I de første århundreder af vor tidsregning var det nuværende Brandenburg befolket af de [[germanske folkeslag|germanske]] senoner, der dog under [[folkevandringstiden]] blev fortrængt af [[slaviske folkeslag|slaviske]] ([[vendere|vendiske]]) folkfolkeslag, som [[Frankerriget]]s hersker [[Karl den Store]] forgæves søgte at undertvinge. Den [[Østfranken|østfrankiske]] [[konge]] [[Henrik Fuglefænger]] gjorde en del af landet skatskyldig, og [[markgreve]] [[Gero]] af den [[sachsiske Østmark]] fortsatte erobringen. [[Otto den Store|Kejser Otto 1.]] grundlagde to bispedømmer[[bispedømme]]r, [[Bispedømme Havelberg|Havelberg]] i [[946]] og [[Bispedømmet Brandenburg|Brandenburg]] i [[948]]. Allerede under [[Otto 2. (Tysk-romerske rige)|Kejser Otto 2.]] forjog [[vender]]ne dog de tyske herrer og bevarede deres uafhængighed i 150 år, indtil kejser[[Lothar 3. (Tysk-romerske rige)|Kejser Lothar]] i [[1134]] gav det såkaldte "[[Nordmark]]" i [[len]] til [[Albrekt Bjørnen|Albrecht der Bär]] af [[fyrstehus|fyrsteslægten]] [[Huset Askanien|Askanien]]. Denne erobrede [[Priegnitz]] samt landene ved [[Spree]] og [[Havel]], kaldte sig [[markgreve]] af Brandenburg, byggede borge[[borg]]e og [[kloster|klostre]] og indkaldte tyske kolonister[[kolonist]]er. Under hans efterfølgere skred landets [[fortyskning]] fremad: venderne blev udryddede eller gjort livegne, stæderne [[Berlin]], [[Frankfurt (Oder)|Frankfurt a.an d.der Oder]] og andre voksede frem, grænsen udvidedes ved erobring og køb, og Brandenburg vandt lenshøjhed over [[Pommern]]. 1320 uddøde det askaniske hus, og efter 3 års [[interregnum]] gav [[kejser]] [[Ludvig af Bayern]] Brandenburg til sin Sønsøn Ludvig. Under [[Huset Wittelbach]] (1323-1373) og [[Huset Luxembourg]] (1373-1415) led Brandenburg meget under slet regering, opstande og røveruvæsen: landbrug, handel og samfærdsel gik tilbage. I [[1356]] blev Brandenburg ophøjet til [[kurfyrstendømme]].
[[Frederik af Hohenzollern]], borggreven af [[Nürnberg]], der [[1411]] blev sat til regent over Brandenburg og 1415 blev kurfyrste af Brandenburg, bragte ordnede tilstande tilveje i landet; han er stamfader til det preussiske kongehus. Ved hans død 1440 deltes hans lande mellem hans fire sønner, men samledes atter under en af dem, Albrecht, der på grund af sin krigerdygtighed kaldtes den tyske [[Achilles]]. Kurfyrst [[Joachim 2.]] gik [[1539]] over til lutheranismen, men Brandenburg holdt sig forsigtigt uden for religionskrigene. [[Johan Sigismund]]’s regeringstid (1608-1619) var af stor politisk betydning, idet han som følge af den [[jülichske arvefølgestrid]] fik [[Kleve]], [[Ravensberg]] og [[Ravenstein]] 1614 og 1618 erhvervede det polske len [[Østpreussen]].
