|
| fodnoter =
}}
== hej jeg hedder per jeg er 45 år gammel og jeg kan lide at spise din mor ==
'''Falklandsøerne''' er en [[øgruppe]] i den sydlige del af [[Atlanterhavet]]. Øgruppen består af to hovedøer, [[East Falkland]] og [[West Falkland]] samt en række mindre øer.
Øerne administreres stort set som et [[selvstyre]]nde oversøisk territorium i [[Storbritannien|Det Forenede Kongerige]] (Storbritannien). Administrationen har hovedsæde i byen [[Stanley]] (tidligere Port Stanley) på øen East Falkland. Argentina betragter øgruppen som en del af den argentinske provins [[Tierra del Fuego]] og gør krav på øerne og betegner dem ved deres [[spansk (sprog)|spanske]] navn '''Islas Malvinas'''. Navnet har sin oprindelse i det [[Frankrig|franske]] navn "Îles Malouines", fordi de første kolonister i 1764 kom fra den franske havneby [[Saint-Malo]].
Argentina invaderede øerne i [[1982]], hvilket udløste [[Falklandskrigen]], hvorunder Storbritannien generobrede øerne som støtte for øernes ret til selvbestemmelse, som er anerkendt og garanteret af den britiske regering gennem Falklandsøernes grundlov på grundlag af [[De Forenede Nationer]]s charter.
Falklandsøerne har også tidligere i historien spillet en væsentlig rolle. Specielt under [[1. verdenskrig]] var den flådebase, som englænderne etablerede her, af afgørende betydning for udfaldet af [[1. verdenskrig#Slaget ved Falklandsøerne|søslaget ved Falklandsøerne]], der udspilledes sig i 1914, og også under [[2. verdenskrig]] var basen af stor betydning.
== Historie og status ==
[[Fil:East-Falkland.jpg|thumb|270px|left| East Falkland]]
Øerne var ubeboede, da de første europæere gik i land. Hvorvidt de tidligere har været beboet, er genstand for diskussion, men der er aldrig fundet [[arkæologi]]ske levn fra en [[Oprindelige folk|urbefolkning]] på øerne og eksistensen af en sådan er ret usandsynlig, eftersom afstanden til det [[sydamerika]]nske fastland er mere end 450 [[km]].
Den mest almindelige antagelse er, at den første [[opdagelsesrejsende]], der nåede øgruppen, var en [[Holland|nederlandsk]] [[søfarer]], [[Sebald de Weert]], i året [[1600]]. Spanske {{kilde mangler|dato=Uge 50, 2008}} og britiske <ref>{{cite book | title = The Falkland Islands – History & Timeline 1480 - 2019 |accessdate = 2012-09-12 | first = Roger | last = Lorton | url = http://falklandstimeline.files.wordpress.com/2011/07/falklands-history12.pdf | date = 2012 | quote = 1592 August 14th, English sea-captain John Davis in the ship Desire is 'driven in among certain isles never before discovered by any known relation, lying fifty leagues or better from the shore, east and northerly from the Straits ..'}} Bemærk at navnet "falklands-history12.pdf" får nyt nr. ved hver revision, 12 vil blive 13, osv.</ref> historikere har dog hævdet, at andre fra forskellige lande tidligere havde opdaget øerne.
Den 17. februar [[1764]] oprettede den franske søfarer [[Louis Antoine de Bougainville]] en [[koloni]] på øerne, påbegyndte bygningen af ''Fort de St. Louis'' på øen East Falkland og den 5. april tog han officielt øerne i besiddelse for [[Frankrigs kolonier|Frankrig]] ved en [[ceremoni]], hvorunder der bl.a. blev afgivet en [[salut]] på 21 kanonskud.
