H.C. Ørsted: Forskelle mellem versioner

333 bytes tilføjet ,  for 4 år siden
m
indsat kilder
m (indsat kilder)
m (indsat kilder)
[[Fil:Ørsted - ger, 1854 - 682714 F.tif|thumb|[[Hans Christian Ørsted]], ''Der Geist in der Natur'', 1854]]
 
Ligesom sin bror havde H. C. Ørsted en varm interesse for alle livets sider. Hans studie af naturen var derfor ikke kun indskrænket til fordybelsen i konkrete enkeltsager; men ligesom han med forkærlighed dvælede ved de store almene grundspørgsmål, udvidede hans granskning sig efterhånden uvilkårlig til at skabe en hel naturfilosofi, eller endda et helt tilværelsessystem, hvori intet væsentligt var oversprunget. Hele hans [[tidsånd]] havde retning mod det altomfattende; den romantiske naturfilosofi havde vundet indpas i Tyskland, og i hans tidlige arbejde var Ørsted også til dels blevet tiltrukket af denne retning. Men det gik med ham som med [[Adam Oehlenschläger]] og [[F.C. Sibbern]]: der var for meget sandhed og sundhed i det danske samfund allerede dengang, til at retningen med alle dens udskejelser kunne vinde indpas her. Ørsted blev aldrig naturfilosof i tysk forstand, men lærte hurtigt at skelne mellem, hvor langt tanken virkelig kunne føre os, og hvor den subjektive fantasi begyndte. Han fremhævede konstant med stor bestemthed, at vi altid måtte begynde med iagttagelse og forsøg og om muligt også helst efterprøve de følgende resultater på samme måde, før det kunne afgøres som faktum.<ref name="DBL 401">[http://runeberg.org/dbl/19/0491.html DBL, s. 401]</ref>
 
Det var den excentriske tyske forsker Ritter, der delagtiggjorde Ørsted i den naturanskuelse, at naturkræfterne ikke er adskilte og særprægede enheder knyttede til enkeltstående fænomener, men at de tværtimod tilsammen udgør en afrundet helhed, forde de alle i sidste ende hidrører fra samme skabende kraft. Naturens enhed er ikke som et mekanisk system, men som en levende organisme, der på mangfoldig vis er forbundet med den menneskelige virksomhed. Mennesket selv er et væsen fra naturen og underkastet dens love, blot med den forskel, at mennesket har bevidsthed herom.
=== Ånden i naturen ===
 
På denne måde udformede Ørsted sig efterhånden den totale verdensopfattelse, han formulerede i skrifter, som for en dels vedkommende samlede i ''[[Aanden i Naturen]]'' (1850), flere afhandlinger om det skønne osv. Det solide naturvidenskabelige grundlag, hvorfra han gik ud, og den omhyggelige tænkning, hvormed han arbejdede sig videre frem, bestandig standsende i tide, gør, at hele hans system endnu den dag i dag i alle væsentlige træk må erkendes for rigtigt, omend en nyere tid end hist og her ville bruge andre udtryk.<ref name="DBL 401"/>
 
==== Det Aandelige i det Legemlige ====
 
I afhandlingen ''Det aandelige i det legemlige'' viste han, hvorledes det legemlige i sig selv er det forgængelige og omskiftelige, medens det væsentlige i det er de love, hvorefter alle dets virkninger foregå. Da vi ad tankens vej kunne finde en mængde af disse love, kunne de også kaldes fornuftlove eller naturtanker.<ref name="DBL 401"/> De er ikke blot tænkte af os; men de have realitet naturen som virkende kræfter. Hele tilværelsen er således et fornuftrige, værk og åbenbaring af den levende alfornuft, Guddommen.<ref name="DBL 402">[http://runeberg.org/dbl/19/0492.html DBL, s. 402]</ref>
 
==== Naturlovenes universalitet ====
 
I andre afhandlinger i ''Aanden i Naturen'' påviste Ørsted hvorledes, de sjælelige grundevner væsentlig må være de samme overalt i tilværelsen. En beboer på [[Jupiter (planet)|Jupiter]] må komme til den samme naturopfattelse som jordbeboeren. Også skønhedslovene og de moralske love må væsentlig være ens i hele universet. Om det skønnes væsen handlede adskillige af Ørsteds større og mindre afhandlinger. Han var i grundtrækkene enig med Kant; men hans naturvidenskabelige indsigter gjorde ham det muligt på flere områder at føre teorien videre og anvende den indgående på forskellige konkrete tilfælde, hvorved han gav grundlaget for en virkelig æstetik, der ikke som så mange forfatteres indskrænker sig til blot at være en række lyrisk-subjektive formeninger om det behandlede digterværk, maleri eller deslige, men tværtimod gav en virkelig objektiv analyse af skønhedsfølelsens opståen.<ref name="DBL 402"/>
 
==== Etikken ====
 
Også samtlige grundtræk af en [[etik]] og en [[religionsfilosofi]] vil man finde i hans afhandlinger. Det er vor etiske opgave at få vor vilje og vort liv til at stemme med den evige fornuft. Han tilskriver mennesket en begrænset frihed, men mener ikke, at guddommen af den grund nogensinde behøver at gribe vilkårlig ind i verdensløbet. Denne ytring førte ham til en interessant strid med biskop [[Jacob Peter Mynster]] (''Aanden i Naturen'', 2. del), ligesom han af og til på andre punkter måtte forsvare sine religiøse anskuelser over for samtidens teologi.<ref name="DBL 402"/>
 
==== Overtro, vantro og naturvidenskaben ====
==== Betydning ====
 
Hvad der giver Ørsteds filosofiske frembringelser deres store betydning, er ikke blot dette, at vi her har udtalelser af en mand, der forbandt en overordentlig klar og skarp, ved naturvidenskabelige sysler trænet tænkning med det reneste og ædleste sind og en for alle livets forhold åben sans og varm interesse; men hertil kommer endnu, at forfatteren levede netop på overgangstiden mellem den såkaldte rationalistiske og den romantiske periode, påvirket af begge, men, som det synes, nærmest forenende begge perioders gode sider i sig uden i nævneværdig grad at være smittet af nogen af de to retningers ensidigheder. Der vil derfor sikkert komme tider, da hans afhandlinger, som for øjeblikket næppe have nogen udstrakt læsekreds, atter ville tiltrække sig den opmærksomhed, de i så høj grad fortjene.<ref name="DBL 402"/>
 
Og dette af endnu en grund. Thi ligesom forfatteren vedholdende syslede med studiet af det skønne, således nærede han også den varmeste interesse for kunst og poesi. Han skrev derfor ikke blot selv digte og æstetiske recensioner; men han interesserede sig tillige i overordentlig grad for et rent og smukt sprog og en smuk fremstillingsform, og ligesom han med udpræget smag og dygtighed virkede som sprogrenser, således er også alle hans afhandlinger sande mønstre på ypperlig sprogbehandling. Her er ingen uklare [[kunstord]] og ingen tilslørende blomstertale. Selv de vanskeligste spørgsmål er her behandlede i så rammende jævne og naturlige udtryk, at den opmærksomme læser uden særlige forudsætninger føres til forståelse uden at ane, at det alene er forfatterens mesterlige fremstillingskunst, der har gjort det hele let som en leg.<ref name="DBL 403">[http://runeberg.org/dbl/19/0493.html DBL, s. 403]</ref>
 
== Hæder ==
95.108

redigeringer