Kapkolonien: Forskelle mellem versioner

|flag_s1 = Flag of South Africa (1928-1994).svg

|

|flag_navn = Kapkoloniens flag

|

|symbol = Kapkoloniens rigsvåben

|

|korttekst = Kapkolonien (i rødt)

|

=== Den første europæiske bosætning ===

Den [[holland]]ske bosætning i området begyndte i marts 1647, da ''"[[Nieuwe Haarlem]]"'' led skibbrud. De skibbrudne byggede et lille fort, som de kaldte "Sand Fort af Kap Det Gode Håb". De blev der i næsten et år, før de blev reddet af en flåde på tolv skibe under ledelse af [[W.G. de Jong]]. Efter at de var tilbagevendt til Holland, forsøgte nogle af de skibbrudne at overtale det hollandske Ostindiske kompagni (VOC) til at åbne et handelscenter ved Kap.

En ekspedition på 90 [[calvinisme|calvinist]]–nybyggere, under ledelse af [[Jan van Riebeeck]], grundlagde den første permanente bosætning nær [[Kap Det Gode Håb]] i [[1652]]. Van Riebeeck var på et af redningsskibene, som var kommet de skibbrudne sømænd til undsætning, og da han så landet, bestemte han sig for at rejse tilbage. De ankom til stedet, hvor [[Kapstaden]] nu ligger den [[6. april]] 1652 med de fem skibe:

 

=== Konflikter med det hollandske Ostindiske kompagni ===

[[Fil:Karoo.jpg|thumb|Et [[Karoo]]–landskab.]]

 

Kompagniet etablerede i [[1745]] en [[magistrat]] i [[Swellendam]] for at kontrollere emigranterne og et nyt i [[Graaff Reinet]] i [[1786]]. Myndighederne erklærede, at [[Gamtoos (flod)|Gamtoos]] skulle være koloniens østlige grænse, men emigranterne krydsede den snart. For at undgå konflikter med krigeriske, afrikanske stammer, som rykkede syd- og vestover fra det østlige, centrale Afrika, gik hollænderne i 1780 med til at gøre [[Fish River]] til koloniens grænse. De hårdt skatteplagede boere i grænsedistrikterne, som ikke fik beskyttelse mod afrikanerne, udviste i [[1795]] embedsmænd fra VOC og etablerede et uafhængigt styre ved Swellendam og Graaff Reinet.

 

Ankomsten af disse immigranter introducerede også det [[engelsk (sprog)|engelske sprog]] i Kap. Engelsksprogede dekreter blev udgivet for første gang i 1825, og i 1827 brugtes der også engelsk i retssager. Men hollandsk var ikke forkastet, og kolonisterne blev stort set tosprogede.

Kolonien blomstrede, men mange hollandske bønder var lige så misfornøjede med britisk styre, som de havde været med VOC, selv om deres misnøje ikke handlede om de samme sager. [[Herrnhutiske Brødremenighed|Herrnhutiske]] [[mission]]ærer havde i [[1792]] etableret sig med tanke på khoikhoierne, og i [[1799]] begyndte [[London Missionary Society]] sine forsøg på at [[Konversion|konvertere]] både khoikhoierne og xhosaerne. Missionærernes forsvar af khoikhoierne skabte meget misnøje blandt majoriteten af kolonisterne. Deres konservative syn fortsatte, for i 1812 blev der udstedt et dekret, som gav magistraterne magten til at have khoikhoibørn som lærlinge under forhold, der mindede om [[slaveri]]. I mellemtiden blev bevægelsen for [[afskaffelse af slaveri]] stærkere i [[England]], og missionærerne appellerede til både kolonister og Storbritannien.

 

En hændelse, som udspandt sig i 1815 og 1816, bidrog meget til at gøre de hollandske pionerer permanent fjendtlige ovenfor briterne. En bonde, som hed Bezuidenhout, nægtede at adlyde en indkaldelse, han havde fået, efter en klage fra en khoikhoi var blevet registreret. Han skød på mændene, som blev sendt for at arrestere ham, og han blev dræbt af modilden. Dette førte til et mindre oprør. Da det blev slået ned, blev fem ringledere offentlig hængt af briterne ved [[Slagter's Nek]] hvor de oprindelig havde sværgeet at kaste "de engelske tyranner" ud. Modviljen, som hængningen af disse mænd førte med sig, blev forstærket af omstændighederne ved henrettelsen, idet skafottet, som oprørerne blev hængt fra, kollapsede under deres vægt, og mændene blev derefter hængt én efter én. De meget religiøse, hollandske nybyggere troede, at kollapsen af skafottet var [[Guds handling]]. Et dekret, som blev udstedt i 1827 afskaffede de gamle, hollandske domstole "''[[landdrost]]''" og "''heemraden''" og skiftede dem ud med bofaste [[magistrat]]er. Dekretet stipulerede videre, at alle juridiske sager fra nu af skulle føres på engelsk. Et efterfølgende dekret i 1828 gav samme rettigheder til khoikhoierne og andre frie farvede mennesker som til hvide, efter at missionærerne havde kæmpet for deres rettigheder.

