Romerriget: Forskelle mellem versioner

'''Romerriget''' ({{lang-la|Imperium Rōmānum}}) var tidende 200 år mellem den [[romerske republik]] og kejserriget. Det grundlæggesgrundlagdes af [[Julius Cæsar]], som under borgerkrige og politisk ustabilitet blev udnævnt til livsvarig diktator og myrdedes i 44 f.Kr.. Derefter vandt Cæsars adoptivsøn, [[Octavian]], kampen for at blive hans efterfølger ved at sejre overslå [[Marcus Antonius]] og [[Cleopatra]] i [[Søslaget ved Actium]] i 31 f.Kr. i [[Egypten]]. [[Senatet]] i Rom gav ham den overordnede magt og den nye titel ''[[Augustus]]'' i 27 f.Kr.. Det ervar enden på den romerske republik.

De næste to århundreder fik en hidtil uset politisk stabilitet og velstand, kendt som ''[[Pax Romana]]'' ("Romersk fred"). Efter mordet på [[Caligula]] i 41 e.Kr. overvejede [[Senat]]et kortvarigt at genoprette republikken, men [[Prætorianergarden]] proklamerede [[Claudius]] som kejser. Da Claudius' efterfølger [[Nero]] begik selvmord i 68 e.Kr. triumferede [[Vespasian]] i 69 e.Kr. i kampen om kejserembedet ved oprettelseat afgrundlægge det [[flaviske dynasti]] med hanssin søn [[Titus]] som den næste kejser.

[[Vestgoterne]]s [[Alarik 1.|Belejringen af Rom i 410 e.Kr.]] og [[Vandalernevandalerne]]s i 455 e.Kr. fremskyndede det vestlige imperiums fald. Kejser [[Romulus Augustus]]' afgang i 476 e.Kr. anses nu som afslutningen på [[Vestromerske rige|Det Vestromerske rige]]. Det Østromerske rige ([[Det Byzantinske Rige|Det Byzantinske rige]]) forblev en af de førende magter i verden til det faldt til det [[Osmanniske Rige|Osmanniske rige]] i 1453 e.Kr. ved [[Konstantinopels fald]].

Romerriget var blandt de mest magtfulde økonomiske, kulturelle, politiske og militære kræfter i verden. ImperietDets lange levetid gav det varig indflydelse på det latinskelatin og græske sprog og på kultur, religion, arkitektur, filosofi, jura og styreformenstyreform. IgennemI [[middelalder]]en blev der gjort forsøg på at etableregenskabe efterfølgere til Romerrigetimperiet, herunder det [[Russiske Kejserrige]] og [[Det tysk-romerske Rige]]. Ved ekspansionen i imperier som deDe [[Spanske Imperium|spanske]], [[Franske koloniimperium|franske]], [[Det portugisiske koloniimperium|portugisiske]] og [[Britiske Imperium|britiske]]blev koloniimperier spredte romersk og græsk kultur spredtover påhele verdensplanverden og spillede en væsentlig rolle i udviklingen af den moderne verden.

Rom var ødelagt af en lang række interne konflikter og borgerkrige fra slutningen af 2. århundrede f.Kr., mens det kraftigt udvidede sin magt over Italien. I 44 f.Kr. var [[Julius Cæsar]] diktator, førda han blev myrdet. Gruppen, som fik ham myrdet, blev fordrevet fra Rom og besejret i slaget ved Phillipi i 42 f.Kr. af en hær under ledelse af [[Marcus Antonius]] og Cæsars adoptivsøn [[Octavian]]. Antonius og Octavians opdeling af den romerske verden imellem sig varede ikke ved, og Octavians styrker besejrede Antonius og Cleopatra i slaget ved Actium i 31 f.Kr..

