Wikipedia

Adolf Hitler: Forskelle mellem versioner

Gennemse historikken interaktivt
← Gå til forrige forskelGå til næste forskel →
Content deleted Content added
VisueltWikitekst
m Gendannelse til seneste version ved Zoizit, fjerner ændringer fra Rasmus007game (diskussion | bidrag)
m hej
Linje 1:
{{semibeskyttet}}
{{redirflertydig|Hitler}}
{{Infoboks leder
|navn = Adolf Hitler
|billede = Bundesarchiv Bild 183-H1216-0500-002, Adolf Hitler.jpg
|billedtekst = Adolf Hitler i [[1938]]
|rækkefølge = [[Führer|Tysklands Führer]]
|embede_start = [[2. august]] [[1934]]
|embede_slut = [[30. april]] [[1945]]
|forgænger = [[Paul von Hindenburg]]<br />(som præsident)
|efterfølger = [[Karl Dönitz]]<br />(som præsident)
|rækkefølge2 = [[Tyske kanslere|''Reichskanzler'' (Rigskansler) i Tyskland]]
|embede_start2 = [[30. januar]] [[1933]]
|embede_slut2 = [[30. april]] [[1945]]
|forgænger2 = [[Kurt von Schleicher]]
|efterfølger2 = [[Joseph Goebbels]]
|fødsels_dag = [[20. april]] [[1889]]
|fødsels_sted = [[Braunau am Inn]], [[Østrig–Ungarn]]
|døds_dato = {{Dødsdato og alder|1945|4|30|1889|4|20}}
|døds_sted = [[Berlin]], [[Nazi-Tyskland|Tyskland]]
|parti = [[NSDAP|Det Nationalsocialistiske Tyske Arbejderparti]] (NSDAP)
|nationalitet = [[Østrig]]er (1889–1932)<br />[[Tyskland|Tysker]] (1932–1945)
|ægtefælle = [[Eva Braun]]<br />(gift [[29. april]] 1945)
|beskæftigelse = [[Politiker]], [[soldat]], [[kunstner]], [[forfatter]]
|religion = Opdraget som [[romerskkatolske kirke|katolik]]
|signatur = Signatur Adolf Hitler.svg
|troskab = {{flagland|Tyske kejserrige}}
|værn = {{flagikon|Tyske kejserrige|flåde}} [[Deutsches Heer (Tyske kejserrige)|''Reichsheer'']]
|enhed = 16. bayerske reserveregiment
|tjenestetid = 1914-1918
|rang = ''[[Gefreiter]]''
|slag = [[1. verdenskrig]]
|udmærkelser = [[Jernkorset|Jernkorset af 1. og 2. klasse]]<br />[[Såretmærket]]
}}
'''Adolf Hitler''' ([[20. april]] [[1889]] i [[Braunau am Inn]], [[Østrig-Ungarn]] – [[30. april]] [[1945]] i [[Berlin]], [[Tyskland]]) var en tysk [[politiker]], senere [[diktator]] og en af [[2. verdenskrig]]s mest centrale personer.
 
Han var [[østrig]]er af fødsel, men flyttede til Tyskland i [[1913]] og blev tysk statsborger i [[1932]], hvor han, efter at have deltaget i [[1. verdenskrig]], engagerede sig aktivt i politik for ''[[Deutsche Arbeiterpartei]]'', der senere blev til Det nationalsocialistiske tyske Arbejderparti ([[NSDAP]]). Fra [[1921]] var han "fører (Führer)" for partiet, og fra [[1933]] var han [[Tysklands kanslere|rigskansler]] for [[Weimarrepublikken]]; fra [[1934]] "fører og rigskansler" og dermed på en gang regeringschef og statsoverhoved for [[Nazi-Tyskland]], som af nazisterne blev kaldt "''det Tredje Rige''".
Ved brug af [[propaganda]] og karismatisk tale appellerede han især til [[arbejderklassen|arbejder-]] og [[middelklassen]]s følelse af afmagt i en økonomisk problematisk periode, og henvendte sig samtidig til de store nationalistiske, antisemitiske og antikommunistiske bevægelser og strømninger. Dermed formåede han at bringe sit parti frem til magten i 1933, hvorefter han kunne indsætte sig selv som rigskansler og sidenhen fører, og dermed indføre det [[Nazi-Tyskland|nationalsocialistiske diktatur]]. Under Hitlers 12-årige ledelse blev Tyskland omdannet til et tysk rige, fuldstændig underlagt [[nationalsocialisme]]ns ideologi, der krævede komplet magt over det enkelte menneske og førte politik efter en skrap [[racelære]]. Hitler og hans parti forbød alle oppositionsgrupper, forfulgte politiske modstandere, samt religiøse og etniske mindretal.
 
Det nazistiske diktatur betød afskaffelse af [[fagforening]]erne, fastfrysning af lønningerne, indførelse af [[censur]], systematiske forfølgelser og mord af [[jøde]]r, [[Forfølgelse af Jehovas Vidner|Jehovas Vidner]], [[sigøjner]]e, [[kommunist]]er, [[homoseksuel]]le og [[ateisme|ateister]] <ref>Både den katolske og den evangeliske kirke har jævnligt agiteret for, at Hitler var ateist. Men dette er forkert. I en tale i Berlin, den 24. oktober 1933, erklærede Hitler således: ''"Wir haben folglich uns den Kampf gegen die atheistische Bewegung und der nicht bloß mit einigen theoretischen Erklärungen aufgenommen: wir haben gestempelt sie heraus!"'', hvorefter også kendte ateister fremover blev forfulgt, arresteret og interneret i KZ-lejrene.</ref>, samt fysisk og psykisk handicappede. Udryddelserne varede helt frem til Nazi-Tysklands endelige nederlag til [[Sovjetunionen|sovjetiske]], [[Storbritannien|britiske]] og [[USA|amerikanske]] styrker i 1945, hvor Hitler begik selvmord i [[førerbunkeren]], Berlin.
 
== Barndommen i Linz (1889-1907) ==
{{uddybende|Adolf Hitlers barndom}}
 
=== Familiebaggrund ===
[[Fil:Stammbaum Adolf Hitler 3.svg|thumb|500px|Hitlers stamtræ]]
Adolf Hitler blev født i den lille nord-østrigske grænseby [[Braunau am Inn]] ([[Oberösterreich]]) lige op ad det tyske [[Bayern]] og ikke langt fra [[Bøhmen]], det nuværende [[Tjekkiet]]. Efternavnet Hitler har varieret i stavemåderne Hüttler, Hiedler, Hittler, Hidtler, Heidlahr og Hitler; et slægtsskab med det tjekkiske Hidlar hhv. Hidlarcek er overvejende sandsynligt. Adolf Hitler var den fjerde i en søskendeflok på seks fra faderens tredje ægteskab. Hans far var [[told]]fuldmægtig [[Alois Hitler]], og moderen var hans indgiftede niece [[Klara Hitler|Klara]], født Pölzl. Af de seks søskende var det kun Adolf og hans søster Paula der overlevede til de blev voksne. Hitler havde [[katolske]] forældre, men frafaldt selv troen sent i sine teenageår.
 
Alois Hitler havde yderligere en uægte søn ([[Alois Hitler jr.|Alois junior]]) og datter ([[Angela Hammitsch|Angela]]) fra sit andet ægteskab.
[[Fil:Alois Hitler.jpeg|thumb|left|Alois Hitler, født Schicklgruber ([[1837]]-[[1903]]) var Adolf Hitlers far.]]
 
I ''[[Mein Kampf]]'' skildrede Hitler sin far som en tyran; streng og autoritær, undertiden sågar rasende og voldelig. Men historikere mener at der ikke findes grund til at antage at Alois Hitler gav sin søn nogen strengere opdragelse end det var kutyme på den tid{{kilde mangler|dato=Uge 50, 2008}}. Men noget Hitler en gang udtrykte stor taknemmelighed for, var at faderen, som var uægte søn af bondepigen [[Anna Maria Schicklgruber]], ændrede sit efternavn til Hitler{{kilde mangler|dato=Uge 50, 2008}}. Det skete i [[1876]], da Alois var 40 år, et år efter at moderen og hans sandsynlige far møllerlærlingen [[Johann Georg Hiedler]] (deraf Hitler) var gået bort.
 
At Adolf Hitlers farfar skal have været Johann Georg Hiedler er omstridt, fordi Johann Georg (som senere giftede sig med Anna Maria) aldrig officielt havde anerkendt noget sådant faderskab, selvom han ifølge venner skulle have indrømmet det{{kilde mangler|dato=Uge 50, 2008}}. Derimod havde hans bror [[Johann Nepomuk Hiedler|Nepomuk Hüttler]] aflagt en edsvoren erklæring om at Johann Georg var Alois' far{{kilde mangler|dato=Uge 50, 2008}}. Hvad Johann Georg ville have ment om det, er ikke til at vide; han var på dette tidspunkt allerede død.
 
Hitler vidste altså ikke med absolut sikkerhed hvem hans farfar var. Dette forhold kunne for en forfægter af den racemæssige renhed godt være et pikant problem, og hans politiske modstandere greb da også fat i temaet i [[1920'erne]]; man forsøgte at anskueliggøre at selveste føreren for det ekstremt antisemitiske og tysknationale [[NSDAP]] selv kunne være af [[jøde|jødisk]] eller [[Tjekkiet|tjekkisk]] ophav{{kilde mangler|dato=Uge 50, 2008}}. Der gik vedholdende rygter om, at Hitler var - efter tidens opfattelse "kvart jødisk", og at hans bedstemor, Maria Schicklgruber, var blevet gravid da hun arbejdede i huset for en jødisk familie Frankenberger{{kilde mangler|dato=Uge 50, 2008}}. Selv om rygterne aldrig er blevet verificeret, og at de efter den nyeste forskning må anses for opspind, var de for Hitler grund nok til at han forsøgte at tilsløre sin familiebaggrund{{kilde mangler|dato=Uge 50, 2008}}. Da han kom til magten forbød han således enhver omtale af sin slægt eller sine slægtninge og fik senere faderens fødeby jævnet med jorden ved at gøre den til et militært øvelsesområde. Han gjorde det også forbudt for ikke-jødiske kvinder at arbejde for jødiske husholdninger. Sovjetisk propaganda insisterede under krigen på, at Hitler var jøde.
 
=== Barndom og skolegang (1889-1907) ===
[[Fil:Bundesarchiv Bild 183-1989-0322-506, Adolf Hitler, Kinderbild retouched.jpg|thumb|Adolf Hitler som barn]]
Alois Hitlers embede førte til, at familien flyttede flere gange, fra Braunau til [[Passau]], [[Lambach]] og så til [[Leonding]] ved [[Linz]]. På de forskellige [[folkeskole]]r, som Adolf Hitler blev sendt til, var han overordnet set en god elev. Han trivedes godt på [[benediktinerne]]s klosterskole (2.-3. kl., [[1897]]/[[1898|98]]) og talte også mange år senere varmt om tiden i klosterkirkens drengekor, om sangundervisningen og om liturgien. Måske var det herfra han fik sin fascination for hagekorset: en af klosterets tidligere abbeder var pater [[Theodorich Hagn]] (død [[1862]]), og hans personlige våbenskjold havde et hagekors ("Hagn"="Hage"), som var mejslet ind på et iøjnefaldende sted, hvor den unge skoledreng må have set det{{kilde mangler|dato=Uge 50, 2008}}.
 
Men på [[realskole]]n i Linz kom han fuldstændig til kort både på det akademiske og det sociale plan. Han måtte gå det første skoleår ([[1900]]/[[1901|01]]) om, og lærerne skrev i karakterbogen at han "manglede arbejdslyst".
 
Hitler forklarede det i "Mein Kampf" med, at han nægtede at lære noget for at trodse faderen, der ville tvinge ham til at blive embedsmand. Selv havde han ønske om at blive kunstmaler. Det sande i denne fremstilling kan have været at Hitler senere i livet forsøgte sig med en kunstnerisk løbebane og sidenhen følte sig som en overset kunstner. Blandt de karakteregenskaber han lagde for dagen på denne tid, var selvoptagethed og modstand mod regelmæssigt arbejde. Hitlers far døde den [[3. januar]] [[1903]], i en alder af 65 år – hvilket dog ikke forbedrede Adolfs skolepræstationer. Dermed er hans forklaring om en bevidst protest mod faderen måske ikke en fuldgod undskyldning for den dårlige karakterbog. Da han fyldte 16 år, afsluttede Adolf sin skolegang uden eksamenspapirer{{kilde mangler|dato=Uge 50, 2008}}.
 
== Ung mand i Wien og München (1907-1913) ==
=== Eskapist i Wien ===
[[Wien]] var på mange måder en særlig storby i datidens Europa. Indbyggertallet havde, da Hitler flyttede dertil, passeret 1,7 mio., hvilket betød at hovedstaden i Østrig-Ungarns kejserrige var en af de største og mest magtfulde byer i Europa. Mange af indflytterne var emigranter og [[jøder]], hvilket resulterede i store [[antisemitisme|antisemitiske]] og [[nationalisme|nationalistiske]] strømninger. I løbet af de sidste 10 år var procenttallet af jøder, steget fra 2 til 10 – og i samme skala var antisemitiske partier skudt frem. Det er et åbent spørgsmål i hvor høj grad den unge og isolerede Hitler lod sig rive med af propagandaen i de første år af sin tid i Wien, men meget tyder på at han ikke rigtig fandt politik interessent og nærmere forsøgte at fordybe sig i kunst og [[arkitektur]].
 
