Rolf Witting: Forskelle mellem versioner

| billede = Rolf -Witting-1943.JPGjpg

| billedstørrelse = 180px

| billedtekst = 1943

Professor '''Rolf Johan Witting''' ([[30. september]] [[1879]]- – [[11. oktober]] [[1944]]) var en berømt oceanograf og finsk politiker. Witting forskede i vandstrømmene i havene omkring Finland. Han blev fil.lic. [[1909]] og fil.dr. [[1910]].<ref>''Hagerups illustrerede konversationsleksikon, København 1953'', s. 577. København 1953.</ref>. Han var det finske havforskningsinstituts første direktør. En post, han beklædte fra [[1918]] til [[1936]].<ref>[http://www.fimr.fi/en/mtl/historia/en_GB/ Baltic Sea Portal : History<!-- Robotgenereret titel -->.]</ref>. WiitingWitting var endvidere direktør for Helsinki Aktiebank.

Witting var medlem af [[Svenska folkpartiet i Finland]] og medlem af fire regeringer mellem [[1926]] og [[1943]]. Han var viceudenrigsminister [[1934]]-[[1936]]1934–1936 og udenrigsminister [[1940]]-[[1943]]1940–1943. Som udenrigsminister var han hovedkraften bag Finlands tilnærmelse til [[Nazityskland]] efter nederlaget i [[Vinterkrigen]] [[1939]]-[[1940]]1939–1940, hvor [[Tyskland]] havde støttet den [[Sovjetunionen|sovjetiske]] aggressor.

Witting døde i [[1944]] uden at have skrevet sine erindringer, og det menes, at hans personlige arkiv er blevet brændt. Da han skabte sig en række fjender i løbet af sin politiske karriere, og da han ikke kunne forsvare sig selv, er hans rolle i finsk politik ofte blevet vurderet kritisk både af finske og udenlandske historikere. Det hævdes ofte, at Witting så med foragt på [[demokrati]], [[parlamentarisme]] og [[skandinav]]er, mens han var overdrevent imponeret af tysk videnskab, kultur og [[Hitler]]s nye Tyskland. Hans synspunkter var ikke usædvanlige blandt hans samtidige akademikere, hvoraf mange også var højtstående politikere, men måske mere udtalte end gennemsnittets.

Udpegningen af Witting til udenrigsminister har undret mange historikere og andre iagttagere af Finlands vej i det [[20. århundrede]]. For mange har det været svært at finde ud af, hvorfor Ryti, som var anglofil og britisk ridder,<ref>I 1934 blev Ryti tildelt den britiske orden Knight Commander af Royal Victorian Order (KCVO) på grund af hans fortjenester i de anglo-finske forbindelser</ref>, skulle finde på at bede den tysk-venlige anti-demokrat Witting om at blive udenrigsminister efter at have fået afslag fra den vestligt orienterede [[Georg Achates Gripenberg]], som anså sig selv for den forkerte til overbevisende at udføre den nødvendige tilnærmelse til Tyskland.

Man glemmer imidlertid ofte, at billedet af de krigsførende i [[2. Verdenskrig]] i marts 1940, da Witting blev udpeget, er meget anderledes end det, vi har i dag. Krigen, som senere blev fortolket som en krig mellem det gode og det onde, virkede på daværende tidspunkt blot som et forsøg fra Sovjetunionens og Tysklands side på at generobre det, som uventet gik tabt ved afslutningen af [[1. Verdenskrig]]. De to lande havde endnu ikke angrebet områder uden for deres gamle imperier. Ingen kunne vide, og få forudså, at Tyskland snart ville angribe de neutrale lande [[Danmark]], [[Norge]], [[Holland]], [[Belgien]] og [[Luxembourg]]. Sovjetunionen blev endnu betragtet som det grusomste tyranni i verden, og nazisternes overgreb mod jøder og politiske modstandere forekom relativt harmløse i forhold til det folkemord, som de sovjetiske magthavere havde forårsaget mod landets besiddende klasser: Adel og bønder ([[kulak]]ker, samt den voldsomme terror i forbindelse med udrensningerne inden for alle grene af samfundet i [[1930'erne]].