Forskel mellem versioner af "Romerriget"

246 bytes fjernet ,  for 3 år siden
småret
(småret)
(småret)
 
 
[[Vestgoterne]]s [[Alarik 1.|Belejringen af Rom i 410 e.Kr.]] og [[Vandalerne]]s i 455 e.Kr. og fremskyndede det vestlige imperiums forfaldfald. Kejser [[Romulus Augustus]]' afgang i 476 e.Kr. anses nu som afslutningen på [[Vestromerske rige|Det Vestromerske rige]]. Det Østromerske rige ([[Det Byzantinske Rige|Det Byzantinske rige]]) forblev en af de førende magter i verden til det faldt til det [[Osmanniske Rige|Osmanniske rige]] i 1453 e.Kr. ved [[Konstantinopels fald]].
 
Romerriget var blandt de mest magtfulde økonomiske, kulturelle, politiske og militære kræfter i verden. Levetiden og det enorme omfang af imperiet gav det en varig indflydelse på det latinske og græske sprog og på kultur, religion, arkitektur, filosofi, jura og styreformen af imperiets efterfølgere. Igennem den europæiske middelalder blev der gjort forsøg på at etablere efterfølgere til Romerriget, herunder det [[Russiske Kejserrige]] og [[Det tysk-romerske Rige]]. Ved hjælp af den europæiske ekspansion igennem de [[Spanske Imperium|spanske]], [[Franske koloniimperium|franske]], [[Det portugisiske koloniimperium|portugisiske]] og [[Britiske Imperium|britiske]] imperier, blev romersk og græsk kultur spredt på verdensplan og spillede derved en væsentlig rolle i udviklingen af den moderne verden.
[[Fil:Statue-Augustus.jpg|thumb|upright|200px|''Augustus'' af ''Prima Porta''<br />(Tidligt 1. århundrede e.Kr.)]]
 
Rom var udsat for en lang række interne konflikter og borgerkrige fra slutningen af andet2. århundrede f.Kr., mens det kraftigt udvidede sin magt over Italien. I 44 f.Kr., var [[Julius Cæsar]] kortvarigt diktator, før han blev myrdet. Gruppen, som fik ham myrdet, blev fordrevet fra Rom og besejret i slaget ved Phillipi i 42 f.Kr. af en hær under ledelse af [[Marcus Antonius]] og Cæsars adopterede søn [[Octavian]]. Antonius og Octavians efterfølgende opdeling af den romerske verden imellem sig varede ikke ved, og Octavians styrker besejrede Antonius og Cleopatra i slaget ved Actium i 31 f.Kr.. I år 27 f.Kr. gjorde Senatet og folket i Rom Octavian til ''princeps'' ("første"), og dermed begyndte [[Principatet]] (den første epoke af romersk kejserlig historie, som for det meste bliver dateret fra 27 f.Kr. til e.Kr. 284), og gav ham navnet ''Augustus'' ("den ærede"). SelvomSelv om den gamle konstitutionelle maskinekonstitution forblev på plads, kom Augustus til at dominere den. SelvomSelv om romerriget var en republik, havde Augustus rent teknisk alt meningsfuldal myndighed i Rom.<ref>Ronald Syme,''The Roman Revolution'', Oford: Oxford University Press, 1939, 3–4.</ref> Hans styre gjorde en ende på et århundrede med borgerkrige, og markerede starten på en hidtil uset periode med fred og velstand. De 200 år som begyndte med Augustus regeringstid er traditionelt betragtet som ''Pax Romana'' ("Romersk fred"). I løbet af denne periode blev sammenbindingen af imperiet fremmet af en høj grad af social stabilitet og økonomisk velstand, som Rom aldrig før havde oplevet. Opstande i provinserne var sjældne, men blev nedkæmpet ''"nådesløst og hurtigt"'', når de opstod.<ref>Mary T. Boatwright, ''Hadrian and the Cities of the Roman Empire'' (Princeton University Press, 2000), side 4.</ref>
 
Augustus held med at sikre dynastiet var begrænset, da han levede længere end en række arvinger. Det [[julisk-claudiske dynasti]] varede yderligere fire kejsere - [[Tiberius]], [[Caligula]], [[Claudius]] og [[Nero]] - hvorefter [[Vespasian]] i 69 e.Kr. efter stridigheder blandt mulige efterfølgere kom ud som sejrherre. Vespasian blev grundlæggeren af det korte [[Flaviske dynasti]], som blev fulgt af Nerva-Antonine dynastiet, som producerede "fem gode kejsere": [[Nerva]], [[Trajan]], [[Hadrian]], [[Antoninus Pius]] og [[Marcus Aurelius]].
På højdepunkt under [[Trajan]] strakte riget sig fra [[Den iberiske Halvø]] og de [[Britiske øer]] i vest til [[Mesopotamien]] i øst. Det kontrollerede det største landområde i antikken. Romerriget styrede også områderne rundt om [[Middelhavet]], som romerne kaldte for [[''Mare Nostrum'']] "vort hav". Middelhavsområderne var majoriteten af Romerriget, og de rigeste af de romerske provinser med middelhavets [[subtropisk klima|subtropiske klima]] var ideelle til landbrug. Selvom Romerrigets territorium varierede, forblev hovedgrænserne relativt sikre. Størstedelen af grænserne var naturlige i form af floder eller bjerge, som let kunne forsvares af de udstationerede romerske legioner. Grænserne kaldtes for ''Limes Romani''. I [[Romerske provinser|provinsen]] [[Romersk Britannien|Britannia]] var [[Hadrians mur]] ''limes'' mod caledonerne i Skotland romerrigets nordligste grænse. I provinsen [[Germania Superior]] og længere østpå i det nuværende Schweiz og Østrig beskyttede [[Limes Germanicus]] området ved floderne [[Donau]] og [[Rhinen]] mod de germanske stammer. De nordafrikanske provinser lå ved en naturlig grænse, den store [[Sahara|Sahara-ørken]]. I Mellemøsten manglede der imidlertid en naturlig grænse, og her truede Roms største fjender, [[Partherriget]] og dets efterfølger [[sassaniderne]].
 
