Forskel mellem versioner af "Polarlys"

2.963 bytes tilføjet ,  for 3 år siden
→‎Polarlys mekanismer: Om luftfontænerne, der dannes af dagpolarlyset.
m (Fjerner version 9208161 af 77.213.65.190 (diskussion))
(→‎Polarlys mekanismer: Om luftfontænerne, der dannes af dagpolarlyset.)
Partiklerne afbøjes af jordens [[magnetfelt]] og [[skruelinje|spiralerer]] frem og tilbage mellem jordens magnetiske syd- og nordpol. Med tiden taber de kinetisk energi bl.a. ved at [[Bohrs atommodel|anslå]] [[Jordens atmosfære|atmosfærens]] [[atom]]er. Når atmosfærens atomer afgiver energien igen ved [[spontan emission|emission]] udsender de [[stråling]], bl.a. i form af synligt [[lys]].
 
== Polarlys -mekanismer ==
Polarlys er et resultat af emissioner af fotoner i jordens øvre atmosfære i omkring 80 km højde, fra ioniserede [[nitrogen]] -atomer som genindfanger en elektron, og [[oxygen]]- og [[nitrogen]] -atomer, der returnerer fra en exciteret tilstand til grundtilstanden. Atomerne ioniseres eller exciteres ved sammenstød med solvindpartikler som kanaliseres ned i atmosfæren langs feltlinjerne fra jordens magnetfelt.
 
;[[oxygen]] emissioner: Grøn eller brun-rød, afhængigt af energien af de udsendte fotoner.
 
;[[nitrogen]] emissioner: Blå eller røde. Blå, hvis atomet indfanger en elektron efter at have været ioniseret,. rødRød, hvis atomet returnerer fra en exciteret tilstand til grundtilstanden.
 
Solvinden danner også polarlys på andre planeter[[planet]]er med et magnetfelt som [[Jupiter (planet)|Jupiter]] og [[Saturn (planet)|Saturn]].
 
== Dag- og natpolarlys ==
'''Dagpolarlyset''' opstår, når de magnetiske solstorme rammer Jorden forfra; altså den side af Jorden, som vender mod solen. Dagpolarlyset sker mindst 200 km oppe i luften.
Når de magnetisk ladede partikler i solstormene passerer Jorden, fæster de sig til magnetfeltet på Jordens bagside. På grund af deres enorme hastighed (over tre millioner km i timen) vil magnetfeltet strækkes som en [[elastik]]. [[Svalbard]] er det bedste sted i verden for at observere [[solvind]]en koble sig på Jordens magnetfelt. I december og januar, nå det er bælgmørkt på Svalbard, kan man observere fænomenet med optiske [[kamera]]er fra Kjell Henriksen-laboratoriet <ref>http://kho.unis.no/</ref> udenfor [[Longyearbyen]] og [[radar]]stationen Eiscat <ref>https://www.eiscat.se/</ref> lige ved. Når elastikken er spændt maksimalt, slår den tilbage med enorm energi mod Jorden, og trænger langt ned i atmosfæren, til 100 km over Jorden hvor '''natpolarlyset''' opstår. Derfor er dette langt stærkere end dagpolarlyset - 10 til 100 gange kraftigere. Stærkest lyser natpolarlyset på 70 grader nord (som [[Tromsø]]), mens dagpolarlyset sees klarest på 80 grader nord (som Svalbard). <ref>Yngve Vogt: "Elleve raketter skal avsløre mysteriene i atmosfæren", ''Forskningsmagasinet Apollon'' nr 3/2017 (s. 50), [[Universitetet i Oslo|UiO]]</ref>
 
Solstormene varmer atmosfæren op. Da natpolarlyset opstår dybt nede i atmosfæren, holder [[lufttryk]]ket ovenpå den opvarmede luft på plads som i en trykkoger. Men højere oppe, hvor dagpolarlyset varmer atmosfæren op, er der intet til at forhindre den opvarmede luft i at stige til vejrs. Dagpolarlyset danner dermed en gigantisk luft[[fontæne]], som er 50.000 km høj, og pumper 300 tons oxygen ud i [[universet]] i løbet af et døgn. Forskerne ved ikke, hvordan [[energi]]en i luftpumpen kan blive så kraftig, at luftmolekyler undslipper Jordens [[gravitation]]sfelt og forsvinder i universet. Et sted i luftfontænen, mindst 600 km over Jorden, må der ske en energiforvandling, der får luftpartiklernes hastighed til at stige, og det er en [[bølgeenergi]]. For at undslippe Jordens tyngdefelt må partiklerne have en fart på 11 km i sekundet. Fænomenet kan ikke undersøkes med radarmålinger hverken fra Jorden eller fra [[satellit]]ter. I dag bremser luftfontænernes modstand satellitterne, så de falder ned i bane, og behøver [[brændstof]] for at få farten op igen. Der eksisterer ingen mulighed for at forudsige, hvornår det sker. Med gode [[Vejrvarsling|rumvejrvarsler]] vil satellitternes levetid kunne forlænges. De fleste svæver i 400-600 kms højde; men selv satellitter i 800 kms højde påvirkes af luftfontænerne. Jo lavere bane, jo større bremseeffekt er der fra luftfontænen. <ref>Yngve Vogt: "Elleve raketter skal avsløre mysteriene i atmosfæren", ''Forskningsmagasinet Apollon'' nr 3/2017 (s. 49-51), [[Universitetet i Oslo|UiO]]</ref>
 
== Nordlys og nordisk mytologi ==
7.586

redigeringer