Landingsstel: Forskelle mellem versioner

Halehjulsunderstellet var det mest almindelige først i propelflyenes æra. Et halehjulsunderstel giver mere frigang til en propel, men er vanskeligere at håndtere under start og landing - balancemæssigt er systemet ustabilt, en lille afvigelse fra en bevægelse i lige linielinje vil oftest være selvforstærkende og kan nemt ende med et [[ground loop]]. Som regel skal en pilot have ekstra træning for at flyve en "taildragger". De fleste [[bushfly]] er stadig taildraggers.

Designet var navnligtnavnlig populært i militære [[bombefly]] i 1950'erne, og blev først taget i brug i [[Martin XB-51]], og ud over de før nævnte, benyttet i f.eks. [[Myasishchev M-4]], [[Yakovlev Yak-25]] og [[Yakovlev Yak-28|Yak-28]], fordi det giver plads til et stort internt bombelastrum mellem hovedhjulene. En variation af layoutet bliver benyttet i [[B-52 Stratofortress]], som har fire hovedhjuls [[Bogie|boogier]] (to forude og to agter) under skroget, plus et udriggerhjul under hver vingetip. Understellet på B-52 er unikt - alle hovedhjulene kan styres. Dette gør det nemmere for flyet at lande i sidevind: hjulene stilles parallelt med landingsbanen, selv om skroget har en vinkel op mod vinden. Tandemunderstellet har ikke kun fordele: det er af største vigtighed at skroget er parallelt med landingsbanen i landingsøjeblikket. Ellers vi det give et temmeligttemmelig brutalt bump i flyet, når vingen [[stall]]er og det højeste hjul tvinges ned på banen.

På de fleste 2. verdenskrigs enmotorede jagerfly (og på den tyske tunge bomber [[Heinkel He 177]]) med sidelæns optrukne hovedhjul, var det fordelagtigt at de nedfældede hovedhjul var placeret så langt fremme som muligt, for at flyet havde de bedst mulige køreegenskaber mens det befandt sig på jorden. Se venligst P-47 billedet, her er hjulakslerne på niveau med vingens forkant. Dette nødvendiggjorde en temmelig kompleks geometri for ophalingssystemet, eftersom hjulet ikke blot skulle hales op, men også bagud. I nogle fly, f.eks. [[P-47 Thunderbolt]] og [[Grumman F8F Bearcat]] var den enorme firebladede [[propel]] en yderligere komplikation; i disse fly var det nødvendigt at forlænge længden af benene (i P-47 med 9 tommer, eller 23 cm) under nedfældningen for at skaffe tilstrækkelig frigang. Man kunne ikke skaffe plads i vingerne til ben med fuld længde. Det siger sig selv at sådan et understel kunne blive temmeligttemmelig kompliceret.

Differentiel opbremsning er når bremserne på hovedhjulene afleverer en asymmetrisk bremseefekt og dermed drejer flyet til den side hvor bremseeffekten er størst. For at kunne dette, har flyet som regel seperateseparate bremsepedaler for venstre og højre bremse, og i de fleste tilfælde er bremsepedalerne monteret på siderorspedalerne. I nogen flytyper, som f.eks. [[Supermarine Spitfire]] eller [[Hawker Hurricane]] er bremsehåndtaget monteret på en differensventil på styrepindens spadehåndtag, og leverer differentielt bremsetryk når krængerorene aktiveres. Der er som regel ingen bremser på næse- eller halehjul. Differentiel bremsning kræver betydelig øvelse. I fly med flere forskellige styresystemer undgår man som regel differentiel opbremsning på grund af det slid dette giver på bremsesystemet. Differentiel bremsning har den fordel at det i det store og hele er uafhængigt af en udskridning af næse- eller halehjulet.