Den græske historiker [[Dio Cassius]], enet iagttagervidne aftil begivenhederne, markerede tiltrædelsen af kejser [[Commodus]] i 180 e.Kr. som overgangen ''"fra et kongerige af guld til et af rust og jern"''<ref>Dio Cassius [http://penelope.uchicago.edu/Thayer/E/Roman/Texts/Cassius_Dio/72*.html#36 72.36.4], Loeb edition translated E. Cary</ref> - en berømt kommentar, der har fået nogle historikere til at se Commodus regeringstid som begyndelsen på [[Romerrigets undergang]]. [[Fil:Roman_Empire_map-2.gif|link=[[:en:File:Roman Empire map-2.gif|File:Roman Empire map-2.gif]]|thumb|250x250px|Territorial udvikling af den romerske republik og det romerske imperium (som et animeret kort)]]I 212 under [[Caracalla]]s regeringstid fik alle fribårne romerske borger statsborgerskab i Romerriget. Men på trods af denne gestus var det [[severiske dynasti]] problemfyldt - en kejsers regeringstid endte oftest med at han blev myrdet eller henrettet - og efter dets sammenbrud, blev Romerriget opslugt af en krise i det tredje århundrede, en periode med invasioner, civile stridigheder, økonomisk uorden, og pest.<ref>Brown, P., The World of Late Antiquity, London 1971, side 22.</ref> Ved defineringen af historiske epoker er denne krise sommetider anset som overgangen fra antikken til senantikken. [[Aurelian]], som regerede fra år 270 til 275, bragte imperiet tilbage fra afgrunden og stabiliserede det. Han blev efterfulgt af [[Diocletian]], som afsluttede arbejdet med at genoprette imperiet.<ref>Adrian Goldsworth, ''How Rome Fell: Death of a Superpower'' (Yale University Press, 2009), side 405–415.</ref> Diocletians regeringstid bragte også imperiets mest koordinerede indsats mod den opfattede trussel af kristendommen. Det [[absolut monarki|absolute monarki]], der begyndte med Diocletian, varede indtil faldet af det [[østromerske rige]] i 1453.
 
For at stabilisere imperiet inddelte Diocletian det i fire regioner; hver styret af en separat kejser ([[Tetrarkiet]]).<ref>Potter, David. The Roman Empire at Bay. side 296–98.</ref> Overbevist om at han havde klaret problemerne, som plagede Rom, abdicerede han sammen med sin medregerent, og snart kollapsede tetrarkiet. Orden blev til sidst genoprettet af [[Konstantin den Store|Konstantin]]. Han blev den første kejser, der konverterede til kristendommen, og han etablerede [[Konstantinopel]] som den nye hovedstad i det østlige imperium. I løbet af årtierne med de konstantinske og valentinianske dynastier var imperiet delt langs en øst-vest-akse, med dobbelte magtcentre i Konstantinopel og Rom. Regeringstiden under [[Julian den Frafaldne|Julian]], som forsøgte at genskabe klassisk romersk og hellenistisk religion, blev kun kortvarigt afbrudt af arven fra kristne kejsere. [[Theodosius I]], den sidste kejser over både øst og vest, døde i 395 e.Kr. efter at kristendommen blev den officielle religion i imperiet.<ref>Chester G. Starr, ''A History of the Ancient World, Second Edition.'' Oxford University Press, 1974. side 670–678.</ref> Efter sin død i 395 gav han de to halvdele af imperiet til sine to sønner [[Arcadius]] og [[Honorius]]. Arcadius blev hersker i øst med hovedstad i Konstantinopel, og Honorius blev hersker i Vesten med hovedstad i Milan.
 
Romerriget begyndte at gå i opløsning i begyndelsen af det 5. århundrede, da de germanske folkevandringer og invasioner overvældede imperiet og det ikke magtede at holde de angribende ude. Romerne havde succes i kampene mod alle deres modstandere - mest berømt hunnerkongen [[Attila]] - selv om imperiet havde assimileret så mange germanere af tvivlsom loyalitet over for Rom, at imperiet begyndte at falde fra hinanden. De fleste kronologier sætter enden på det [[Vestromerske rige]] i 476, da [[Romulus Augustus]] blev tvunget til at [[abdicere]] til den germanske krigsherre [[Odoaker]].<ref>Isaac Asimov. ''Asimov's Chronology of the World''. HarperCollins, 1989. side 110.</ref> Ved at placere sig under regering af østlige kejsere i stedet for at navngive sig selv kejser (som andre germanske høvdinge havde gjort efter at afsætte tidligere kejsere), afsluttede Odoaker det vestromerske rige ved at ende linjen af vestlige kejsere.
 