Netop kunsten og arkitekturen blev to store nederlag for Adolf Hitler. Men hans tro på sit kunstneriske talent var imidlertid så stærk at han som oftest ignorerede alle andre foretagender end [[Eskapisme|eskapistisk]] drømmeri om arkitektoniske vidundere og store lærreder med tyske naturalistiske landskaber. Netop denne formålsløse fordybelse og drift beskrev han senere i Mein Kampf: ”Jeg havde den største og stolteste tillid til Wien og mit kunstneriske kald"<ref>Hitler, Adolf. ''Min Kamp'' S. 18. Forlaget Fremad. 1956. Viborg.</ref>. I oktober meldte Hitler sig til optagelsesprøve på det uhyre ambitiøse kunstakademi i Theophilius Hansens pragtbygning på [[Schillerplatz]]. Hitlers tegninger blev godtaget, og ud af de 120, der mødte op, var han en af de 33 midlertidigt godkendte. Men næste dag da det endelige resultat forelå, fik Hitler den måske største og mest uventede skuffelse i sit liv. Hans tegninger blev afvist som ”utilfredsstillende”, og beskrivelsen af hans bidrag lød ”døde streger” og ”livløse former”. Dette hårde slag fik ham til at opsøge rektor på akademiet. Han henviste Hitler til arkitektstudierne, efter at have fortalt ham om hans manglende evner inden for kunsten. Som i 1945, da Hitler var omringet af den koalition han havde skabt mod sig i det foregående årti, var denne anekdote velsagtens også en af de få gange, hvor drøm og virkelighed er kollideret så kraftigt for ham.
 
Snart efter hævnede hans forsømmelse af skolen sig, idet arkitektstudiet forudsatte en [[studentereksamen]]. Den knuste Hitler rejste hjem til moderen, hvis sygdom var forværret. (Klara Polzl fik konstateret brystkræft i 1907). Familielægen fortalte senere efter moderens hurtigt efterfølgende død at han aldrig havde set ”et ungt menneske så nedbrudt af sorg og smerte.”<ref>Fest, Joachim. ''Hitler: en biografi S. 24'' Forlaget samleren. 1974. Viborg.</ref> Efter at være kommet til sig selv, skulle Hitler, mere opsat på sin drøm end nogensinde før, være taget til Wien for igen at forsøge sig som kunstner. Arkitektdrømmen var knust af uddannelsesmæssige grunde, og Hitler, der hadede systematisk arbejde, vendte ikke tilbage til skolen. Senere i sit voksne liv forbandede han uddannelsesbetingelserne for de forskellige studier og kaldte dem ”uhørt vanskelige og uoverstigelige hindringer”. [[August Kubizek]] flyttede med til Wien efter moderens død. De delte værelse, og Kubizek skrev i sine erindringer at Hitler virkede opfarende og ustabil.<ref>Kubizek, August. ''Hitler, Mein Jugendfreund.'' S.53</ref> Hitler selv beskrev denne periode som den sværeste og mest triste i sit liv, og i betragtning af, at han fornylig havde fået adskillige livsdrømme knust og mistet sin eneste og sidste følelsestilknyttede relation, (udover [[Geli Raubal]]) er det også forståeligt, at han i denne periode udviklede sin forstenede personlighed.
 
[[Fil:Richard Wagner, Paris, 1861.jpg|thumb|[[Richard Wagner]] var en af de store inspirationskilder for den unge Hitler. Han gik i operaen og lod sig falde i dybe trancer under Wagners forestillinger – men også dette idols kontroversielle holdninger til antisemitisme og nationalisme fastholdt Hitler, og var uden tvivl med til at skabe den senere nazisme{{kilde mangler|dato=Uge 13, 2009}}.]]
[[Fil:August Kubizek 1907.jpg|thumb|Et af de eneste billeder af [[August Kubizek]]. Hitlers ungdomsven så meget op til ham, og tog for givet at hans forestillinger og konspirationer var udsprunget af et genis bevidsthed.]]
 
Set i lyset af de mange nederlag og ”pinligheder” i den første del af sit liv, begyndte Hitler at skjule sig for omverdenen. Hans indelukkede personlighed begyndte for alvor at tage form, og når man spurgte ham hvad tiden gik med, blev han fornærmet. Og svarene lød for det meste: studier, og studierne var tit relateret til udbygninger af Wiens [[Ringstraße]] og komplicerede færdigkomponeringer af Wagners symfonier m.v. Alt dette var naturligvis uden nogen form for realistisk udsyn. Da han blev fører for Tyskland, var enhver offentliggørelse af oplysninger fra hans fortid eller privatliv forbudt – og denne udvikling fra menneske til monument og kliche var allerede under opsejling i Wien. Han led ingen pengenød og modtog en månedlig udbetaling, svarende til en dommerfuldmægtigs løn, på grund af familiearven. Men meget dramatisk beskrev han tiden fra start til slut med disse ord; ”Fem års elendighed og jammer – det er, hvad denne Phaiakerby har betydet for mig. Fem år, hvor jeg først som hjælpearbejder og senere som lille maler måtte tjene mit sparsomme brød, som ikke var nok til at stille min sult. Sulten var det eneste der næsten aldrig forlod mig.”"<ref>Hitler, Adolf. ''Min Kamp'' S. 20. Forlaget Fremad. 1956. Viborg.</ref>. Kubizek fortalte senere hvorledes Hitlers liv i denne periode drejede sig om en retfærdiggørelse af sit dagdriveri ”gennem hans enestående geni”<ref>Fest, Joachim. ''Hitler: en biografi S. 37'' Forlaget samleren. 1974. Viborg.</ref>.
 
Han stod op ved 12-tiden, spadserede i byen, betragtede byggerierne og drømte om, hvad han selv engang ville komme til at bygge. Han gik på museer, i operaen og fortabte sig i sine fantasier. Han læste og stod bøjet over urealistiske planer til langt ud på natten.<ref>ibid. s. 39</ref>
 
I september [[1908]] gjorde Hitler endnu et forsøg på at blive maler. Denne gang blev han imidlertid slet ikke optaget til prøverne, og først nu forstod han hvordan hans drømme om det uforpligtende kunstnerliv var knust. Han holdt afvisningen helt for sig selv og rejste fra sit og Kubizeks værelse uden at efterlade sin nye adresse. Nu flyttede den rastløse og rådvilde Hitler rundt i Wien og boede på billige værelser. Pengene fra familien var ved at slippe op, og Hitler endte hurtigt på bunden. Han nægtede at arbejde sig op økonomisk og socialt, og tiden gik nu med at male og diskutere politik på gaden (Vinteren [[1909]]) og senere på asylet i Meidling([[1910]] – maj [[1913]]).
 
Hitler blev født ind i en velhavende familie og havde det meste af sit liv levet som en usynlig arbejdsløs småborger. Nu var hans dovne og drømmende livsføring blevet afløst af en endnu mere udsigtsløs tilværelse – og tilmed på samfundets bund. Hitlers borgerlige opdragelse var i mange afskygninger stadig tydelig, og alligevel så han borgerskabet som perverteret og frastødende. Han var angst for at falde i proletariatssumpen og så alligevel ingen anden udvej, da han ikke ønskede at være en del af det regelmæssige og normaliserede samfund. Han levede altid med denne splittede borgerlighed – også i tiden som fører, hvor han både kyssede de kvindelige sekretærer på hånden og til stadighed levede uregelmæssigt med pludselige udbrud og lidenskaber bag denne til tider ufrivillige kulturelle facade.
 
Hitlers politiske og ideologiske fundament blev formentlig skabt på mandeherberget i Meidling. Her fik han mange indtryk fra de andre beboere, som han diskuterede livligt med. Ikke langt fra herberget solgtes et antisemitisk tidsskrift, skrevet af en oprørt munk. ”Er De blond? Da er De kulturskaber og kulturbærer. Er De blond? Da er De truet af farer”<ref>Ibid. s. 41</ref>, stod der med store bogstaver på en forside fra 1910. Hitler så, hvorledes dette tidsskrifts metoder virkede på ham selv og begyndte at studere partier og propaganda. Samtidig lod han rive med af antisemitisk propaganda, som florerede i Wien i stort omfang. Fortalere for antisemitismen som [[Georg von Schönerer]] og [[Karl Lueger]] fangede hurtigt Hitlers interesse, og han var en af de mange tusinde som mødte op ved Luegers højtidelige begravelse i 1910.
 
Han læste meget i denne periode, især politisk litteratur (antisemitisk og nationalistisk) som var tilgængelig i store mængder. Desuden beskriver han i Mein Kampf, hvorledes han gradvist skiftede syn på jøderne; ”...jo mere jeg så, jo tydeligere adskilte de sig i mine øjne fra resten af menneskeheden...”<ref>[http://www.aerenlund.dk/historie/hitler1.html Hitlers vej til magten 1933-1939<!-- Robotgenereret titel -->]</ref> I Wien fik Hitler også den overbevisning at marxismen og kommunismen var folkets fjender, som forførte arbejderen til unational tænkning. Disse ideer udviklede sig i tidens løb til rene tvangsforestillinger hos ham.
 
Hitlers psykopati er formentligt udviklet i Wiener-tiden, mens hans autoritære politiske holdninger først kom til udtryk senere. Kubizek fortalte om Hitlers voldsomme udbrud, når han mente der var lagt fælder for ham, og at den internationale verden i samspil med jøderne forsøgte at ødelægge hans drømme og fremgang. Igen kan det konkluderes at denne form for psykopati nærmere kan betegnes som en ekstrem selvmedlidenhed. En evig kamp for at retfærdiggøre sin egen eksistens og realisere sit ”kunstneriske kald” og ”geni”. Hans psykopatiske træk har givetvis startet en ond cirkel af selvmedlidenhed – altså snarere en evig kamp for sit eget vel, end en kamp for at skade andres. Men som de fleste andre svage og uselvstændige på denne tid, blev han hurtigt offer for [[propaganda]] og ekstremisme.
 
På denne måde kunne han realisere sig gennem andre og udnytte sin åbenbart ubegrænsede evne til at hade. Nu blev Hitlers had rettet imod noget bestemt, mens det førhen havde svævet i overspændte og paranoide fantasiforestillinger. Denne pludselige borgerliggørelse af hans eksistens og had – eller bare følelsen af at høre hjemme et sted og blive påklistret et mærkat, har formodentlig gjort den unge og rådvilde Hitler mere tryg. Dog nåede han aldrig at melde sig ind i et parti i sin Wiener tid. Denne kendsgerning har sandsynligvis skyldtes et stadigt brændende ønske om at blive kunstner, men undertiden begyndte han at studere antisemitismen og nationalismen – og med en støt og roligt voksende begejstring.
 
Hitler beskriver også hvorledes han allerede i Wiener-årene inspireredes til nationalsocialismen ved at smelte Luegers smidighed og forståelse for at tale til de brede masser sammen med Schönerers nationalisme og antisemitisme. Han har dog senere afvist at disse politikeres værktøjer og standpunkter var de afgørende inspirationskilder til national socialismen – de var blot øjenåbnere for den unge Hitler.<ref>Fest, Joachim. ''Hitler: en biografi S. 47'' Forlaget samleren. 1974. Viborg.</ref> I disse år tænkte han i det hele taget meget, og skulle efter sigende havde udviklet ideer om den tyske idealstat og forsøgt sig med reformer indenfor skolevæsenet. Alt sammen på det overfladiske niveau, som enhver avislæser mestrer.
 
I årene på mandeherberget levede Hitler af at sælge jævne skitser af Wiens attraktioner. Ideen til det fik han af en af de andre beboere på asylet (Reinhold Hanisch), der tilmed solgte billederne for ham. En mindre politisk uoverensstemmelse endte med samarbejdets ophør, og Hitler begyndte selv at sælge sine billeder. Det gik imidlertid dårligt med salget, men to større familiearve reddede den unge Hitler. Han havde nu en større sum penge og kunne flytte på værelse igen. Det ønskede han dog ikke, og blev i midlertid på herberget uden at fortælle om sine penge. Derimod beskrev han for de andre beboere, at han ville rejse til München og skabe sig en malerkarriere der. Forhåbningerne om denne tilværelse fik ham dog ikke til at flytte. Først i maj [[1913]] – da Østrig begyndte at opruste til 1. verdenskrig – flyttede Hitler: Han ønskede for alt i verden ikke at gå i krig for Østrig-Ungarns kejserdømme, og han havde allerede undgået myndighederne i flere år.
 
=== München og forløsningen gennem krigen ===
Men den 24. maj 1913 flygtede han til [[München]]. Han var da 24 år gammel, en melankolsk, ung mand, der opfattede sig selv som "absolut antisemit, som dødsfjende af den samlede marxistiske verdensanskuelse, som altysk.”<ref>Hitler, Adolf. ''Min Kamp'' S. 137. Forlaget Fremad. 1956. Viborg.</ref>
 
Da Hitler ankom til München medbragte han intet andet end det had og den fanatisme som han modtog i sine Wiener-år. Hans gren af familien var enten død eller bortrejst, og han havde brudt med de venner og bekendte han havde mødt på sin vej. Den unge Hitlers forstenede adfærd blev efterhånden tydeligere for omverdenen, og kun når han diskuterede med fremmede på cafeer og knejper, viste han menneskelighed i form af sine velkendte raserianfald. De østrigske myndigheder kom snart på sporet af ham, og han sendte dem et ynkeligt brev med sin begrundelse for at været udeblevet fra militærtjenesten. Brevet var sirligt formuleret og beskrev højstemt hans ”nød og sult” i Wien. Kort efter modtog Hitler en endelig indkaldelsesordre, og han mødte op ca. 14 dage senere. På hans militærpapirer, som den tyske fører febrilsk forsøgte at finde og destruere 20 år senere, stod ”Uegnet til våben- og hjælpetjeneste, for svagelig. Kasseret.”<ref>Fest, Joachim. ''Hitler: en biografi'' S. 64 Forlaget samleren. 1974. Viborg.</ref>
 
Hitler har senere fortalt at tiden i München var et strålende alternativ til Wiener-årene og de tilknyttede nederlag. Grundlæggende tyder alt dog på at Hitlers livsstil var ganske uforandret efter rejsen til hans drømme og længslers land. Han levede stadig af at male og sælge postkort, og blev hverken påvirket eller tog del i de kunstneriske strømninger som München huserede. Den tyske journalist Josef Greiner mener at have mødt Hitler i München, og have spurgt ham ad, hvilke tanker han gjorde sig om sin fremtid. Svaret var kontant og lød: ”Der bliver jo alligevel snart krig, så det er lige meget, om man har en profession eller ej; ved militæret er generaldirektøren ikke mere end hundetrimmeren.”<ref>Ibid. s. 65</ref>
 
Hitlers fornemmelser for den snarlige krig var korrekte – og han beskrev følelsen af de europæiske spændinger før dens udbrud:
 
::''”Allerede i min tid i Wien, lå der over Balkan denne blege lummerhede, der plejer at varsle orkanen, og somme tider flammede der et lysskær op, som dog hurtigt fortabte sig i det uhyggelige mørke. Men så kom Balkankrigen, og det første vindstød fejede hen over et nervøst Europa. Den tid, der kom nu, lå som et frygteligt mareridt over menneskene, rugende som en feberhed tropeglød; på grund af den evige bekymring blev følelsen af en katastrofe, der nærmede sig, næsten til en længsel. Gid himlen dog endelig ville give skæbnen, der ikke længere lod sig standse, frie tøjler. Så ramte da også den første mægtige lynstråle jorden; uvejret brød løs og himlens torden blandede sig med drønet fra verdenskrigens batterier.”<ref>Hitler, Adolf. ''Min Kamp'' S. 173. Forlaget Fremad. 1956. Viborg.</ref>''
 
Den 1. august 1914 var Hitler blandt den tusindtallige menneskeskare på [[Odeonsplatz]] i [[München]], der med feberhede ansigter og desperate patriotiske forhåbninger fejrede starten på 1. Verdenskrig. Medens krigsproklamationen blev læst op i højtidelige toner, følte Hitler pludselig mening med sin eksistens og berettede senere i selvbiografien Mein Kampf hvorledes han "overvældet af stormende begejstring sank på knæ og takkede himlen af fuldt hjerte" fordi den skænkede ham "denne lykke at få lov til at opleve opbrudstiden."<ref>Ibid. s. 69.</ref> To dage senere meldte han sig som frivillig og blev optaget i et bayersk regiment. Umiddelbart så Hitler krigen som starten på noget nyt – en ny verdensorden, hvori han håbede på at slippe fri fra sin melankolske og udsigtsløse tilværelse.
 
