Schweiz: Forskelle mellem versioner

Schweiz har eksisteret som en løs [[konføderation]] siden det [[13. århundrede]]. Ifølge landets nationalmyte grundlagdes staten den [[1. august]] [[1291]] på en eng i [[Rütli]] ved en edsaflæggelse. I sin nuværende form er Schweiz en [[føderation|føderal]] forbundsstat dannet med [[forfatning]]en af 1848. Siden 1979 bestårhar den bestået af 26 [[kanton (Schweiz)|kantoner]]. Befolkningstallet i Schweiz er på 8,4 mio., hvoraf 20 procent er udlændinge. Schweiz er hverken sprogligt eller [[Kirke (trosretning)|konfessionelt]] en enhed: De officielle sprog i landet er tysk, fransk, italiensk og [[rætoromansk]]; 41 procent af schweizerne er [[Romerskkatolske kirke|romerskkatolske,]] og 40 procent er [[protestantisme|protestantiske]]. Schweiz' udenrigspolitiske neutralitet er siden [[Wienerkongressen]] i [[1815]] anerkendt folkeretligt. Landet er i dag medlem af [[EFTA]], [[Europarådet]], [[Verdenshandelsorganisationen]] og [[FN]]. Schweiz er med en [[BNI per indbygger]] på 58.000 schweizerfranc (289.000 kr.) et af de økonomisk stærkeste lande i verden. Tre fjerdedele af de erhvervsaktive er beskæftiget i serviceerhverv.

[[Hovedstad]]en er [[Bern|Bern,]] mens den største by er [[Zürich]]. Flere internationale organisationer har hovedsæde i Schweiz, f.eks. det [[Røde Kors|Internationale Røde Kors]] og den [[IOC|Olympiske Komité]], ligesom FN har sæde i [[Geneve]].

Medlemmerne af edsforbundet anvendte imidlertid ikke navnet før efter afslutningen af [[Schwaben-krigen]] i [[1499]], hvor de begyndte at anvende navnet i trods mod det, andre brugte som skældsord for edsforbundet. Officielt benyttede man dog fortsat betegnelsen »edsforbund«. Først i det [[18. århundrede]] begyndte historikeren [[Johannes von Müller]] at betegne edsforbundets indbyggere som »schweiziske edsforbundsmedlemmer« – ''Schweizerische Eidgenossen''. I 1803 blev begrebet først gang anvendt i forfatningen og dermed officielt anerkendt.

Betydningen af navnet Schwyz er ukendt, og da det ikke muligt at forklare navnets betydning ud fra alemannisk eller latin, skal oprindelsen til navnet sandsynligvis findes fra tiden, før romerne bosatte sig i området. Historikere fra det 15. og 16. århundrede beretter, at folket fra Schwyz var indvandret fra nord på grund af en stor hungersnød. Sagnet fortæller, at Suit besejrede sin bror Schejo i en tvekamp, og at han derfor måtte lægge navn til det nyerhvervede land. I 972 har man første vidnesbyrd på en by, der kaldes ''Suittes''. Navnet kan muligvis stamme fra [[Oldhøjtysk|gammel højtysk]] ''swedan'', der betyder ‘at brænde, at svide’ (jf. dansk/[[Svensk (sprog)|svensk]] ''svide'', [[Islandsk (sprog)|islandsk]] ''svíða''), hvilket kan referere til [[Svedjebrug|svedjebruget]] og skovrydningen for at gøre plads til bebyggelsen.<ref>Adrian Room: ''Placenames of the World'', London, MacFarland and Co., 2003, s. 364.</ref>

Efter [[Romerriget]]s fald bosatte [[burgundere]] og [[alemanner]]e sig indenforinden for det nuværende Schweiz' område, men blev sidenhen fortrængt af [[keltere]]. Indtil 746 underkastede befolkningsgrupperne sig [[frankerne]], og området var en del af [[Frankerriget]]. Ved Frankerrigets deling blev det schweiziske område en del af [[karolingerne]]s østfrankiske rige, som senere blev til det [[Tysk-romerske rige]]. Området hørte for størstedelens vedkommende til stamhertugdømmet [[Hertugdømmet Schwaben|Schwaben]] og til [[Burgund|Kongeriget Burgund]].

