Forskel mellem versioner af "Sankt Willibrord"

5 bytes tilføjet ,  for 4 år siden
I [[698]] fik han jord af [[Irmina af Öhren]], som var gift med [[Hugobert af Pfalz]]. Hun var også Pipins svigermor, og blev senere [[abbedisse]]. Willibrord grundlagde klosteret [[Echternach]] i nutidens [[Luxembourg]] og ledede det selv som [[abbed]] en periode.
 
Han rejste også til [[Danmark]], hvor han var den første missionær. Han købte 30 [[Træl|slavedrenge]] fri, og efter at have kristnet dem tog han dem med sig, men dette førte ikke til noget yderligere arbeidmissionsarbejde i Danmark. Under hjemfarten fra Danmark førte dårlig vejr til, at han måtte gå i land på [[Helgoland]]. Danskerne[[Daner]]ne og friserne regnede dette som et hellig sted, og det var [[tabu]] at dræbe noget levende væsen, spise noget som voksede der eller hente vand fra en brønd uden, at det skete i fuldstændig stilhed. Willibrord ville demonstrere, at dette var [[overtro]], og dræbte nogen køer, [[dåb|døbte]] tre personer ved en kilde og snakkede højlydt, mens han gjorde dette. Ingenting skete, og de, som så på, var usikre på hvorfor, guden ikke indgreb. Men den frisiske hersker [[Radbod 2.|Radbod]] tog affære, og ofrede en af Willibrords ledsagere for at blidgøre guden.
 
På [[Walcheren]] gik ting roligere for sig, og Willibrord konverterede mange. Han ødelagde også et gudebillede, og da den hedenske præst forsøgte at dræbe ham, formåede han at undslippe og vende tilbage til Utrecht. Det, at han undgik gudernes vrede, blev der lagt mærke til, og mange følte, at dette gjorde hans budskab mere troværdigt.
 
I [[714]] døde Pipin II, og året efter fordrev Radbod Willibrord fra Utrecht. Mange kirker blev ødelagt, og præster blev dræbt. Samme år fik Karl Martell en søn, [[Pipin den yngre]], som blev døbt af Willibrord. Den yngre Pipin blev senere frankernes konge, og var far til [[Karl den store]]. Willibrord virkede de næste år i [[Franken]] og [[Thüringen]]. Radbod blev dræbtdøde i [[719]], og Willibrord kunne vende tilbage. Den østlige del af landet lå nu åbent for ham.
 
Bonifatius var en stærk støtte for Willibrord, men efter tre år sammen drog han til [[Tyskland]]. De to skabte en speciel institution, [[korbiskop]]er (''chorepiscopii''), omvandrende biskoper som drog fra sted til sted for at hjælpe missionærer.