Volkskammer: Forskelle mellem versioner

Fra etableringen i [[1949]] til [[1990]] blev alle 400 medlemmer af Volkskammer opstillet på en liste, der blev udarbejdet af [[SED]], kaldet [[Nationale Front]], med mandaterne fastlagt på forhånd. Der var således ikke tale om demokratiske valg. På trods af at DDR sådan set var et [[flerpartisystem]], blev samtlige [[opposition]]spartier – kaldet 'blokpartier'[[blokparti]]er, eller ironisk 'blokfløjtepartier' – effektivt kontrolleret af SED, der via en passus i landets grundlov nød forrang frem for de øvrige partier. Det betød, at de øvrige partiers repræsentanter ikke havde mulighed for at føre en anden politisk linje end den, SED stak ud. Udover SED og blokpartierne var større organisationer med tilknytning til SED, såsom Freie Deutsche Jugend tillige repræsenteret i parlamentet.

På papiret havde Volkskammer stor magt, og den største uenighed, der nogensinde var i Volkskammer var da 14 af [[Christlich-Demokratische Union Deutschlands (DDR)|CDU]]'s repræsentanter stemte nej og yderligere otte undlod at stemme for en [[liberalisering]] af [[abort]]lovgivningen. Men selvom Volkskammer udpegede regeringen, havde parlamentet kun lille magt. De facto var magten hos SED's [[politbureau]]. Som tegn på Volkskammers ringe magt kan man også se dets mødefrekvens; der var mellem 2 og 4 møder årligt.

Det første frie demokratiske valg blev afholdt [[18. marts]] [[1990]] efter kommunistregimets sammenbrud og gav et stort flertal til den [[borgerlig]]e [[Allianz für Deutschland]] ledet af [[Lothar de Maizière]]. [[Sabine Bergmann-Pohl]] ([[Christlich-Demokratische Union Deutschlands (DDR)|CDU]]) blev parlamentets sidste og eneste demokratisk valgte præsident. Hun sad frem til [[Tysklands genforening]] [[3. oktober]] samme år.