Forskel mellem versioner af "Romerriget"

202 bytes fjernet ,  for 3 år siden
småret
(småret)
(småret)
|fodnoter = <sup>a</sup>Disse begivenheder markerede afslutningen på det [[Vestromerske rige]] (286 – 476)<ref>{{cite web|url=http://www.britannica.com/EBchecked/topic/507739/Roman-Empire|title=Roman Empire -- Britannica Online Encyclopedia|publisher=www.britannica.com|accessdate=2008-07-09}}</ref> og det [[Østromerske rige]] (330 – 1453).
}}
'''Romerriget''' ({{lang-la|Imperium Rōmānum}}) var tiden mellem den [[romerske republik]] og kejserriget. Det grundlægges af [[Julius Cæsar]], som under borgerkrige og politisk ustabilitet blev udnævnt til eviglivsvarig diktator og myrdedes i 44 f.Kr.. Derefter vindervandt Cæsars adoptivsøn, [[Octavian]], kampen for at blive hans efterfølger ved at sejre over [[Marcus Antonius]] og [[Cleopatra]] i [[Søslaget ved Actium]] i 31 f.Kr. i [[Egypten]]. Det[[Senatet]] romerskei senatRom gav ham den overordnede magt og den nye titel ''[[Augustus]]'' i 27 f.Kr.. Det er enden på den romerske republik.
 
De næste to århundreder havdefik en hidtil uset politisk stabilitet og velstand, kendt som ''[[Pax Romana]]'' ("Romersk fred"). Efter mordet på [[Caligula]] i 41 e.Kr. overvejede [[Senat]]et kortvarigt at genoprette republikken, men [[Prætorianergarden]] proklamerede [[Claudius]] som kejser. Da Claudius' efterfølger [[Nero]] begik selvmord i 68 e.Kr. triumferede [[Vespasian]] i 69 e.Kr. i kampen om kejserembedet ved oprettelse af det [[flaviske dynasti]] med hans søn [[Titus]] som den næste kejser.
 
 
 
 
[[Vestgoterne]]s [[Alarik 1.|Belejringen af Rom i 410 e.Kr.]] og [[Vandalerne]]s i 455 e.Kr. og fremskyndede det vestlige imperiums fald. Kejser [[Romulus Augustus]]' afgang i 476 e.Kr. anses nu som afslutningen på [[Vestromerske rige|Det Vestromerske rige]]. Det Østromerske rige ([[Det Byzantinske Rige|Det Byzantinske rige]]) forblev en af de førende magter i verden til det faldt til det [[Osmanniske Rige|Osmanniske rige]] i 1453 e.Kr. ved [[Konstantinopels fald]].
 
Romerriget var blandt de mest magtfulde økonomiske, kulturelle, politiske og militære kræfter i verden. LevetidenImperiet oglange det enorme omfang af imperietlevetid gav det en varig indflydelse på det latinske og græske sprog og på kultur, religion, arkitektur, filosofi, jura og styreformen af imperiets efterfølgere. Igennem den europæiske [[middelalder]]en blev der gjort forsøg på at etablere efterfølgere til Romerriget, herunder det [[Russiske Kejserrige]] og [[Det tysk-romerske Rige]]. Ved hjælpekspansionen afi denimperier europæiske ekspansion igennemsom de [[Spanske Imperium|spanske]], [[Franske koloniimperium|franske]], [[Det portugisiske koloniimperium|portugisiske]] og [[Britiske Imperium|britiske]] imperier, blev romersk og græsk kultur spredt på verdensplan og spillede derved en væsentlig rolle i udviklingen af den moderne verden.
 
== Historie ==
{{Uddybende|Tidslinje for Romerriget}}
Der findes spor af [[Roms grundlæggelse|ældgamle beboelser]] i området omkring Rom, men byen [[Antikkens Rom|Rom]] og dermed begyndelsen på det senere verdensrige blev ifølge traditionen grundlagt af brødrene [[Romulus og Remus]] den [[21. april]] [[753 f.Kr.]]. Rom begyndte at ekspanderende kort efter grundlæggelsen af republikken i det 6. århundrede f.Kr., selvomselv om den romerske republik ikke erobrede territorier udenfor [[Italien]] indtilfør det 3. århundrede f.Kr..<ref>Christopher Kelly, ''The Roman Empire: A Very Short Introduction'' (Oxford University Press, 2006), side 4ff.; Claude Nicolet, ''Space, Geography, and Politics in the Early Roman Empire'' (University of Michigan Press, 1991, originally published in French 1988), side 1, 15; [[T. Corey Brennan]], ''The Praetorship in the Roman Republic'' (Oxford University Press, 2000), side 605 ''et passim''; [[Clifford Ando]], "From Republic to Empire", in ''The Oxford Handbook of Social Relations in the Roman World'' (Oxford University Press, side 39–40.</ref> Den romerske republik var ikke en nationalstat i moderne forstand, men et netværk af byer efterladt til at regere sig selv (dog med varierende grad af uafhængighed fra [[det romerske senat]]) og provinser, som blev administreret af militære lederegeneraler. Riget blev ikke regeret af kejsere, men af årligt folkevalgte [[magistrat]]er (med [[consul]]er øverst) i forbindelseforståelse med senatet.<ref>Clifford Ando, "The Administration of the Provinces", in ''A Companion to the Roman Empire'' (Blackwell, 2010), side 179.</ref> Af forskellige årsager var det 1. århundrede f.Kr. en tid med politiske og militære omvæltninger, som i sidste ende førte til regering af kejsere.<ref>Nicolet, ''Space, Geography, and Politics in the Early Roman Empire'', side 1, 15; Olivier Hekster and Ted Kaizer, preface to ''Frontiers in the Roman World. Proceedings of the Ninth Workshop of the International Network Impact of Empire (Durham, 16–19 April 2009)'' (Brill, 2011), side viii; [[Andrew Lintott]], ''The Constitution of the Roman Republic'' (Oxford University Press, 1999), side 114; W. Eder, "The Augustan Principate as Binding Link," in ''Between Republic and Empire'' (University of California Press, 1993), side 98.</ref> Konsulernes militære magt hvilede i det romerske juridiskeromerrettens begreb ''imperium'', som bogstaveligt betyder "kommanderende" (typisk i en militær forstand).<ref>John Richardson, "''Fines provinciae''", in ''Frontiers in the Roman World'', side 10.</ref> Lejlighedsvis fik succesfuldedygtige konsuler den honorære titlentitel ''Imperatorimperator'' (kommandør), og af dette ordden kommer ordet "kejser" (og "imperium"), da denne titel (blandt andre) altid blev skænket tilgivet de første kejsere ved deres tiltrædelse til magten.<ref>Richardson, "''Fines provinciae''", in ''Frontiers in the Roman World'', side 1–2.</ref> Navnet Cæcar ligger også til grund for både kejser og czar.
 
