Danmarks historie: Forskelle mellem versioner

'''Danmarks historie''' begyndte ved slutningen af sidste [[istid]]. De seneste 12.000 år har det område, der i dag kendes som [[Danmark]], været beboet af [[menneske]]r. Først fra omkring 500 e.Kr. optrådte folket [[daner]]ne i skriftlige kilder ([[Jordanes]] og [[Procopius]]). Fra kristningen af danerne omkring år 960 eksisterede en kongemagt i [[Skandinavien]], som omtrent beherskede det nuværende danske område og sammen med Portugal er det danske kongehus Europas ældste ubrudte regentlinje. Dronning Margrethe 2. kan føre sin [[Glücksburgske slægt|slægt]] tilbage til den [[oldenborgske slægt]] fra det femtende århundrede, visse aner endda helt tilbage til slutningen af 1000-tallet.

 

{{uddybende|Danmarks forhistorie|Stenalder i Danmark}}

 

De første sikre beviser på bosættelse af mennesker er fra omkring 10.000 år f.Kr., hvor de første beboere i Danmark levede af at jage, fiske og samle.<ref>{{Harvnb|Jensen|2002|pp=45.}}</ref> Ager- og husdyrbrug vandt indpas omkring 4000 år f.Kr., da [[den neolitiske revolution|landbruget]] kom til landet og det fik for alvor området til at udvikle sig, befolkningen voksede, og de første rigtige tegn på kultur og religionsdyrkelse begyndte at vise sig i form af stengrave og [[jættestue]]r.<ref>{{Harvnb|Kjersgaard|Glob|1969|p=20+28+46.}}</ref> Samtidig med indførelsen af [[bronze]] i Danmark omkring 2000 f.Kr. begyndte en overklasse at dominere samfundet hvilket de meget store og rigt udsmykkede grave vidner om. Bronze var et kostbart metal, men omkring 500 f. Kr.<ref>{{Harvnb|Kjersgaard|Glob|1969|pp=50.}}</ref> blev samfundet ændret, da folk lærte at udvinde og anvende jern. Bønder kunne i mosen finde [[myremalm]], der indeholdt jern, og selv frembringe gode, holdbare redskaber og våben. Jernalderen var præget af en markant befolkningstilvækst da folk med de nye og bedre redskaber kunne dyrke jorden bedre og bygge både. Handelen blomstrede, som fund af romerske smykker og mønter vidner om.<ref>{{Harvnb|Scocozza|Jensen|1999|pp=30-34}}</ref><ref>{{Harvnb|Kjersgaard|Glob|1969|pp=70.}}</ref><ref>{{Harvnb|Hedeager|2002|pp=27-55}}</ref>

 

{{uddybende|Vikingetid}}

 

Om danernes oprindelse kan kun gisnes. Nogle kilder taler om, at danerne udgik af Sveas rod: at de vandrede ind fra [[Sverige]]. Hvis det er tilfældet, så har de ikke fortrængt den oprindelige befolkning, men har måske som en herskende klasse lagt de indfødte under sig, og fortrængt den indfødte kultur. Danernes første konge hed [[Chlochilaicus]], fortæller en krønikeskriver fra 590 e.Kr.

Noget tyder på, at Danmark på dette tidspunkt var præget af større herskabsområder eller høvdingedømmer, og måske var det allerede ved at være et samlet kongerige. Den 800 m lange [[Kanhavekanalen|Kanhavekanal]], der blev gravet gennem [[Samsø]] cirka 700 e.Kr., vidner om en vis magt. Det gør bygningen af [[Dannevirke]] også: den har skullet beskytte et større område fra truslen fra [[saksere|sakserne]] mod syd.<ref>{{Harvnb|Scocozza|Jensen|1999|p=40.}}</ref>

=== Vikingeimperiets undergang ===

 

 

=== Kirker og kongestrid ===

 

[[Svend Estridsen]]s kongetid startede med hærgen og uro fra den norske kong [[Harald Hårderåde]], men senere opnåede Danmark fred både indadtil og udadtil, og Svend kunne konsolidere og forstærke sin magt. Fem af Svend Estridsens sønner skulle blive konger de næste mange år.<ref>{{Harvnb|Deurs|1996|p=71.}}</ref> Helt uden problemer var tiden ikke. I 1086 blev Svends søn [[Knud den Hellige]] dræbt af utilfredse stormænd, og mordet indledte en længere kaotisk periode. Sandsynligvis følte stormændene, at kongen tiltog sig stadigt større magt på deres bekostning. Kirken fortsatte gennem kristendommen at øge sin indflydelse. Kirkens stigende magt udmøntede sig bl.a. i indførelsen af [[tiende]], kirkeskatten. Takket være den stigende velstand kunne kirken manifestere sin magt langt tydeligere ved hjælp af de op imod 2000 stenkirker, der afløste trækirkerne i løbet af det 12. århundrede. I 1103 lykkedes det [[Erik Ejegod]] at få pavens tilladelse til at oprette et ærkebispesæde i Lund, og dermed blev den danske kirke frigjort af ærkebispesædet i Hamburg.<ref>{{Harvnb|Deurs|1996|pp=73.}}</ref>