Den spanske regering protesterede, og [[Frankrig]] overdrog øgruppen til [[Spaniens kolonier|Spanien]] i [[1766]] mod betaling af en [[kompensation]] for afholdte udgifter til de Bougainville på 1.011.833 [[livre]]s 3 sous og 11 [[denier]]s, heraf 328.125 livres i form af 65.625 "hard dollars" (med en værdi af 5 livres pr. dollar). [[Storbritannien]] gjorde i denne forbindelse ingen indsigelse mod denne overdragelse, men efter at Commodore Byron, som var kaptajn på skibet ''Dolphin'', den 13. januar 1765 officielt havde taget Falklandsøerne i besiddelse for Storbritanniens kong [[Georg 3. af Storbritannien|George III]], oprettede kaptajn John MacBride, som ankom ombord på skibet ''Jason'' i følge med krigsskibet ''Carcass'' og forrådsskibet ''Experiment'', i januar 1766 et fort ved navn [[Port Egmont]] på den lille ø Saunders i øgruppens nordvestlige hjørne.
De to kolonier var hver for sig ukendte for modparten, men da spanierne i slutningen af november 1769 opdagede den britiske koloni, blev de britiske kolonister den 11. juli 1770, under pres af en spansk styrke på fem [[fregat]]ter med 1.400 marinesoldater og bevæbnet med 27 [[kanon (våben)|kanon]]er og fire [[mortér]]er, tvunget bort med magt og fortet blev ødelagt. Storbritannien protesterede mod denne handling, som man opfattede som ærekrænkende for Storbritanniens konge. For at undgå en krig i Europa så Spanien sig den 22. januar 1771 tvunget til at genopbygge fortet, erstatte ødelagte og beslaglagte genstande og give Storbritannien ret til at genetablere Port Egmont, samtidig med at de to parter gensidigt forbeholdt sig den [[suverænitet]] over hele øgruppen, som de mente at besidde. Storbritannien trak sin garnison tilbage fra Port Egmont i februar [[1774]], efterladende en [[mindeplade]] af bly, som [[proklamere]]de at øerne tilhørte den britiske konge.
Derefter havde Spanien guvernører på øerne indtil [[1807]] som leder af en [[koloni]], som blev endeligt opgivet 13. februar [[1811]] efter ordre fra [[vicekonge]]n Francisco Javier de Elio, som havde flyttet sin [[stab]] til [[Montevideo]] i [[Banda Oriental]] (det nuværende [[Uruguay]]), efter at Buenos Aires havde gjort oprør. Spanierne måtte forlade [[Puerto Soledad]] – som hovedstaden hed dengang – blandt andet pga. [[Napoleonskrigene]] i [[Europa]] og de spanske koloniers [[uafhængighedserklæring]]er.
I [[1820]] tog [[David Jewett]] <ref name="Jewett-familienavn">[http://records.ancestry.com/David_Jewett_records.ashx?pid=16773760 David Jewett<!-- Bot genereret titel -->]</ref> (til tider stavet Jewitt) øerne i besiddelse, iflg. [[Argentina|argentinske]] kilder skete dette under overholdelse af alle de formaliteter, den dengang gældende folkeret krævede. Dette meddeltes [[Kaptajn (transport)|kaptajnerne]] på de britiske, franske og amerikanske fiskekuttere og sælfangerskibe, der befandt sig på stedet.<ref>Dokumentet er gengivet i samlingen ''British and Foreign State Papers'' with which is incorporated in Hertslets’s commercial treaties, London, 1812</ref>. Imidlertid blev Jewetts [[proklamation]] kun offentliggjort i en lokalavis i USA, "The Salem Gazette" og Jewett nævnte ikke selv proklamationen i sin 13 sider lange rapport til myndighederne i Buenos Aires. <ref> {{cite web | url = http://www.scribd.com/doc/170781399 | title = Report of David Jewitt Feb 1st 1821 to Buenos Aires | accessdate = 2013-10-12 | last = Jewett | first = David | date = 2013-09-25 | format = PDF | publisher = scribd}}</ref> Betydningen af denne "proklamation" er følgelig bestridt af Storbritannien, der gør opmærksom på, at "proklamationen" var udstedt af Jewett, som var [[sørøver]] og at den dermed som sådan er og var uden reel retslig betydning, heller ikke efter dagældende [[folkeret]].<ref name="www.falklandshistory.org">http://www.falklandshistory.org/gettingitright.pdf</ref>