I år 27 f.Kr. gjorde SPQR: Senatet og folket i Rom Octavian til ''princeps'' ("første"), og dermed begyndte [[Principatet]] (27 f.Kr. til 284 e.Kr.), og han fik navnet ''Augustus'' ("den ærede"). Selv om den gamle konstitution forblev på plads, kom Augustus til at dominere den. Selv om romerriget var en republik, havde Augustus rent teknisk al myndighed i Rom.<ref>Ronald Syme,''The Roman Revolution'', Oford: Oxford University Press, 1939, 3–4.</ref> Hans styre gjorde en ende på et århundrede med borgerkrige, og markerede starten på en hidtil uset periode med fred og velstand. De 200 år som begyndte med Augustus regeringstid er traditionelt betragtet som ''Pax Romana'' ("Romersk fred"). I løbet af denne periode blev sammenbindingen af imperiet fremmet af en høj grad af social stabilitet og økonomisk velstand, som Rom aldrig før havde oplevet. Opstande i provinserne var sjældne, men blev nedkæmpet ''"nådesløst og hurtigt"'', når de opstod.<ref>Mary T. Boatwright, ''Hadrian and the Cities of the Roman Empire'' (Princeton University Press, 2000), side 4.</ref>

Augustus held med at sikre dynastiet var begrænset, da han levede længere end en rækkeflere arvinger. Det [[julisk-claudiske dynasti]] varede yderligere fire kejsere - [[Tiberius]], [[Caligula]], [[Claudius]] og [[Nero]] med - hvorefter [[Vespasian]] i 69 e.Kr. efter stridigheder blandtslog mulige efterfølgere og kom ud som sejrherre. Vespasian blev grundlæggeren afgrundlagde det korte [[Flaviske dynasti]], som blev fulgt af Nerva-Antonine dynastiet, som produceredemed "fem gode kejsere": [[Nerva]], [[Trajan]], [[Hadrian]], [[Antoninus Pius]] og [[Marcus Aurelius]].

På højdepunkt under [[Trajan]] strakte riget sig fra [[Den iberiske Halvø]] og de [[Britiske øer]] i vest til [[Mesopotamien]] i øst. Det kontrollerede det største landområde i antikken. Romerriget styrede også områderne rundt om [[Middelhavet]], som romernede kaldte for [[''Mare Nostrum'']] "vort hav". MiddelhavsområderneMiddelhavsområdet varudgjorde majoritetendet af Romerriget,meste og de rigeste af de romerske provinser med middelhavets [[subtropisk klima|subtropiske klima]] var ideelleideelt til landbrug. SelvomSelv om Romerrigets territorium varierede, forblevvar hovedgrænserne relativt sikre. Størstedelen af grænserne var naturlige i form af: floder eller bjerge, som let kunne forsvares af de udstationerede romerske legioner. Grænserne kaldtes for ''[[Limes]] Romani''. I [[Romerske provinser|provinsen]] [[Romersk Britannien|Britannia]] var [[Hadrians mur]] ''limes'' mod caledonerne i Skotland romerrigets nordligsteRomerrigets grænsenordgrænse. I provinsen [[Germania Superior]] og længere østpå i det nuværende Schweiz og Østrig beskyttede [[Limes Germanicus]] området ved floderne [[Donau]] og [[Rhinen]] mod de germanske stammer. De nordafrikanske provinser lå ved en naturlig grænse, den store [[Sahara|Sahara-ørken]]. I Mellemøsten manglede der imidlertid en naturlig grænse, og her truede Roms største fjender, [[Partherriget]] og dets efterfølger [[sassaniderne]].