Imperiet i øst - det [[Byzantinske rige]] - fik en anden skæbne. Det overlevede i næsten 1000 år og blev det mest stabile kristne rige i middelalderen. I det 6. århundrede generobrede [[Justinian]] kortvarigt Nordafrika og Italien, men de byzantinske besiddelser i Vesten blev reduceret til det sydlige Italien og [[Sicilien]] i løbet af få år efter Justinians død.<ref>Duiker, 2001. side 347.</ref> I øst skyldes dette delvis fremkomsten af [[islam]], hvis tilhængere hurtigt erobrede områder i [[Syrien]], [[Armenien]] og [[Egypten]] i løbet af de byzantinske-arabiske krige, som hurtigt blev en direkte trussel mod Konstantinopel.<ref name="Hooker'sByzantinepage">[http://www.wsu.edu/~dee/MA/BYZ.HTM The Byzantine Empire] af Richard Hooker. Washington State University. Skrevet 6 juni 1999. Hentet 8 april 2007.</ref><ref>
Barnemord er registreret i Romnerriget og kan have været udbredt. Flere årsager er mulige. Måske en præference for drengebørn, manglende resurser til at opfostre børn og begrænset tilgang til prævention.<ref name=":5">{{cite web|url=http://news.discovery.com/history/archaeology/infanticide-roman-empire-110505.htm|title=Infanticide Common in Roman Empire|work=DNews}}</ref>
=== Kvinder i romersk lov ===
Fribårne romerske kvinder blev betragtet som borgere i hele republikken og imperiet, men kunne hverken stemme, have politisk embeder eller tjene i militæret. En mors borgerstatus blev afgjort af hendes børns, som angivet ved udtrykket ''ex duobus civibus Romanis natos'' ("børn født af to romerske borgere").<ref>The ''civis'' ("citizen") stands in explicit contrast to a ''[[Peregrinus (Roman)|peregrina]]'', a foreign or non-Roman woman: [[A.N. Sherwin-White]], ''Roman Citizenship'' (Oxford University Press, 1979), side 211 og 268; Frier and McGinn, ''A Casebook on Roman Family Law'', side 31–32, 457, ''et passim''. In the form of legal marriage called ''conubium,'' the father's legal status determined the child's, but ''conubium'' required that both spouses be free citizens. A soldier, for instance, was banned from marrying while in service, but if he formed a long-term union with a local woman while stationed in the provinces, he could marry her legally after he was discharged, and any children they had would be considered the offspring of citizens—in effect granting the woman retroactive citizenship. The ban was in place from the time of Augustus until it was rescinded by [[Septimius Severus]] in 197 AD. See Sara Elise Phang, ''The Marriage of Roman Soldiers (13 B.C.–A.D. 235): Law and Family in the Imperial Army'' (Brill, 2001), side 2, og Pat Southern i ''The Roman Army: A Social and Institutional History'' (Oxford University Press, 2006), side 144.</ref> En romersk kvinde beholdte hendes eget familienavn (''nomen'') for livet. Børn tog for det meste farens navn, men i den kejserlige periode tog kvinder undertiden deres mors navn som en del af deres, eller valgt selv at bruge det i stedet.<ref>Beryl Rawson, "The Roman Family," in ''The Family in Ancient Rome: New Perspectives'' (Cornell University Press, 1986), side 18.</ref>[[Fil:Bronze_young_girl_reading_CdM_Paris.jpg|thumb|300x300px|Bronzestatuette fra det 1. århundrede e.Kr. af en ung kvinde som læser.]]Den arkaiske form for ''manus'' (ægteskab), hvor kvinden havde været underlagt sin mands autoritet blev stort set opgivet under den kejserlige æra, og en gift kvinde beholdte ejerskabet af enhver ejendom, som hun bragte ind i ægteskabet. Teknisk forblev hun under sin fars juridiske myndighed, selvomselv om hun flyttede ind i hendes mands hjem, men ved hendes fars død blev hun lovligt [[Emancipation|emanciperet]] (ligestillet).<ref>Frier and McGinn, ''A Casebook on Roman Family Law'', side 19–20.</ref> Dette arrangement var en af de faktorer i graden af uafhængigheden, som romerske kvinder havde haft i forhold til de mange andre gamle kulturer og op til den moderne tid.<ref>[[Eva Cantarella]], ''Pandora's Daughters: The Role and Status of Women in Greek and Roman Antiquity'' (Johns Hopkins University Press, 1987), side 140–141; J.P. Sullivan, "Martial's Sexual Attitudes," ''Philologus'' 123 (1979), side 296, specifically on sexual freedom.</ref> Selvom hun hørte under sin far i juridiske spørgsmål, var hun fri for hans direkte kontrol i hendes daglige liv,<ref>Rawson, "The Roman Family," side 15.</ref> og hendes mand havde ingen juridisk magt over hende.<ref>Frier and McGinn, ''A Casebook on Roman Family Law'', side 19–20, 22.</ref> Selvom det var et punkt af stolthed at være en "en mands kvinde" (''univira''), som kun havde giftet sig en gang, var der kun lidt stigmatisering knyttet til skilsmisse, eller sågar en hurtig indgåelse af nyt ægteskab efter tabet af en ægtemand igennem død eller skilsmisse.<ref>Susan Treggiari, ''Roman Marriage: ''Iusti Coniuges'' from the Time of Cicero to the Time of Ulpian'' (Oxford University Press, 1991), side 258–259, 500–502 ''et passim''.</ref>
 