== 1. verdenskrig (1914-1918) ==
{{uddybende|1. verdenskrig}}
[[Fil:Hitler_1914_1918.jpg|thumb|Hitler som soldat under 1. verdenskrig.]]
Ved udbruddet af den [[1. verdenskrig]] opholdt Hitler sig i [[München]], hvor han ernærede sig bl.a. ved at farvelægge postkort. Han meldte sig straks ved krigsudbruddet til den bayerske hær, hvor han tjente som kurer ved staben bag fronten: en mindre opgave som betød at han brugte ca. halvdelen af sin tid i hovedkvarterer bag fronten.
Hitler gjorde tjeneste under en række af krigens største kampe og blev såret første gang i [[1916]]. Han fik [[jernkors]]et af anden grad for sin kurertjeneste og jernkorset af første grad for at havde hjulpet en officer i dækning i et udsat område. Officeren var jøde og fortrød efterfølgende sin indstilling til jernkorset da han hørte historier om Hitlers karakter. Hitler gik for at være en lydig og dygtig soldat, men han var ikke særlig afholdt af de andre soldater, der anså ham for at være alt for ukritisk over for officererne. Det var kutyme at beordre upopulære soldater til baglandstjeneste for ikke at skabe uorden i sammenholdet ved fronten. Man har også diskuteret det meget usædvanlige i at Hitler aldrig drev den til mere end "færdiguddannet soldat med 3 måneders erfaring" (Gefreiter som siden fejlagtigt er oversat som "korporal"). Men Hitlers officerer fandt ham totalt uegnet som leder, hvorfor han ikke engang kunne blive korporal. Under retssagen efter [[ølstuekuppet]] i [[1924]] beskrev han sig selv som en soldat, der "adlød de foresatte, ikke modsagde nogen af dem og føjede sig blindt".{{kilde mangler|dato=april 2016}}
 
Han mistede midlertidigt synet (og angiveligt også stemmen) efter et gasangreb 15. oktober 1918, knap en måned inden krigens slutning. Mens han lå på lazarettet i [[Pommern]], oplevede han [[Tyskland]]s sammenbrud, hvilket angiveligt gjorde et så stærkt indtryk på ham at han opgav enhver tanke om at blive kunstner og i stedet rejste til München for at kaste sig ud i politik. Hitler sluttede krigen som en dybt skuffet mand, der ikke kunne komme sig over den ydmygende fredsslutning. Hans grænseløse og gribende nationalisme beskrev han blandt andet i Mein Kampf med disse ord:
 
::''"”Og, derefter kom en fugtig, kold nat i Flandern; tavse marcherede vi, og da dagen begyndte at bryde gennem tågebankerne, da hvisler pludselig en jern hilsen over vore hoveder, og med skarpe smæld slår de små kugler ned i vore rækker piskende den våde jord op. Men inden den lille sky er trukket bort igen, drøner fra to hundrede struber de første hurraer dødens første budskab i møde. Så begyndte det at brage og drøne, at synge og hyle, og med feberhede øjne styrtede vi alle fremad, hurtigere og hurtigere, over roemarker og gærder til kampen mand mod mand. Men fra det fjerne nåede tonerne af vore ører, stadig nærmere og nærmere, fra kompagni til kompagni, og netop i det øjeblik, hvor døden mejede ned i vores rækker, nåede sangen også os, og vi sendte den videre; Deutschland, Deutschland über alles, über alles in der welt!"''<ref>R.T. Clarks, The fall of German republic, s. 190
</ref>
 
Der har været antagelser om at Hitler ikke led af blindhed som en effekt af giftgas, men som et udtryk for en konversionstilstand (hysterisk blindhed) <ref>[[Lewis, David]], ''The man who invented Hitler'', Headline Book Publishing, 2003.</ref>. Under alle omstændigheder blev Hitler behandlet af en militærlæge med speciale i [[psykiatri]]; denne diagnosticerede ham som [[psykopat]], og behandlede ham også for en depression.{{kilde mangler|dato=april 2016}} Behandlingen bestod i at få Hitler til at finde sig et mål med sit liv. Tillige fik Hitler sin tredje og sidste krigsmedalje ved denne lejlighed, nemlig medalje for sårede som var sort.{{kilde mangler|dato=april 2016}} Ved de lejligheder hvor Hitler optrådte i uniform bar han altid jernkorset af første klasse, det sorte udmærkelsestegn for 1. gangs sårede, samt sit forgyldte partiemblem. Efter sigende forærede Hitler sit partiemblem til Magda Goebbels kort før sit selvmord.{{kilde mangler|dato=april 2016}}
 
== Hitlers vej til magten (1918-1933) ==
=== Deutsche Arbeiterpartei ===
Hitler hævdede senere at det var hans reaktion mod den tabte krig og "[[novemberrevolutionen|forbryderne]]", som var årsagen til at beslutningen om at blive politiker begyndte at spire i ham. Der er dog flere indikationer for at dette ikke forholdt sig sådan, og at der er tale om en efterrationalisering fra Hitlers side.
Efter krigen drog han direkte tilbage til regimentskasernen i München og gjorde sit bedste for at undgå at blive frigjort fra militæret. Flere gange lod han sig vælge som en af regimentets tillidsmænd, så han kunne få lov at blive. Dette gjorde mærkeligt nok den senere indædte kommunisthader til soldat under den socialistiske ministerpræsident [[Kurt Eisner]]s [[Den bayerske sovjetrepublik|bayerske sovjetrepublik]].
[[Fil:Hitler's_DAP_membership_card.png|thumb|Hitlers medlemskort i DAP (senere [[NSDAP]]).]]
 
I forvirringen efter drabet på Eisner engagerede Hitler sig hverken for sovjetrepublikken eller for dens modstandere – selv om man i lyset af hans senere løbebane skulle have forventet at han ville have kastet sig ind på den antikommunistiske side, som var anført af de folkenationalistiske og ekstremt højreorienterede [[frikorps]]. Det virker mere som om han holdt sig forsigtigt i baggrunden. Der findes dog et foto som viser at Hitler deltog i en sørgemarch for den myrdede Eisner, som var jøde. Også dette bliver af enkelte historikere anført som indikation for at Hitlers politiske anskuelser slet ikke var så færdigudviklede, som han selv ville have det til at se ud seks år senere i "Mein Kampf".
 
Efter at sovjetrepublikken var blevet slået ned, lod Hitler sig hverve af "Münchener Reichswehrverwaltung" (Münchens rigsværnsforvaltning), som dengang var den afgørende magtfaktor i Bayern. Der er noget som tyder på at han på denne måde ønskede at vinde de nye magthaveres velvilje, idet han angav de regimentskammerater som havde engageret sig på sovjetregeringens side.
 
De toneangivende mænd i det såkaldte "[[Schwarze Reichswehr]]" (sorte rigsværn) som for eksempel major [[Ernst Röhm]], syntes at have set en potentiel agitator i Hitler, som ville kunne være dem behjælpelig med at sprede nationalistiske tanker blandt arbejderne. De sendte Hitler på et kursus for propagandatalere og gav ham til opgave at udspionere de mange politiske partier og kredse i det postrevolutionære München. Ved den lejlighed fik Hitler en våbentilladelse og en Walter pistol udleveret, som han beholdt resten af sit liv. Det var også denne han benyttede ved sit selvmord.
 
[[Fil:Nazi Swastika.svg|thumb|left|Det nazistiske [[svastika]], som i gammel tid var forbundet med lykke og fremgang, men tillige fik en anden betydning op igennem 30'erne og 40'erne. Symbolet blev præsenteret af Hitler i [[1922]].]]
 
En af disse mange grupperinger var et parti stiftet af låsesmeden [[Anton Drexler]] og journalisten [[Karl Harrer]], nemlig [[Deutsche Arbeiterpartei]] (DAP, Det tyske arbejderparti), som forfægtede [[Xenofobi|fremmedfjendtlige]], [[Antisemitisme|antisemitiske]] og pseudo-[[Socialisme|socialistiske]] ideer, det hele blandet med stortysk [[nationalisme]]. Første gang Hitler besøgte deres møder var den [[12. september]] [[1919]]. Da en af talerne tog til orde for at Bayern skulle bryde ud af [[Weimarrepublikken]], modsagde Hitler ham så energisk og veltalende, at man straks bemærkede Hitlers retoriske [[talent]]. Han må også selv have lagt mærke til at han var i stand til at gribe sine tilhørere og vække deres følelser til live. Allerede samme aften forsøgte Drexler at hverve ham. Drexler skulle efter sigende på klingende bayersk have sagt til sin journalistven Harrer: "''Dör hot a Goschn, den kennt ma braucha!''" (''Han har et mundtøj, ham kan vi bruge''). Hitler meldte sig ind i DAP den [[19. oktober]] – som det 55. medlem (ikke som det syvende, som han selv påstod senere). At hans medlemsnummer blev 555 kom sig af, at DAPs medlemstælling begyndte med 501, for at foregive en større tilslutning end partiet egentlig havde. På denne tid kom Hitler for første gang i berøring med den antisemitiske forfatter [[Dietrich Eckart]] fra [[Thuleselskabet]]. Eckart var på udkig efter en agitator som kunne vinde arbejderne og folk fra de lavere samfundslag for hans højreradikale tankegods. Han var en af de første der indså hvilket potentiale Hitler besad, og han forsøgte sidenhen at hjælpe Hitler fremad. I [[1920]] blev han udgiver af Hitlers partiblad ''"[[Völkischer Beobachter]]"''.
 
Eftersom Hitler med sine medrivende talegaver fik stadig flere tilhørere og skaffede stadig flere medlemmer til partiet, blev han snart helt uundværlig for det lille DAP. Det tog ikke lang tid før han fik en lederposition i partiets hvervningsarbejde. I begyndelsen af 1920 var han med til at udvikle [[DAPs 25-punktsprogram]], og det var ham der sørgede for at partiet tilføjede "nationalsocialistisk" til sit navn og dermed blev til "Nationalsozialistische Deutsche Arbeiterpartei" ([[Nationalsozialistische Deutsche Arbeiterpartei|NSDAP]]). Et navn som partiet beholdt helt til partiets og det tredje riges undergang i 1945.
 
Da han blev fritstillet fra hæren den [[31. marts]] 1920, var han allerede i stand til at leve af de honorarer han fik som taler. Han var blevet uundværlig som "ølstueagitator" for det fremdeles marginale NSDAP. Det udnyttede han, da han i juli [[1921]] udmanøvrerede den gamle partiledelse og med et ultimatum gennemtvang, at han selv blev formand for partiet. Hitler var nu en lokal politisk berømthed. Uden for Bayern blev han imidlertid stort set betragtet som en forunderlig særling, der kun fortjente lidt trækken på skuldrene.
 
=== Kupforsøg og fængselsstraf ===
{{uddybende|Ølkælderkuppet}}
 
Da sovjetrepublikken i München var blevet slået ned, blev Bayern regeret af den [[Nationalisme|nationalistisk]] og [[monarki]]stisk sindede generalstatsbefuldmægtigede [[Gustav Ritter von Kahr]], som ikke lagde skjul på sin afvisning af [[demokrati]]et og den "røde" social-liberale rigsregering i [[Berlin]]. Hitler og den tidligere generalkvartermester for Hærens Overkommando (''Oberste Heeresleitung'', OHL) [[Erich Ludendorff|Erich von Ludendorff]], som var begyndt at sympatisere med NSDAP, betragtede derfor Kahr som en allieret i deres plan om at styrte regeringen i Berlin. Planen havde [[Benito Mussolini|Mussolinis]] "[[march mod Rom]]" i oktober [[1922]] som forbillede. Hitler troede at [[Ruhrokkupationen|den franske okkupation af Ruhrområdet]], den voldsomme [[inflation]] og den heftige indre uro i Tyskland ville sikre ham tilstrækkelig støtte i de brede lag af befolkningen.
 
