Forskel mellem versioner af "Romerrigets undergang"

32 bytes tilføjet ,  for 3 år siden
(link)
 
== Nyere forskning ==
I dag bliverer senantikken mellem ca. 300 og 600 tydet langt mere differentieret end hos [[Otto Seeck]]. "Dekadenceteorien" er i dag forældet, især fordi mange forskere lægger vægt på periodens vitalitet, hvorvedhvor vægten har forskudt sig fx på det kulturelle område. Den nye vurdering hænger også sammen med, at man har bestræbt sig på en mere neutral bedømmelse af den næste periode.
 
 
Selv efter den germanske invasion i 5. århundrede var økonomien gennemgående stærkt regionalt. Eksempler er dele af [[Gallien]] eller Nordafrika, anderledes så det dog ud i [[Romersk Britannien|Britannien]].
 
Bureaukrati: Det samme gælder den nedvurderende betegnelse ''dominat'' ("[[Dominatet]]" 284-395?), som [[Theodor Mommsen]]) anså for militærdiktatur og despoti i det senromerske rige. Bureaukratiseringen tog ganske vist til, også selv om det romerske rige i sammenligning med moderne samfund snarere var underadministreret. Dertil kom, at militæret ofte unddrog sig ofte kejserens kontrol: lige som kirken og dele af aristokratiet, og hvad der var af større betydning; [[slaveri]]et aftog,<ref>Sml. Demandt, ''Spätantike'', s. 454.</ref> og [[kolonat]] øgedes (bøndernes binding til jorden, et fæstebondesystem).
 
[[Kristendommen]] skyld: mange mænd anvendte deres liv i kirkens tjeneste og gik således tabt for staten. Men den nye religion stabiliserede kejserdømmet. Det statslige bureaukrati kæmpede med [[korruption]]sproblemer (og ordet betyder ligefrem forfald).<ref>Sml. Jones, ''LRE'', Bd. 2, s. 1063f.</ref> Alle de forskere, der primært gør indre faktorer ansvarligansvarlige for rigets undergang, må grundlæggende stille sig det spørgsmål hvordan den østlige del af imperiet til forskel fra den vestlige praktisk taget kom ubeskadiget gennem krisen i 5.&nbsp;og&nbsp;6.&nbsp;århundrede og tillige overvandt [[Islamiske ekspansion|den islamiske ekspansion]] – ganske vist i stærkt formindsket størrelse.
 
Militært forfald: Den [[Senantikken#Den senromerske hær|romerske hær]] var ikke længere i stand til at beskytte grænserne i vest pga. ringe mandskabsstyrke og rustningsfremskridt hos germanerne; en betydelig åreladning var [[Slaget ved Adrianopel (378)|slaget ved Adrianopel]] (378) og [[slaget ved Frigidus]] (394). I øst stod imperiet mod [[Sassaniderne|Sassaniderriget]]s hær. Stadig flere [[Romersk borger|romerske borgere]] unddrog sig tjeneste i hæren, som især bestod af [[lejesoldat]]er.
Rigets finansieringsproblemer: Østrom kunne stadig i 5.&nbsp;og&nbsp;6.&nbsp;århundrede underholde en hær, der kunne klare sine opgaver. Men ikke i vesten efter 400, især fordi de indtrængende [[germaner]]e – blandt andet med [[Rhinovergangen 406]] – slog sig ned der. [[Vandaler]]ne erobrede i 430'erne den rigeste vestromerske provins ''[[Africa (romersk provins)|Africa]]'', mens til slut udbredte dele af [[Hispania]] og [[Gallien]] i 460'erne og 70'erne faldt til [[goter]]ne. Af disse grunde faldt skattegrundlaget voldsomt for Vestrom.
 
Ikke-romerske lejesoldater: dende var billigere end en hjemmehær. Germanere, hunner og andre tjente i hæren, der blev stadig mere [[Barbarer|''barbariseret'']]. Dertil kom et stærkt tryk på grænsen. Det lykkedes ikke længere at kontrollere germanerne og tage dem med i rigsforbundet.<ref>Demandt, ''Spätantike'', s. 471. Sml. også Heather, ''Fall of the Roman Empire'', passim.</ref> Problemet med "upålidelige" barbarer optrådte ifølge kilderne desuden kun for ''[[foederati]]'', altså for de germanere der var forbundsfæller, ikke for de germanere der var integreret i hæren.<ref>Jones, ''LRE'', bd. 2, s. 1038.</ref> Germanerne ''overtog'' det vestromerske rige ved den middelalderens begyndelse snarere end de ''erobrede'' det.<ref>Dertil Goffart, ''Barbarians and Romans''.</ref>
Den i udstrakt grad manglende modstand mod germanerne kan ifølge flere forskere egentlig kun betyde to ting: Enten var de engang så krigeriske romere faldet hen i [[apati]], eller de opfattede slet ikke barbarerne som farlige indtrængere.
 