I slutningen af december [[1823]] blev en koloni ved Puerto Soledad etableret af en franskmand ved navn [[Elias Louis Vernet]] (på spansk: Luis Vernet) med tilladelser fra provinsen [[Buenos Aires]]' lokalregering. Kolonien blev en fiasko og blev opgivet den 24. juli [[1824]]. I januar [[1826]] forsøgte Luis Vernet igen at oprette en koloni med tilladelse af Buenos Aires' lokalregering og med godkendelse af Storbritanniens [[generalkonsul]], [[Woodbine Parish]]. Denne gang lykkedes det og kolonien talte 33 indbyggere i 1832-33, hvortil kom en [[militær]] [[garnison]] med familier (i alt 25 militærfolk af forskellig rang samt deres 11 koner og 8 børn) og de første få fanger i en [[straffekoloni]] samt tre udlændinge, som vistnok var fra et af fisker- eller sælfangerskibene. De første protester fra Storbritannien mod Vernets koloni kom 19. november [[1829]], efter at Storbritanniens regering havde modtaget meddelelse om, at den nye oprørsregering i Buenos Aires (dictatura Lavalle) den 10. juni 1829 havde udnævnt Vernet til koloniens politiske og militære kommandant. Storbritannien bemærker, at Vernet ikke officielt var tildelt en titel og i øvrigt selv foretrak britisk styre.<ref name="www.falklandshistory.org"/>
I januar [[1833]] tvang det britiske [[krigsskib]] "''Clio''" Buenos Aires' kommandant, José María de Pinedo, og medlemmerne af Buenos Aires' garnison væk under trussel om magtanvendelse. Som det fremgår af officielle dokumenter fra Buenos Aires-retssagen mod kommandant Pinedo, forlod kun fire af de 33 kolonister øerne. Disse fire ønskede at blive ført til [[Montevideo]] i Banda Oriental ([[Uruguay]]) i stedet for til Buenos Aires. Deres edsvorne udsagn i Argentinas statsarkiv fortæller, at Joaquín Acuña og hans hustru (eller samleverske; spansk "su mujer") Juana var fra Brasilien og Matthew González og hans hustru (eller samleverske) Marica var fra Banda Oriental. <ref name="false-falklands-history-page4">http://www.falklandshistory.org/false-falklands-history.pdf</ref> De resterende 29 kolonister foretrak at blive under britisk herredømme. Øerne blev den 3. januar 1833 officielt taget i besiddelse af Storbritannien. Storbritannien bemærker endvidere at der blev reageret prompte på en mindre end tre måneder gammel militær okkupation.<ref name="www.falklandshistory.org"/>
Siden da har Argentina protesteret mod dette påståede overgreb i fredstid – første gang allerede i januar 1833 og indtil december [[1849]]. Derefter protesterede Argentina kun en gang efter fredsaftalen af [[1849]] (ratificeret 15. maj [[1850]]) og indtil [[1926]], nemlig i [[1888]]. Denne konflikt er forblevet uløst, selvom de stater, der allerede havde udvekslet ambassadører og indgået en handelsaftale, generelt har stået på venskabelig fod.<ref>Engelhardt; (2006)</ref>
I [[1837]] oprettedes koloniforvaltningen.
I [[1843]] blev [[Port Stanley]] grundlagt og erklæret som øernes hovedstad i [[1845]].
Den 9. juli [[1859]] anerkendte Spanien Argentinas uafhængighed, men kom ikke med en udtalelse om Falklandsøerne.