PigernePiger havde lige arveret med drenge, hvis deres far døde uden at efterlade et testamente.<ref>David Johnston, ''Roman Law in Context'' (Cambridge University Press, 1999), kapitel 3.3; Frier and McGinn, '' A Casebook on Roman Family Law'', Chapter IV; Yan Thomas, "The Division of the Sexes in Roman Law," in ''A History of Women from Ancient Goddesses to Christian Saints'' (Harvard University Press, 1991), side 134.</ref> En romersk mors ret til at eje ejendom og til at disponere over det, som hun så passende, herunder fastsættelse af betingelserne for hendes egen vilje, gav hende enorm indflydelse på hendes sønner selv når de var voksne.<ref>Beth Severy, ''Augustus and the Family at the Birth of the Empire'' (Routledge, 2002; Taylor & Francis, 2004), side 12.</ref>
 
Som en del af det loven ''Lex Julia,'' som blev vedtaget af [[Augustus]], blev der gjort forsøg på at genoprette den traditionelle moral og sociale orden, ved love om fremme af "familieværdier". Utroskab, som havde været et familieanliggende under republikken, blev kriminaliseret,<ref>Severy, ''Augustus and the Family,'' side 4.</ref> og var bredt defineret som en ulovlig seksuel handling (''stuprum''), som fandt sted imellem en mandlig borger og en gift kvinde, eller imellem en gift kvinde og enhver anden end sin egen mand.<ref>That is, a [[double standard]] was in place: a married woman could have sex only with her husband, but a married man did not commit adultery if he had sex with a prostitute, slave, or person of marginalized status. See Thomas McGinn, "Concubinage and the Lex Iulia on Adultery," ''Transactions of the American Philological Association'' 121 (1991), side 342; [[Martha C. Nussbaum]], "The Incomplete Feminism of Musonius Rufus, Platonist, Stoic, and Roman," in ''The Sleep of Reason: Erotic Experience and Sexual Ethics in Ancient Greece and Rome'' (University of Chicago Press, 2002), side 305, noting that custom "allowed much latitude for personal negotiation and gradual social change"; [[Elaine Fantham]], "''Stuprum'': Public Attitudes and Penalties for Sexual Offences in Republican Rome," in ''Roman Readings: Roman Response to Greek Literature from Plautus to Statius and Quintilian'' (Walter de Gruyter, 2011), side 124, citing [[Papinian]], ''De adulteriis'' I and [[Modestinus]], ''Liber Regularum'' I. [[Eva Cantarella]], ''Bisexuality in the Ancient World'' (Yale University Press, 1992, 2002, originally published 1988 in Italian), side 104; Catherine Edwards, ''The Politics of Immorality in Ancient Rome'' (Cambridge University Press, 2002), side 34–35.</ref> Fødedygtighed blev opmuntret af staten. En kvinde som havde født tre børn, fik symbolske hædersbevisninger og større juridisk frihed (''ius trium liberorum'').
 
På grund af deres status som borgere kunne kvinder eje ejendom, indgå kontrakter, og engagere sig i erhvervslivet,<ref>Frier and McGinn, ''A Casebook on Roman Family Law,'' side 461; W.V. Harris, "Trade," in ''The Cambridge Ancient History: The High Empire A.D. 70–192'' (Cambridge University Press, 2000), vol. 11, side 733.</ref> herunder skibsfart, produktion og låne penge. Dokumenter fra forskellige dele imperiet ære kvinder, som velgørere i finansieringen af offentlige bygninger, en indikation at de kunne erhverve og afhænde betydelige formuer.<ref>Margaret L. Woodhull, "Matronly Patrons in the Early Roman Empire: The Case of Salvia Postuma," in ''Women's Influence on Classical Civilization'' (Routledge, 2004), side 77.</ref>
[[Fil:Pompeii_-_Battle_at_the_Amphitheatre_-_MAN.jpg|thumb|Vægmaleri som forestiller sportsoptøjer i et amfiteater i [[Pompeji]], som førte til forbud mod gladiatorkampe i byen.<ref>James L. Franklin, Jr., ''Pompeis Difficile Est: Studies in the Political Life of Imperial Pompeii'' (University of Michigan Press, 2001), p. 137; Ray Laurence, ''Roman Pompeii: Space and Society'' (Routledge, 2007), side 173; recounted by Tacitus, ''Annals'' 14.17.</ref>]]Den største area i [[Rom]] var [[Circus Maximus]], hvor der blev afholdt stridsvognsløb, dyrekampe (''venationes''), atletiske konkurrencer, gladiatorkampe og historiske rekonstruktioner. Fra tidligste tider, havde flere religiøse festivaler indeholdt forskellige rituelle spil (Ludi), dog primært heste og stridsvognsløb (''Ludi circenses'').<ref>[[Mary Beard (classicist)|Mary Beard]], J.A. North, and S.R.F. Price, ''Religions of Rome: A History'' (Cambridge University Press, 1998), side 66.</ref> Romerne troede selv at gladiatorkampe havde oprindelse i begravelsespil og ofringer, hvor udvalgte tilfangetagne krigere blev tvunget til at kæmpe for at sone dødsfald af ædle romerne. Selv om deres underholdningsværdi havde tendens til at overskygge deres rituelle betydning, forblev løbene en del af [[Arkaisk tid|arkaiske]] religiøse ceremonier, som vedrørte landbrug, [[initiation]], og cyklussen af fødsel og død.<ref>Such as the [[Consualia]] and the [[October Horse]] sacrifice: John H. Humphrey, ''Roman Circuses: Arenas for Chariot Racing'' (University of California Press, 1986), pp. 544, 558; Auguste Bouché-Leclercq, ''Manuel des Institutions Romaines'' (Hachette, 1886), side 549; "Purificazione," in ''Thesaurus Cultus et Rituum Antiquorum'' (''[[Lexicon Iconographicum Mythologiae Classicae|LIMC]]'', 2004), side 83.</ref>
 
