Svend Tveskæg: Forskelle mellem versioner

Content deleted Content added
sprogrøgt, en del tilføjelser og flere kilder
Linje 48:
'''Sven Tveskæg''' (født ca. 960, død [[3. februar]] [[1014]]) var konge af [[Danmark]] ca. 986–1014 og konge af [[England]] [[1013]]–1014. Han hævdede også overherredømme over [[Norge]] [[1000]]–1014, men mest til navnet da Norge stort set styrede sig selv.
 
Han efterfulgte sin fader, kong [[Harald Blåtand]], som konge af Danmark, sandsynligvis fra slutningen af [[986]] eller begyndelsen af [[987]]. Han er i [[saga]]erne beskrevet som Danmarks store vikingekonge:. Det hævdes blandt andet, at han var med til at lokke den norske konge [[Olav Tryggvason]] i en fælde og dræbe ham i raseri over, at kong Olav havde været i seng med hans søster [[Thyra Haraldsdatter]]. Muligvis gjorde han oprør mod sin egen fader og tog kongemagten. Endvidere erobrede han England, omendom end han døde fem uger senere.
 
==Om Svens navn==
Sven prægede mønter med sit eget billede som den første danske konge mønter med sit eget billede, og inskriptionen lød: "Zven, Rex ad Dener", som kan oversættes til "Sven, konge af danerne". Hans fader accepterede [[kristendom]]men en gang i [[960-erne]]. Da kongefamilien blevvar blevet [[kristendom|kristnet]], blevforlød det sagt, at Sven også fik det kristne navn Otto for at ære den tyske kejser,. men derDer findes imidlertid kun få optegnelser, som viser, at Sven brugte dette navn.
 
Det norske tilnavn "Tjugeskjegg", som er mere korrekt på norsk end på dansk, kommer ikke af, at hans skæg var delt, for han havde sandsynligvis ikke fuldskæg. Tilnavnet kommer fra det [[norrønt sprog|norrøne]] ord "tjúgu-skegg" på grund af hans lange overskæg eller mustache, som hang ned og lignede en [[fork]]. Tilnavnet var sandsynligvis i brug allerede i hans levetid.
 
==Oprør mod Harald Blåtand==
Harald Blåtand fik sønnen Sven med en kvinde ved navn [[Gunhild (dansk dronning)|Gunhild]]. I nogen gamle kilder optræder Sven som en illegitim søn af Harald Blåtand og blev opfostret af den mytiske vikinghøvding [[Palnatoke]], jarl af [[Jomsborg]]. Selv om det ikke er blevet bevist på nogen måde, er det blevet hævdet at Sven ikke arvede kongedømmet efter sin fader, men at han gjorde oprør og nedkæmpede og dræbte ham i et slag. Ophavet til denne opfattelse er formentlig Adam af Bremen, som bygger beretningen op om en [[Det gamle testamente|gammeltestamentelig]] skabelon; Synden (drabet på Harald], straffen (Sven tages til fange), landflygtighed og [[anger]], som fører til Svens generobring af magten.<ref name="skov"/> Det er måske ikke rigtigt, men der er indikationer på, at Harald Blåtand ikke frivilligt opgav kronen til fordel for sønnen. Det eneste, som vi ved med sikkerhed, er, at Sven kom på tronen efter faderens død i en periode, der kan strække sig over årene 979 til 987. Dette store interval i tidsangivelsen skyldes især debatten om [[Trelleborg (ringborg)|vikingeborgenes]] bygherre. Poul Nørlund mente, at den mest sandsynlige tese måtte være, at Trelleborg og Aggersborg (som var de eneste kendte fæstninger, da han udformede teorien) fungerede som træningslejre for soldater forud for Sven Tveskægs erobring af England i 1013. Denne udlægning blev i 1979 tilbagevist af [[dendrokronologi]]en, som fastlagde tre borges opførelse til ca. 981, medmindre det accepteres, at disse træningslejre først kunne benyttes til at realisere formålet over tredive år senere.<ref name="Olaf"/>
 