Om aftenen den [[8. november]] [[1923]] stormede Hitler og nogle bevæbnede mænd Münchens [[Bürgerbräukeller]], hvor Kahr netop talte. Kahr gik under trusler med på Hitlers forslag om en ny regering, men det skulle vise sig, at det kun var et trick for at snyde Hitler, der på det tidspunkt havde vundet kampen. Allerede næste morgen gik politiet løs på Hitlers tilhængeres march og jagede oprørerne på vild flugt uden de store problemer. Ludendorff blev arresteret allerede den [[9. november]], Hitler nogle få dage senere.
 
Retssagen mod kupmagerne begyndte den [[26. februar]] [[1924]]. Efter loven skulle man have kunnet forvente at sagen ville resultere i lange fængselsstraffe, og at Hitler, der endnu var østrigsk statsborger, ville blive udvist. Men som det efterhånden var blevet kutyme i [[Weimarrepublikken]], hvor det meste af embeds- og dommerstanden var gennemsyret af nationalistiske og antidemokratiske ideer, blev de højreradikale gerningsmænd behandlet uhørt mildt og fik kun korte fængselsstraffe. Retspræsidenten lod det til og med passere, at Hitler under retssagen angreb ham på grund af hans jødiske baggrund. Ludendorff bagatelliserede efter bedste evne sin egen medvirkning ved "[[ølstuekuppet]]" og blev helt frikendt. Hitler, som anede at han ikke ville blive straffet hårdt, greb chancen og fremstillede sig selv som den eneste og suveræne initiativtager til hele affæren.
 
[[Fil:Erstausgabe von Mein Kampf.jpg|thumb|Første udgave af Hitlers manifest og selvbiografi [[Mein Kampf]]]]
I forhold til at han havde begået højforræderi og forsøgt at omvælte staten, var den endelige fængselsstraf på fem år påfaldende mild. Men ikke nok med det; han kom kun til at afsone fem måneder af straffen og blev løsladt den [[20. december]] [[1924]]. Mens Hitler sad [[Landsberg-fængslet|fængslet]] i [[Landsberg am Lech]] skrev han med hjælp fra sin sekretær [[Rudolf Hess]] første del af bogen ''[[Mein Kampf]]''. Her fremlagde han i fuld åbenhed sine politiske mål og beskrev den nationalsocialistiske ideologis grundlæggende elementer, især med vægt på [[racelære]]n.
 
Takket være pressedækningen af retssagen blev Hitler nu også betragtet som den vigtigste af hele Tysklands såkaldte folkenationale (''völkische'') politikere. Hans lederstilling i NSDAP stod nu ikke længere til diskussion, og i den folkenationale bevægelse fik hans stemme stadig mere vægt. Nu begyndte han at se på sin egen rolle som den naturlige fører; det drejede sig nu ikke længere om at være den der beredte vejen for andre som f.eks. von Ludendorff ved ølstuekuppet. Nu var det ham selv der skulle være forrest. Det var sandsynligvis i forbindelse med denne beslutning at Hitler i 1925 frasagde sig sit østrigske statsborgerskab. Hitler var statsløs indtil 1932, hvor han fik tysk statsborgerskab.
 
Men der var dog stadig lang vej til magten i Tyskland. Forbuddet mod NSDAP var ganske vist blevet ophævet igen, men samtidig blev de økonomiske forhold i [[Weimarrepublikken|landet]] bedre og den politiske situation stabiliseret. Der var nu ikke længere så mange, der i desperation lyttede til Hitlers radikale løsningsforslag. Man trådte nu ind i en økonomisk vækstperiode, som skulle vare ved helt til [[1929]], og det svækkede de radikale partiers popularitet i vælgermassen.
 
=== Ny chance og endeligt gennembrud for Hitler og hans parti ===
Efter løsladelsen fra Landshut-fængslet gik Hitler i gang med at skaffe sig den fuldstændige kontrol over NSDAP. I Nordtyskland havde der dannet sig en stærk mere [[venstreorienteret]] partifløj under [[Gregor Strasser]]. Han var uenig i Hitlers frieri til den gamle monarkistiske magtelite og gik ind for en langt mere socialrevolutionær kurs. Men det lykkedes Hitler at neutralisere Strasser og hans ledsagere, eller som i tilfældet [[Joseph Goebbels]], der også en overgang flirtede med de socialistiske ideer, helt at trække dem over på sin side.
 
Efter det mislykkede kup var Hitler nået frem til at vejen til magten ikke gik via revolutioner. Det gjaldt om at vinde på lovlig vis gennem det demokratiske system; han måtte opnå befolkningens støtte til sin politik før han kunne gennemføre sine mål. Han ville undergrave og besejre demokratiet ved hjælp af dets egne regler. NSDAP skulle repræsenteres i parlamenterne, men ikke for at arbejde konstruktivt efter de parlamentariske principper. Medlemmerne skulle obstruere og miskreditere demokratiet og dermed vise befolkningen at en ét-parti-stat under én fører var at foretrække. På samme tid skulle SA ved spektakulære parader, gadeslagsmål og organiserede uroligheder sørge for, at offentligheden ikke lod partiet og dets fører gå i glemmebogen, og at det demokratiske systems iboende svagheder blev åbenbare for de mange. Endvidere skulle angreb på andre partier forhindre dem i at agitere og vinde vælgere. NSDAP oprettede tæskehold, der blev sat ind ved vælgermøder i mindre byer for at forhindre modstanderpartier i at fremsætte deres budskaber. I de mindre byer var der sjældent politi nok til at stoppe den politiske chikane. Nazipartiets efterfølgende markante fremgang ved valgene skyldtes også, at det – især inspireret af Joseph Goebbels' banebrydende ideer – forstod at bruge nye metoder for valgkamp, agitation og påvirkning af masserne.
 
Med [[Wall Street-krakket|børskrakket]] i New York [[1929]] og den efterfølgende verdensomspændende økonomiske krise blev NSDAP igen et parti man skulle holde øje med. Og denne gang fik partiet for alvor medvind. Krisen ramte særligt Tysklands svækkede økonomi hårdt, arbejdsløsheden steg voldsomt, og tynget af det politiske pres brød den hidtige regering, også kendt som ''"[[Weimarkoalitionen]]"'' sammen. Der var nu ikke længere flertal for en demokratisk regering, hvilket førte til, at [[Zentrum]]-politikeren [[Heinrich Brüning]] støttet af rigspræsident [[Paul von Hindenburg]] kunne regere ved hjælp af provisoriske nødforordninger, der reelt set satte demokratiet ud af kraft. Dermed var vejen faktisk banet for en diktaturstat.
 
Ved valget til Rigsdagen den [[14. september]] 1930 øgede NSDAP sin andel af stemmerne drastisk: fra 2,6% til 18,3%. Før havde NSDAP tolv repræsentanter i Rigsdagen, nu kunne det stille med 107. De statsbærende demokratiske liberale og socialdemokratiske partier på den politiske midte havde ikke længere noget samlet flertal, og Hitler var nu endegyldigt blevet en magtfaktor på nationalt niveau.
 
=== Hitlers vej til kanslerembedet ===
[[Fil:Von Hindenburg.jpg|thumb|Præsident [[Paul von Hindenburg]] udnævnte Hitler til rigskansler i [[1933]].]]
I starten af 30'erne modtog Hitler og hans parti stadig mere støtte, økonomisk og logistisk, af [[junker]]ne, tidligere kejsertro, ledende forretningsmænd og militærfolk (for eksempel fra de såkaldte [[Freikorps]]). I 1932 blev Hitler omsider tysk statsborger og kunne nu opstilles som rigspræsident. [[Præsidentvalget i Tyskland 1932|Valget]] fandt sted i marts 1932, og Hitler opnåede 30,2 % af stemmerne. Kun [[Paul von Hindenburg|Hindenburg]] kunne slå ham med 49 % af stemmerne. Næsten 80 % af stemmerne var altså gået til kandidater med antidemokratiske og nationalistiske holdninger, hvilket vidnede om demokratiets dårlige stilling i [[Weimarrepublikken]].
 
Ved valget til rigsdagen i juli 1932 fik NSDAP 37,3 % af stemmer men allerede ved novembervalget i 1932 sank NSDAP's stemmeandel til 33.1 %.{{sfn|Kolb|2005|pp=224–225}} De var stadig rigsdagens største parti, men da de ikke havde flertal, var de afhængige af rigspræsident Hindenburgs velvilje: det var ham der skulle udnævne kansleren, hvis der ikke var flertal for ham i [[Rigsdagen (Weimarrepublikken)|rigsdagen]]. Efter en række interne magtkampe mellem forskellige nationalkonservative kanslerkandidater endte det med at den forsmåede og forbigåede [[Franz von Papen]] forhandlede med Hitler bag kansler [[Kurt von Schleicher]]s ryg og fik overtalt præsident Hindenburg til at udnævne Hitler til kansler, og sig selv til vicekansler. Den 30. januar fulgte den skæbnesvangre udnævnelse af Hitler til kansler, en udnævnelse der var blevet gjort mulig af forskellige faktorer:
* Hitler fandt støtte hos dele af den tyske storindustri og hos flere banker. De var bange for kommunisme og en efterfølgende nationalisering af økonomien og håbede at Hitler ville have held i sit forehavende med at eliminere "den bolsjevistiske fare". De var også lydhøre for den militære oprustning Hitler plæderede for; en oprustning ville kunne gavne økonomien.
* De nationalkonservative kredse omkring [[Franz von Papen]] gik ind for at Hitler blev rigskansler. Von Papen, som var blevet lovet en plads i Hitlers kabinet, bildte sig ind at denne ansvarsfulde stilling ville gøre Hitler mere ansvarlig og mindre radikal, og at Hitler ville lytte til mere moderate stemmer. Papen håbede til en vis grad at kunne styre Hitler ved at have flere konservative ministre i regeringen; der var kun to ministre fra [[NSDAP]].
* Militærfolkene så i Hitler en ven af militæret og håbede, at han ville kunne bevirke en national fornyelse og sørge for at Tyskland kunne lægge den forsmædelige [[Versaillestraktaten|Versaillestraktat]] bag sig og bringe hæren tilbage til hæder, værdighed og styrke ved den lovede oprustning.
* Monarkistiske, antidemokratiske og nationalkonservative kredse håbede på at Hitler ville skabe politisk stabilitet og nyordne den politiske kultur i retning af en genoprettelse af det autoritære styre fra før 1. verdenskrig.
 
Det var dog ikke alle nationalkonservative kredse der var lige lykkelige for Hitler, der af mange konservative stadig blev betragtet med stor skepsis pga. sin pøbelagtige optræden og sin forkærlighed for masserne. Mange konservative så Hitler som et nødvendigt onde for at kunne forhindre socialismen i at få magt i landet. Hitler var det mindste onde.
General [[Erich Ludendorff]], som sammen med Hitler havde forsøgt et kup i 1923, skrev advarende til rigspræsident von Hindenburg efter Hitlers udnævnelse til kansler i januar 1933:
::''"De har (...) udleveret vort hellige tyske fædreland til en af tidernes største demagoger. Jeg profeterer højtideligt for Dem, at denne ulyksalige mand kommer til at styrte vort rige lukt i afgrunden og bibringe vort land ufattelige lidelser. De kommende slægter kommer til at forbande Dem i Deres grav for denne handling."''<ref>Allan Bullock, Hitler tyrannen og tyranniet, s 108</ref>
 
== Hitler som diktator frem til 2. verdenskrig (1933-1939) ==
=== Overgangen til diktatur ===
{{uddybende|Nazi-tyskland}}
 
[[Fil:Reichstag und Siegessäule um 1900.jpg|thumb|[[Rigsdagsbygningen i Berlin]] på et postkort fra omkring [[1900]].]]
Den 30. januar satte Adolf Hitler sig i kanslerstolen. Dagen kaldes på tysk "''Machtergreifung''". Den parlamentariske situation var dog stadig ikke tilfredsstillende for Hitler, så han overtalte Hindenburg til at udskrive endnu et valg, der blev berammet til starten af marts 1933. Men natten til den [[28. februar]] begyndte [[Rigsdagsbygningen i Berlin|rigsdagsbygningen]] at [[Rigsdagsbranden|brænde]]. Adolf Hitler så sit snit til at udnytte den udløste panik til at forøge sine magtbeføjelser. Da gerningsmanden lod til at være en anarkist med forbindelser til kommunistpartiet, kastede man hurtigt skylden for branden på [[kommunisme|kommunister]] og andre venstrefløjspartier, og Hitler formåede at overtale Hindenburg til at sætte nødbestemmelsen i artikel 48 i [[Weimarforfatningen]] i værk. Med denne nødforordning i hånden kunne kansler Adolf Hitler sætte grundlæggende rettigheder ud af kraft og gennemføre love uden om rigsdagen. Som noget af det første forbød Hitler det kommunistiske parti, og dets medlemmer blev fængslet og forfulgt over hele Tyskland.
I perioden op til valget benyttede Hitler sig effektivt af kanslerens beføjelser til at sikre nazisterne ekstrem opmærksomhed i de statslige medier gennem propaganda og ved at undertrykke alle andre partiers rettigheder. [[Sturmabteilung|SA]]-grupper ødelagde valgmøder for andre partier ved voldelige optøjer. Ved valget den [[6. marts]] 1933 lykkedes det dog alligevel ikke for Hitler at opnå det ønskede flertal. Med 43,9 procent af stemmerne var det dog det bedste valg for [[NSDAP]] til dato, og Hitler havde sammen med det bayerske bondeparti [[DNVP]] over halvdelen af pladserne i rigsdagen.
 
Nødforordningerne, som sikrede at Hitler kunne regere uindskrænket, havde imidlertid begrænset gyldighedstid. For at forlænge disse beføjelser krævedes der en lov, som skulle have støtte af mere end 2/3 af rigsdagen. Loven blev vedtaget den 23. marts og gav Hitler fuldstændig magt. Den hed "''Gesetz zur Behebung der Not von Volk und Reich''" (Loven til at lindre nøden for folket og riget), men loven kaldes i fagsprog "''Ermächtigungsgesetz''" (bemyndigelsesloven). Den blev vedtaget under stor tumult i rigsdagen med støtte fra de borgerlige partier. Kun socialdemokraterne stemte imod; kommunisterne kunne ikke stemme, da deres parti var blevet forbudt.
 