Under [[Augustus]] blevvar der offentlig underholdning afholdt 77 dage om året; under [[Marcus Aurelius]] blev det udvidet til 135.<ref>Stephen L. Dyson, ''Rome: A Living Portrait of an Ancient City'' (Johns Hopkins University Press, 2010), side 240.</ref> Hver enkelt forstilling var oftest indledt med en omfattende parade (''Pompa circensis''), som endte på spillestedet.<ref>H.S. Versnel, ''Triumphus: An Inquiry into the Origin, Development and Meaning of the Roman Triumph'' (Brill, 1970), side 96–97.</ref> Konkurrencer blev afholdt også i mindre spillesteder som amfiteater, som blev den karakteristiske romerske forestillingssted for underholdning. Atletik i græsk stil inkluderede løb, boksning, brydning, og [[Pankration|pancratium]].<ref>Hazel Dodge, "Amusing the Masses: Buildings for Entertainment and Leisure in the Roman World," in ''Life, Death, and Entertainment in the Roman Empire'' (University of Michigan Press, 1999), side 242.</ref> Søslag (''Naumachia'') blev enkelte gange gennemført i konstruerede bassiner.<ref>Dodge, "Amusing the Masses," side 235–236.</ref> Statsstøttede teaterarrangementer (''Ludi scaenici'') fandt sted i stenteatre, eller i mindre lukkede teater kaldet et ''odeum''.<ref>Dodge, "Amusing the Masses," side 223–224.</ref>[[Fil:Winner_of_a_Roman_chariot_race.jpg|left|thumb|En sejrherre i et stridsvognsløb i hans ''[[Quadriga (firspand)|Quadriga]]''.]]Cirkusser blev den største struktur regelmæssigt bygget i den romerske verden,<ref>David S. Potter, "Entertainers in the Roman Empire," in ''Life, Death, and Entertainment in the Roman Empire'', side 303.</ref> selvom grækerne havde deres egne arkitektoniske traditioner for tilsvarende [[Hippodromen|hippodromer]]. Det Flaviske amfiteater, bedre kendt som Colosseum, blev den regelmæssige arena for blodsport i Rom efter det åbnede i 80 e.Kr..<ref>Humphrey, ''Roman Circuses,'' p. 1.</ref><ref>J.C. Edmondson, "Dynamic Arenas: Gladiatorial Presentations in the City of Rome and the Construction of Roman Society during the Early Empire," in ''Roman Theater and Society'' (University of Michigan Press, 1996), p. 112.</ref> Circus Maximus havde siddepladser til omkring 150.000 tilskuere, og Colosseum havde omkring 50.000 siddepladser med plads til omkring 10.000 mere stående.<ref>Dyson, ''Rome: A Living Portrait,'' pp. 237, 239.</ref> Mange romerske amfiteatre, cirkusser og teatre bygget i byerne uden for Italien er synlige som ruiner i dag.<ref>Humphrey, ''Roman Circuses,'' pp. 1–3.</ref> Den lokalt herskende elite var ansvarlige for, at sponsorere forestillingerne og begivenhederne i arenaerne, som begge forbedrede deres status og drænede deres resurser.<ref>K.M. Coleman, "Fatal Charades: Roman Executions Staged as Mythological Enactments," ''Journal of Roman Studies'' 80 (1990), pp. 50–51.</ref>
 
