirien er gennemgående højland. Mellem 90° og 110° ø.østlig l.længdegrad findes de største højder ved sydgrænsen af Sibirien. Landet er her opfyldt af de mægtige bjergsystemer [[Altaj (bjergkæde)|AltaiAltaj]], [[Sajanbjergene]], [[Kentei-bjergene]], hvorfra terrænnet skråner mod syd, ned mod [[Mongoliet]]s [[højslette]]r og mod nord ned mod Ishavet. De højeste punkter er [[Munku Sardyk]] (3490 m) i [[Sajanbjergene]] og [[BjeluchaBelukha]] (3350 m) i AltaiAltaj. Længere øst på bøjer højlandets akse under navnene [[Jablonojbjergene]] og [[Stanovojbjergene]] mod nordøst og fortsætter sig op til [[Beringstrædet]], afgivendemed forgreninger til begge sider, hvor imed blandt de verchojanske bjerge ogandet [[KamtjatkaVerkhojanskij|Verkhojanskij bjergkæden]]s bjerge. De sidste udmærker sig ved deresog rigdomvulkanerne på [[vulkanKamtjatka|Kamtjatka-halvøen]]er, af hvilkehvor [[KljutsjevskajaKljutjevskaja Sopka]] (med 5180 m) er den højeste.

Bjerggrunden i Sibirien har været underkastet [[foldning]], dels i [[Devon (geologi)|Devondevon]]tiden, dels i [[Karbon (geologi)|karbon]]perioden. Senere er de derved dannede bjergkæder planeredeeroderede. De nuværende terrænforhold skyldes forskydninger langs brudlinjer og det rindende vands erosion. Kun Kamtjatka har deltaget i tertiærtidens[[tertiær]]tidens bjergkædefoldning sammen med de japanske og indiske øer.

Siberien er rig på store floder: mod nord løber [[Ob]], [[Jenisej]], [[Katanga (flod)|Katanga]], [[Lena (flod)|Lena]], [[Jana (flod)|Jana]], [[Indigirka (flod)|Indigirka]], [[Kolyma (flod)|Kolyma]] og flere andre. Mod øst løber [[Anadyr]] og [[Amur]]. I sommermånederne besejles de store floder af ikke fåmange skibe og er af uhyrestor betydning for den indenlandske trafik. Moderne [[kanal]]anlæg har forbundet flere floder indbyrdes og skaber derved en sammenhængende vandvej fra grænsen af det europæiskeEuropæisk Rusland til [[Bajkalsøen]]. Et kort stykke er vandvejen afbrudt, fra Amur fortsætter den indtilvidere til [[Stillehavet]]. Da de have, hvori floderne udmunder, enten slet ikke er tilgængelige for regelmæssig sejlads eller kun en kort del af året, har floderne ingen betydning for handelen med udlandet, og ved ingen af flodmundingerne findes ingen betydelige handelsstæderhandelsbyer.

Siberien har navn efter byen [[Sibir]] ved [[Irtisch]]. Det russiske riges udvidelse over Ural-bjergeneUralbjergene i det 16. århundrede førte til mange sammenstød med de asiatiske stammer, navnlig med tatarerne. Da lod købmandsfamilien Stroganov, der førte et slags vasalherredømme i egnene ved Perm, udgå opfordring til Volga-kosakkerne om at opgive deres urolige liv ved Volga og indlægge sig berømmelse ved erobringen af Sibirien. [[Kosak]]kerne efterkom opfordringen, og i 1579 ankom kosakhøvdingen [[Jermak Timofejev]] til Perm med omtrent 500 kosakker. Han slog tatarerne og organiserede af kristne, løskøbte slaver et korps, med hvilket han 1581 overskred Ural. Han sejrede først over tatarerne, dernæst over ostjakerne og nåede frem til Irtisch, hvor efter de omboende folk underkastede sig uden kamp. Den russiske kejser udnævnte derpå Jermak, der forhen var erklæret [[Fredløshed|fredløs]] for fribytteri, til [[ataman]]. Efter Jermak’s død trængte russerne skridt for skridt videre mod øst og havde i løbet af 60 år underkastet sig hele Sibirien lige til Stillehavet. Allerede i 1590 grundlagdes [[Tobolsk]], i 1609 [[Tomsk]], i 1618 [[Jenissejsk]], i 1626 [[Krasnojarsk]]. I 1627 kom russerne til [[Angara]], i 1628 til [[Lena (flod)|Lena]]. I 1632 anlagdes [[Jakutsk]], i 1633 nåedes [[Kamtjatka]]. I 1652 anlagdes [[Irkutsk]], i 1699 var Kamtjatka helt erobret. I [[1708]] indrettedes et sibirisk guvernement med [[Tobolsk]] som hovedstad, i [[1719]] udskiltes Østsibirien som [[Provinsen Irkutsk]]. Under [[Taiping-oprøret]] i Kina benyttede russerne sig af lejligheden til at udvide deres herredømme over [[Amur-provinse]]n, idet kolonister og soldater skyndsomst fordeltes i hurtig anlagte småfæstninger langs Amurs nordlige bred. Ved denne lejlighed grundlagdes havnestaden [[Nikolajevsk]]. Kinas vanskelige indre forhold nødsagede det til ved traktaterne i Aigun fra 1858 og Peking fra 1860 at anerkende russernes erobring og afstå den nordlige og østlige del af Manchuriet indtil Koreas grænse. I [[1875]] erhvervede russerne [[Sakhalin]] ved en traktat med Japan. Under [[Bokseroprøret]] i Kina (1900) benyttede russerne sig atter af Kinas svaghed til at bemægtige sig hele Manchuriet, hvilket gav anledning til den russisk-japanske krig 1903—05, hvor efter Rusland måtte opgive sine planer i Manchuriet. Der imod kunne russerne under de stridigheder mellem mongolerne og kineserne, som fulgte efter revolutionen i Kina (1912) vinde indflydelse i det ydre Mongoliet, som fra 1923 dannede en egen republik mere eller mindre i forbund med Moskva.