Loven trådte i kraft den [[24. marts]] 1933 og dermed begyndte [[Nazi-Tyskland]], ''Det tredje rige''. Med denne lov ophørte [[Weimarrepublikken]]; Hitler var nu diktator og stod på magtens tinde.
 
Den [[1. juni]] [[1933]] blev den såkaldte ''"[[Adolf-Hitler-Spende der deutschen Wirtschaft]]"'' ("Gave til Hitler fra det tyske erhvervsliv") indført. Det var en tvangsafgift, som alle virksomheder skulle betale direkte til NSDAP. Frem til 1945 blev der indkrævet "gaver" af denne art i størrelsesordenen op til 700 mio. [[reichsmark|rigsmark]]. Denne afgift styrkede partiet yderligere, da det nu ikke længere havde økonomiske problemer.
 
Efter præsident Hindenburgs død den [[2. august]] [[1934]] overgik kommandoen over [[Reichswehr]] til Hitler uden nogen indvendinger fra hærens side. Fra da af begyndte Hitler at lade [[Reichswehr]] aflægge ed til sig, og han lod sig nu titulere ''Fører og rigskansler''.
Hitler havde ved Hindenburgs død formelt afskaffet præsidentembedet og forenede nu det og kanslerembedet i sin person.
Hitlers sidste skridt mod den fuldstændige magt over hæren skete i januar 1938, da Reichswehrminister [[Werner von Blomberg]] og øverstbefalende for hæren [[Werner von Fritsch|Generaloberst Freiherr von Fritsch]] [[Blomberg-Fritsch-affæren|blev fyret bl.a. pga. anklager om homoseksualitet]]. Hitler afskedigede en række generaler og overtog selv den fulde styring af [[Wehrmacht]].
 
Han fortæller i ''Mein Kampf'' hvordan han efter at have læst en børnebog om den [[fransk-tyske krig]], "sværmede mere og mere for alt, der på en eller anden måde hang sammen med krig og soldater". Den mest solgte børnebog til julen 1933 hed ''Børn, hvad ved I om Føreren?'' og fortæller:
 
::"''I ved, kære børn, at før var alt godt og rigtigt i Tyskland. Men så blev franskmændene bange for os og misundelige. Hver gang der stod i aviserne at nu havde tyskerne gjort en ny opfindelse eller bygget en ny fabrik, blev de endnu mere misundelige...Derfor sagde landene rundt Tyskland: Vi vil ikke finde os i at Tyskland er bedre, rigere, større og lykkeligere end vi er. Vi vil tage livet af Tyskland...''" ''Deutsche Allgemeine Zeitung'' skrev, at i "''hånden på enhver tysk dreng, der træder ind i mandbarhedens alder, hører der blinkende våben, og i næven på den yngre bror pil og bue. I omgang med våben går hans væsens dybeste hemmeligheder anelsesfuldt gennem sjælen og slipper ham ikke mere.''" Derfor anbefalede ''Berliner Tageblatt'' folk at købe julegaver svarende til det tyske folks høje kulturelle niveau, særlig tinsoldater, der "''gør vor ungdom fortrolig med Tysklands herlige fortid og vækker den uimodståelige militærtanke i deres sind.''" <ref>Vold, Ragnar. Fra artikel i Dagbladet 18.maj 1934, trykt i "Motstand", forlaget Transit, Oslo 2006.</ref>
 
=== Afskaffelsen af SA ===
 
Hitler eliminerede den interne partikamporganisation [[Sturmabteilung|SA]] (Sturm-Abteilung) den 30. juni 1934. SA havde før Hitlers magtovertagelse været et vigtigt instrument til at terrorisere politiske modstandere og sikre sig herredømmet ved massemøder. Men efterhånden var organisationen blevet mere og mere opsætsig over for ledelsen, og den nød ikke udbredt opbakning i befolkningen, der ikke var særlig begejstret for den voldelige kamp-organisation. Industrien var også tilbageholdende med at støtte op om Hitler fordi SA talte om "revolution" og i det hele taget var den mest socialistiske del af partiet. Rygter om homoseksualitet i SA, især omkring SA-lederen [[Ernst Röhm]]s person, skadede også partiet. Ansporet af Röhms konkurrenter [[Heinrich Himmler]], [[Hermann Göring]] og [[Reinhard Heydrich]] besluttede Hitler sig under påskud af et SA-kupforsøg til at skille sig af med SA, en handling der fik navnet "[[De lange knives nat]]". På denne nat blev Ernst Röhm og mange andre af Hitlers kritikere henrettet uden rettergang. Hitlers tidligere rival, den forhenværende rigskansler [[Kurt von Schleicher]], blev også myrdet sammen med sin ægtefælle. Drabet tyder på, at mordene var udløst af gammelt nag, da Kurt von Schleicher ikke længere udgjorde nogen trussel mod Hitler og hans parti.
 
=== Oprustning og ekspansiv udenrigspolitik ===
Hitler førte en aggressiv og ekspansionistisk udenrigspolitik, der med sin frækhed, hurtighed og hensynsløshed til fulde udnyttede vestmagternes passivitet. De europæiske ledere var både præget af deres eget ønske om fred og håbet om at [[nazisme]]n og kommunismen ville ødelægge hinanden. Derfor fik Hitler held med en kæde af dristige lynaktioner op gennem 30'erne, som gennemførtes på trods af hans egne generalers forbehold.
 
[[Weimarrepublikken]]s demokratisk valgte politikere havde arbejdet på at tilvejebringe en revision af [[Versaillestraktaten]], der af tyskerne blev anset for alt for hård mod Tyskland.
Hitler førte den samme udenrigspolitisk, men han havde ikke tænkt sig at holde sig til diplomatiske forsøg på at ændre tingenes tilstand. Han ville også anvende militær magt som trussel for at ændre Versaillestraktatens bestemmelser.
 
[[Fil:WWII Divide and Conquer 6.jpg|thumb|I slutningen af [[30'erne]], da Hitlers regime bl.a. havde indlemmet Østrig og Ruhr-distriktet i det tyske storrige, skabt arbejde for alle, oprustet militæret kolossalt og afholdt de olympiske lege i 1936 med næsten alle medaljer til egen fordel, var Hitler uden tvivl en af verdens mest interessante personer. Kun et år før 2. verdenskrigs udbrud (1938), blev han blandt andet tildelt [[Time person of the year]]-prisen.]]
 
I første omgang viste de andre europæiske politikere sig imødekommende over for Hitlers krav, så militær magt blev ikke nødvendig. I løbet af 1934 brød Hitler åbenlyst Versaillestraktaten ved at øge budgetterne for hær og flåde betragteligt. Hitler annoncerede hærens udvidelse til 600.000 mand, seks gange så meget som traktaten tillod, og han opbyggede både et nyt luftvåben, [[Luftwaffe (Wehrmacht)|Luftwaffe]] og øgede flåden. Tysklands nabolande så med stor uro på disse brud, men valgte at acceptere dem efter Hitlers løfter om landets fredelige intentioner.
 
Hitler så dog kun revisionen af Versaillestraktaten som et delmål. Han anså ikke alene de daværende tyske grænser, men også de tyske grænser fra før 1. verdenskrig som ulogiske og alt for trange. Hans mål var langt større og indbefattede store dele af bl.a. Østeuropa inspireret af ideerne om [[Lebensraum]]. Selv om Hitler tilkendegav sit fredelige sindelag over for verdens statsledere, var krig tidligt hans egentlige mål.
 
Efter [[Paul von Hindenburg|Hindenburgs]] død i 1934 meddelte Hitler generalstaben at han havde til hensigt at gøre Tyskland klar til krig inden for fem år. Det var med dette mål for øje han genindførte den almindelige værnepligt i [[1935]] og fremlagde sin [[fireårsplan]] i [[1936]]. Det økonomiske opsving i Tyskland fra [[1933]] blev hjulpet frem af et generelt opsving på verdensmarkedet og yderligere styrket af [[kredit]]ter. Særlig vigtig var det statslige arbejdsprogram. Et program, der lignede Roosevelts [[New Deal]]. Både opsvinget og arbejdsprogrammet gavnede oprustningen.
 
Den nationalsocialistiske udenrigspolitik viste allerede sit klare sigte da Tyskland afbrød nedrustningsforhandlingerne med Storbritannien og [[Frankrig]] i oktober [[1933]] og meldte sig ud af [[Folkeforbundet]]. I 1934 støttede Hitler et nationalsocialistisk kupforsøg i [[Wien]], hvorunder den østrigske forbundskansler [[Engelbert Dollfuss]] blev myrdet. I marts 1936 brød Hitler endnu engang alle aftaler, da han lod sine soldater marchere ind i den franske demilitariserede zone ved Rhinen.
 
Hitler gav også sin støtte til [[Francisco Franco|Franco]] under [[Den spanske borgerkrig]] fra 1936.
Den tyske [[Legion Condor]] ydede et vigtigt bidrag til Francos sejr, og indsatsen gav [[Luftwaffe (Wehrmacht)|det tyske luftvåben]] erfaringer, som det snart kunne drage nytte af. Den 25. oktober [[1936]] indgik Hitler en aftale med Italiens fascistiske diktator [[Mussolini]] om dannelsen af en akse mellem de to lande, og en måned senere indgik han også aftale med Japan om [[antikominternpagten]] som fascistisk bolværk mod Sovjetunionen og socialismen.
 
Den [[5. november]] [[1937]] indviede Hitler endelig generalstaben i sine planer for fremtiden. I den [[referat|protokol]], som oberst [[Friedrich Hossbach]] førte under det hemmelige møde, hedder det, at "løsningen på det tyske spørgsmål kun kan nås ved magt". Samtidig fortalte Hitler staben, at det var hans faste beslutning at slå til mod [[Tjekkoslovakiet]] og [[Østrig]] så snart som muligt.
 
I december 1937 godkendte Hitler det "Første tillæg til anvisningen for Wehrmachts samlede krigsforberedelse af den [[24. juni]] 1937". Her blev hans angrebsplaner konkretiseret. Her hedder det blandt andet:
 
:''"Når Tyskland når op til sit fulde krigsberedskab, vil de militære forudsætninger være tilvejebragt så vidt, at en angrebskrig mod Tjekkoslovakiet vil kunne vindes(...)selv hvis den ene eller den anden stormagt griber ind."''
 
Hitler var på dette tidspunkt altså helt klar over hvad hans aggressive udenrigspolitik ville kunne føre til, og han var indstillet på dens konsekvenser. De europæiske nationer veg tilbage for Hitlers vilje og hans militære trusler, og i marts [[1938]] opnåede Hitler derfor, at Østrig blev tilknyttet det nu «stortyske rige» ([[Anschluss]]) uden militære konsekvenser. I oktober samme år krævede han at Tjekkoslovakiet skulle afstå [[Sudetenland]] til Tyskland. I grænseområderne var befolkningen overvejende tysksproget og tysksindet.
Eftersom Tjekkoslovakiet var i alliance med Frankrig og Storbritannien, indebar Hitlers krav fare for endnu en storkrig. Mussolini, som anså at [[Italien]] endnu ikke havde oprustet i tilstrækkelig grad, fik som mægler imidlertid gennemført en konference i München mellem Hitler, den britiske statsminister [[Neville Chamberlain]] og den franske ministerpræsident [[Édouard Daladier]].
Disse to statsledere var meget bange for en krig, som de hverken mente at deres lande var rustede til eller mentalt parate til. De fortsatte dermed deres ''[[appeasement]]''politik; med [[Münchenaftalen]] accepterede de Hitlers ønsker og prisgav deres alliancepartner Tjekkoslovakiet. I strid med sine løfter i München gennemtvang Hitler ved hjælp af krigstrusler i marts [[1939]], at "Rest-Tjekkiet" (som han kaldte det) kom under nazistisk kontrol som [[Protektoratet Böhmen og Mähren]]. Slovakiet blev en nominelt uafhængig stat, som imidlertid faktisk var helt afhængig af Tyskland.
 
Umiddelbart efter at Tjekkoslovakiet var slået fuldstændig i stykker, sagde Hitler i en rigsdagstale at Tysklands sidste territoriale krav dermed var blevet indfriet. En tale han endnu engang forsøgte at narre de allierede med. Der skulle kun gå nogle få måneder før han krævede at den delte tysk-polske by [[Danzig]] skulle genforenes med Tyskland. I en hemmelig tillægsprotokol til [[Molotov-Ribbentrop-pagten]] fra august 1939 var Polens og [[Baltikum]]s deling aftalt mellem Tyskland og [[Sovjetunionen]]. Det var Hitlers krav i Polen der til slut udløste den anden verdenskrig. Denne krig havde Hitler bevidst styret mod i sin tænkning og i sine regeringsdispositioner siden 1933. Hele hans politik havde sigtet på denne krig.
 
Hans løftebrud under og efter Sudeterland-krisen havde fået Storbritannien og Frankrig til at indse Hitlers reelle hensigter. De ledende statsmænd i begge lande var nu endelig klar over, at det ikke var muligt at indgå bindende aftaler med Hitler, og at eftergivenhed bare ville følges af yderligere krav fra hans side. De havde derfor givet Hitler det ultimatum, at hvis han angreb Polen, så ville de reagere med magt.
 
== Hitler under 2. verdenskrig (1939-1945) ==
{{uddybende|2. verdenskrig}}
Hitlers mål var på dette tidspunkt gået op for de fleste europæiske nationer. De forstod nu at han ikke bare ville genetablere Tysklands stormagtsrolle i Europa og eliminere den jødiske race, men også at han ville gøre Tyskland til en supermagt, der skulle lægge verden under det tyske folks herredømme. Hans mere konkrete mål for en krig var at oprette kolonier i Østeuropa, hvor de slaviske folk skulle tjene den tyske herrerace som slaver. Hans fantasi om [[Lebensraum]] var også en romantisk forestilling om det oprindelige tyske bondeliv. Det indebar at den tyske race skulle bo på store herregårde på de store østeuropæiske vidder. Derfor var hans krigsplaner i første omgang rettet mod Østeuropa.
 
