Komma: Forskelle mellem versioner

''Opremsninger'': Der sættes komma mellem sideordnede led, som ikke er forbundet med [[bindeord (konjunktion)|bindeord]]:

''Selvstændige sætningsdele'': Ord og sætningsdele, som står med en vis selvstændighed, afgrænses med kommaer. Selvstændige sætningsdele kan som regel udelades, uden at resten af sætningen bliver meningsløs:

''Helsætninger'': Der sættes komma mellem helsætninger, hvis der ikke er andet tegn (punktum eller semikolon):

Den ældste kommatering følger logisk-semantiske principper, mens det grammatiske princip opstod i de tysktalende lande i [[1500-tallet]] og bredte sig med [[bogtryk]]kerkunsten til [[Danmark]], hvor det lige siden har været dominerende. Det nu afskaffede pausekomma hører derimod til de logisk-semantiske systemer og har forholdsvis frie regler, mens det nye komma er et logisk-semantisk system, men med faste regler. De nuværende regler kan siges at være en kombination.

I [[1916]] blev den irske [[separatist]] [[Roger Casement]] dømt til døden for [[landsforræderi]] og [[Henrettelse|henrettet]] ved [[hængning]]. Han stod tiltalt for at have brudt ''Treason Act'' fra [[1351]]. Gennem årene var det ældgamle [[pergament]] åbnet og foldet så mange gange, at [[dommer]]ne ikke helt kunne skelne, hvad der var pennestrøg, og hvad der var brudlinjer. Casements [[sagfører]]e hævdede, at loven ikke kunne anvendes mod ham, menda den kun omhandlede [[Statskup|kupfors]]øg planlagt på [[De britiske øer]]. (Casement havde opholdt sig i [[Tyskland]], da planerne for oprøret i [[Dublin]] blev lagt, og var dermed ingen landsforræder ud fra lovens ordlyd.) Denne argumentation var baseret på, at et mærke i lovteksten var et komma, der formede sætningen, så denne tolkning fremkom. Mod retssagens slutning sad to dommere i flere timer og studerede med [[lup]] to udgaver af den originale lovtekst, menog konkluderedeendte med at konkludere, at forsvarerne måtte have taget fejl: "''Vi tror, der var et afbrud, ikke markeret med en pen, men som et resultat af sammenfoldning gennem seks århundreder.''" <ref>Bjørn Godøy: ''Dobbeltspil'' (s. 213), forlaget Spartacus, Oslo 2016, ISBN 978-82-430-1040-6</ref>