 

 

Østersøimperiet bestod dog ikke længe, for i 1223 blev Valdemar Sejr taget til fange af grev Henrik af Schwerin, der blev støttet af andre tyske fyrster og den tyske kejser. De tyske købstæder og fyrster var utilfredse med danskernes fremmarch i Østersøen, og som løsesum krævede de opgivelse af Danmarks nordtyske besiddelser. Det accepterede Valdemar Sejr. Efter et nederlag til esterne i 1227 var det slut med de danske opgangstider i Østersøen. Valdemar Sejr nåede at indføre [[Jyske Lov]].

 

De næste konger havde svært ved at hævde deres magt over for adel og kirke, og tyske fyrster forsøgte hele tiden at destabilisere Danmark. Da [[Christoffer 1.]] blev konge i 1252, var prisen for at bryde arvefølgen en lang række indrømmelser til stormændene. Kongemagten havde svært ved at hævde sig økonomisk og politisk, og efter Christoffer 1.'s død i 1259 var Danmark nærmest fuldstændigt åbent land for fjendtlige nordtyske fyrster og hertuger. Med Christoffer d. 1.'s søn, [[Erik Klipping]], forværredes nedgangen. For at beholde kongemagten blev han som den første tvunget af stormænd til at afgive løfter, en såkaldt [[håndfæstning]], og han devaluerede mønten. Deraf måske hans tilnavn "Klipping", fordi han "klippede" mønten.

 

==== Den kongeløse tid og Valdemar Atterdag ====

 

Til sidst måtte kong [[Erik Menved]] tvunget af udgifterne til kostbare lejehære i 1319 skaffe penge ved at pantsætte store dele af Danmark.<ref>{{Harvnb|Scocozza|Jensen|1999|pp=81.}}</ref> Efter et [[interregnum]] på 8 år formåede den nyvalgte danske kong [[Valdemar Atterdag]] fra 1340 at genrejse det skrantende danske kongerige. Selv ikke pesten i 1351 kunne stoppe Atterdag fra at generobre tabt land, bl.a. [[Skåne]] i 1361, og fra at indløse pantet for resten af riget. En strid med [[Hanseforbundet]] i 1368-1370, der så med mistro på Atterdags succes, var dog lige ved at koste det hele igen, men gennem diplomatisk snilde og taktisk klogskab lykkedes det at splitte alliancen mod Danmark.<ref>{{Harvnb|Scocozza|Jensen|1999|pp=83.}}</ref>

{{uddybende|Svenskekrigene}}

 

[[Christian 4.]]'s kongetid er en af de mest beundrede i danskernes bevidsthed, og Københavns gader viser talrige eksempler på hans store engagement og virkelyst. Men måske var hans ildhu for ustyrlig, for udenrigspolitisk blev hans regeringstid en af de værste i dansk historie. Efter en særdeles uheldig indblanding i den blodige [[trediveårskrigen|trediveårskrig]] begyndte kong Christian 4. bevidst at tirre svenskerne, måske i ærgrelse over, at Sveriges kong Gustav Adolfs ledelse havde væsentlig mere succes i sin kamp for den protestantiske sag i Tyskland end Christians. I 1643 fik svenskerne nok af de danske provokationer, og en svensk hær gik op i Jylland og tvang Danmark til at slutte [[Freden i Brömsebro]]. Danmark måtte afgive Gotland og Øsel, mens Halland midlertidigt blev underlagt svensk styre.<ref>{{Harvnb|Scocozza|Jensen|1999|p=129.}}</ref>

 

{{uddybende|Danske besiddelser{{!}}Danmarks kolonitid}}

 

