Versionen fra 5. sep. 2017, 10:38 redigér Rmir2 (diskussion \| bidrag) 95.108 edits m indsat billede ← Gå til forrige forskel		Versionen fra 5. sep. 2017, 12:12 redigér fjern redigering Rmir2 (diskussion \| bidrag) 95.108 edits m rettet intern henvisning Gå til næste forskel →
Linje 30: Med 1797 begynder der et nyt stadium i Schelling’s Filosofi. Etikken, der lå Schelling fjernt, var kernen i Fichte’s filosofi, den abstrakte dialektik over Jeg og Ikke-Jeg måtte i længden uden den blive for tør og indholdsløs. Schelling’s kærlighed til naturen førte ham til at drage den side frem, Fichte helt havde ladet ligge. For Fichte var naturen tilstrækkelig karakteriseret i ordene "''das versinnlichte Material unserer Pflicht''"; det var her, Schelling så den store mangel, og hans første plan var da at give en naturfilosofi som supplement til Fichte’s system, men inden for dettes rammer. Han lægger derfor ikke som Fichte blot vægt på, hvorfor subjektet sætter et objekt, hvorfor Jeg’et må danne den ydre natur, men skyder omvendt det problem i forgrunden: hvorledes kan ånden udvikles af naturen? Han fjerner sig hermed fra Fichte’s skarpe modsætning mellem ånd og natur og optager Herder’s tanke om naturen som et trin op mod ånden. Af afgørende betydning har sikkert også påvirkningen fra Spinoza været. idealistisk bliver den løsning, han mener at kunne give på dette problem, derved, at han finder de samme kræfter, der virker i ånden, som virkende i naturen; den samme modsætning ("Duplicitet"), der findes i Jeg’et som modsætning mellem dette og dets objekt, går igen overalt (''System'', s. 190); han går altså her fra de højere former ned til de lavere, hans metode er derfor "konstruktiv" og tillige, da vejen går gennem den stadige påvisning af modsætninger, dialektisk. Fichte gik ud fra modsætningen mellem Jeg og Ikke-Jeg, den positive og negative grundkraft, men standsede i problemets abstrakte sfærer; det nye hos Schelling er, at han fører dette modsætningsforhold ned gennem naturfænomenernes række. Og som subjekt og objekt hos Fichte involverer hinanden, kommer naturens duplicitet, hvis metodiske udtryk altså dialektikken er, i virkeligheden til hos Schelling at forudsætte en identitet, det absolutte: "''Naturen skal være den synlige Aand, Aanden den usynlige Natur''" (''Ideen'', Einleitung).<ref name="Salm 1075"/> De forskellige trin af naturen ("potenserne") er betegnede ved, om den subjektive eller objektive side ("pol") har overvægten, og i denne sin påvisning af polaritetsforholdet ned gennem naturfænomenerne fandt Schelling en ikke uvæsentlig støtte i det 18. århundredes [[elektricitetslære]], særlig ved [[~~Galivan~~Luigi Galvani]]’s og [[Charles Augustin Coulomb]]’s opdagelser: "''De elektriske Fænomener danner det til Grund liggende Skema for hele Materiens Konstruktion''" (''Einl.'', s. 46). Af betydning for ham var her arbejderne af [[H.C. Ørsted]]’s ven, fysikeren [[Johann Wilhelm Ritter]], der samtidig med Schelling boede i Jena. Naturfilosofien bliver [[teleologi]]sk, for så vidt som ånden sættes som den højeste potens, som det der gennem udviklingen klarere og klarere udtrykkes i naturen; denne må betragtes som "åndens odyssé«, åndens tilbagevenden til sig selv i sin højeste form. Men denne udvikling med identitet gennem alle potenserne opfattede Schelling ikke, som fandt der, hvad man senere har kaldt en naturlig udvikling sted mellem disse, slægtskabet var et blot ideelt; ligheden viste tilbage til samme grundtype, ideen, som hver potens trods mange afvigelser søgte at udtrykke, men ikke til en real sammenhæng mellem formerne. Kontinuiteten ligger kun i det absolutte; mellem formerne i den natur, vi kender, er der spring. Schelling skiller sig ved dette ud fra [[Leibniz]], hvis opfattelse han ellers i meget stod nær, og hans teori danner her den idealistiske modsætning til den realistiske udviklingslære hos [[Charles Darwin]]. potenserne betragtede Schelling dog kun kvantitativt forskellige og kaldte derfor sin naturfilosofi for "dynamisk atomistik"; selve rækken af dem mente han også at kunne konstruere. Den første reale potens er udtrykt ved tyngden, den anden ved lyset, den tredie ved organismen som produktet af de to første. Hertil svarer atter de ideale potenser: sandhed (erkendelsen), godhed (handlingen) og skønhed (kunsten). I den kunstneriske skaben når ånden sin højeste form. Schelling’s Konstruktion af Naturen er fantasier over visse naturvidenskabelige begreber og har i sine enkeltheder næppe interesse længere; både i disse og navnlig i hele sin metode står »Naturfilosofien« virkelig naturvidenskab fjernt. Til denne periode hører følgende værker: "''Ideen zu einer Philos. d. Natur''" (1797, del I, mere udkom aldrig), "''Von der Weltseele''", (1798), "''Erster Entwurfe, Syst. d. Naturphilos.''" (1799), "''Einleitung zu einem Entwurf''" (samme år) og endelig "''System des transcendentalen Idealismus''" (1800); hertil kommer to mindre afhandlinger (i "''Zeitschrift für speculative Physik''").<ref name="Salm 1075"/> Ikke med glæde havde Fichte af sit system set naturfilosofien udvikle sig, og efter en stedse skarpere brevveksling ("''Fichte’s und Schelling’s philos. Briefwechsel''" [1856], s. 80 ff.) kom det 1801 til et afgørende brud mellem de to venner. Samtidig knyttedes et nærmere venskab mellem Schelling og Hegel, der nu var kommen til Jena; filos. synes Schelling her at have været den førende og har sikkert øvet indflydelse på vennens udvikling.<ref name="Salm 1076">[http://runeberg.org/salmonsen/2/20/1108.html ''Salmonsen'', s. 1076]</ref>

Friedrich von Schelling: Forskelle mellem versioner