I den følgende tid udbyggede englænderne Stanley til et flådestøttepunkt, og øerne blev befolket af folk fra Storbritannien, hovedsageligt [[fåreavl]]ere fra [[Wales]], [[Skotland]] og [[St. Helena]].
Under [[1. verdenskrig]] kom fem tyske krigsskibe den 8. december [[1914]] [[Søslaget ved Falklandsøerne 1914|i kamp]] med ni britiske krigsskibe ved Falklandsøerne. Alle de tyske krigsskibe blev sænket, hvorved 2.000 tyske [[marinesoldat]]er mistede livet. Briterne mistede kun 10 marinesoldater og ingen krigsskibe.
I [[2. verdenskrig]] blev besættelsen af øerne forstærket på grund af frygt for en [[japan]]sk invasion. [[Marine]]støttepunktet Stanley var under hele krigen en vigtig strategisk bastion for Storbritannien i Sydatlanten.
Efter 2. verdenskrig forsøgte [[FN]] flere gange at mægle i Falkland-konflikten. Argentina og Storbritannien opfordredes til at løse konflikten fredeligt i et stort antal ikke-bindende resolutioner fra [[FN's generalforsamling]], bl.a. resolution nr. 2065(XX), dateret den 6. december [[1965]].
I [[1966]] invaderede argentinske aktivister (privatpersoner) kortvarigt lufthavnen ved Stanley.
I [[1971]] enedes de to stater om bl.a. at samarbejde om fælles benyttelse af sygehuse og skoler på Falklandsøerne og fastlandet. Videre samtaler fortsatte i tiden mellem [[1980]] og [[1982]] uden at føre til et resultat, hovedsagelig fordi øboerne var stærke modstandere af at blive underlagt det argentinske [[militærdiktatur]], som rutinemæssigt [[tortur|torterede]] og dræbte sine modstandere, bl.a. ved at kaste dem i havet fra fly.
Argentina invaderede øerne den 2. april [[1982]], hvilket udløste [[Falklandskrigen]]. Krigen affødte den bindende resolution nr. 502 af 3. april 1982 fra [[FN's sikkerhedsråd]], som krævede, at fjendtligheder øjeblikkelig skulle ophøre og at alle argentinske styrker øjeblikkelig skulle trækkes tilbage. Argentina afviste resolutionen, hvorfor krigen fortsatte indtil den 14. juni 1982, hvor [[Storbritannien]] generobrede øerne.
Efter krigen blev der udstationeret stærke [[landstyrke|land-]] og flystyrker, som stadig befinder sig på øerne.
Først i [[1990]] genoptog Argentina og Storbritannien igen de diplomatiske forbindelser. Argentina kræver også i dag sin ret til at besidde øerne. Befolkningen er pro-britisk, men konflikten er stadig ikke løst. En folkeafstemning om beboernes ønsker om fremtidigt tilhørsforhold blev afholdt 10.-11. marts 2013, men den argentinske regering har på forhånd erklæret, at befolkningen på øerne ikke har ret til at bestemme over hvem, der skal besidde øerne, da befolkningen har et britisk tilhørsforhold, og at Argentina derfor ikke vil respektere folkeafstemningen som en afgørelse for øernes nationalitet. Argentina henviser til, at befolkningen på Falklandsøerne ikke kan påberåbe sig Folkerettens bestemmelser om en oprindelig befolknings ret til selvbestemmelse, da hele befolkningen, i lighed med Argentinas befolkning, er indvandrere - noget som er uundgåeligt, eftersom øerne har været ubeboede fra oldtiden og indtil 1764. Folkeretten indeholder imidlertid ingen krav om en "oprindelig" befolkning, men omtaler blot "self-determination of peoples". Argentina hævder, at FN's generalforsamling i en række resolutioner har påpeget, at befolkningen på Falklandsøerne ikke har ret til selvbestemmelse. Argentina har imidlertid, trods mange opfordringer, aldrig angivet hvilke resolutioner, det drejer sig om. Derimod har FNs [[generalsekretær]], [[Ban Ki-moon]], den 18. maj 2010 i Noumea, New Caledonia, gjort det helt klart, at alle områder på FNs liste over kolonier har ret til frit selv at bestemme deres fremtid ("exercise their right to freely choose their future"), således som det også fremgår af FNs charter. FN har understreget at øboernes interesser skal respekteres, og Argentina har erklæret, at man er parat til at tage udstrakt hensyn til øboernes interesser.
