Fyr (navigation): Forskelle mellem versioner

For et skib, der nærmer sig land, er det afvigtigt vigtighed hurtighurtigt at kunne skaffe sig en stedsbestemmelse og der efter med sikkerhed at kunne sejle den korteste og sikreste vej til bestemmelsesstedet. Dette gjordes fra renæssancen frem til midten af det 20. århundrede om dagen fortrinsvis ved hjælp af kendelige genstande i land som [[kirketårn]]e, køller, [[båke]]r, andre tårne samt [[sømærke]]r — [[vager]]e. Om natten måtte vejledningen derimod ske især ved hjælp af lys, hvilket gjordes ved kraftige lysgivere anbragte på fyr, fyrskibe og [[lystønde]]r. Når [[tåge]] eller tykning gjorde alt usynligt, kunne den søfarende blive vejledt gennem øret af tågesignaler, der blev afgivet fra de fyr, fyrskibe, lystønder og sømærker, hvis beliggenhed særlig egnede sig dertil.<ref name="Bloch 187">[http://runeberg.org/salmonsen/2/9/0202.html Bloch, s. 187]</ref>