Sankt Willibrord: Forskelle mellem versioner

Han rejste også til [[Danmark]], hvor han var den første missionær. Han købte 30 [[Træl|slavedrenge]] fri, og efter at have kristnet dem tog han dem med sig, men dette førte ikke til noget yderligere arbeidmissionsarbejde i Danmark. Under hjemfarten fra Danmark førte dårlig vejr til, at han måtte gå i land på [[Helgoland]]. Danskerne[[Daner]]ne og friserne regnede dette som et hellig sted, og det var [[tabu]] at dræbe noget levende væsen, spise noget som voksede der eller hente vand fra en brønd uden, at det skete i fuldstændig stilhed. Willibrord ville demonstrere, at dette var [[overtro]], og dræbte nogen køer, [[dåb|døbte]] tre personer ved en kilde og snakkede højlydt, mens han gjorde dette. Ingenting skete, og de, som så på, var usikre på hvorfor, guden ikke indgreb. Men den frisiske hersker [[Radbod 2.|Radbod]] tog affære, og ofrede en af Willibrords ledsagere for at blidgøre guden.

I [[714]] døde Pipin II, og året efter fordrev Radbod Willibrord fra Utrecht. Mange kirker blev ødelagt, og præster blev dræbt. Samme år fik Karl Martell en søn, [[Pipin den yngre]], som blev døbt af Willibrord. Den yngre Pipin blev senere frankernes konge, og var far til [[Karl den store]]. Willibrord virkede de næste år i [[Franken]] og [[Thüringen]]. Radbod blev dræbtdøde i [[719]], og Willibrord kunne vende tilbage. Den østlige del af landet lå nu åbent for ham.