Kirkeklokke, ej til Hovedstæder: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
→Tekst: layout |
|||
Linje 122:
Teksten er iflg. [[Anders Malling]] inspireret af en helt bestemt kirkeklokke og måske endda en helt bestemt klokkeringning, men er nærmere skrevet som en hyldest til kirkeklokken generelt<ref name=":0">A. Malling, Dansk salmehistorie, bind 3, s. 115-116, J. H. Schultz Forlag, København 1963</ref>. Som udgangspunkt bruges kirkeklokken som symbol for den kristne tro, men igennem salmen pådrages klokken forskellige betydninger og karakterer. I andet vers opnår den iflg. Malling en funktion som samler af den lille bys folk, og i tredje vers oplever man klokketonens forskellige funktioner, som ”kappedes om Rangen.” Her er der f.eks. tale om en hentydning til juleklokken, som ”for barnet [var] en englestemme,” påskeklokken med sin mere sejrrige og manende lyd og aftenklokken, som lydmæssigt sænkes for at ”indsamle de trætte under vingerne.”
Fra fjerde til og med sjette vers opnår salmen dog et mere personligt præg, hvor Grundtvig først mindes kirkeklokkerne fra hans barndom i [[Udby (Vordingborg Kommune)|Udby]]<ref name=":0" />. Derpå mindes han i femte vers påskeklokkerne enten fra Udby, [[Thyregod]] eller måske endda senere endnu, og i sjette vers klargøres det, at Grundtvig slet ikke har en intention om, at redegøre for hverken kirkeåret eller hans liv, men nærmere at disse minder udlægges for at ”belyse nutidens situation, og det er efteraarsstemningen.” Syvende vers forklarer Malling som en analogi, hvor klokkerne er analogt med Herrens stemme, da han går igennem Paradisets have og kalder på Adam; det skal hertil også nævnes, at der i den oprindelige tekst stod skrevet ”Giennem Paradis gaaer Skaberrøsten” frem for ”Giennem Jorderig gaaer Himmelrøsten.” Ottende vers bliver igen personligt, idet verset handler om Grundtvig selv; nu, hvor han er gammel (eller ”graahærdet,” som Grundtvig selv skriver), kommer han kun på landet som gæst. Om sommeren bor han på landet, og resten af året i byen, men han ved ikke, hvor han virkelig hører hjemme. Hans tanker ledes dog oftere og oftere hen på ”lysets hjem,” hvortil Gud vil kalde ham snart; af samme årsag ser man i niende vers, at han beder til Gud på kirkeklokkens opfordring. 10. vers fortæller derpå hans bøn: at kirkeklokkerne bibringer til hans nærmeste, at han ”sov hen, som Soel i Høst gaar ned.” Dette er også en bøn om en stille død. Iflg. Malling har mange senere set denne bøn som gået i opfyldelse, da Grundtvigs død også blev yderst blid.
==Melodi==
| |||