En siddeplads i amfiteatre repræsenterede rangorden i det romerske samfund: kejseren præsiderede i sin overdådige loge tættest på; senatorer så fra fordelagtige pladser reserveret til dem; kvinder sad på pladserne længst væk fra forestillingen; slaver fik til sidst værste steder.<ref>Edmondson, "Dynamic Arenas," pp. 73–74, 106, ''et passim''; Roland Auguet, ''Cruelty and Civilization: The Roman Games'' (Routledge, 1972, 1994), p. 54; John McClelland, ''Body and Mind: Sport in Europe from the Roman Empire to the Renaissance'' (Routledge, 2007), p. 67.</ref> Publikum kunne anmode om et specifikt resultat via råben, men kejseren havde det sidste ord. Forestillingerne kunne hurtigt blive et sted for sociale og politiske konflikter, og kejsere måtte sommetider bruge magt til at afslutte uro blandt publikum, mest notorisk ved optøjerne i Nika i år 532, hvor soldaterne under [[Justinian 1.|Justinian I]] slagtede tusinder.<ref>Dyson, ''Rome: A Living Portrait,'' pp. 238–239; Alison Futrell, "Chariot racing," in ''The Oxford Encyclopedia of Ancient Greece and Rome,'' p. 85; Humphrey, ''Roman Circuses,'' p. 461; McClelland, ''Body and Mind,'' p. 61.</ref>[[Fil:Bestiarii.jpg|thumb|Mosaik fra en spisestue fra nutidens Libyen, som viser en række arenascener. Fra toppen nedad; musikere spiller en romersk tuba, et vandrørs-orgel og to horn; seks par af gladiatorer med to dommere; fire krigere som kæmper mod dyr; og tre fanger dømt til dyrene.<ref>Thomas Wiedemann, ''Emperors and Gladiators'' (Routledge, 1992, 1995), p. 15.</ref>]]Indenfor stridsvognsløb, var [[stridsvognen]]s hold var kendt efter de farver de bar, hvor blå og grøn var de mest populære. Loyaliteten fra deres fans var hård, hvilket til tider førte til sportsoptøjer.<ref>Humphrey, ''Roman Circuses,'' pp. 459, 461, 512, 630–631; Futrell, "Chariot racing," in ''The Oxford Encyclopedia of Ancient Greece and Rome,'' p. 85; Dyson, ''Rome: A Living Portrait of an Ancient City'', p. 237.</ref> Stridsvognløbene var farlige, men ryttere var blandt de mest berømte og bedst kompenserede atleter.<ref>Dyson, ''Rome: A Living Portrait,'' p. 238.</ref> Én stjerne i sporten var Diocles, fra [[Lusitanien|Lusitania]] (nuværende Portugal), der kørte i stridsvognsløb i 24 år og i sin karriere indtjente 35 millioner sestertier.<ref>Potter, "Entertainers in the Roman Empire," p. 296; Dyson, ''Rome: A Living Portrait,'' pp. 238–239.</ref> Hestene havde også fans, og blev fejret i kunst og inskriptioner.<ref>Humphrey, ''Roman Circuses,'' p. 238; Potter, "Entertainers in the Roman Empire," p. 299.</ref> Udformningen af romerske cirkusser blev bygget med stor overvejelser for at sikre, at ingen hold havde en unfair fordel og for at minimere kollisioner.<ref>Humphrey, ''Roman Circuses,'' pp. 18–21; Futrell, "Chariot racing," in ''The Oxford Encyclopedia of Ancient Greece and Rome,'' p. 84.</ref> Kollisioner var dog hyppige under stridsvognløbene og underholdene for publikum.<ref>Auguet, ''Cruelty and Civilization,'' pp. 131–132; Dodge, "Amusing the Masses," p. 237.</ref><ref>Auguet, ''Cruelty and Civilization,'' p. 144; Dyson, ''Rome: A Living Portrait,'' p. 238; Matthew Dickie, ''Magic and Magicians in the Greco-Roman World'' (Routledge, 2001, 2003), pp. 282–287; Eva D'Ambra, "Racing with Death: Circus Sarcophagi and the Commemoration of Children in Roman Italy" in ''Constructions of Childhood in Ancient Greece and Italy'' (American School of Classical Studies at Athens, 2007), pp. 348–349; Nicole Belayche, "Religious Actors in Daily Life: Practices and Related Beliefs," in ''A Companion to Roman Religion'' (Blackwell, 2007), p. 289.</ref> Stridsvognsløb fortsatte ind i den byzantinske periode under kejserlig finansiering, men nedgangen af større bycentre i det 6. og 7. århundrede førte til dens endelige død.<ref>Potter, "Entertainers in the Roman Empire," p. 303.</ref>
 
Gennem hele sin 40-årige regeringstid præsenteredegav Augustus otte gladiatorforestillinger, hvor 10.000 mænd kæmpede, samt 26 kampe med 3.500 døde dyr.<ref>Cassio Dio 54.2.2; ''Res Gestae Divi Augusti'' 22.1, 3; Edwards, ''Death in Ancient Rome,'' side 49; Edmondson, "Dynamic Arenas," side 70.</ref> For at markere åbningen af [[Colosseum]]met, præsenterede kejser [[Titus Flavius Vespasianus|Titus]] 100 dage med begivenheder i arenaen, med 3.000 gladiatorer kæmpende sammen på en enkelt dag.<ref>Cassius Dio 66.25; Edwards, ''Death in Ancient Rome,'' side 55; Humphrey, ''Roman Circuses,'' side 1.</ref> Den romerske fascination med gladiatorer kan ses i, hvor bredt de er afbilledet på mosaikker, vægmalerier, lamper, og selv graffititegninger.<ref>Edwards, ''Death in Ancient Rome,'' side 49.</ref>
 
Gladiatorer var uddannede krigere, som tidligere kunne have været slaver, fangere, eller frivillige.<ref>Edwards, ''Death in Ancient Rome,'' side 50.</ref> Døden var ikke en nødvendig eller endda ønskelig resultat i kampe imellem disse højtuddannede krigere, hvis uddannelse repræsenterede en kostbar og tidskrævende investeringer.<ref>Edwards, ''Death in Ancient Rome,'' side 55; Potter, "Entertainers in the Roman Empire," side 307; McClelland, ''Body and Mind,'' side 66, som også citerere [[Marcus Junkelmann]].</ref> Derimod var ''noxii'' fangere dømt til arenaen med ringe eller ingen uddannelse, ofte ubevæbnet, og med ingen forventning om overlevelse. Fysisk lidelse og ydmygelse blev anset for at være en hensigtsmæssig retfærdighed for de forbrydelser, som de havde begået.<ref>Coleman, "Fatal Charades," pp. 45–47.</ref> Disse henrettelser blev undertiden iscenesat eller ritualiseret som rekonstruktion af myter, og amfiteatre var udstyret med omfattende mængde af maskiner til at skabe specielle effekter og importerede vilde dyr.<ref>Suetonius, ''Nero'' 12.2; Coleman, "Fatal Charades," pp. 44–73; Edmondson, "Dynamic Arenas," side 73.</ref>
 