De tre urkantoner eller såkaldte ''Waldstätte'' [[Kanton Uri|Uri]], [[Kanton Schwyz|Schwyz]] og [[Unterwalden]] sluttede sig i [[1291]] sammen i et forbund efter [[Rudolf 1. af Tyskland|Rudolf 1. af Habsburgs]] død, for at beskytte deres "gamle friheder". Forbundet blev beseglet med det såkaldte ''Bundesbrief'', der er dateret i begyndelsen af august 1291. I følgeIfølge legenden skete besværgelsen af forbundet på [[Rütli]], der er en bjergeng ved Utlisøens vestbred. Legenden blev for alvor udbredt i schweizernes bevidsthed, da [[Friedrich Schiller]] i [[1804]] offentliggjorde teaterstykket "[[Wilhelm Tell]]". I det [[19. århundrede]] blev datoen [[1. august]] [[1291]] anset som grundlæggelsen af det gamle edsforbund og dermed fastlagt som den schweiziske nationaldag.

Det dårlige forhold mellem edsforbundets medlemmer og Habsburger-huset stammer fra det tyske kongevalg den [[25. november]] [[1314]], da [[Huset Wittelsbach|wittelsbacheren]] [[Ludwig af Bayern]] og habsburgeren [[Frederik den smukke]] samtidig blev valgt til tysk-romersk konge. Edsforbundet holdt på Ludwig af Bayern, og sammen med dette blev et overfald på klosteret Einsiedeln i Schwyz bevæggrund for, at [[Leopold 1. af Østrig]] begyndte et krigstogt gennem edsforbundet, der dog endte med et nederlag for ham i [[Morgarten-slaget]]. For at beskytte deres selvstændighed overfor habsburgerne, tilsluttede [[Kanton Luzern|Luzern]], [[Kanton Zürich|Zürich]], [[Kanton Glarus|Glarus]], [[Kanton Zug|Zug]] og [[Kanton Bern|Bern]] i det [[14. århundrede]] sig til det gamle edsforbund.

Den militære sejr over burgunderne styrkede edsforbundet, der modsatte sig kejser [[Maximilian 1. (Tysk-romerske rige)|Maximilian I.]]'s rigsreform. Maxilians forsøg på at få edsforbundet til at forføje sig i [[Schwaben-krigen]], endte i [[1499]] med [[Freden i Basel (1499)|Freden i Basel]]. Flere kantoner trådte ind i edsforbundet, der indtil [[1513]] blev udvidet til tretten områder.

Ekspansionen af edsforbundet ned mod øvreitalien skete for at sikre alpepassene. Herved blev edsforbundet involveret i den komplicerede italienske krig mellem Habsburg, Frankrig, Republikken Venedig, paven, Spanien og de forskellige italienske magthavere. [[Schweizergarden]] stammer også fra denne tid, som [[Pave Julius 2.]] grundlagde i [[1506]]. Indtil [[1513]] lykkedes det edsforbundet at erobre det nuværende [[Kanton Ticino|Ticino]] og [[Milano]]. Efter nederlaget mod Frankrig i [[Slaget ved Marignano]] i [[1515]] sluttede den militære dominans i øvreitalien. Myten om schweizernes uovervindelighed var modbevist, og det førte til en indbyrdes uenighed blandt edsforbundets områder. Fra 1515 var kunne man således ikke udøve en effektiv udenrigspolitik, og der begyndte en fase af inaktivitet, som senere skulle benævnes "neutralitetspolitik".

[[Synode]]n i Basel fra [[1431]] og etableringen af byens universitet i [[1460]], gjorde den til center for [[filosofi]] og [[humanisme]]. Basel tiltrak intellektuelle berømtheder som [[Erasmus af Rotterdam]], hvilket skulle lægge kimen til den schweiziske reformation. En af Erasmus' elever var [[Ulrich Zwingli]], som efter den katolske kirkes opfattelse var kommet for langt væk fra Bibelens lære.