 

Et andet dekret i 1830 indførte strenge straffe for hård behandling af slaver, og til slut blev [[Abolitionist|frigørelsen]] af slaver proklameret i [[1834]]. Hver af disse dekreter afstedkom vrede fra bønderne rettet mod regeringen. For dårlig kompensation til slaveejerne og mistillid til betalingsformen førte til megen misnøje. I 1835 startede trenden atter med, at bønder trak ind i det ukendte land for at undslippe urimelige regeringer. Migrationen uden for koloniens grænser havde faktisk været kontinuerlig i 150 år, men var nu af langt større proportioner.

 

Den britiske regering satte ikke pris på sir Benjamin d'Urban's handlinger. Den britiske kolonisekretær, [[Charles Grant|lord Glenelg]], erklærede i et brev til [[den britiske monark|kongen]], at "Kapkoloniens store ondskab består i dens omfang", og krævede at grænserne skulle flyttes tilbage til floden Fish. Han fik også d'Urban afskediget fra embedet i 1837. "[[Kaffer]]ne," sagde lord Glenelgs udsending [[26. december]], "havde en retfærdig begrundelse for krig. De måtte vise misnøje og drog afmægtige ud for at hævne en række tilranelser." Denne holdning mod xhosaerne var en af de mange grunde [[Great Trek|trekboerne]] opgav for at forlade Kapkolonien. [[Great Trek]] som den kaldes, varede fra 1836 til 1840. Trækkerne som talte cirka 7000, grundlagde samfund med styreform med [[republik]]anske træk på den anden side af floderne [[Oranje (flod)|Oranje]] og [[Vaal (flod)|Vaal]] og i [[Natal]]. I Natal havde britiske immigranter slået sig ned i forvejen. Fra nu af sluttede Kapkolonien med at være det eneste europæiske samfund i Sydafrika, selv om det var det mest dominerende i mange år.

 

 

 

Nok en krig med xhosaerne, kendt som [[Xhosa-krigene|øksekrigen]], brød ud i 1846, da en khoikhoieskorte, som var blevet lænket til en xhosatyv med håndjern, blev myrdet, mens han transporterede manden til Graham's Town for at blive stillet for retten efter at have stjålet en økse. Nogle xhosaer angreb og dræbte eskorten. Xhosaerne nægtede at overlevere morderen, og der blev erklæret krig i marts 1846. [[Ngqika]]erne var den vigtigste stamme som deltog i krigen, assisteret af tambukierne. Xhosaerne blev besejret den [[7. juni]] 1846 af general Somerset på [[Gwangu]], nogle få kilometer fra [[Fort Peddie]]. Men krigen fortsatte til [[Sandili]] og høvdingen til ngqikaerne overgav sig. Andre høvdinger fulgte gradvist efter, og inden 1848 var xhosaerne blevet fuldstændig kuet efter 21 måneder med kampe.

=== Rhodes og afrikansk sentimentalitet ===

[[Cecil Rhodes]] indså sin vanskelige stilling og viste et ønske om at forsone afrikansk sentimentalitet ved hensynsfuld behandling fra starten af i hans politiske karriere. Rhodes blev først valgt som medlem af forsamlingen fra [[Barkly West]] i 1880. Han støttede loven som tillod brugen af hollandsk i forsamlingen i 1882, og tidligt i 1884 blev han udnævnt til sin første ministerpost som generalkasserer under [[Thomas Scanlen]]. Rhodes havde kun haft denne stilling i seks uger da sir Scanlen trak sig. Sir Hercules Robinson sendte ham til Britisk Bechuanaland i august 1884 som næstkommisær for at afløse pastor [[John Mackenzie]], London Missionary Societys repræsentant ved [[Kuruman]] som proklamerede [[Victoria af Det Forenede Kongerige|dronning Victorias]] autoritet over distriktet i maj 1883. Rhodes' forsøg på at forsone boerne slog fejl, derfor var Warren–opdraget nødvendig. Territorierne til Kapkolonien blev i 1885 yderligere ekspanderet, og [[Tembuland]], [[Bomvanaland]] og [[Galekaland]] blev formelt lagt til kolonien. [[John Gordon Sprigg|Gordon Spriggs]] blev statsminister i 1886.