Senere generationer af lærde, historikere og filosoffer har fundet det romerske samfunds forhold til "forstillinger om liv og død" til at være en af de mere vanskelige aspekter at forstå og forklare.<ref>Donald G. Kyle, ''Spectacles of Death in Ancient Rome'' (Routledge, 1998, 2001), side 81; Edwards, ''Death in Ancient Rome,'' side 63.</ref> [[Plinius den Yngre|Plinius den yngre]] rationaliserede gladiatorkampe som værende godt for folket, som en måde til "at inspirere dem til at stå over for ærefulde sår og foragte døden, ved at udstille kærligheden for æren og ønsket om sejr, selv i ligene af slaver og forbrydere".<ref>Pliny, ''Panegyric'' 33.1; Edwards, ''Death in the Arena,'' side 52.</ref> Nogle romere såsom [[Seneca den yngre]] var kritiske over for de brutale forestiller, men fandt dyd i mod og værdighed i den besejrede kæmper snarere end i vinderen.<ref>Edwards, ''Death in the Arena,'' side 66–67, 72.</ref> Dette synspunkt, kom senere til udtryk med kristne martyrer i arenaen, som blandt datidens kristne blev betragtet som en ærefuld død for sin religion.<ref>Edwards, ''Death in Ancient Rome,'' side 212.</ref> Den romerske forfatter, [[Tertullian]] betragtede døden i arenaen til ikke at være mere end en forklædt form for menneskeofringer.<ref>Tertullian, ''De spectaculis'' 12; Edwards, ''Death in Ancient Rome,'' pp. 59–60; Dodge, "Amusing the Masses," p. 224.</ref> Nogle af de tidligste navne for stilarter inden for gladiatorkampe havde etniske betegnelser såsom "thrakiske" eller "galliske".<ref>Veronika E. Grimm, "On Food and the Body," in ''A Companion to the Roman Empire,'' p.&nbsp;354; Catharine Edwards, ''Death in Ancient Rome'' (Yale University Press, 2007), p. 59; Potter, "Entertainers in the Roman Empire," p. 305.</ref>
== Politik ==
Styreformen i kejserriget var et diktatur styret af kejseren. Begyndelsen af perioden kendes som principatet, en styreform, der voksede ud af senrepublikken. Provinserne og byerne var stort set uafhængige under principatet, og kejserriget var generelt decentraliseret. I den næste periode, anarkiet og krisen i det tredje århundrede e.Kr., begyndte kejseren at tilegne sig større magt, og byerne begyndte at miste deres uafhængighed på grund af fraflytning til landet.
Republikkens erobringer frem til Augustus' regeringstid havde skabt et stort indre marked, der omfattede hele Middelhavsområdet, [[Vesteuropa]] og rigets grænseområder. De økonomiske forhold, særligt de som omhandlede landbruget, varierede meget mellem de varme, tørre områder i [[Nordafrika]] og [[Arabien]], og de mere frugtbare og fugtige provinser – Britannien, Gallien og Balkan. Middelhavet og de store floder Rhinen, [[Rhône]] og Donau fungerede som handelsruter. Romerne anlagde også et vidtstrakt og velbygget vejnet, som tjente såvel militære som civile formål. Vejnettet strakte sig endda over høje bjerge som [[Pyrenæerne]] og [[Alperne]] og bidrog til effektiviseringen af handel over længere afstande.
 
Hovedhjørnestenen i den romerske økonomi var alle de [[Den romerske by|byer]], som var centrum for al industriel produktion, handel og forbrug. SelvomSelv om al handel og produktion foregik i byerne, var det landbefolkningen, som var størst, og landbruget var den dominerende sektor i økonomien. De største centre i Romerriget var selve Rom, [[Alexandria]], [[Antiokia]], [[Karthago]], [[Efesos]] og i senantikken [[Konstantinopel]], alle med et indbyggertal mellem 100&nbsp;000 og 1 million. Frem til det tredje århundrede e.v.t. var de politisk-økonomiske forhold gunstige. Riget var ét valutaområde. Frem til krisen i det tredje århundrede var der, bortset fra grænsekonflikter og lokale oprør, næsten universel fred i riget, også kaldt for ''[[Pax Romana]]''. De store hærstyrker, der var stationeret langs grænserne, var med til at skabe et stabilt og trygt miljø for produktionen i provinserne. Mod slutningen af det andet århundrede øgedes presset mod grænserne. Med dette pres kom et behov for flere soldater i legionerne. Dette fik meget at sige for rigets økonomi, da kejserne blev nødt til at øge skatterne proportionalt for at følge udviklingen med rekrutteringen. Efter år [[235]] var den økonomiske krise,og kombineretmilitære med den militære,krise i færd med at føre Romerriget mod randen af sammenbrud. Under det [[severiske dynasti]] begyndte skattepresset at stige. Manglen på arbejdskraft, der fulgte af krigene, og alle pestudbruddene, bidrog også til nedgang og krise. Hvor alvorlige disse tilstande var, er vanskeligt at sige, da der foreligger få pålidelige kilder fra denne periode.
 
Provinserne ved Rhinen blev hårdest ramt af krisen i det tredje3. århundrede. De blev ofre for germanske invasioner og et voksende gallisk rige. Andre regioner som Egypten og Britannien blev ramt i mindre grad. Mod slutningen af det tredje3. århundrede oplevede Romerriget en høj inflation, da den menige befolkning i større grad mistede tilliden til det allerede vaklende og devaluerede pengesystem. Priserne steg voldsomt i store dele af riget.
 