Efter flere hundrede år med krige og med et land plaget af pest, krig og dårlig økonomi,<ref>{{Harvnb|Scocozza|Jensen|1999|p=162.}}</ref> indtraf en 80-årig periode med fred og fremgang. Vel skulle Danmark betale af på en betydelig gæld efter fredsslutningen i 1720, men fra omkring 1750 begyndte en europæisk højkonjunktur at slå stærkt igennem i Danmark. Danmark lukrerede af at være neutral, mens de større stater, især Frankrig og England, udmattede hinanden i en række konflikter. Borgerskabets voksende betydning begyndte langsomt at spille en rolle i løbet af den sidste halvdel af det 18. århundrede. Derimod fik oplysningstiden i Danmark et specielt forløb med den sindsyge kong [[Christian 7.]]'s reformvenlige livlæge, [[Johann Friedrich Struensee]]s korte regeringsperiode.<ref name="Bech 1989">{{Harvnb|Bech|1989}}</ref> Den oplyste enevælde, som den fungerede bl.a. i Frankrig og [[Preussen]], var et forbillede, og Danmark blev præget af franskmænd og tyskere i embedsstanden. Tre Bernstorff'er, [[Johan Hartvig Ernst Bernstorff]], [[Andreas Peter Bernstorff]] og [[Christian Bernstorff]] var afgørende for den heldige danske politik. En vis tyskerlede og en spirende nationalfølelse begyndte at vise sig. Det udnyttede den nationalt sindede [[Ove Høegh-Guldberg]], da han fik lagt tyskeren Struensee på hjul og stejle og tog magten i 1772.<ref name="Bech 1989"/> Han blev selv styrtet ved kronprins Frederiks (den senere [[Frederik 6.]]) kup i 1784.<ref>{{Harvnb|Scocozza|Jensen|1999|pp=188-190.}}</ref>

Den ivrige søfart og den store handel med fjerne lande betød en udvidelse af Danmarks oversøiske besiddelser i [[Indien]] ([[Trankebar]]), [[Caribien]] ([[De dansk-vestindiske øer]]) og [[Afrika]] ([[Ghana]]) og udgjorde dermed et højdepunkt i [[Danske besiddelser|Danmarks kolonitid]].

Mange af de unge skelede til udviklingen i de andre europæiske lande, hvor en bølge af [[nationalliberalisme|nationalliberale]] bevægelser krævede frie forfatninger og frihed for det fremmedherredømme, som ofte forekom i de gamle monarkier.

I 1830 udbrød en nationalliberal revolution i Frankrig, og flere i Danmark begyndte at stille de samme krav. For at imødekomme krav fra borgerskabet udkastede kongemagten forslag om genoprettelse af stænderforsamlingerne rundt om i landet, men nu også med repræsentation af borgere og bønder. Da arbejdet trak ud, og kongen kun var villig til at lade forsamlingerne være rådgivende, bredte der sig fornyet utilfredshed. Få ville have en gammeldags stænderforsamling, hvor adelen og de store grundejere skulle nyde privilegier på bekostning af bønder og borgere. Kravet var frihed og lighed.

[[Rådgivende provinsialstænderforsamlinger|Stænderforsamlingerne]] blev en snebold, der fik lavinen til at rulle, for selv om de kun havde rådgivningsmagt, så blev de et forum for åben debat og ivrige diskussioner om bl.a. frie forfatninger. Skuffelsen var stor, da den nye kong [[Christian 8.]] ikke indfriede forventningerne om en forfatning, da han kom til i 1839. I løbet af 1840'erne blev Danmark rigere og [[De Nationalliberale]] under ledelse af [[Orla Lehmann]] blev styrket, så da [[Revolutionerne i 1848|revolutioner]] brød ud over hele Europa i 1848, blev danskerne ansporet til at kræve forandring, og den nye kong [[Frederik 7.]] underskrev Grundloven den 5. juni 1849 og accepterede at afgive magten. Det [[konstitutionelt monarki|konstitutionelle monarki]] var indført.<ref>{{Harvnb|Rosenberg|1999a|pp=22-49.}}</ref>

 

 

Efter krigen skærpedes de politiske modsætninger mellem klasserne, og de liberale gik nu helt over til det tidligere [[Højre (1881)|Højre]], nu det Konservative Folkeparti. Under den verdensomspændende, [[Depressionen|økonomiske krise i 30'erne]], som også ramte Danmark meget hårdt, blev det [[Socialdemokraterne|Socialdemokratiet]], der under [[Thorvald Stauning|Stauning]] og i samarbejde med de [[Det Radikale Venstre|radikale]] regerede fra 1929 indtil 2. Verdenskrig. Det begyndte i løbet af [[1930'erne]] at stå klart, at Europa meget vel kunne blive skueplads for en ny storkrig, men den danske hær blev ikke forøget, da det var især de radikales opfattelse, at man alligevel intet ville kunne stille op mod den tyske hær, Danmarks ringe størrelse og dårlige defensive landskab taget i betragtning.<ref name="Nielsen 2006 45">{{Harvnb|Nielsen|2006|pp=45.}}</ref>

 

=== Anden verdenskrig ===