Friedrich von Schelling: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
Rmir2 (diskussion | bidrag) m småret |
Rmir2 (diskussion | bidrag) m sprogret |
||
Linje 22:
== Filosofisk udvikling ==
I
=== Tidlige udvikling ===
Han var begyndt med at studere [[teologi]], og hans første arbejder ("''Dissertationen''" [1792] og "''Ueber Mytherne''" [1793]) viser særlig påvirkning af [[Herder]], der inden for oplysningstiden i meget var forløber for den egentlige romantik. Sammen med Hegel gik han snart over til filosofien og studerede særlig Kant og dennes efterfølgere og kritikere. I 1794 kom Fichte’s "''Wissenschaftslehre''", og studiet af denne gav Schelling den afgørende impuls; samme år skrev han en afhandling i Fichte’s ånd: "''Ueber die Möglichkeit einer Form d. Philos. überhaupt''" (1795); denne fulgtes samme år af skriftet: "''Vom Ich als Prinzip d. Philos.''". Fichte ville udlede alt af Jeg’et, men da der var tilstande (objekterne) i vor bevidsthed, der ikke kunne forklares ud fra det Jeg, vi kender, antog han en 3. faktor, det absolutte Jeg, der var årsagen både til det empiriske Jeg og til objekterne (Ikke-Jeg’et); Spørgsmålet maatte, da alt skulle forklares ud fra det absolutte princip, blive dette: hvorfor det absolutte Jeg delte sig, "satte et Ikke-Jeg", og den vanskelighed, der ligger heri, og som vil gå igen i ethvert forsøg på at udlede alt af eet princip, opgav Fichte teoretisk at løse, idet han henviste til etikken: uden kamp ingen moral, Jeg’et må derfor sætte sig selv en modstand for at kunne handle etisk. Det er mod dette hovedpunkt, Schelling retter sin kritik: det etiske kan kun anvendes på personligheder, på noget begrænset, og ikke på det absolutte Jeg, der er ubegrænset, for at forklare, at dette begrænser sig selv. Fichte’s absolutte Jeg kan konsekvent kun forestilles som den absolutte magt. Skønt Schelling i grundprincipper og metode helt står på Fichte’s grund, er hans kritik af betydning og interessant, fordi den straks fremhæver den dybe forskel mellem de to tænkere. Fichte’s system begyndte og endte, trods al abstrakt spekulation, i etik, Schelling interesserede sig aldrig derfor. I "''Philos. Briefen über Dogmatismus und Kriticismus''" (1796) kritiserer han Kant’s moralske beviser for Guds tilværelse og opstiller den for hele hans senere filosofi så karakteristiske "intuitive anskuen" af det evige, i hvilken han søger at forene [[Spinoza]]’s ''cognitio sub specie æterni'' med Fichte’s subjektivisme. I 1796—97 skrev han "''Abhandlung zur Erläuterung des Idealismus''", hvor han uddyber sin kritik af Kant og i tilslutning til Fichte opstiller viljen, som han mener Kant med urette alene byggede sin etik, men ikke sin teoretiske filosofi på, som det sidste grundprincip.
=== Andet stadium ===
Med 1797 begynder der et nyt Stadium i S.’s Filosofi. Etikken, der laa S. fjernt, var Kernen i Fichte’s Filosofi, den abstrakte Dialektik over Jeg og Ikke-Jeg maatte i Længden uden den blive for tør og indholdsløs. S.’s Kærlighed til Naturen førte ham til at drage den Side frem, Fichte helt havde ladet ligge. For Fichte var Naturen tilstrækkelig karakteriseret i Ordene »das versinnlichte Material unserer Pflicht«; det var her, S. saa den store Mangel, og hans første Plan var da at give en Naturfilosofi som Supplement til Fichte’s System, men inden for dettes Rammer. Han lægger derfor ikke som Fichte blot Vægt paa, hvorfor Subjektet sætter et Objekt, hvorfor Jeg’et maa danne den ydre Natur, men skyder omvendt det Problem i Forgrunden: hvorledes kan Aanden udvikles af Naturen? Han fjerner sig hermed fra Fichte’s skarpe Modsætning mellem Aand og Natur og optager Herder’s Tanke om Naturen som et Trin op mod Aanden. Af afgørende Bet. har sikkert ogsaa Paavirkningen fra Spinoza været. Idealistisk bliver den Løsning, han mener at kunne give paa dette Problem, derved, at han finder de samme Kræfter, der virker i Aanden, som virkende i