|
=== Tidlige udvikling ===
Han var begyndt med at studere [[teologi]], og hans første arbejder ("''Dissertationen''" [1792] og "''Ueber Mytherne''" [1793]) viser særlig påvirkning af [[Herder]], der inden for oplysningstiden i meget var forløber for den egentlige romantik. Sammen med Hegel gik han snart over til filosofien og studerede særlig Kant og dennes efterfølgere og kritikere. I 1794 kom Fichte’s "''Wissenschaftslehre''", og studiet af denne gav Schelling den afgørende impuls; samme år skrev han en afhandling i Fichte’s ånd: "''Ueber die Möglichkeit einer Form d. Philos. überhaupt''" (1795); denne fulgtes samme år af skriftet: "''Vom Ich als Prinzip d. Philos.''". Fichte ville udlede alt af Jeg’et, men da der var tilstande (objekterne) i vor bevidsthed, der ikke kunne forklares ud fra det Jeg, vi kender, antog han en 3. faktor, det absolutte Jeg, der var årsagen både til det empiriske Jeg og til objekterne (Ikke-Jeg’et); Spørgsmålet maattemåtte, da alt skulle forklares ud fra det absolutte princip, blive dette: hvorfor det absolutte Jeg delte sig, "satte et Ikke-Jeg", og den vanskelighed, der ligger heri, og som vil gå igen i ethvert forsøg på at udlede alt af eet princip, opgav Fichte teoretisk at løse, idet han henviste til etikken: uden kamp ingen moral, Jeg’et må derfor sætte sig selv en modstand for at kunne handle etisk. Det er mod dette hovedpunkt, Schelling retter sin kritik: det etiske kan kun anvendes på personligheder, på noget begrænset, og ikke på det absolutte Jeg, der er ubegrænset, for at forklare, at dette begrænser sig selv. Fichte’s absolutte Jeg kan konsekvent kun forestilles som den absolutte magt. Skønt Schelling i grundprincipper og metode helt står på Fichte’s grund, er hans kritik af betydning og interessant, fordi den straks fremhæver den dybe forskel mellem de to tænkere. Fichte’s system begyndte og endte, trods al abstrakt spekulation, i etik, Schelling interesserede sig aldrig derfor. I "''Philos. Briefen über Dogmatismus und Kriticismus''" (1796) kritiserer han Kant’s moralske beviser for Guds tilværelse og opstiller den for hele hans senere filosofi så karakteristiske "intuitive anskuen" af det evige, i hvilken han søger at forene [[Spinoza]]’s ''cognitio sub specie æterni'' med Fichte’s subjektivisme. I 1796—97 skrev han "''Abhandlung zur Erläuterung des Idealismus''", hvor han uddyber sin kritik af Kant og i tilslutning til Fichte opstiller viljen, som han mener Kant med urette alene byggede sin etik, men ikke sin teoretiske filosofi på, som det sidste grundprincip.
=== Andet stadium ===
|