=== Transport, handel og kommunikation ===
Romerrigets provinser omkransede hele [[Middelhavet]], som de kaldte ''mare nostrum'' "vores hav".<ref>Kevin Greene, ''The Archaeology of the Roman Economy'' p. 17.</ref> Romerske sejlskibe navigerede Middelhavet, samt alle de store sejlbare floder i imperiet, herunder [[Guadalquivir]], [[Ebro]], [[Rhône]], [[Rhinen]], [[Tiber]] og [[Nilen]].<ref>W.V. Harris, "Trade," in ''The Cambridge Ancient History: The High Empire A.D. 70–192'' (Cambridge University Press, 2000), vol. 11, p. 713.</ref> Transport ad vandvejen var foretrukket hvor det var muligt, da transport af store mængden af råvarer over land var vanskeligere.<ref>Harris, "Trade," in ''CAH'' 11, p. 714.</ref> Det store antal af køretøjer, hjul, og skibe indikerer eksistensen af et stort antal af kvalificerede håndværkere indenfor romerrigets grænser.<ref>Roger Bradley Ulrich, ''Roman Woodworking'' (Yale University Press, pp. 1–2.</ref> Selvom kommunikationsmidler og transport var begrænset i antikken, voksede transporten i 1. og 2. århundrede kraftigt, og handelsruter skabte forbindelser imellem forskellige provinsers økonomier.<ref>Mattingly, "The Imperial Economy," side 285–286 og side 296f.</ref>
 
LandtransportLandtransporten udnyttede det avancerede system af romerske veje. Finansieringen af statens post og transportservice ''cursus publicus'', som blev oprettet af [[Augustus]], blev gjort igennem naturalier som omfattede levering af personale, dyr eller køretøjer.<ref name="administration188">Ando, "The Administration of the Provinces," side 188.</ref> En ''Mansio'' (flertal ''Mansiones'') var en privat-eget station, som lå ved siden af de romerske veje. Personalet bestod en sådan facilitet inkluderedeaf smede, karetmagere og kurerer. Afstanden imellem ''Mansiones'' blev bestemt ved, hvor langt en vogn kunne rejse på en dag.<ref name="StambaughThe">Stambaugh, ''The Ancient Roman City,'' side 253.</ref> Muldyr var oftest brugt til at trække vognendevognene.<ref>Ray Laurence, "Land Transport in Roman Italy: Costs, Practice and the Economy," in ''Trade, Traders and the Ancient City'' (Routledge, 1998), side 129.</ref> Som et eksempel på tempoet i kommunikationen,Det tog detfx en budbringer mindst ni dage at rejse til Rom fra [[Mainz]] i provinsen [[Germania Superior]], selv på en hastesag.<ref>Keith Hopkins, "The Political Economy of the Roman Empire," in ''The Dynamics of Ancient Empires : State Power from Assyria to Byzantium'' (Oxford University Press, 2009), side 187.</ref> Ud over ''Mansiones'' tilbudtetilbød nogle værtshuse indkvartering samt mad og drikke; én indskrifting fra etét ophold nævnerkræver betalinger for vin, brød, foder til et muldyr og tjenester af en prostitueret.<ref>Holleran, ''Shopping in Ancient Rome,'' side 142.</ref>
 
Romerske provinser handlede også indbyrdes med hinanden. Den vigtigste råvare var korn.<ref>Harris, "Trade," ii ''CAH'' 11, side 710.</ref> Handel udvidet uden for grænserne var dog så langt væk som til [[Kina]] og [[Indien]].<ref>Harris, "Trade," in ''CAH'' 11, side 713.</ref> Handel med Kina var hovedsageligt gennemført over land igennem [[Silkevejen]]; Handel med Indien forekom dog også ad søvejen fra de egyptiske havne ved [[Røde Hav|Det Røde Hav]]. Handelsvarende inkluderede blandt andet olivenolie, diverse fødevarer, slaver, malm og fremstillet metalgenstande, fibre og tekstiler, tømmer, keramik, glas, marmor, papyrus, krydderier, elfenben, perler og ædelstene.<ref>Harris, "Trade," in ''CAH'' 11, fra side 717 til 729.</ref>
 
SelvomSelv om de fleste provinser var i stand til selv at producere vin, var regionale druesorter ønsket og vin var et centralt element i samhandelen.<ref>Mireille Corbier, "Coinage, Society, and Economy," in ''Cambridge Ancient History: The Crisis of Empire, A.D. 193–337'' (Cambridge University Press, 2005), vol. 12, side 404; Harris, "Trade," in ''CAH'' 11, difr 719.</ref> De store leverandører til byen Rom var vestkysten af Italien, det sydlige [[Gallien]], regionen [[Hispania Tarraconensis|Tarraconensis]] i [[Spanien]], og [[Kreta]]. [[Alexandria]], den næststørste by i romerriget, importerede vin fra Laodikea (det moderne Latakia) i Syrien, de frugtbare dele af [[Anatolien]] og [[Ægæiske øer]].<ref>Harris, "Trade," in ''CAH'' 11,difr 720.</ref> På lokalt niveau, solgte taverner eller specielle vinbutikker (''Vinaria'') vin, med prisklasser som afspejlede kvaliteten.<ref>Holleran, ''Shopping in Ancient Rome,'' fra side 146 til 147.</ref>
 
=== Beskæftigelse ===
Anonym bruger