Naturen; den samme Modsætning (»Duplicitet«), der findes i Jeg’et som Modsætning mellem dette og dets Objekt, gaar igen overalt (System, S. 190); han gaar altsaa her fra de højere Former ned til de lavere, hans Metode er derfor »konstruktiv« og tillige, da Vejen gaar gennem den stadige Paavisning af Modsætninger, dialektisk. Fichte gik ud fra Modsætningen mellem Jeg og Ikke-Jeg, den positive og negative Grundkraft, men standsede i Problemets abstrakte Sfærer; det ny hos S. er, at han fører dette Modsætningsforhold ned gennem Naturfænomenernes Række. Og som Subjekt og Objekt hos Fichte involverer hinanden, kommer Naturens Duplicitet, hvis metodiske Udtryk altsaa Dialektikken er, i Virkeligheden til hos S. at forudsætte en Identitet, det absolutte: »Naturen skal være den synlige Aand, Aanden den usynlige Natur« (Ideen, Einl.). De forsk. Trin af Naturen (»Potenserne«) er betegnede ved, om den subjektive ell. objektive Side (»Pol«) har Overvægten, og i denne sin Paavisning af Polaritetsforholdet ned gennem Naturfænomenerne fandt S. en ikke uvæsentlig Støtte i 18. Aarh.’s Elektricitetslære, særlig ved Galvani’s og Coulombe’s Opdagelser: »De elektriske Fænomener danner det til Grund liggende Skema for hele Materiens Konstruktion« (Einl., S. 46). Af Bet. for ham var her Arbejderne af H. C. Ørsted’s Ven, Fysikeren J.W. Ritter, der samtidig med S. boede i Jena. Naturfilosofien bliver teleologisk, for saa vidt som Aanden sættes som den højeste Potens, som det der gennem Udviklingen klarere og klarere udtrykkes i Naturen; denne maa betragtes som »Aandens Odyssé«, Aandens Tilbagevenden til sig selv i sin højeste Form. Men denne Udvikling med Identitet gennem alle Potenserne opfattede S. ikke, som fandt der, hvad man senere har kaldt en naturlig Udvikling Sted mellem disse, Slægtskabet var et blot ideelt; Ligheden viste tilhage til samme Grundtype, Ideen, som hver Potens trods mange Afvigelser søgte at udtrykke, men ikke til en real Sammenhæng mellem Formerne. Kontinuiteten ligger kun i det absolutte; mellem Formerne i den Natur, vi kender, er der Spring. S. skiller sig ved dette ud fra Leibniz, hvis Opfattelse han ellers i meget stod nær, og hans Teori danner her den idealistiske Modsætning til den realistiske Udviklingslære hos Charles Darwin. Potenserne betragtede S. dog kun kvantitativt forsk. og kaldte derfor sin Naturfilosofi for »Dynamisk Atomistik«; selve Rækken af dem mente han ogsaa at kunne konstruere. Den første reale Potens er udtrykt ved Tyngden, den anden ved Lyset, den tredie ved Organismen som Produktet af de to første. Hertil svarer atter de ideale Potenser: Sandhed (Erkendelsen), Godhed (Handlingen) og Skønhed (Kunsten). I den kunstneriske Skaben naar Aanden sin højeste Form. S.’s Konstruktion af Naturen er Fantasier over visse naturvidenskabelige Begreber og har i sine Enkeltheder næppe hist. Interesse længere; baade i disse og navnlig i hele sin Metode staar »Naturfilosofien« virkelig Naturvidenskab fjernt. Til denne Periode hører flg. Værker: »Ideen zu einer Philos. d. Natur« (1797, I, mere udkom aldrig), »Von der Weltseele«, (1798), »Erster Entwurf e, Syst. d. Naturphilos.« (1799), »Einleitung zu einem Entwurf« (s. A.) og endelig »System des transcendentalen Idealismus« (1800); hertil kommer to mindre Afh. (i »Zeitschr. f. specul. Phys.«). Ikke med Glæde havde Fichte af sit System set Naturfilosofien udvikle sig, og efter en stedse skarpere Brevveksling (»Fichte’s und S.’s philos. Briefwechsel« [1856], S. 80 ff.) kom det 1801 til et afgørende Brud mellem de to Venner. Samtidig knyttedes et nærmere Venskab mellem S. og Hegel, der nu var kommen til Jena; filos. synes S. her at have været den Førende og har sikkert øvet Indflydelse paa Vennens Udvikling.
Line 38 ⟶ 42:
1872—77 = »Gesch. d. neueren Philos.« VI];
Franz, »S.’s positive Philos.« [1879—80];
Høffding, »Den nyere Filosofis Historie« [1895], II, 143—155).
== Citater ==
| |||