Reformationen førte til store omvæltninger i kirkelivet. Kirkens ejendomme blev beslaglagt til fordel for verdslige myndigheder, samtidig med at Bibelen blev oversat til tysk, og kirkens ritualer blev indskrænket. Samtidig blev lejesoldater forbudt i de reformerte kantoner. Senere udviklede [[Jean Calvin]] refomationen videre, og Schweiz blev herefter et fristed for franske [[Hugenotter]] og andre protestanter, som flygtede fra undertrykkelse. Dette førte en stor økonomisk og kulturel udvikling med sig.

Under [[Trediveårskrigen]] var Schweiz relativt fredeligt og stabilt, særlig på grund af at de europæiske stormagter var afhængigafhængige af schweiziske lejesoldater. Graubünden, der endnu ikke var med i konføderationen, deltog imidlertid i krigen fra [[1620]]. Dette førte til, at området [[Valtellina]] blev tabt i [[1623]].

I perioden der senere er blevet kendt som ''Ancien Régime'', blev magten i højere og højere grad koncentreret omkring nogle få store familier i hver kanton, som satte de valgte byråd ud på en sidelinje. Det autoritære styre førte til flere oprør. "Den schweiziske bondekrig" opstod som følge af en devaluering i Bern i [[1653]], og spredte sig hurtigt til andre kantoner. Oprøret blev efterfølgende slået ned, men frygten for nye opstande gjorde, at magthaverne satte gang i en række refomerreformer.

I et længere perspektiv førte bondekrigen til, at Schweiz undgik [[enevælde]]t, som satte igennem med fuld styrke andre steder i [[Europa]]. Trods dette var der store forskelle mellem styreformerne i kantonerne på denne tid. I Bern fortsatte det autoritære styre, mens landkantonerne var relativt demokratiske, hvor vigtige sager blev afgjort ved folkemøder, hvor alle voksne mænd havde stemmeret. Andre byer som f.eks. Basel blev styret af de store [[Lav (organisation)|lav]].

Fire politiske partier præger det politiske landskab i Schweiz. Partierne er i store træk enige om politkkenpolitikken, og landet har tradition for stabile regeringer, som har kunnet føre en langsigtet politik. Følgende fire partier har i mange år delt pladserne i Forbundsrådet:

Enhver schweizisk statsborger kan forsøge at omstøde en lov vedtaget af parlamentet. Hvis personen kan samle 50.000 underskrifter mod loven i løbet af de første et hundrede dage efter, at den er vedtaget, vil der blive holdt en folkeafstemning, hvor loven enten vedtages eller forkastes. Folkeafstemningen afgøres ved [[valgmetode|simpelt flertal]].<ref>For aktuelle afstemninger på forbundsniveau se: [http://www.ch.ch/abstimmungen_und_wahlen/01253/01265/01299/01466/index.html?lang=de Das Schweizer Portal]</ref>

Det schweiziske køkken har været under indflydelse af det tyske, franske og norditalienske køkken. Regionalt er der dog store forskelligeforskelle, hvor de sproglige områder typisk er rettesnor for grænserne. Flere retter har dog opnået en "national" status og er kendt i hele Schweiz.

Typiske schweizer-retter er [[ostefondue]], [[Raclette]], [[Älplermagronen]] og [[Rösti]]. Den verdensberømte [[müsli]] blev udviklet af den schweiziske læge [[Maximilian Bircher-Benner]] omkring 1900. Den kendte chokolade med honning, mandel og nougat, der er formet som en bjergtinde ([[Toblerone]]), har været produceret i Bern i mere end 100 år, og eksporteres til mere end 120 lande i verden.

For mange er den kendtestemest kendte sportudøver verdensstjernen i [[tennis]] [[Roger Federer]], der har en række tennisrekorder, og han har fået en del opmærksomhed for sit arbejde i [[UNICEF]] og for vanskeligt stillede børn.