Etruskere: Forskelle mellem versioner

'''Etruskerne''' eller den '''Etruskiske civilisation''' var et [[folkeslag]], der levede i [[Etrurien]] i det nordlige [[Italien]]. Den '''Etruskiske civilisation''' varede fra før [[800 f.Kr.]] indtiltil efter [[300 f.Kr.]], hvor kulturen assimileres i den [[romerske republik]].

Etrurien lå mellem floderne [[Tiberen]] i syd og [[Arno]] i nord og var i øst afgrænset af [[Apenninerbjergene]] i øst. Det svarer nogenlunde til [[Toscana]] og [[Umbria]] i dag.

Etruskerne kaldte sig selv ''rasenna'' (ifølge den græske forfatter [[Dionysios af Halikarnassos]]). [[Græker]]ne kaldte dem ''tyrsenoi'' eller ''tyrrhenoi'' (heraf betegnelsen det [[Tyrrhenske Hav]]). [[Romer]]ne kaldte dem ''tusci'' (heraf italiensk ''Toscana'' om landskabet) eller ''etrusci'' og deres land ''Etrūria''.

Spørgsmålet om etruskernesEtruskernes oprindelse skal ses i forbindelse med spørgsmålet omaf det [[Etruskisk (sprog)|etruskiske sprogs]] slægtskaboprindelse.

Der er to teorier om etruskernes oprindelse.: Den ene hævder, at etruskerne var autoktone, dvs.: de har altid (i årtusinder) boet i Italien. Den anden hævder, at etruskerne er indvandret til Italien fra området[[Lydien]] ved det nordlige [[Ægæerhavet|Ægæerhav]].

<BLOCKQUOTE><SMALL>"Da Atys, søn af Manes, var konge, udbrød der stor hungersnød i hele Lydien. En tid lang holdt lyderne tålmodigt ud, men da den ikke holdt op, søgte de efter midler til at hjælpe på den, og de fandt både på det ene og det andet. Det var den lejlighed, at både de forskellige [[terningspil]] og [[boldspil]]let og alle de andre former for [[spil (leg)|spil]] blev opfundet, med undtagelse af brætspillet; dét gør lyderne ikke krav på at have opfundet. Disse opfindelser anvendte de mod sulten på følgende måde. Den ene dag spillede de hele dagen igennem for ikke at mærke sulten, den næste lod de spillene ligge og spiste. På denne måde fortsatte de i atten år.<br />Da hungersnøden ikke hørte op, men snarere tiltog i styrke, delte deres konge hele det lydiske folk i to dele og afgjorde ved lodtrækning, hvilkehvem af dem, der skulle blive, og hvilkehvem der skulle drage ud af landet, og han satte sig selv i spidsen for den del, som loddet bestemte skulle blive i landet; over dem, der skulle forlade det, satte han sin søn, Tyrsenos.<br />Den halvdel, som ved lodtrækning var bestemt til at forlade landet, drog så til Smyrna og byggede sig skibe, og efter at have bragt alt, hvad de havde af brugbart løsøre om bord, sejlede de ud for at finde et land, hvor de kunne leve. Da de havde rejst forbi mange folkeslag, kom de til slut til umbrerne, i hvis land de grundlagde byer og har boet siden da. Fra at have heddet lydere, ændrede de navn efter kongens søn, som havde anført dem, og idet de lod sig opkalde efter ham, fik de navn af tyrsenere." (overs. Hastrup og Hjortsø 1979)</SMALL></BLOCKQUOTE>

Denne diskussion er dog næppe relevant at beskæftige sig med. I dag anser alle forskere etruskerne som et oprindeligt italisk folkeslag, men som et folkeslag hvis kulturelle udtryk i høj grad er blevet formet af mødet med de andre samtidige folkeslag, især fønikerne og grækerne.

På baggrund af data fra over 15.000 dna prøver, har man fastslået at etruskerne rent faktisk kom fra Lydien. Herodot fik alligevel ret til sidst.

Etruskisk [[teknologi]] var generelt mere avanceret end deres [[nabo]]ers. Meget af det som anses for at være typisk [[romersk]], som fx stenbuer, [[byplanlægning]], kommunale anliggender som f.eks. [[sanitet]], [[vej]]e med vejbelægning, [[akvadukt]]er og [[kloakering]] var alle inspireret af etruskerne. De havde handel og kulturudveksling med de andre store folkeslag i middelhavsområdet, fx grækerne og [[fønikerne]]. Blandt romerne havde de ry for at være et fromt folkeslag og beholdt en vis status, når det gjaldt religion og spådomme. I år 14 sagdes [[Augustus]]' død at være varslet, da [[lyn]]et slog ned i en af hans [[statue]]r og knuste det første bogstav i hans tilnavn, ''Cæsar''. Det blev tolket som han havde hundrede (= [[romertal]] C) dage tilbage, før han blev forvandlet til en af ''aesar'', det etrusiske ord for "[[Gud (højere væsen)|guderne]]" – altså døde. <ref>Ola Wikander: ''I døde språks selskap'' (s. 155)</ref>