Friedrich von Schelling: Forskelle mellem versioner

Mens alle disse stadier glider over i hverandre, sætter 1809, hans første hustrus dødsår, et afgørende skel: den filosofi, der ligger efter det i dette år udkomne skrift: "''Untersuch. über d. Wesen d. menschl. Freiheit''", betegner Schelling selv som den "positive"; i virkeligheden er det en mere teistisk religionsfilosofi i modsætning til hans ungdoms naturpanteisme. Efter sit Jena-ophold var han allerede ført ind på det religiøse problem gennem [[Eschenmayer]][[]] ("''Philos. u. Rel. Vorbericht''"); sin nærmere udvikling fik hans tænkning på dette punkt ved påvirkning fra [[Baader]] og særlig [[Jacob Böhme]], hvis mystiske [[teosofi]] han optog i sit system. Mere og mere skød tanken om en oprindelig modsætning i guddommen sig frem foran den tidligere hævdelse af det absolutte som det identiske. Til nævnte skrift slutter sig et skarpt stridsskrift mod [[Jacobi]] (1812) og et lille religionshistorisk skrift: "''Die Gottheiten v. Samothrake''" (1815).

Med 1809 var den store standsning i hans produktion indtrådt. Som han engang holdt opgør med Fichte, var der blevet holdt opgør med ham selv; hans tidligere ven og forbundsfælle, Hegel, der så, at hans filosofi førte ud i sværmeri og videnskabelig tomhed, tog i fortalen til sit første store værk ("''Phänomenologie''" [1807]) afstand fra Schelling og hans absolutte, "Mørket, hvori alle Katte er graa". Fichte havde lagt tyngdepunktet i etikken, Schelling lagde det over i naturfilosofien, det blev nu Hegel, der førte romantikkens filosofi videre ved væsentlig at lægge det over i historien; dermed brød han spekulationen og tillige den europæiske åndsvidenskab ny baner og erobrede efter Fichte’s død ubestridt førerstillingen i den tyske filosofi, hvad Schelling aldrig tilgav ham. Da efter Hegel’s død hans skoles venstre fløj drog religionsfilosofiske konsekvenser af mesterens lære, der forekom kirken betænkelige, kaldte den reaktionære romantiker på [[Preussen]]’s trone 1841 Schelling til Berlin for at støtte den kirkelige reaktion. Schelling begyndte sine forelæsninger ("''Philos. d. Mythologie''" og "''Philos. d. Offenbarung''") under stor tilstrømning og store forventninger; men disse skuffedes bittert. Hans ny filosofi, der skulle vise udviklingen fra "Urmonoteismen" gennem mytologien til den pavelige og den protestantiske kristendom og videre til romantikkens yndlingsform for kristendom, den johanneiske, er en bred og dårlig fremstilling af urigtige ideer og ligner kun hans ungdoms værker ved sine fantastiske analogier og sin foragt for kendsgerninger.