[[Olaf Olsen]], som havde støttet Nørlunds oprindelige tese, søgte stadig at sandsynliggøre den ved at så tvivl om tidspunktet for Harald Blåtands død <ref name="Olaf">Olaf Olsen: Tanker i tusindåret; tidsskriftet ''[[Skalk]]'' nr.3 1980 s. 21</ref> Ved at flytte denne fra 985 til 979 fik han placeret Sven ved kongemagten på det afgørende tidspunkt; men, som kritikere fremførte, er der ikke spor af intensiverede togter før borgene faktisk var gået af brug. Poul Skaaning har udkastet en teori, der fastlægger borgerkrigen mellem Harald Blåtand og Sven Tveskæg som forklaring på borgenes udformning og placering. Borgene skulle fungere som knudepunkter for opstanden med det hovedformål at beskytte [[leding]]sflåden mod angreb.<ref>Skaaning, Poul (1992), s. 31. Skaaning mener, at en danske skibsleding på 10-12.000 mand har stået for byggeriet på kongens ordre.</ref>
==Kilderne ==
 
[[Snorre Sturlason|Snorre Sturlasson]] skriver i ''[[Heimskringla]]'', at Sven ville have halvdelen af kongemagten, hvilket Harald Blåtand nægtede. Sven gik da sammen med [[Jomsvikingerne]] til fosterfaderen Palnatoke til strid mod faderen. Det blev et voldsomt slag, som den gamle konge vandt, men han fik sår, som han døde af, og Sven blev dermed alligevel konge.
 
[[Fil:Swen Widlobrody ubt.jpeg|thumb|left|Svend Tveskæg fremstillet af illustratøren [[Lorenz Frølich]] omkring 1883-1886 som dekoration på [[Frederiksborg slot]] er inspireret af [[Bayeux-tapetet]] fra 1000-tallet.]]
 
Den [[Tyskland|tyske]] kirkehistoriker [[Adam af Bremen]] var stærkt kritisk over for Sven og hævder i værket ''Gesta Hammaburgensis Ecclesiae Pontificum'' fra sidste halvdel af [[11. århundrede|1000-tallet]], at Sven blev afsat af den svenske kongn [[Erik Sejrsæl]], som derefter styede Danmark indtil han døde i [[994]] eller [[995]]. Dette er aldrig blevet bevist og bliver ikke betragtet som sandsynlig af nutidens historikere, som peger på, at Adam citerer en andenrangs kilde. Historikerne mener, at Sven regerede på samme tid som [[Olof Skötkonung]], som Sven var allieret med mod [[Olav Tryggvason]]. Olof var den første konge af det, som modsvarer hele Sverige, fraset [[Skåne]], mens Erik Seiersæl styrede en region omkring [[Uppsala]]. Adams skrifter kan læses i lyset af Adams forsøk på at fremhæve Harald Blåtand som en helgenkandidat, i modsætning til sønnen Sven, som han hævdede var en hedning.
 
Ifølge Adam blev Sven straffet af Gud for sit oprør og for at have forvoldt faderens død. For dette måtte han tilbringe "fjorten år" som landsforvist, hvilket formentlig er en bibelsk reference fra en ekklesiastisk forfatter. Adam skriver, at Sven blev beskyttet af alle men måtte til sidst søge tilflugt i [[Skotland]]. Den skotske konge var øjensynlig kendt i Europa som en hedning og en morder. Adams uhistoriske hensigt var nok at vise, at Sven hørte til blandt hedninger og deslige og ikke kunne regere et kristent land, før han accepterede Kristus som sin frelser.
 