Der var betydelig uro i Kapkolonien i perioden fra 1878 til 1885. I denne korte tidsperiode var der kroniske problemer med basothoer som fik Kap til at give dem tilbage til de imperielle myndigheder, i tillæg til en række indfødte forstyrrelser som blev fulgt af [[første boerkrig]] i 1881 og uro i Becuanaland i 1884. Til trods for disse tilbageslag, udviklingen af landet fortsatte. Diamantindustrien blomstrede. En konferense blev holdt i [[London]] i 1887 for at "fremme en tættere union mellem de forskellige dele af det britiske imperiet gennem imperielle satser på told". På denne konference foreslog Hofmeyr en slags plan om "[[zollverein]]" hvor imperielle toldsatser skulle lægges uafhængig af told som blev betalt på alle varer som gik ind i imperiet fra udlandet. Ved at lægge forslaget frem, sagde han at hans mål var "at fremme imperiets union, og samtidig skaffe indtægter for formålet med dets generelle forsvar". Planen blev fundet at være upraktisk på den tid. Men ordlægningen, i tillæg til sentimentalitet som fulgte den, skabte et positivt syn på Hofmeyr.

 

 

=== Rhodes som statsminister ===

[[Henry Brougham Loch]] blev i 1889 udnævnt til højkommisær og guvernør af Kapkolonien efter Robinson. Statsminister Sprigg gik af i 1890, og der blev dannet en ny regering med Rhodes som statsminister. Før denne regering blev dannet, og mens Sprigg fremdeles var statsminister, havde Hofmeyr opsøgt Rhodes og tilbudt ham embedet på vegne af Bond, men tilbuddet blev afslået. Men da Rhodes blev inviteret til at danne regering efter faldet til Sprigg–regeringen, bad han Bond–lederne møde ham og diskutere situationen. Hans holdning i forhold til told– og jernbaneunioner mellem de forskellige stater, samt den personlige tiltroe som mange afrikanere på den tid havde for ovenfor ham, gjorde at han kunne sætte i gang med og lykkes i at gennemføre regeringens arbejde.

 

 

=== Den anden boerkrig, 1899–1902 ===

Det første skud i den [[anden boerkrig]]en blev affyret ved Kraipan, en lille jernbanestation i Kapkolonien, 65 km syd for Mafeking. Et tog blev afsporet og ammunition som var tiltænkt oberst [[Robert Baden-Powell]], blev taget. Dette afskar Mafeking fuldstændig. Mafeking var den nordligste by i Kapkolonien og var belejret i over syv måneder efter dette. [[16. oktober]] [[1899]] blev også Kimberley isoleret. Der blev givet proklamationer ud fra Transvaal og Oranjefristaten som annekterede dele af Kapkolonien som inkluderede Britisk Bechuanaland og Griqualand West, hvor diamantfelterne befandt sig. [[28. oktober]] 1899 signerede Schreiner en proklamation fra Alfred Milner som højkommisær som erklærede boerannekseringen af territorium indenfor Kapkolonien for at være ugyldig.

 

Så kom de britiske tilbageslag ved [[Magersfontein]] ([[11. december]] 1899) og [[Stormberg]] ([[10. december]] 1899). Effekten af disse tilbageslag i udbruddet af krigen, med tanke på at de skete indenfor Kapkolonien, skulle give et antal af koloniboere i grænseområdet mod til at slutte sig til sine slægtninge fra republikkerne. Boerne formerede sig hurtigt, og deres familier var store. Mange unge sønner fra kolonien, som ikke havde noget at tabe, forlod sine hjem med hest og riffel for at slutte sig til de republikanske styrker.

Samtidig blev de loyale Kapkolonister hæmmet af den træge indrulleringen til de imperielle myndigheder. Der var ikke før lord Roberts og lord Kitchener ankom Kapstaden [[10. januar]] [[1900]] at disse uvurderlige, og mange af dem erfarne, mændene blev frit inviteret til at deltage. Så stærke meninger havde lord Roberts om emnet at han med en gang gjorde oberst Brabant, en velkendt og respekteret veteran og medlem af folkeforsamlingen, til brigadegeneral og startede at rekruttere loyale kolonister for alvor. [[15. februar]] 1900 kom general French Kimberley til undsætning, og boergeneralen Cronje evakuerede Magersfontein og trak sig tilbage til Bloemfontein.