[[Fil:Statue-Augustus.jpg|thumb|upright|200px|''Augustus'' af ''Prima Porta''<br />(Tidligt 1. århundrede e.Kr.)]]
 
Rom var udsatødelagt foraf en lang række interne konflikter og borgerkrige fra slutningen af 2. århundrede f.Kr., mens det kraftigt udvidede sin magt over Italien. I 44 f.Kr. var [[Julius Cæsar]] kortvarigt diktator, før han blev myrdet. Gruppen, som fik ham myrdet, blev fordrevet fra Rom og besejret i slaget ved Phillipi i 42 f.Kr. af en hær under ledelse af [[Marcus Antonius]] og Cæsars adopterede sønadoptivsøn [[Octavian]]. Antonius og Octavians efterfølgende opdeling af den romerske verden imellem sig varede ikke ved, og Octavians styrker besejrede Antonius og Cleopatra i slaget ved Actium i 31 f.Kr.. I år 27 f.Kr. gjorde Senatet og folket i Rom Octavian til ''princeps'' ("første"), og dermed begyndte [[Principatet]] (den første epoke af romersk kejserlig historie, som for det meste bliver dateret fra 27 f.Kr. til e.Kr. 284), og gav ham navnet ''Augustus'' ("den ærede"). Selv om den gamle konstitution forblev på plads, kom Augustus til at dominere den. Selv om romerriget var en republik, havde Augustus rent teknisk al myndighed i Rom.<ref>Ronald Syme,''The Roman Revolution'', Oford: Oxford University Press, 1939, 3–4.</ref> Hans styre gjorde en ende på et århundrede med borgerkrige, og markerede starten på en hidtil uset periode med fred og velstand. De 200 år som begyndte med Augustus regeringstid er traditionelt betragtet som ''Pax Romana'' ("Romersk fred"). I løbet af denne periode blev sammenbindingen af imperiet fremmet af en høj grad af social stabilitet og økonomisk velstand, som Rom aldrig før havde oplevet. Opstande i provinserne var sjældne, men blev nedkæmpet ''"nådesløst og hurtigt"'', når de opstod.<ref>Mary T. Boatwright, ''Hadrian and the Cities of the Roman Empire'' (Princeton University Press, 2000), side 4.</ref>
 
I år 27 f.Kr. gjorde Senatet og folket i Rom Octavian til ''princeps'' ("første"), og dermed begyndte [[Principatet]] (27 f.Kr. til 284 e.Kr.), og han fik navnet ''Augustus'' ("den ærede"). Selv om den gamle konstitution forblev på plads, kom Augustus til at dominere den. Selv om romerriget var en republik, havde Augustus rent teknisk al myndighed i Rom.<ref>Ronald Syme,''The Roman Revolution'', Oford: Oxford University Press, 1939, 3–4.</ref> Hans styre gjorde en ende på et århundrede med borgerkrige, og markerede starten på en hidtil uset periode med fred og velstand. De 200 år som begyndte med Augustus regeringstid er traditionelt betragtet som ''Pax Romana'' ("Romersk fred"). I løbet af denne periode blev sammenbindingen af imperiet fremmet af en høj grad af social stabilitet og økonomisk velstand, som Rom aldrig før havde oplevet. Opstande i provinserne var sjældne, men blev nedkæmpet ''"nådesløst og hurtigt"'', når de opstod.<ref>Mary T. Boatwright, ''Hadrian and the Cities of the Roman Empire'' (Princeton University Press, 2000), side 4.</ref>
 
Augustus held med at sikre dynastiet var begrænset, da han levede længere end en række arvinger. Det [[julisk-claudiske dynasti]] varede yderligere fire kejsere - [[Tiberius]], [[Caligula]], [[Claudius]] og [[Nero]] - hvorefter [[Vespasian]] i 69 e.Kr. efter stridigheder blandt mulige efterfølgere kom ud som sejrherre. Vespasian blev grundlæggeren af det korte [[Flaviske dynasti]], som blev fulgt af Nerva-Antonine dynastiet, som producerede "fem gode kejsere": [[Nerva]], [[Trajan]], [[Hadrian]], [[Antoninus Pius]] og [[Marcus Aurelius]].
Anonym bruger