Han garderede sig mod en krig med Frankrig, fordi han vidste at de ikke ville tolerere hans angreb i øst. Hans aggressionspolitik byggede også på et had til bolsjevismen; det var måske var en af årsagerne til, at han havde fået lidt for lang snor hos mange vestlige politikere, der trods alt hellere ville have en Hitler end en Stalin.
 
=== Hitler og krigsforløbet ===
[[Fil:2 р 2000 Сталинград.jpg|thumb|left|250px|Sovjetisk mønt til minde om sejren ved Stalingrad (= Сталинград)]]
Det tog 18 dage at knække polakkernes modstand, og i henhold til Molotov-Ribbentrop-pagtens tillægsprotokol marcherede [[Den røde armé]] ind i landet fra øst den [[17. september]]. Kort efter gik Stalin til angreb på [[Finland]]. De pinlige nederlag som de talmæssigt underlegne finner gang på gang tilføjede de sovjetiske styrker i [[Vinterkrigen]] 1939/40, styrkede Hitler i den opfattelse at det ikke ville blive alt for vanskeligt at besejre [[den Røde Hær]]. Det var hans hensigt allerede ved indgåelsen af [[Molotov-Ribbentrop-pagten]]. Tillige var det angreb det sidste argument Hitler behøvede for at få sine stadig nølende generaler til at tilslutte sig et angreb på Rusland før at Hæren var klar. Hæren havde meldt ud at de først var krigsklar i 1941. Også en dato som England havde som skæringsdato for sin krigsparathed.
 
Sine største triumfer fejrede Hitler i den første halvdel af [[1940]], hvor Wehrmacht i en række kortvarige lynkrige, "Blitzkriege" overvandt [[Danmark]], [[Norge]], [[Nederlandene]], [[Belgien]] og [[Luxembourg]]. Og desuden nedkæmpede han Frankrig i sommeren 1940 på kun seks uger. Men allerede samme sommer led han sit første alvorlige nederlag: [[Slaget om England]]. I London var Chamberlain blevet afløst af [[Winston Churchill]], som siden [[1933]] havde agiteret for større fasthed over for Tyskland. Hitler så derimod på sin side England som en mulig forbundsfælle; den egentlige fjende var for ham Sovjetunionen, så han tilbød briterne frie hænder i deres kolonirige til gengæld for en anerkendelse af Tysklands dominans på det europæiske kontinent. Til trods for Storbritanniens svage militære stilling afviste Churchill enhver dialog med Hitler, dog efter at havde sikret sig at den amerikanske præsident ville sikre England forsyninger. Efter at luftkrigen over England var slået fejl, koncentrerede Wehrmacht sig om planer om en invasion med flådestyrker. Men "[[Operation Seelöwe]]" blev skrinlagt af Hitler i [[1941]], fordi han stadig ikke betragtede briterne som en alvorlig trussel og nu hellere ville vende sig mod sit egentlige mål: Stalins Sovjetunionen. Ud fra en strategisk analyse stod russerne også i tyskernes baghave og var reelt en større sikkerhedsrisiko end englænderne var.
 
Men først måtte han komme [[Mussolini]] til undsætning: Den italienske [[Balkankrigen (1940-1941)|Balkankrig]] gik dårligt; særlig så det alvorligt ud i [[Grækenland]]. Selv om den tyske erobring af [[Balkanhalvøen|Balkan]] også tjente til at sikre den sydlige flanke mod Middelhavet, kom dette felttog til at forsinke det planlagte angreb på [[Sovjetunionen]] yderligere. Invasionen med kodenavnet [[Operation Barbarossa]] kom først i gang den [[22. juni]] 1941. Den nationalsocialistiske propaganda forklarede angrebet som antikommunismens, antibolsjevismens og den vesterlandske kulturs kamp mod det "asiatiske barbari" og den "jødiske bolsjevisme". Propagandaen var i sin nedværdigende omtale af de slaviske folk i høj grad med til at give de tyske soldater en følelse af, at de snarere kæmpede mod dyr end mod mennesker. Felttoget var egentlig snarere et røver- og erobringstogt. Det havde til hensigt at erobre "[[Lebensraum]]" (livsrum) for det "[[Arier|ariske]] herrefolk" og gøre de undertrykte befolkninger til slaver eller udrydde dem. I øvrigt havde den tyske hær slet ikke forsyningskapacitet nok og det blev løst kynisk af Hitler ved at beordre hæren til at røve mad fra civile i de besatte områder, selvom øverste general for logistik advarede om at det ville betyde sultedøden for de lokale. Denne ordre betød også at iværksættelsen af angrebet kunne fremskyndes med mindst et år.
 
Efter de store sejre blev Wehrmacht standset foran [[Moskva]] i december 1941, netop som den frygtede russiske vinter satte ind. Den tyske hær var kort sagt løbet tør for momentum. Forsyningsvejene var blevet for lange til for få lastbiler og især lokomotiver. og slitagen på den lange rute frem og tilbage for logistik køretøjerne udsled dem langt hurtigere end de kunne erstattes. Den 7. december angreb [[Japan]] (Tysklands allierede) de amerikanske baser ved [[Angrebet på Pearl Harbor|Pearl Harbor]] på [[Hawaii]]. Det drog USA ind i konflikten. Hitler erklærede krig mod USA den [[11. december]] 1941. Russerne fik sikkerhed for at Japan ikke ville angribe dem fra øst og kunne overføre endda ret store styrker til forsvaret af Moskva og endda angreb og tilbagetvingning af tyskerne. Moskva kom aldrig til at være et tysk militært mål igen.
 
Den [[19. december]] [[1941]] overtog Hitler den egentlige overkommando over hæren. Efter at Wehrmacht i [[1942]] igen kom i offensiven i begrænset omfang blev målet at sikre sig de russiske oliekilder ved kaukasus. Flanken måtte dog sikres i dette fremstød mod syd og flanketruslen var Stalingrad... førte Hitlers militære fejlhåndtering til et knusende nederlag tidligt [[1943]] med [[Slaget om Stalingrad]], hvor hele den sjette tyske arme måtte overgive sig fordi Hitler havde forbudt den at trække sig tilbage fra den udsatte stilling. Samtidig tabte Afrika korpset samme mængde soldater til amerikanerne. I alt 600.000 meget erfarne tyske soldater blev tabt ved de to slag.
 
På østfronten var krigslykken for alvor vendt for tyskerne. Og Hitlers stående mantra til sine generaler var derefter "vind mig tid". Og en total krig blev indført med omlægning af industrien til 100% krigsfokus og indførelse af 3 holds skift mod tidligere kun et hold a 8 timer. Det lykkedes i sådan en grad at rustningsminister Speer kunne genforsyne hele hæren 3 gange i 1944 og i jan-mar 1945 oversteg den tyske krigsindustri den samlede allierede produktion. Sent i 1944 blev især olieindustrien bombet i stykker det og manglen på erfarne soldater gjorde udfaldet. Krigen var tabt. populært sagt var det en hær der startede krigen og en anden hær der afsluttede den. Så store havde tabene været.
 
Samme år vandt de allierede bombefly luftherredømmet over Tyskland. Mange tyske byer endte som ruiner og aske. Den [[6. juni]] [[1944]] startede [[D-dag|den allierede invasion]] af [[Normandiet]]. Og i juli blev hele den tyske midterfront udryddet i den russiske sommeroffensiv med 1 mio. døde tyske soldater. Til trods for alle nederlag, enorme civile tab i alle deltagende lande og voldsomme ødelæggelser lod Hitler krigen fortsætte i to år, helt til det endelige nederlag. Det skyldes nok især Hitlers egen indstilling til verden, hvor den stærke måtte vinde eller bukke under. Der fandtes ikke overgivelse, der fandtes kun sejr eller død. Hans personlige indgreb i den tyske krigsførelse – blandt andet ved at forbyde udsatte troppeenheder at trække sig tilbage – førte til massive tab blandt de tyske soldater.
 
Først da de allierede stod ved [[Elben]] og midt inde i [[Berlin]], og Hitler måtte frygte, at han kunne blive taget til fange, bestemte han sig for at begå selvmord.
 
== Sidste angrebsforsøg og efterfølgende ragnarok ==
16. december 1944 blev tyskernes sidste [[Ardenneroffensiven|offensiv i Belgiens Ardennerområde]] indledt. Offensiven var dog et håbløst forsøg på at vende krigens gang – dets succes krævede en overlegen tysk styrke, hvilket langt fra var tilfældet. Angrebet var en tro kopi af det i 1940 med gennemgang af panser igennem tæt skov i et overraskelsesangreb. Denne gang var kampvognene dog massivt meget større og krævede langt flere forsyningskørertøjer en kombination der dels forsinkede store tropperkoncentrationer og dels forhindrede deres deltagelse i slaget og overforbrug af brændstof tilmed før fronten var nået. Katastrofen var grundlagt. Det er sandsynligt, at Hitler insisterede på denne chance offensiv, fordi han indså at tyskerne efterhånden kun håbede på fred med vestmagterne. I øst flygtede befolkningen fortvivlet for den fremrykkende russiske hær; i vest blev den hvor den var, hængte lagener og hvide duge ud af vinduerne som tegn på overgivelse og bad indtrængende de tyske officerer om ikke at forsvare deres by eller landsby, men blot overgive den for at undgå flere ødelæggelser. At lukke russerne ude og slippe vestmagterne ind, var befolkningens store håb. Hitler derimod insisterede gennem hele krigen på at lade sit folk gå i martyr-døden, og Ardenner-offensiven kan have været en måde hvorpå han forsøgte at opnå tilblivelsen af landets ragnarok i 1945.
 
18. marts 1945 udsendte han sin ordre om øjeblikkelig evakuering af samtlige indbyggere i de vestlige områder. Rustningsminister [[Albert Speer]] fortæller at Hitler blev gjort opmærksom på, at der ikke fandtes transportmidler til en evakuering i den størrelsesorden. "Så må de gå!" slog Hitler fast. Når tyskerne ikke frivilligt ville følge ham ind i katastrofen, skulle de udleveres til russernes hævn.
 
19.marts blev "[[Nero-ordren]]" udstedt, hvis ene mål var at fratage alle tyskere muligheden for at overleve. Alle offentlige anlæg og værdier skulle ødelægges. Den 27.november 1941, altså før den russiske mosoffensiv var blevet indledt, udtalte Hitler til den danske udenrigsminister [[Erik Scavenius]] og den kroatiske udenrigsminister [[Lorkovitsj]]:
 
::''"Hvis det tyske folk ikke er stærkt og offervilligt nok til at give sit blod for sin eksistens, skal det forgå og tilintetgøres af en anden, stærkere magt. Jeg skal ikke fælde en tåre for det tyske folk."''<ref name=haffner>Haffner, Sebastian. ''Anmerkungen zu Hitler''. forlaget Kindler. 1978.</ref>
 
Allerede her nedkaldte Hitler altså det uomgængelige ragnarok, som hans krig havde skabt for det tyske folk.
 
=== Hitlers endeligt i Førerbunkeren ===
{{Kilder|dato=Uge 52, 2013|dette afsnit}}
Hitlers helbredstilstand forværredes betragteligt i løbet af krigsårene, og mod slutningen led han højst sandsynligt af [[Parkinsons sygdom]] i et fremskredet stadium, måske også af tiltagende [[demens]]. Men ifølge øjenvidner var han stadig i besiddelse af sin næsten magiske tiltræknings- og overtalelseskraft. Den 19. marts 1945 beordrede han, med det som er blevet betegnet som "[[Nero-befalingen]]", at Wehrmacht efterhånden som den blev drevet tilbage i de tyske områder, skulle ødelægge landets infrastruktur – en taktik kendt som [[den brændte jords taktik]]. Men rustningsminister [[Albert Speer|Speer]] modarbejdede ordren.
 
Ordren var i overensstemmelse med Hitlers forestilling om "sejr eller undergang". De østlige folk havde vist sig at være de stærkeste, og Hitler mente i sine sidste dage, at det tyske folk ved sit nederlag havde mistet sin eksistensberettigelse. For huleboerne i førerbunkeren havde især denne social-darwinistiske bekendelse en forløsende effekt{{kilde mangler|dato=Uge 18, 2013}}.
 
Den 22. april 1945 blev Hitler ramt af resignation under den daglige situationsrapport i [[Førerbunkeren]] under rigskancelliet i Berlin. Det blev klart for ham, at Berlin var omringet, og at der ikke var udsigt til undsætning fra tyske forstærkninger. Han sagde, at alt nu var tabt, og at alle havde forrådt ham. Han lod dele af sin stab rejse, men trods overtalelsesforsøg fra [[Martin Bormann|Bormann]], [[Wilhelm Keitel|Keitel]] og [[Hermann Göring|Göring]] nægtede han selv at forlade byen. Han gav sin chefadjudant [[SS-Obergruppenführer]] [[Julius Schaub]] ordre om at brænde alle hans personlige papirer fra rigskancelliet og fra bunkeren og derefter gøre det samme i München og i [[Obersalzberg]].
 
[[Fil:Stars & Stripes & Hitler Dead2.jpg|thumb||Hitlers død bekendtgøres i den amerikanske hæravis ''Stars and Stripes'' 2. maj 1945:''Faldet på kommandopost ifølge tysk radio.'']]
Næste dag var de store debatemner i førerbunkeren, hvor nær russerne var kommet, og hvad der var den sikreste selvmordsmetode. Hitler (56) fordelte flere gange giftampuller med [[cyanid]] til sine nærmeste medarbejdere. Giftampuller han i øvrigt havde fået af Himmeler da denne besøgte ham ved hans fødselsdag. Den [[29. april]] giftede han sig med sin mangeårige livsledsagerske [[Eva Braun]] (33). Dagen efter begik de begge selvmord omkring kl. 15.30. De tog gift, og Hitler skød sig samtidig i tindingen.
 