 

 

James Rose–Innes, et fremtrædende medlem af forsamlingen som i flere år havde holdt sig neutral fra partierne og som også havde forsvaret Schreiners handlinger med tanke på våbenlasten til Fristaten, talte den [[20. marts]] 1900 til sine vælgere i Claremont til støtte for annektering af begge republikker. I løbet af talen hævdede han at [[Canada]], til trods for oprør, havde loyaliteten fra [[fransk-canadiere|fransk–canadierne]] gennem frie institutioner. I Sydafrika kunne de håbe på at en lignende politik ville skaffe et lignende resultat med boerne. Schreiner vis nylige støtte til Alfred Milner havde opbragt mange af hans Bond–tilhængere, gik i juni 1900 af som konsekvens af at nogen af hans kolleger nægtede at støtte loven om at stemmeret skulle fratages oprørere som han forberedte, i henhold til synene til hjemmeregeringen, for at straffe Kapoprørerne. Denne lov var definitivt alvorlig nok, men at fratage støttespillere til Bond stemmeret i stort antal var mere ubehagelig for Bond–ekstremister end straf mod individer. Gordon Sprigg som efter en særdeles delikat politisk krise, efterfulgte Schreiner og blev statsminister for fjerde gang, klarede at få loven godkendt med samarbejde fra Schreiner og hans sektion.

Mod slutningen af år 1900 gik krigen ind i en ny fase og tog form som [[guerilla]]træfninger med spredte styrker af boere. I december gik nogen af disse grupper ledet af [[Jan Smuts]] ind i Kapkolonien og forsøgte at få koloniboerne til at slutte sig til dem. Til at begynde med mødte de lidt eller ingen succes, men eftersom 1901 skred frem og boerne fremdeles klarede at holde de forskellige distrikter urolige, blev det vurderet nødvendig af myndighederne at erklære undtagelsesstilstand i hele kolonien. Dette blev gjort [[9. oktober]] [[1901]].

 

 

=== Jameson–regeringen ===

Sprigg gik af [[18. februar]] og blev efterfulgt ag dr [[Leander Starr Jameson]] som dannede, i karakter, en helt britisk regering. Den første opgave til den nye regering var at introducere et tillæg til repræsentationslovgivningen, for delvis at rette ujævnheder op i valgmagten mellem valgdistrikter i landet og i byerne. Tolv nye sæder i repræsentanternes hus blev fordelt blandt de største byer og tre medlemmer blev lagt til det lovgivende råd. By vælgere var for det meste britiske, og lovforslaget mødte bitter modstand fra Bond–medlemmerne som erklærede at det var dens mål at udrydde deres parlamentariske magt. Men faktum var at loven skyldtes en stor ujævnhed i distributionen af sæder som en minoritet af vælgere i landdistrikterne drog nytte af.

 

 

Bond, på sin side, søgte at nærme sig ''Het Volk'', boerorganisationen i Transvaal, og lignende organisationer. På sin kongres i 1906 som blev holdt i marts det år i [[Ceres (Vest-Kapprovinsen)|Ceres]], blev der vedtaget en resolution der en satte som mål at forene afrikansk kultur i hele Sydafrika, i henhold til den oprindelige forståelse af Bond.

Sager som galt de indfødte viste sig at være en stadig kilde til betydelig usikkerhed. I januar 1905 lagde en kommision som gik på tværs af kolonierne en rapport frem på indfødt–spørgsmålet siden det havde indvirkning på Sydafrika som helhed. Der blev lagt forslag frem for ændringer i lovene i Kapkolonien med tanke på stemmeretten til de indfødte. Efter kommisionens mening var det sikkert at stemmeretten til de Kap–indfødte under eksisterende forhold med tiden ville føre til en uholdbar situation, og den var dermed en uklog og farlig ting. Registreringen i 1905 viste at der var over 23.000 "farvede" vælgere i kolonien. Kommisionen foreslog separate valg for indfødte for et fastsat antal medlemmer i den lovgivende forsamling, samme plan som blev adopteret af [[New Zealand]] for [[maori]]vælgerne. Den privilegerede stilling til Kap–indfødte blev set på som et hinder for en føderation i Sydafrika. Diskussionen som fulgte baseret på rapporter om at regeringen vurderede at tage stemmeretten fra de indfødte, ledet derimod ikke til umiddelbare resultater.