Den 10. og 11. marts [[2013]] gennemførte øernes regering en folkeafstemning, som viste, at befolkningen fortsat ønsker at være et BOT (British Overseas Territory, [[Britisk oversøisk territorium]]). Et antal udenlandske observatører overvågede afstemningen, som de betegnede som værende helt i overensstemmelse med demokratiske regler. 60 udenlandske medier fra [[Chile]], [[USA]], [[Colombia]], [[Spanien]], [[Tjekkiet]], [[Argentina]], [[United Kingdom]] (UK), [[Panama]], [[Brasilien]] og [[Japan]] var til stede og rapporterede om afstemningen, bl.a. [[El Mercurio]] (Chile), [[Clarin]] og [[La Nacion]] (begge fra Argentina), [[New York Times]] (USA), [[Aljazeera]] (Quatar), samt de britiske [[Sky News]], [[ITN]], [[BBC]], [[The Daily Telegraph]] og [[The Sun]]. Deltagelsen var på 90% af de stemmeberettigede og 99,8% af dem stemte Ja. Ikke overraskende afviser Argentina at respektere folkeafstemningen.
FN har flere gange henstillet til, at Argentina og Storbritannien indgår i dialog og finder frem til en fredelig løsning vedrørende Falklandsøerne. Den 4. februar 2013 afviste Argentinas udenrigsminister Hector Timerman imidlertid at mødes med den britiske udenrigsminister William Hague og andre britiske delegerede.
Argentinas krav på Falklandsøerne støttes af de fleste lande i Latinamerika.
== Geografi ==
Øerne er beliggende 343 km fra øen [[Isla de los Estados]] i [[Argentina]] (og 463 km fra det argentinske fastland); 489 km fra [[Chile]]; 1.078 km vest for [[Shag Rocks (South Georgia)|Shag Rocks]] ([[South Georgia og South Sandwich Islands]]) og 928 km nord for [[Britisk Antarktis]] (hvilket overlapper med Argentinas og Chiles krav på Antarktis i den region). I 1833 var afstanden til Buenos Aires-provinsens sydlige hjørne, dvs. proto-Argentinas nærmeste landområde, mere end 1.000 km
== Bibliografi ==
* L.L. Ivanov ''et al''. [[wikisource:en:The Future of the Falkland Islands and Its People|''The Future of the Falkland Islands and Its People''.]] Sofia: Manfred Wörner Foundation, 2003. 96 pp. ISBN 954-91503-1-3 ([[wikisource:es:El Futuro de las Islas Falkland y de Su Pueblo|Capítulo principal]] en español)
* Andrej Engelhardt: ''Falklandsøerne (Malvinas), Den uløste konflikt i Sydatlanten'', 2006 ISBN 87-89964-32-2
* Graham Pascoe and Peter Pepper. [http://www.falklandshistory.org/gettingitright.pdf Getting it right: The real history of the Falklands/Malvinas.] May 2008. ([http://www.falklandshistory.org/spanish4.pdf Versión en español])
* D.W. Greig, [http://www.austlii.com/au/journals/AUYrBkIntLaw//1978/2.pdf Sovereignty and the Falkland Islands Crisis.] ''Austrialian Year Book of International Law''. Vol. 8 (1983). pp. 20–70. ISSN 0084-7658
== Noter ==
{{Reflist|2}}
== Eksterne henvisninger ==
{{commonscat|Falkland Islands}}
| 