Kirkeklokke, ej til Hovedstæder: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
→Melodi: linkfix |
Tilføjet såvel det oprindelige udkast som den først trykte tekst til salmen. Kilder medlagt. |
||
Linje 4:
== Historie ==
Teksten til salmen siges at være skrevet i 1845, da [[Grundtvig]] brugte sin sommer hos [[Kamma Rahbek]] i Bakkehuset på Frederiksberg, da det endnu var i landlig idyl, men der findes mange historier om, hvornår og hvorfor Grundtvig skrev digtet. En anden udtalelse går på, at Grundtvig skrev digtet, da han i 1844, i en syg tilstand, besøgte sine præstevenner på Sjælland, hvor han blev mindet om sin barndom.<ref>A. Malling, Dansk salmehistorie, bind 3, s.
Først i 1945 blev digtet offentliggjort i [[Dansk Kirketidende]].<ref> http://www.folkekirken.dk/om-troen/salmer/kirkeklokke-mellem-aedle-malme.</ref>
== Tekst ==
{| class="wikitable"
!Grundtvigs oprindelige udkast<ref>A. Malling, Dansk salmehistorie, bind 3, s. 113, J. H. Schultz Forlag, København 1963</ref>
!Det første tryk<ref>A. Malling, Dansk salmehistorie, bind 3, s. 114, J. H. Schultz Forlag, København 1963</ref>
|-
|1. Kirkeklokke! mellem ædle Malme
Mageløs er for mit Hjerte du,
Vaagnet er ved dig en Høitidspsalme
Som gienlyder daglig i min Barm.
2. Kirkeklokke! ei til Hovedstaeder
Støbtes du, men til den lille By,
Hvor det høres trindt naar Barnet græder,
Grandt jeg saae det paa min stille Vei.
3. Kirkeklokke! Moderskiød for Klangen
Som er alle Støvets Engle kiær,
Toner dine kappedes om Rangen
For mit Øre tit og i mit Bryst!
4. Mens som Barn paa Landet jeg var hjemme,
Jule-Morgen var mit Himmerig,
Den du meldte mig med Englestemme,
(Naar du kimed)
Kimed klart den store Glæde ind.
5. Høiere dog stemde dine Toner,
Naar de med den gyldne Soel frembrød,
(Meldte)
Kimed: Støv! opreist er din Forsoner,
Stat nu op i Paaske-Morgengry!
6. Lavere de sprede deres Vinger,
Sænke sig med Solen dybt i Hav,
Naar for mig nu Aftenklokken ringer,
Og jeg taller dine Bedeslag;
7. Lifligt dog det er, især om Høsten,
(I den stille klare Aftenstund)
I den stille, svale Aftenstund,
Giennem Paradis gaaer Skaberrøsten,
Kalder til sin Hvile Sjælen ind!
8. Kirkeklokke! Naar tilsidst du lyder
For mit Støv og det dig hører ei
(Meld da blidt til a)
Meld da mine Kiære, saa det fryder:
(Sovet hen er Lytteren i Fred!)
Han sov hen som Soel i Høst gaaer ned!
–––––––––––––––––––––
9. Landet nu graahaardet kun jeg giæster
Og har hjemme, selv jeg veed ei hvor,
Dog paa Lysets Hjem min Hu sig fæster,
Evig godt, jeg veed, er ene der!
|'''Kirke-Klokken'''
1.Kirke-Klokke! mellem ædle Malme
Mageløs er for mit Hjerte du,
Vaagnet er ved dig en Høitids-psalme,
Som gienlyder daglig i min Barm!
2. Kirke-Klokke! ei til Hovedstaeder
Støbtes du, men til den lille By,
Hvor det høres trindt naar Barnet græder,
Og inddysses blidt ved Vuggesang.
3. Kirkeklokke! Moderskiød for Klangen
Som er mig langt meer end Strængeleg,
Toner dine kappedes om Rangen,
For mit Øre tit og i min Barm.
4. Mens som Barn paa Landet jeg var hjemme,
Julemorgen var mit Himmerig,
Den du meldte mig med Englestemme,
Kimed klart den store Glæde ind.
5. Høiere dog stemde dine Toner,
Naar de med »den gyldne Soel frembrød,«
Kimed: Støv! opreist er din Forsoner,
Stat nu op i Paaske-Morgengry!
6. Lavere de sprede deres Vinger,
Sænke sig med Solen dybt i Hav,
Naar for mig nu Aftenklokken ringer,
Og jeg taller dine Bedeslag.
7. Lifligt dog det klinger helst om Høsten,
I den stille, svale Aftenstund;
Giennem Jorderig gaaer Himmelrøsten,
Kalder Sjælen til sin Hvile ind.
8. Landet nu graahaardet kun jeg giæster,
Og har hjemme, selv jeg veed ei hvor;
Dog paa Lysets Hjem min Hu sig fæster,
Evig godt, jeg veed, er ene der.
9. Derfor nu, naar Aftenklokken melder:
Solen sank og Fuglen slumred ind,
Da mit Hoved jeg med Blomsten helder,
Nynner sagte mellem Bedeslag:
10. Kirke-Klokke! naar tilsidst du lyder
For mit Støv, skiøndt det dig hører ei,
Meld da mine Kiære, saa det fryder:
Han sov hen, som Soel i Høst gaaer ned!
|}
==Melodi==
| |||