Herrnhutiske Brødremenighed: Forskelle mellem versioner

Content deleted Content added
Rmir2 (diskussion | bidrag)
udvidet en smule
mNo edit summary
Linje 12:
For Zinzendorf som for Brødremenigheden i det hele stod det konfessionelle i anden række. Nærmest står Brødremenigheden lutherdommen, men det sloges tidlig fast, at Brødremenigheden ingen ydre bekendelse skulle have, den skulle være en unionskirke med 3 "troper" eller afdelinger, den lutherske, den reformerte og den mähriske. Dog har Brødremenigheden altid haft sin særlige teologiske og kirkelige type, der samler sig om [[Jesu lidelse og død]] ("blodteologien") og om stærk betoning af følelseslivets betydning. En overgang mødte denne kristendomstype stærk modstand og angreb udefra, og indre brydninger udeblev heller ikke, men Brødremenigheden holdt trofast sammen alligevel og har bevaret sin åndstype lige til nutiden. Adskillige af de ydre skikke, som lodkastningen, er dog i nyere tid bortfaldne. Hvad der meget har bidraget til sammenholdet er dels kirketugten, dels den faste orden i det daglige liv. Menighedens medlemmer deltes af Zinzendorf i "kor" eller afdelinger, der boede hver for sig, børnene, de ugifte mænd, de ugifte kvinder, ægtefolkene, enkemændene og enkerne, hvert "kor" med sine "plejere", mænd eller kvinder, der øvede sjælesorg og ledede de opbyggelige møder. [[Dans]] og [[spil]] var forbudte. Kvinderne bar særlige bånd, hvis farve angav, hvilket "kor" de hørte til. Brødremenigheden lagde stor vægt på skolevæsenet.
 
Fra Herrnhut bredte Brødremenigheden sig til andre steder i Tyskland, til Holland, England og Amerika og til Skandinavien, dog har samfundet aldrig hørt til de større kirkesamfund. I 1727 sendtes 2 brødre til København, og Zinzendorf samlede en kreds i staden under sit ophold der i 1731. I 1739 stiftedes Brødremenighedens Societet i København, som efterhånden søgte tilknytning og udbredelse også andre steder i landet. Der udkom dog adskillige forordninger herhjemme imod dem, indtil regeringen 1771 gav tilladelse til at oprette en Herrnhuter-by. Brødremenigheden købte da [[Tyrstrupgaard]] og byggede her [[Christiansfeld]], hvorfra der i rationalismens dage øvedes en stor religiøs indflydelse. I Norge dannedes der societeter i [[Kristiania]], [[Bergen]] og [[Drammen]], og i Sverige i [[Stockholm]], [[Göteborg]], [[Uddevalla]] og [[Karlskrona]]. Mens Zinzendorf levede, var der tilløb til sværmeri, men det fortog sig, og i rationalismens tid var Brødremenigheden alle vegne en god støtte for de få fromme i landene. Lige til nutiden har det også været almindeligt at sende børn og unge til Brødremenighedens pensionsanstalter. Da Brødremenigheden fik udbredelse uden for Herrnhut, måtte styrelsesformen tilpasses derefter. Hver menighed fik sin ældstekonferens og sit menighedsråd, men over alle de enkelte menigheder stod unitetsældstekonferencen, som har 3 departementer,: for kirke- og skolevæsen, for de økonomiske forhold og for missionen. Embedsmændene er biskopper, præster og diakoner.
 
Brødremenigheden uden for Tyskland står dog i virkeligheden selvstændigt over for Herrnhut, Missionsdepartementet er egentlig det eneste fællesbånd nu. Men dette bånd, er stort og stærkt. Intet andet kirkesamfund har blot tilnærmelsesvis øvet så forholdsvis stor en missionsvirksomhed som Brødremenigheden. Den har været det enestående forbillede for de andre protestantiske samfund, og begyndelsen blev gjort inden for det danske rige, idet to udsendinge fra Herrnhut i 1732 over København drog til Sankt Thomas for at virke blandt negrene, ogmens tre udsendinge i 1733 drog til Grønland, hvor [[Hans Egede]] havde vanskeligheder med dem. Slag i slag toges ny missionsopgaver op i Nordamerika og i Afrika, og efter 25 års forløb havde Brødremenigheden allerede 100 missionærer ude. Med forkærlighed opsøgte Brødremenigheden de laveststående folkeslag og de vanskeligste egne. Den gav oprindelig ikke sine missionærer nogen særlig uddannelse, men fik senere en god missionsskole i [[Niesky]].
 
I sin missionsforkyndelse samler Brødremenigheden sig også om Jesu lidelse og død. Men missionærerne lægger vægt på at lære de indfødte nyttigt arbejde og på skolevæsenet. Missionsstedernes tal var stadigt stigende. Brødremenigheden missionerede omkring 1. verdenskrig i alle verdensdele uden for Europa. Grønland blev imidlertid opgivet, og arbejdet der overgivet til den danske kirke. Brødremenigheden talte i 1909 4 unitetsfelter, den tyske unitet med 23 menigheder og 8.016 medlemmer, den storbritanniske med 34 menigheder og 6.473 medlemmer, den nordamerikanske, nordlige provins med 75 menigheder og 20.685 medlemmer og den nordamerikanske, sydlige provins med 25 menigheder og 6.241 medlemmer. Brødremenigheden havde i 1909 14 missionsprovinser med 154 faste stationer (foruden et stort antal prædikesteder) og ikke mindre end 208 missionærer foruden 71 indfødte præster og talrige andre indfødte hjælpere. Den årlige udgift til missionen beløb sig til over 2 mio. Kr.
Linje 20:
== Herrnhuterne i Danmark ==
[[Fil:Christiansfeld.JPG|thumb|300px|right|Brødremenighedens Kirke i [[Christiansfeld]]]]
Zinzendorf organiserede herrnhuterne til hedningemission finansieret af den danske konge. HerrnhutterneHerrnhuterne blev i første omgang sendt til de to danske kolonier [[Sankt Thomas]] og [[Grønland]]. I 1771 rettede Kong [[Christian VII]] på foranledning af kabinetsminister [[Struensee]] henvendelse til Brødremenigheden i Herrnhut med anmodning om at anlægge en by i Danmark. Herrnhuternes danske center blev lagt i [[Christiansfeld]] i [[Sønderjylland]] i 1773 og opkaldt efter kong Christian VII. <ref>[http://www.christiansfeldcentret.dk/ Om Christiansfeld. Hjemmeside] d. 23/5-10 </ref>
Søren Kierkegaard voksede op i et hjem præget af herrnhutterherrnhuter.
=== Grønland ===
 
De første herrnhutterherrnhuter kom til [[Grønlands historie|Grønland]] i [[1733]], hvor de slog sig ned i Frederiksdal, nu i nærheden af [[Nanortalik]]. Herrnhuterne forlod Grønland i [[1900]]. Deres huse står velbevarede tilbage.
 
== Herrnhuterne i Norge ==