Den græske historiker [[Dio Cassius]], et vidne til begivenhederne, markerede tiltrædelsen afangav kejser [[Commodus]]' tiltræden i 180 e.Kr. som overgangen ''"fra et kongerige af guld til et af rust og jern"''<ref>Dio Cassius [http://penelope.uchicago.edu/Thayer/E/Roman/Texts/Cassius_Dio/72*.html#36 72.36.4], Loeb edition translated E. Cary</ref> - en berømt kommentar, der har fået nogle historikere til at se Commodus regeringstid som begyndelsen på [[Romerrigets undergang]]. [[Fil:Roman_Empire_map-2.gif|link=[[:en:File:Roman Empire map-2.gif|File:Roman Empire map-2.gif]]|thumb|250x250px|Territorial udvikling af den romerske republik og det romerske imperium (som et animeret kort)]]I 212 under [[Caracalla]]s regeringstid fik alle fribårne romerske borger statsborgerskab i Romerriget. Men på trods af denne gestus var det [[severiske dynasti]] problemfyldt - en kejsers regeringstid endte oftest med at han blev myrdet eller henrettet - og efter dets sammenbrud, blev Romerriget opslugt af en krise i det tredje århundrede, en periode med invasioner, civile stridighederborgerkrig, økonomisk uorden, og pest.<ref>Brown, P., The World of Late Antiquity, London 1971, side 22.</ref> Ved defineringen af historiske epoker er denne krise sommetider anset som overgangen fra antikken til senantikken. [[Aurelian]], som regerede fra år 270 til 275, bragte imperiet tilbage fra afgrunden og stabiliserede det. Han blev efterfulgt af [[Diocletian]], som afsluttede arbejdet med at genoprette imperiet.<ref>Adrian Goldsworth, ''How Rome Fell: Death of a Superpower'' (Yale University Press, 2009), side 405–415.</ref> Diocletians regeringstid bragte også imperiets mest koordinerede indsats mod den opfattede trussel af kristendommen. Det [[absolut monarki|absolute monarki]], der begyndte med Diocletian, varede indtil faldet af det [[østromerske rige]] i 1453.

For at stabilisere imperiet inddelte Diocletian det i fire regioner hver styret af en separat kejser ([[Tetrarkiet]]).<ref>Potter, David. The Roman Empire at Bay. side 296–98.</ref> Overbevist om at han havde klaret problemerne, som plagede Rom, abdicerede han sammen med sin medregerent, og snart kollapsede tetrarkiet. Orden blev til sidst genoprettet af [[Konstantin den Store|Konstantin]]. Han blev den første kejser, der konverterede til kristendommen, og han etablerede [[Konstantinopel]] som den nye hovedstad i det østlige imperium. I løbet af årtierne med de konstantinske og valentinianske dynastier var imperiet delt langs en øst-vest-akse, med dobbelte magtcentre i Konstantinopel og Rom. Regeringstiden under [[Julian den Frafaldne|Julian]], som forsøgte at genskabe klassisk romersk og hellenistisk religion, blev kun kortvarigt afbrudt af arven fra kristne kejsere. [[Theodosius I]], den sidste kejser over både øst og vest, døde i 395 e.Kr. efter at kristendommen blev den officielle religion i imperiet.<ref>Chester G. Starr, ''A History of the Ancient World, Second Edition.'' Oxford University Press, 1974. side 670–678.</ref> Efter sin død i 395 gav han de to halvdele af imperiet til sine to sønner [[Arcadius]] og [[Honorius]]. Arcadius blev hersker i øst med hovedstad i Konstantinopel, og Honorius blev hersker i Vesten med hovedstad i Milan.

Imperiet i øst - det [[Byzantinske rige]] - fik en anden skæbne. Det overlevede i næsten 1000 år og blev det mest stabile kristne rige i middelalderen. I det 6. århundrede generobrede [[Justinian]] kortvarigt Nordafrika og Italien, men de byzantinske besiddelser i Vesten blev reduceret til det sydlige Italien og [[Sicilien]] i løbet af få år efter Justinians død.<ref>Duiker, 2001. side 347.</ref> I øst skyldes dettedet delvis fremkomsten af [[islam]], hvis tilhængere hurtigt erobrede områder i [[Syrien]], [[Armenien]] og [[Egypten]] i løbet af de byzantinske-arabiske krige, somog hurtigt blev en direkte trussel mod Konstantinopel.<ref name="Hooker'sByzantinepage">[http://www.wsu.edu/~dee/MA/BYZ.HTM The Byzantine Empire] af Richard Hooker. Washington State University. Skrevet 6 juni 1999. Hentet 8 april 2007.</ref><ref>