Inkompetente børnekejsere: ([[Flavius Honorius|Honorius]], [[Valentinian III]].). Flere generaler (''[[magister militum]]'') ville hellere gribe til våben mod den romerske regering end forsvare Rom. Trods alt: [[Majorian]] genvandt ind imellem initiativet. Vestroms magt var før 476 og 480 midlertidig kun en skygge af sig selv – den kejserlige centralregering i [[Ravenna]] blev til sidst undermineret af den germanske hærfører. Som en skillelinje lå mordet [[454]] på den vestromerske general [[Flavius Aëtius]], som med sin hær havde opretholdt det romerske herredømme i Italien, store dele af Gallien såvel som [[Katalonien]] og [[Dalmatien]]. Da kejser [[Anthemius]] 468 ikke havde held til et forsøg på underlægge sig det rige Nordafrika, mistede det vestromerske kejserdømme al autoritet og blev 476 afskaffet.
Islam: De germanske ''[[foederati]]'' overtog omkring 470 helt forvaltningen af deres egne områder; de erkendte dog i reglen stadig den østromerske kejser som deres overherre. Endnu [[Justinian 1.|Justinian]] var i stand til militært at sætte den romerske fordring på herredømme igennem i vesten &nbsp; i det mindste delvis og for en begrænset tid. Først den [[islamiske ekspansion]], som i al fremtid forhindrede [[Romerske kejsere#Østromerske Kejsere|kejserne i Konstantinopel]] i at udøve virksom indflydelse i vest, betød den endelige undergang for det romerske rige.
 
Det er svært at finde grundene til det vestromerske riges undergang. I øst viste kristendommen sig forenende. "Dekadence" har ifølge de fleste moderne forskere været en afgørende faktor, skønt der gives kildeudsagn der beklager overklassens "moralske forfald". Inden for kulturen var den litterære produktion endnu betragtelig høj. Inden for historieskrivningen fremkom endnu helt til [[antikkens slutning]] betydelige værker (se blandt andet [[Ammianus Marcellinus]], [[Olympiodoros af Theben]], [[Priscus|Priskos]], [[Procopius|Prokopios af Caesarea]]); og digtere som [[Claudian]] og [[Corippus]] eller filosoffer som [[Anicius Manlius Severinus Boëthius|Boëthius]], [[Simplikios]] og [[Damaskios]].<ref>Sml. til vurderingen af senantikken i den nyere forskning forskellige bidrag i Philip Rousseau (udg.): ''A Companion to Late Antiquity''. Malden (Massachusetts) u.a. 2009.</ref>
 
Systemmangler: I både forvaltningen og hæren: Siden opkomsten af [[Sassaniderriget]] i 3.&nbsp;århundrede havde ''Imperium Romanum'' til forskel fra tidligere nu permanent en farlig rival, som krævede alle kræfter; da trykket på den nordlige grænse tiltog stærkt med [[hunner]]nes optræden og begyndelsen på de senantikke [[Folkevandringstiden|folkevandringer]], var i Vestriget blevet anstrengt eller presset for meget. Det blev ramt med stor styrke af kraften i denne [[folkevandring]] (375−568), især da der var færre styrker dér end ved [[Donau]] og [[Eufrat]]. Vesten rådede vel ikke over samme befolkningsantal og økonomiske formåen som Østriget, og dens provinser var mere sårbare − og derudover lykkedes det åbenbart i stadig mindre grad for den vestromerske stat at få del i rige [[Det romerske Senat|senatorers]] endnu delvis store private formuer og at udskrive et tilstrækkeligt antal [[Romersk borger|romerske borgere]] til militærtjeneste.
 
 
Den i udstrakt grad manglende modstand mod germanerne kan ifølge flere forskere egentlig kun betyde to ting: Enten var de engang så krigeriske romere faldet hen i [[apati]], eller de opfattede slet ikke barbarerne som farlige indtrængere.
Det er svært at finde grundeneen enkelt grund til det vestromerske riges undergang. I øst viste kristendommen sig forenende. "Dekadence" har ifølge de fleste moderne forskere været en afgørende faktor, skønt der gives kildeudsagn der beklager overklassens "moralske forfald". Inden for kulturen var den litterære produktion endnu betragtelig høj. Inden for historieskrivningen fremkom endnu helt til [[antikkens slutning]] betydelige værker (se blandt andet [[Ammianus Marcellinus]], [[Olympiodoros af Theben]], [[Priscus|Priskos]], [[Procopius|Prokopios af Caesarea]]); og digtere som [[Claudian]] og [[Corippus]] eller filosoffer som [[Anicius Manlius Severinus Boëthius|Boëthius]], [[Simplikios]] og [[Damaskios]].<ref>Sml. til vurderingen af senantikken i den nyere forskning forskellige bidrag i Philip Rousseau (udg.): ''A Companion to Late Antiquity''. Malden (Massachusetts) u.a. 2009.</ref>
 
== Se også ==
* [[Senantikken]] – [[Antikkens slutning]] – [[Bogtabet i senantikken]]
Anonym bruger