Martin Bormann, Hitlers kammertjener [[Heinz Linge]], Hitlers SS-adjudant [[Otto Günsche]] og nogle livvagter bragte ligene af Eva Braun og Adolf Hitler ud i rigskancelliets have, hvor de brændte dem.
Ligene blev gravet op af russerne efter deres indtagelse af Berlin først i maj, og de var i stand til at identificere de døde på baggrund af røntgenbilleder og tandkort. Af politiske grunde holdt de sovjetiske myndigheder fundene hemmeligt.
 
Først efter [[den kolde krig]]s afslutning blev det kendt, at Hitler og Eva Brauns jordiske rester tilsyneladende havde været gravet ned på den sovjetiske organisation [[SMERSH]]'s nye hovedkvarter ved [[Magdeburg]], og at [[KGB]]-chef [[Jurij Andropov|Andropov]] i april 1970 havde beordret ligene fjernet før anlægget blev overdraget til den [[DDR|østtyske]] regering. De sidste rester blev smidt i [[Elben]] og forsvandt med floden videre ud i [[Nordsøen]].
 
== Modstand mod Hitler og hans regime ==
{{Sprog-afsnit|dato=september 2017}}
{{uddybende|Oppositionen i Nazityskland}}
Der var fra første stund nogen uvilje mod Hitler i visse dele af den tyske befolkning, men en kombination af nazisternes gennemgribende og undertrykkende ensretning og Hitlers og nazisternes propagandistiske og agitatoriske talenter gjorde at modstanden aldrig blev særlig stor, og angiveriet og overvågningen af borgerne forhindrede effektivt det mindste tilløb til opposition.{{kilde mangler|dato=marts 2017}} Hitler måtte tillige balancerer på en knivsæg og udbygningen af hæren fra 1933 til 1939 blev udelukkende finansieret vha. de beslaglagte formuer fra jøderne.{{kilde mangler|dato=marts 2017}} En gigantisk sum må det havde været da hæren startede med 100.000 mand og i 1939 4 mio. mand, samt ubåde, kampvogne og fly. Herefter blev krigen finansieret ved kynisk udbytning af de besatte områder samt de gigantiske mængder af guld som tyskerne franarrede englænderne via banker i Portugal ved produktion af falske pundsedler.{{kilde mangler|dato=marts 2017}} Andre indenrigspolitiske hensyn måtte også tages, således at omstilling til krigsproduktion først blev gennemført efter nederlaget ved Stalingrad.{{kilde mangler|dato=marts 2017}} Nu blev treholdsskift obligatorisk og mange civile produkter blev ikke mere produceret.{{kilde mangler|dato=marts 2017}} Kongstanken i nazismen var at arbejderklassen ikke skulle lide under krig som de gjorde det under 1. verdenskrig. Ubekendt for de fleste var Hitler imod de høje dødstal i koncentrationslejrene{{kilde mangler|dato=marts 2017}} og udskiftede derfor ledelsen til Himmeler væk fra Goring og den amerikanske organisation,{{kilde mangler|dato=marts 2017}} der indtil da havde ledet lejrene og han søgte på alle måder at skaffe dem nyt land i dels afrikan og dels i palæstina.{{kilde mangler|dato=marts 2017}} Noget England forhindrede. Først i dec. 1941 opgav han sine forbehold på dette område og Endlosning blev en realitet.{{kilde mangler|dato=marts 2017}} Givet vis først nu, da han følte sig indenrigspolitisk stærk nok til det. Blandt andet var Hitlers egen indenrigsminister modstander af drab på tyske jøder{{kilde mangler|dato=marts 2017}} og dennes repræsentant ved wannsee konferencen blev også løsladt allerede i 1951 da han gjorde alt hvad han kunne for at forhindre endlosung.{{kilde mangler|dato=marts 2017}} Den katolske kirke fik også stoppet udrydelsesprogrammet af uværdige liv, som sindsyge og handicappede.{{kilde mangler|dato=marts 2017}} Under den daglige miltære konference 22. april 1945 raser Hitler mod alt og alle og taler om han altid var i oppostion til nogen er derfor helt korrekt.{{kilde mangler|dato=marts 2017}}
 
=== Attentater ===
{{uddybende|20. juli-attentatet}}
Alligevel var der en række attentater mod Hitler: han overlevede 42 attentater og attentatforsøg, der enten strandede under planlægningen eller i selve gennemførelsesfasen. Nogle slog fejl ved deciderede tilfældigheder. Hitler blev dermed yderligere styrket i sin overbevisning om, at han var udvalgt af "forsynet", og hans held var med til at forstærke hans legende-status.
 
Et attentatforsøg fandt sted i 1939, da schweizeren [[Maurice Bavaud]] forsøgte at skyde Hitler, men han kom aldrig på skudhold. Et af de mest bemærkelsesværdige fandt sted samme år, da en sprængsats i Münchens [[Bürgerbräukeller]] eksploderede få minutter efter, at Hitler havde forladt salen 18 minutter før planlagt. Den ansvarlige, snedkeren [[Georg Elser]], blev senere dræbt i [[Dachau (koncentrationslejr)|Dachau koncentrationslejr]].
 
En bombe – kamufleret som to flasker [[Cointreau]] – som Stauffenbergs medsammensvorne [[Henning von Tresckow]] havde smuglet ind i Hitlers fly i [[Smolensk]] i 1943, havde en fejl i tændmekanismen.
 
Få dage efter blev et attentat i [[Berlin]] afblæst i sidste øjeblik, da attentatmanden [[Rudolf Christoph Freiherr von Gersdorff]], som agtede at dræbe Hitler ved en selvmordsbombe i [[Tøjhuset i Berlin|''Zeughaus Berlin'']], ikke nåede at komme tæt nok på Hitler, før Føreren pludselig forlod Tøjhuset.
 
[[20. juli-attentatet]] i 1944 i Førerens hovedkvarter [[Wolfsschanze]] i [[Østpreussen]] var det der var tættest på at lykkes. Det slog imidlertid fejl, blandt andet fordi attentatmanden [[Claus Graf Schenk von Stauffenberg]] kun havde medbragt den ene af de to forberedte bomber, og fordi kufferten med bomben tilfældigvis blev flyttet længere væk fra Hitler og placeret bag et solidt bordben, som tog af for eksplosionen. De sammensvorne, som havde forberedt statskuppet, blev handlingslammet, da de hørte, at Hitler var i live, og de fleste blev arresteret og henrettet samme dag i [[Berlin]]. Feltmarskal [[Erwin Rommel]] var angiveligt blandt attentatforsøgets bagmænd; han blev kort efter afhentet ved sin bopæl og tvunget til at tage sit liv vha. en giftampul.
 
== Hitlers indflydelse på jødeudryddelsen og den nazistiske antisemitisme ==
De væsentlige drivkræfter bag Hitlers politik var hans [[antisemitisme]] og hans radikale [[socialdarwinisme]], som allerede tidligt kan siges at have taget sigte mod en egentlig jødeudryddelse. Helt fra han første gang trådte frem i offentligheden og til sin død angreb Hitler gang på gang [[jøder]]ne og andre såkaldte "racemæssigt underlegne", bl.a. folkeslag som [[sinti]], [[Roma (folkeslag)|roma]], [[Polen|polakker]] og [[Rusland|russere]]. Hans socialdarwinistiske synspunkter kom til udtryk ved hyppige ytringer om syge og om fysisk og psykisk tilbagestående; han omtalte dem som "leveuværdige" og mente at de ville forurene den rene ariske race. Hitler tolkede verdenshistorien som en vedvarende kamp mellem racer. For at den tyske race kunne vinde, gjaldt det om at opbygge en stærk race og ikke lade den ødelægge af svaghed. Det stærke måtte udrydde det svage for at sejre. Som han sagde det på NSDAP-kongressen i [[Nürnberg]] 1929:
 
''"Hvis Tyskland hvert år fik én million børn og samtidig skilte sig af med 700.000 til 800.000 af de svageste af disse børn, ville resultatet måske til sidst endog blive en styrkelse".''{{kilde mangler|dato=januar 2015}}
 
Sådanne udsagn kan lægges til grund for nogle historikeres teser om at virkeliggørelsen af hans socialdarwinistiske og racistiske udryddelsesplaner var nogle af Hitlers politiske hovedmål.
 
=== Forfølgelsen af jøderne under Hitler ===
Hitlers had til jøder var allerede tidligt meget markant, således sagde han i "Mein Kampf" fra 1925.
 
::''"Havde man bare ved krigsudbruddet og under krigen ladet 12.000 eller 15.000 af disse hebraiske folkefordærvere forgå under giftgassen, ligesom hundredtusinder af vore allerbedste tyske arbejdere fra alle samfundslag og erhverv måtte udlide på slagmarken, så ville vore millionofre ved fronten ikke have været forgæves"''{{kilde mangler|dato=januar 2015}}
 
Selv kort før [[2. verdenskrig]]s afslutning beordrede Hitler at stor transportkapacitet, som var meget efterspurgt andetsteds, skulle benyttes til at fragte flest mulige jøder til udryddelseslejrene. Og i sit politiske testamente <ref>[http://www.ns-archiv.de/personen/hitler/testament/politisches-testament.php Politisches Testament 1945]</ref> dikteret i [[Førerbunkeren]] kort tid før hans selvmord, krævede Hitler den ''"strengeste efterlevelse af racelovene"''.
 
[[Fil:Anti-Semitismus 1933.jpg|thumb|Fra boykotten af jødiske forretninger [[1. april]] [[1933]]. En [[Sturmabteilung|SA]]-mand bevogter en udstillingsmontre mærket med [[Davidstjerne]].]]
Allerede i ''Mein Kampf'' &nbsp; fra 1924 antydede Hitler et ønske om at udrydde alle jøder. Efter magtovertagelsen udøvede Hitler og nationalsocialisterne [[antisemitisme]] først åben diskriminering mod jøder med konfiskering af deres ejendom. I løbet af anden verdenskrig udartede den til den "[[Endlösung]]" ("den endelige løsning" på jødespørgsmålet) som kostede omkring seks millioner europæiske jøder livet.
 
Få dage efter Hitlers store sejr i Rigsdagen forordnede han en endags [[boykot]] af alle jødiske forretninger ([[1. april]] 1933). Dette var hans svar på den påståede udenlandske jødiske skrækpropaganda. Derefter fulgte forordninger og nye love, som indskrænkede jødernes borgerrettigheder yderligere og efterhånden degraderede dem til 2.-klasses borgere. En tidlig lovændring krævede at alle jøder i statsembeder blev sagt op. Også andre jøders arbejde blev vanskeliggjort. For eksempel måtte jødiske læger kun have jødiske patienter, og der var desuden erhverv som jøder blev helt udelukket fra.
 
De åbenlyst racistiske "[[Nürnberglove]]" fra [[1935]] berøvede fuldstændig jøderne deres statsborgerlige rettigheder som følge af racekriterier. Blandt andet blev ægteskab mellem jøder og ikke-jøder forbudt, og kønslig omgang mellem jøder og andre blev defineret som "raceskænding" og var ligeledes strafbart. Stat og politi skulle bistå ved såkaldte [[arianisering]]er, dvs. overdragelse af jødiske virksomheder til ikke-jøder på vilkår som var særdeles gunstige for de nye ejere. Udvandringsvillige jøder blev pålagt en "[[rigsflugtsskat]]", hvorefter de måtte betale størstedelen af den ringe sum de havde fået ud af tvangssalget af deres ejendom. I førkrigstiden kulminerede jødeforfølgelserne med "[[krystalnatten]]" mellem [[9. november|9.]] og [[10. november]] [[1938]]. Den blev iscenesat af Joseph Goebbels på befaling af Hitler som "spontane udtryk for folkets harme". Krystalnatten resulterede i voldelige angreb på jøder, jødiske menigheder samt afbrænding af [[synagoge]]r og andre jødiske institutioner over hele det tyske rige.
 
Efter [[Felttoget i Polen i 1939|krigsudbruddet]] i [[1939]] gik Hitler-regimet fra at marginalisere og fordrive jøderne til en decideret udryddelsespolitik. Det var nu ikke længere muligt for tyske jøder at udvandre, og jøderne i de områder som var besat af tyskerne blev udsat for voldsomme forfølgelser. I Østeuropa udførte såkaldte SS-Einsatztruppen deciderede massedrab allerede i starten af krigen. Fra [[1. september]] [[1941]] blev alle jøder som var fyldt seks år tvunget til at bære en gul [[Davidsstjerne]] synligt på tøjet. Der kom nu også flere diskriminerende love til: forbud mod at benytte offentlige transportmidler og at eje bil, [[radio]] og husdyr.
 
Efterhånden blev jøder i de tysk-besatte områder, hovedsagelig områder i Østeuropa, tvunget ind i [[ghetto]]er eller sendt direkte til [[koncentrationslejr]]e. Fra [[1942]] blev der oprettet flere [[udryddelseslejr]]e i det okkuperede [[Polen]], eksempelvis [[Auschwitz|Auschwitz-Birkenau]] og [[Majdanek]]. Her organiseredes og gennemførtes fabriksagtig aflivning af jøder, polakker, russere, sinti, roma, [[Jehovas Vidner]] og andre.
 