Byzantinerne formåede dog at stoppe islamisk ekspansion i deres land i det 8. århundrede og begyndte i det 9. århundrede at generobre dele af de tabte landområder.<ref>Duiker, 2001. page 349.</ref> I 1000 e.Kr. var det østlige imperium på sit højeste: [[Basileios]] II generobrede Bulgarien og Armenien og kultur og handel blomstrede.<ref>[http://www.roman-emperors.org/basilii.htm Basil II (AD 976–1025)] af Catherine Holmes. De Imperatoribus Romanis. Written 1 April 2003. Hentet 22 Marts 2007.</ref> Men snart efter blev udvidelsen brat stoppet i 1071 med nederlaget i Slaget ved Manzikert. Eftervirkningerne af denne vigtige kamp sendte imperiet ind i en længere periode med tilbagegang. To årtier med interne stridigheder og tyrkiske invasioner banede i sidste ende vejen for, at kejser Alexius I Comnenus sendte en anmodning om hjælp til de vesteuropæiske riger i 1095.<ref name="Hooker'sByzantinepage"/>

Vesten reagerede med [[korstogene]],. somKorsridderne ibelejrede sidste ende resulterede i belejringen afselv Konstantinopel under det [[fjerde korstog]]. Erobringen af Konstantinopel i 1204 fragmenterede, hvad der var tilbage afformindskede imperiet i efterfølgende stater, hvor den ultimative sejrherre var imperiet Nikæa.<ref>Gibbon, Edward. ''History of the Decline and Fall of the Roman Empire''. [https://web.archive.org/web/20080307071332/http://olldownload.libertyfund.org/Texts/Gibbon0105/DeclineAndFall/Vol11/PDFs/0214-11_Pt02_Chap61.pdf Kapital 69.] Hentet 11 april 2007.</ref> Efter generobringen af Konstantinopel af imperiets styrker, var imperiet ikke meget mere end en græsk stat begrænset til den [[Ægæiske Hav|ægæiske kyst]]. Det byzantinske rige kollapsede, da [[Mehmed II]] erobrede Konstantinopel den 29. maj 1453.<ref>[http://www.theottomans.org/english/family/mehmet2.asp Mehmet II] af Korkut Ozgen. Theottomans.org. Hentet 3 april 2007.</ref>

Romerriget er et af de største imperier i historien med magt overi både Europa, Nordafrika og Mellemøsten.<ref name="Kelly, The Roman Empire, side 3">Kelly, ''The Roman Empire,'' side 3.</ref> Det latinske udtryk ''imperium sine fine'' ("imperiet uden ende"<ref>Nicolet, ''Space, Geography, and Politics in the Early Roman Empire'', side 29; translated as "power without end" in Pat Southern, ''The Roman Empire from Severus to Constantine'' (Routledge, 2001), side 16.</ref>) brugtes til at udtrykke ideologien, at hverken tid eller rum begrænsede imperiet. i [[Vergil]]s episke digt ''[[Æneiden]]'' skrives det, at det grænseløs imperium var givet til romerne af deres øverste guddom [[Jupiter (gud)|Jupiter]].<ref>Vergil, ''Aeneid'' 1.278; Nicolet, ''Space, Geography, and Politics,'' side 29; David J. Mattingly, ''Imperialism, Power, and Identity: Experiencing the Roman Empire'' (Princeton University Press, 2011), side 15; G. Moretti, "The Other World and the 'Antipodes': The Myth of Unknown Countries between Antiquity and the Renaissance," in ''The Classical Tradition and the Americas: European Images of the Americas'' (Walter de Gruyter, 1993), side 257; Southern, ''The Roman Empire from Severus to Constantine,'' side 16.</ref> Denne påstand om universel herredømme blev fornyet og foreviget, da imperiet kom under kristenkristent styre i det 4. århundrede.<ref>[[Prudentius]] (348–413) in particular Christianizes the theme in his poetry, as noted by Marc Mastrangelo, ''The Roman Self in Late Antiquity: Prudentius and the Poetics of the Soul'' (Johns Hopkins University Press, 2008), side 73 og 203. [[St. Augustine]], however, distinguished between the secular and eternal "Rome" in ''[[De Civitate Dei|The City of God]].'' See also [[J. Rufus Fears]], "The Cult of Jupiter and Roman Imperial Ideology," ''Aufstieg und Niedergang der römischen Welt'' II.17.1 (1981), side 136 ''et passim'', on how Classical Roman ideology influenced Christian Imperial doctrine; Peter Fibiger Bang, "The King of Kings: Universal Hegemony, Imperial Power, and a New Comparative History of Rome," in ''The Roman Empire in Context: Historical and Comparative Perspectives'' (John Wiley & Sons, 2011); and the Greek concept of globalism ''([[ecumene|oikouménē]]).''</ref>

