Frederik 1.: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
Rmir2 (diskussion | bidrag) m sprogret |
Rmir2 (diskussion | bidrag) m indsat intern henvisning |
||
Linje 75:
På trods af at han i håndfæstningen havde lovet at værne om den [[katolske kirke]]<ref name="Witt 125">Wittendorff, s. 125</ref>, indførte Frederik 1. reelt [[religion]]sfrihed for lutheranere i Danmark. Eksempelvis udnævnte han [[Hans Tausen]], hvis stærkt lutheranske prædikener vakte røre, til sin [[kapellan]]. Da også Christian II på denne tid fra Nederlandene ved oversættelse af det [[Nye Testamente]] og på anden måde søgte at fremme den stærke religiøse gæring, blev Frederik alene af den grund nødt til at tage sig af [[reformationen]].
Kongen lod sin søn, [[Christian 3.|Christian]], gifte sig med en tysk fyrstedatter, [[Dorothea af Sachsen-Lauenburg]], der var lutheraner, og han tillod, at sønnen fra 1525 som hertug over [[Haderslev Len|Haderslev]] og [[Tønning Len]] fik indført en luthersk kirkeordning, der - trods tilbageslag - i løbet af tre år førte til etableringen af den første lutherske fyrstekirke i Norden. I 1526 lod kongen sin datter [[Dorothea af Danmark (1504-1547)|Dorothea]] ægte hertug [[Albrecht af Preussen]], der var stormester for den tyske ridderorden, men var gået over til lutherdommen. Kongen viste yderligere sine lutherske sympatier ved at bryde fredagsfasten, og han blev fulgt af flere adelige, som [[Mogens Gøye]].<ref name="Witt 138">Wittendorff, s. 138</ref>
I hertugdømmerne havde kongen understøttet af sine luthersk sindede råder allerede på landdagene i [[Rendsborg]] i 1525 og [[Kiel]] i 1526 sikret evangeliets forkyndelse, uden at der prædikedes "fabler", mod at tienden og lignende ydelser sikredes gejstligheden. En lignende stilling indtog han i Danmark. Vel havde han i sin håndfæstning måttet forpligte sig til ikke at tilstede nogen kætter, Luthers disciple eller andre, at prædike eller lære og at straffe dem på liv og gods. Men alligevel udstedte han kongelige beskærmelsesbreve, hvorved det tillodes "''at prædike Guds Ord og Evangelium''", og hvorved prædikanterne unddroges prælaternes jurisdiktion. Med kraft hævdede han på herredagene i Odense 1526 og 1527 en slags trosfrihed, idet han forlangte, at prælaterne først måtte føre bevis for, at prædikanternes forkyndelse af "''Guds Ord og Evangelium''" var kættersk, og idet han hævdede, at han som konge ikke var sat til at dømme sjælene, så lidt som han kunne tvinge nogen til at være i kloster: "''hvo som enten vilde gifte sig eller løbe af Kloster, maatte gøre det paa sit eget Eventyr''". Da han tillige ved adelens hjælp skaffede sig ''supremati'' (overhøjhed) i kirkens anliggender ved bestemmelsen om, at bekræftelser på bispedømmerne ikke skulle søges i Rom, men hos kongen selv, og da han ved borgerstandens hjælp på herredagen i København 1530, uden at det lykkedes prælaterne at føre bevis for fripræsternes kætterske lære, havde fået vedtaget en lovbestemmelse om ordets friere forkyndelse under ansvar over for kongen, havde han ved sin snilde adfærd skaffet den fri læres forkyndelse en temmelig fri og uanfægtet stilling; derimod fik prælaterne sikkerhed for tiendens ydelse.
| |||