Forskel mellem versioner af "Filosofiens trøst"

374 bytes fjernet ,  for 3 år siden
skal vi ikke snart have en dansk oversættelse af latinen?
m (bot: ændre DISPLAYTITLE: til Skabelon:Kursiveret titel)
(skal vi ikke snart have en dansk oversættelse af latinen?)
{{Kursiveret titel}}
[[Fil:Boethius.consolation.philosophy.jpg|thumb|right|Denne tidlige trykte bog har mange håndmalede illustrationer som viser "Fru Filosofi" og scener fra dagliglivet i 1400-tallet i belgiske [[Gent]] (1485)]]
'''''Filosofiens trøst''''' ({{lang-la|Consolatio philosophiae}}) er et [[filosofi]]sk værk, afsom [[Anicius Manlius Severinus Boëthius|Boëthius]] som blev skrevetskrev i år [[524]] e.Kr. Det er blevet beskrevet somkaldt det enkeltstående vigtigste og mest indflydelsesrige værk i [[Europa]] i løbet af [[middelalderen]] og den tidlige [[Kristendom|kristne]] renæssance,. og desuden også inden for de store værker somDet kan kaldes for klassiskeklassisk.<ref>''The Consolation of Philosophy'' (Oxford World's Classics), Introduction (2000).</ref><ref>[[Dante]] placerede Boëthius som "de sidste romere og de første inden for skolastikken" blandt doktorerne i paradiset, se ''[[Den guddommelige komedie]]''.</ref>
 
== Baggrund ==
Boëthius' litterære produktion omfatter
Boëthius' litterære produktion omfatter dels oversættelser af vigtige værker i [[antikken]] inden for logik, aritmetik og teologi, gerne med kommentarer, dels en bog om musikkens bestanddele og antikkens musikteorier og dels det opbyggelige værk ''Consolatio Philosophiae'' (''CP'') fra 524.
* oversættelser af vigtige værker i [[antikken]] inden for logik, aritmetik og teologi, gerne med kommentarer,
* en bog om musikkens bestanddele og antikkens musikteorier
* det opbyggelige værk ''Consolatio Philosophiae'' (''CP'') fra 524.
 
''CP'' er skrevet i en fængselscelle kort før forfatterens død, og regnes for at væreer stærkt [[Neoplatonisme|nyplatonisk]] inspireret. Her er det især relevant at nævne hans vigtigste inspirator, nyplatonikeren [[Porfyr (filosof)|Porfyrios]], som var elev og videreformidler af den kendteste nyplatoniker [[Plotin]]s (205-270) værker.
 
Det, der gør ''CP'' interessant i [[Kirkehistorie|kirkehistorisk]] henseende, er den popularitet, den nød i et helt årtusinde. Hermed repræsenterer bogen til en vis grad en nøgle til forståelse af dels de problemstillinger, der var aktuelle i [[middelalderen]], dels den måde, hvorpå man forstod disse problemstillinger.
 
== Referat af ''Filosofiens trøst'' ==
=== ''CP''<nowiki>'</nowiki>s struktur ===
<!--''CP'' er et værk på godt og vel 300 sider i Loeb-udgaven, der har en sideordnet engelsk og latinsk tekst.-->
Værket er overordnet inddelt i fem bøger, der igen underinddeleshver tilhar mellem seks og tolv nummererede kapitler.
''CP'' skifter løbende imellem en [[Lyrik|lyrisk]] og en [[Prosa (skriveform)|prosaisk]] fremstilling, således at det nogenlunde svarer til et prosastykke og et lyrisk stykke inden for hvert kapitel.
''CP'' er skrevet i [[Dialog (litteratur)|dialogform]] imellemmed fortælleren, som man umiddelbart opfatter som (Boëthius selv,) og filosofiens moder.
 
=== Første bog ===
''CP'' begynder med et klagedigt. Det er fortælleren, der beklager sig, dels over sin alderdom, og dels over lykkens lunefuldhed (formentlig pga. fængselsopholdet). Digtet afsluttes med et fortvivlet spørgsmål til læseren:
:QUID ME FELICEM TOTIENS IACTASTIS AMICI? QUI CECIDIT, STABILI NON ERAT ILLE GRADU. (1,1).
 
I det følgende introduceres man for filosofiens moder, fremstillet ganske poetisk. Hun bortjager de muser, der har hjulpet fortælleren med det første digt (1,1), og annoncerermeddeler, at han bør helbredes, ved at blive ført tilbage til filosofiens visdom, der omhandler det evige kredsløb, en visdom, som fortælleren har glemt. (1,2)
 
Fra fjerde kapitel og fremefter beklager fortælleren sig over, at de gode, herunder han selv, sjældent får deres retmæssige belønning, og at de onde ofte slipper alt for let af sted med at være onde.
 