Hitlers antisemitisme var også et politisk fejlgreb. I den grad jøderne påvirkede verdensopinionen, havde det været i Tysklands favør, f.eks når det gjaldt at holde [[USA]] fra at deltage i [[første verdenskrig]] på vestmagternes side. Jøderne havde været Tysklands bedste venner – nu tvang han dem over på fjendens side, og det tæller dobbelt. Flugten af forfattere og kunstnere kunne han nok tåle, men i løbet af 1933 flyttede verdens hovedcentrum for [[atomforskning]] sig fra [[universitetet]] i [[Göttingen]] til USA. Uden Hitlers antisemitisme var Tyskland sandsynligvis blevet verdens første atommagt.<ref name=haffner />
 
Hitlers direkte ansvar for disse forbrydelser er efter krigen forsøgt benægtet eller betvivlet af [[Holocaust-fornægtelse|holocaust-fornægtere]]. Som oftest anføres det at der ikke findes noget dokument undertegnet af Hitler med forordning om jødeudryddelser. Men dette argument holder ikke set i lyset af de mange offentlige veldokumenterede udtalelser fra Hitler (nogle af dem nævnt ovenfor), som viser, at den tilintetgørelsespolitik hans regering praktiserede, var i overensstemmelse med hans personlige holdninger og målsætninger. Disse kom ikke alene til udtryk i ''Mein Kampf'', men også i hans tale i Rigsdagen den [[30. januar]] 1939, hvor han fremførte en åben trussel om at han i tilfælde af krig ville sørge for "udryddelse af den jødiske race i Europa".{{kilde mangler|dato=januar 2015}}
 
[[Fil:Zyklon B Container.jpg|thumb|Giftgassen benyttet i gaskamrene havde varemærket [[Zyklon B]].]]
 
Desuden findes der øjenvidneberetninger der sætter Hitler i direkte forbindelse med detaljer ved maskineriet der anvendtes ved udryddelserne. Hans kammertjener [[Heinz Linge]] og hans adjudant [[Otto Günsche]] bevidnede umiddelbart efter krigen, at Hitler "personligt" havde interesseret sig for udviklingen af [[Gaskammer|gaskamrene]]. Han havde godkendt modeller og tegninger som blev vist ham af [[Heinrich Himmler]] og havde beordret at konstruktørerne skulle ydes "omfattende støtte".{{kilde mangler|dato=januar 2015}}
 
==== Eutanasiprogrammet ====
{{uddybende|Eutanasiprogrammet}}
I forhold til eutanasiprogrammet findes der også en række dokumenter der beviser Hitlers personlige engagement. I oktober 1939 underskrev han en befaling til det som senere fik navnet [[Aktion T4]]. Med dette muliggjorde han "[[eutanasi]]". I nazismens tid defineret som eliminering af åndelig og fysisk svage mennesker, der med Det tredje Riges ideologiske sprogbrug blev betegnet som ikke-"leveværdige".
 
Rigsleder [[Philipp Bouhler]] blev udpeget til at gennemføre dette T4-program. Han lod nerveanstalter, sygehuse og hospitaler omdanne til deciderede aflivningsinstitutioner. Alene i det daværende rigsområde blev næsten 190&nbsp;000 åndeligt og fysisk handicappede mennesker myrdet, med gas eller gift, ved skydning eller ved at lade dem dø af sult. I nogle tilfælde førtes udstødningen ind i en bus, så de indespærrede passagerer døde af [[kulilte]]forgiftning. Hvor mange, der blev dræbt i de okkuperede områder, er vanskeligt at fastslå.
 
Kirkelige protester især fra [[den katolske kirke|katolsk hold]] (for eksempel fra [[biskop]] [[Clemens August Graf von Galen|von Galen]] af [[Münster]]) førte til, at eutanasiprogrammet blev forsinket. Men kun i en kortere periode, hvorefter det blev genoptaget med fuld styrke. SS-kommandoerne, som foretog mange af aflivningerne af de handicappede, kunne herigennem eksperimentere sig frem til de mest effektive metoder til masseaflivning, som senere blev taget i brug ved det industrielle massemord af jøder.
 
== Litteratur ==
=== Hitlers egne værker ===
==== Selvbiografi, manifest, testamenter og private dialoger/monologer ====
* Hitler, A. (1925). ''[[Mein Kampf]]''. [[s:Mein Kampf|Wikisource Version]]
* Hitler, A. (1935). ''[[Zweites Buch]]'' ([[Oversættelse|trans.]]) ''Hitler's Second Book: The Unpublished Sequel to Mein Kampf by Adolf Hitler''. (Enigma Books: New York, 2006. ISBN 978-1-929631-61-2)
* Hitler, A. (1945). ''[[Last will and testament of Adolf Hitler|My Political Testament]]''. [[s:My Political Testament|Wikisource Version]]
* Hitler, A. (1945). ''[[Last will and testament of Adolf Hitler|My Private Will and Testament]]''. [[s:My Private Will and Testament|Wikisource Version]]
* Hitler, A., (1971). ''Unmasked: two confidential interviews with Hitler in 1931.'' Chatto & Windus. ISBN 0-7011-1642-0
* Hitler, A., (1974). ''[[Hitler's Letters and Notes]].'' Harper & Row. ISBN 0-06-012832-1
* Hitler, A., (2000). ''Hitler's Table Talk.'' Enigma Books. ISBN 1-929631-05-7
* Hitler, A., (1975). ''Hitlers testamente – Hitler-Bormann dokumenterne''. Stig Vendelkærs Forlag. København. (med introduktion af H.R. Trevor Roper)
* Hitler, A., (1945). ''Mine samtaler med Hitler''. Povl Branners Forlag. København, Aalborg. (Herman Rauschnings samtaler med Hitler fra starten af 30'erne)
 
==== Taler ====
* Baynes, N. (1942). ''The Speeches of Adolf Hitler, April 1922-August 1939 V1.'' London, Oxford University Press. ISBN 0-598-75893-3
* Baynes, N. (1942). ''The Speeches of Adolf Hitler, April 1922-August 1939 V2.'' London, Oxford University Press. ISBN 0-598-75894-1
* Domarus, M. (1990). ''Hitler: Speeches and Proclamations 1932 – 1934 V1''. Bolchazy-Carducci Publishers, Inc. ISBN 0-86516-227-1
* Domarus, M. (1992). ''Hitler: Speeches and Proclamations 1935 – 1938 V2''. Bolchazy-Carducci Publishers, Inc. ISBN 0-86516-229-8
* Domarus, M. (1996). ''Hitler: Speeches and Proclamations 1939 – 1940 V3''. Bolchazy-Carducci Publishers, Inc. ISBN 0-86516-230-1
* Domarus, M. (2004). ''Hitler: Speeches and Proclamations 1941 – 1945 V4''. Bolchazy-Carducci Publishers, Inc. ISBN 0-86516-231-X
* Domarus, M., Romane, P., ed. (2007). ''[[The Essential Hitler: Speeches and Commentary]].'' ISBN 0-86516-665-X
* Domarus, M. (2007). ''[[The Complete Hitler: A Digital Desktop Reference to His Speeches & Proclamations]] 1932-1945.'' ISBN 0-86516-658-7
* Roussy, R. (1973). ''My New Order.'' Octagon Books. ISBN 0-374-93918-7
 
=== Litteratur om Hitler ===
* [[Alan Bullock|Bullock, A.]] (1958). ''Hitler: a Study in Tyranny.'' Bantam Books. ISBN 1-56852-036-0
* Cross, C. (1973). ''Adolf Hitler.'' Hodder and Stoughton. ISBN 0-340-10911-4
* Davidson, E. (1977). ''The Making of Adolf Hitler.'' Macmillan Pub. Co. ISBN 0-8262-1117-8
* Davidson, E. (1996). ''Unmaking of Adolf Hitler.'' Univ. of Missouri Pr. ISBN 0-8262-1045-7
* Dufner, A. (2003). ''Rise of Adolf Hitler.'' Greenhaven Pr. ISBN 0-7377-1518-9
* [[Joachim Fest|Fest, J.]] (2004). ''Der untergang.'' Frankfurt am Main, Berlin, Wien
* [[Joachim Fest|Fest, J.]] (2002). ''Hitler.'' Harvest Books. ISBN 0-15-602754-2
* Fuchs, T. (2000). ''A Concise Biography of Adolf Hitler.'' Berkley. ISBN 0-425-17340-2
* Gerber, A. (1961). ''The life of Adolf Hitler, 1889-1945.'' Mercury Books. ASIN B0007EAR98
* Giblin, J. (2002). ''The Life and Death of Adolf Hitler.'' Clarion Books. ISBN 0-395-90371-8
* [[Ernst Hanfstaengl|Hanfstaengl, E.]] (1994). ''Hitler : The Missing Years.'' Arcade Publishing. ISBN 1-55970-272-9
* Gogerly, L. (2003). ''Adolf Hitler.'' Heinemann/Raintree. ISBN 0-7398-5256-6
* Haffner, S. (1978) ''Anmerkungen zu Hitler.'' Fischer Taschenbuch Verlag. Frankfurt am Main. ISBN 3-596-23489-1
* Hallett, G. (2005). ''Hitler Was a British Agent''. Progressive Press. ISBN 0-473-11478-X
* Heiber, H. (1972). ''Adolf Hitler a Short Biography.'' Berg Pub Ltd. ISBN 0-85496-123-2
* [[Konrad Heiden|Heiden, K.]] (1936). ''Hitler: A Biography''. A.A. Knopf.
* Heyes, E. (1994). ''Adolf Hitler.'' Millbrook Pr. ISBN 1-56294-343-X
* Housden, K. (2000). ''Hitler : Biography of a Revolutionary.'' Routledge. ISBN 0-415-16358-7
* [[Ian Kershaw|Kershaw, I.]] (1999). ''Hitler: 1889-1936 Hubris''. W. W. Norton & Company. ISBN 0-393-04671-0
* [[Ian Kershaw|Kershaw, I.]] (2001). ''Hitler: 1936-1945 Nemesis''. W. W. Norton & Company. ISBN 0-393-32252-1
* {{cite book
| last = Kolb
| first = Eberhard
| authorlink = Eberhard Kolb
| title = The Weimar Republic
| origyear = 1984
| year = 2005
| isbn = 978-0-415-34441-8
| publisher = Routledge
| location = London; New York
| ref = harv
}}
* [[August Kubizek|Kubizek, A.]] (1976). ''The Young Hitler I Knew.'' Greenwood Pub Group. ISBN 0-8371-8664-1
* [[Lothar Machtan|Machtan, L.]] (2001). ''[[The Hidden Hitler]]''. Basic Book. ISBN 0-465-04308-9
* Marrin, A . (1987). ''Hitler.'' Penguin Books ISBN 0-670-81546-2
* Maser, W. (1973). ''Hitler: legend, myth & reality.'' Harper & Row. ISBN 0-06-012831-3
* Nardo, D. (2002). ''Adolf Hitler.'' Lucent Books. ISBN 1-56006-951-1
* Nicholls, D. (2000). ''Adolf Hitler: A Biographical Companion.'' ABC-Clio Inc. ISBN 0-87436-965-7
* Parker, L. et al. (2002). ''Adolf Hitler.'' Blackbirch Pr. Inc. ISBN 1-56711-625-6
* [[Pierre Stephen Robert Payne|Payne, R.]] (1973). ''The life and death of Adolph Hitler.'' Cape. ISBN 0-224-00927-3
* Petrova, A. (1995). ''The Death of Hitler: The Full Story With New Evidence from Secret Russian Archives''. W. W. Norton & Co Inc. ISBN 0-393-03914-5
* Price, B. (1984). ''Adolf Hitler: The Unknown Artist.'' Stephen Cook. ISBN 0-9612894-0-6
* Roberts, J. (2001). ''Adolf Hitler: A Study in Hate.'' Powerkids Pr. ISBN 0-8239-3317-2
* [[Ron Rosenbaum|Rosenbaum, R.]] (1999). ''[[Explaining Hitler: The Search for the Origins of His Evil]].'' Harper Perennial. ISBN 0-06-095339-X
* Rubenstein, J. (1982). ''Adolf Hitler.'' Franklin Watts. ISBN 0-531-04477-7
* [[William L. Shirer|Shirer, W.]] (1961). ''The Rise and Fall of Adolf Hitler.'' Scholastic. ISBN 0-394-86270-8
* Smith, B. (1967). ''Adolf Hitler: His Family, Childhood, and Youth.'' Hoover Institution Press. ISBN 0-8179-1622-9
* Smith, Gene (1973). ''The Horns of the Moon: A short biography of Adolf Hitler.'' New York City: Charterhouse. {{fejlagtigt ISBN|0-88327-036-0}}
* Stalcup, B. (2000). ''Adolf Hitler.'' Greenhaven Pr. ISBN 0-7377-0222-2
* [[Josef Stalin|Stalin, J.]], et al. (2005). ''The Hitler Book: The Secret Dossier Prepared For Stalin From The Interrogations of Hitler's Personal Aides.'' Public Affairs. ISBN 1-58648-366-8
* Trevor-Roper, H.R. (1992) "The last days of Hitler". Univ of Chicago PR.
* Tames, R. (1998). ''Adolf Hitler: An Unauthorized Biography.'' Heinemann Library. ISBN 1-57572-689-0
* [[John Toland (author)|Toland, J.]] (1976). ''Adolf Hitler.'' Doubleday. ISBN 0-385-03724-4
* Waite, R. (1993). ''[[The Psychopathic God]]: Adolf Hitler.'' Da Capo Press. ISBN 0-306-80514-6
* Wepman, D. (1989). ''Adolf Hitler.'' Chelsea House Pub. ISBN 0-7910-0575-5
* Williams, J. (2005). ''Corporal Hitler and the Great War 1914-1918 : The List Regiment''. Frank Cass. ISBN 0-415-35855-8
 
== Referencer ==
{{reflist|2}}
 
== Eksterne henvisninger ==
{{Søsterlinks | emne = Adolf Hitler | commons = Adolf Hitler | quote = Adolf Hitler}}
{|
| {{Sekvens|direction=right|forr=[[Kurt von Schleicher]]| emne=[[Tyske kanslere|Kansler i Tyskland]]<br />[[30. januar]] [[1933]] - [[30. april]] [[1945]]| følg=[[Joseph Goebbels]]}}
|}
{{Tyskhistorie|state=collapsed}}
{{Adolf Hitler}}
{{Hitlers kabinet}}
{{Tysklands kanslere}}
{{Tysklands rigspræsidenter}}
{{Reichsstatthaltere}}
 
{{lovende}}
{{autoritetsdata}}
{{FD|1889|1945|Hitler, Adolf}}
[[Kategori:Adolf Hitler| ]]
[[Kategori:Hitler-familien|Adolf]]
Hentet fra "https://da.wikipedia.org/wiki/Adolf_Hitler"