I virkeligheden varskete det af meste af den romerske ekspansion udført under republikken med fåenkelte store erobringer under kejserdømmet, som [[Claudius]] [[Den romerske erobring af Britannien|erobring af England]] i det 1. århundrede e.Kr. og [[Trajan]]s erobringer af [[Dacia]] og [[Babylon]]. Under [[Augustus]] blev et "global kort over den kendte verden", vist for første gang offentligt i Rom, hvilket var på samme tidspunkt som sammensætningen af det omfattende arbejder om den politiske geografi af Romerriget, blev lavet af den græske forfatter [[Strabo]].<ref>Nicolet, ''Space, Geography, and Politics,'' side 7–8.</ref> Da Augustus døde, blev der på hans gravmæles indskift (''[[Res Gestae Divi Augusti|Res Gestae]]'') nævnt hans største bedrifter som hans geografiske katalogisering af folk og steder i imperiet.<ref>Nicolet, ''Space, Geography, and Politics,'' side 9, 16.</ref> Geografi, folketællingen, og den omhyggelige opbevaring af skriftlige optegnelser var centrale bekymringer for den romerske kejserlige administration.<ref>Nicolet, ''Space, Geography, and Politics,'' side 10–11.</ref>

Imperiet nåede sin største udstrækning under Trajans regering 98-117)Trajan,<ref>Southern, ''The Roman Empire from Severus to Constantine'', side 14.</ref> hvor imperiet omfattede fem millioner kvadratkilometer, som i nutiden er over fyrre lande.<ref name="Keith Hopkins 2009 side 183">Keith Hopkins, "The Political Economy of the Roman Empire," in ''The Dynamics of Ancient Empires : State Power from Assyria to Byzantium'' (Oxford University Press, 2009), side 183.</ref> Forskellige demografiske befolkningsskøn ligger på imellem 60-100 millioner indbyggere under romerrigets største udbredelse.<ref name="Kelly, The Roman Empire, side 1">Kelly, ''The Roman Empire,'' side 1.</ref> Hvilket vil betyde at romerriget inkluderede imellem en sjettedel og en fjerdedel af verdens samlede befolkning<ref name="Hopkins side 184">Hopkins, "The Political Economy of the Roman Empire," side 184.</ref> og har været det største befolkningsmæssige rige under én politisk administration i Vesten, indtil midten af det 19. århundrede.<ref>[[Raymond W. Goldsmith]],"An Estimate of the Size and Structure of the National Product of the Early Roman Empire", ''Review of Income and Wealth'', 30.3 (1984), side 263–288, especially side 263.</ref><ref name="Population and demography">Walter Scheidel: ''[http://www.princeton.edu/~pswpc/pdfs/scheidel/040604.pdf Population and demography]'', Princeton/Stanford Working Papers in Classics, Version 1.0, April 2006, side 9</ref> Hver af de tre største Byer i Imperiet; [[Rom]], [[Alexandria]], og [[Antioch]] var næsten dobbelt så store som en hver europæisk by i begyndelsen af det 17. århundrede.<ref>W.V. Harris, "Trade," in ''The Cambridge Ancient History: The High Empire A.D. 70–192'' (Cambridge University Press, 2000), vol. 11, side 721.</ref>