For at helbrede fortælleren stiller filosofiens moder ham i sjette kapitel følgende fire spørgsmål:
&nbsp; 4) (..) QUID (..) HOMO SIT? <ref>Hvad er et menneske?</ref><br />
 
Spørgsmål nummer to og tre bliver besvaret i slutningen af tredje bog, mens det fjerde spørgsmål aldrig bliver besvaret direkte. (Dette har fået nogle til at hævde, at ''CP'' aldrig blev skrevet færdig.)
 
=== Anden bog ===
I anden bog sættes der fokus på [[Lykke (følelse)|lykkens]] omskiftelighed. Lykkens moder, [[Fortuna]], får taletid gennem filosofiens moder, og de to stilles op overfor hinanden, som det forgængelige overfor det uforgængelige, eller med andre ord, det evige overfor det tidslige. (2,1-2)
 
I forlængelse af dettedet viser filosofiens moder nu den jordiske rigdoms værdiløshed og forgængelighed. Således kan magt og værdighed ikke i sig selv være noget godt og efterstræbelsesværdigt, idet onde mennesker ofte stræber efter disse egenskaber. Ligesådan beskrives stræben efter berømmelse, fordi berømmelse også er bundet snævert til tidens forgængelighed. (2,5-7) Løsningen er, at den vise må løsgøre sig fra det jordiske fængsel, så han kan blive fri til at søge det himmelske hjem.
 
Den anden bog afsluttes ved, at filosofiens moder gør opmærksom på, at ulykke er bedre end lykke. Lykken slører nemlig evnen til at skelne imellem hvad der sandhed og hvad der er falskhed. Således afsluttes med følgende: Den der er i ulykke og har mistet sin rigdom, har dog fundet det vigtigste – sande venner. (2,8)
 
=== Tredje bog ===
Den tredje bog tager spørgsmålet - om det som mennesker efterstræber, nemlig lyksalighed, - op til overvejelse.
 
Filosofiens moder lægger ud med at beskrive, hvad lyksalighed ikke er. De eksempler der nævnes ligger i forlængelse af emneområderne for anden bog. De omhandler således den [[ære]] og respekt som man får fra rigdom (3,3), høje stillinger i samfundet (3,4), kongemagt (3,5), og berømmelse (3,6). I (3,7) kritiseres legemets begær.
Den omtalte ene, altså Gud, sættes i (3,11) lig med det gode, og det kundgøres, at det gode er alle tings mål. Platons anamnesislære beskrives i digtet (3,11).
 
I det sidste kapitel fastlås det, at Gud, - som er lig det gode og lig den skabende kraft, - styrer verden ud fra sin almægtighed. Som optakt til fjerde bog argumenteres der for, at det onde ikke eksisterer. Argumentet er som følger:
:>>MALUM IGITUR NIHIL EST, CUM ID FACERE ILLE NON POSSIT, QUI NIHIL NON POTEST<< (3,12)
 
 
=== Femte bog ===
Hvis der ikke findes nogen tilfældighed, fordi alt er styret af Guds forsyn, kan man da tale om, at mennesket har en [[fri vilje]]? Det er dettedet spørgsmål, som behandles igennemi den sidste bog.
 
Det slås fast, at ethvert fornuftsvæsen har en fri vilje. Jo mere guddommelig man er, desto større frihed. (5,2)
Der udskilles altså en gruppe, defineret ved dem der har erkendt sandheden, til forskel fra dem der er udenfor. Samtidigt udpeges fortælleren af selve filosofien som værende fornuftig. Dette kan opfattes som en slags indirekte legitimation for ''CP'''s krav på sandheden, som den er fremstillet af fortælleren.
 
Denne fremstilling af fortælleren vanskeliggør, rent psykologisk, læserens muligheder for umiddelbart at forholde sig kritisk. Hvem vil således modsige denne stakkels mand, i stedet for at indrømme ham medlidenhed, og hvem vil sætte spørgsmålstegn ved mandens synspunkter, når selveste filosofien selv har udpeget ham som fornuftig?
 
Også på dette niveau er den lyriske tekst med til at skabe følelsesmæssige relationer imellem læser og fortæller, som f.eks. i (1,1).
Endvidere åbner brugen af versefødder op for et særligt musisk aspekt, som er med til at lulle læseren ind i en slags trance. Man må jo ikke glemme, at Boëthius er berømt for sine afhandlinger om musik.
 
Dette aspekt opdager man sjældent, når man er nødsaget til læse oversættelserne. Til eksempel har jeg derfor valgt at bringe et forholdsvis enkelt uddrag af digtet (1,7) sammen med den engelske oversættelse. Prøv selv at læse digtafsnittet op.
 
De latinske versefødder er:
Anonym bruger