En vurdering af Svens regeringstid må også omfatte Saxos brug af [[historisk metode|kilder]]. Det er sandsynligt, at Saxo har benyttet [[Roskildekrøniken]], [[Adam af Bremen]]s [[Adam af Bremens krønike|krønike]] og [[Sven Aggesen]]s sagaer som forlæg.<ref name="skov">Inge Skovgaard_Petersen (1966):''Sven Tveskæg i den ældste danske histografi'', i:"Middelalderstudier tilegnede Aksel E. Christensen", Munksgaard</ref> Det har været antaget, at der findes et tabt værk, som er fælles forlæg for disse kilders fremstilling. Denne tolkning er imidlertid omstridt.<ref name="skov"/>
 
==Striden med Norge==
Line 88 ⟶ 78:
Om Sven var hedning eller ej var næppe et væsentlig spørgsmål for andre end Adam af Bremen. Sven selv var sandsynligvis realpolitiker nok til at holde sig til den religion, som passede den politik, han førte. En af grundene til Adams raseri kan være, at Sven holdt sig til engelske præster og biskopper frem for dem fra [[Ærkebispedømmet Hamborg-Bremen|Hamborg]] - det bispedømme, som Adam selv var underlagt. Fra England kan der også have været præster af dansk oprindelse, mens Sven havde få forbindelser til tyske præster.
 
Sven Tveskæg var nok også opmærksom på, at så snart, ærkebiskoppen af Hamburg-Bremen fik et fodfæste i Danmark, ville den tyske kejser [[Otto 3. (Tysk-romerske rige)|Otto III]] ikke være langt borte. Hans slaviske naboer i sydøst, arvefjenderne [[Slavere|slaverne]], var allerede underlagt det tyskromerske rige. Sven havde ingen grund til at ønske det samme for Danmark.
 
Efter år 1000 var Sven Tveskæg den mægtigste konge i Norden. Sverige sørget for at holde afstand, og ægteskabet med Sigrid Storråde var at betragte som en dynastisk fredsaftale med svenskerne. Norge var formelt underlagt Danmark, og Eirik jarl stillede norske skibe og hærfolk til den danske konges disposition.
Line 101 ⟶ 91:
London havde formået at stå imod Svens angreb, men byen var nu alene, isoleret i en nation som havde overgivet sig. Sven Tveskæg blev accepteret som konge over England efter, at Ethelred II flygtede til [[Normandiet]] i slutningen af 1013. Med tilladelse fra [[Witenagemot]], "rådet af de vise mænd", underkastede London sig og overgav byen til Sven, og han blev erklæret som konge på første juledag.
 
Sven havde sit hovedkvarter i [[Gainsborough]] i [[Lincolnshire]] og begyndte at organisere sit store kongedømme. Han nåede at gøre Eirik Håkonsson til jarl over [[Northumbria]], før han døde den [[3. februar]] [[1014]] i grevskabet [[Lincolnshire|Lincoln]] efter at have styret England i kun fem uger, angivelig af slag. Man ved ikke, hvonårhvornår han blev født, men antager, at han var i halvtedsernehalvtredserne, da han døde. Sven Tveskægs lig blev [[balsameret]] i et kloster i England i 1014.<ref>Morten Øystein, Jakten på Olav den hellige, Spartacus forlag, Oslo, 2013. ISBN 978-82-430-0565-5, side 74.</ref> Han skal være blevet begravet i [[York]] Minster, men senere fragtet til Danmark og gravlagt i [[Roskilde]] Domkirke.<ref>Svend 1 Tveskæg. Dansk biografisk leksikon, hentet 02.10.16. http://denstoredanske.dk/Dansk_Biografisk_Leksikon/Monarki_og_adel/Konge/Sven_1._Tvesk%C3%A6g</ref> Det er også muligt, at Sven blev begravet i [[Lund domkirke]]. Her blev der foretaget arkæologiske udgravingerudgravninger i [[1980-erne]], og man fandt spor efter en ældre trækirke fra omkring 990. I denne blev der fundet en tom grav, og det er muligt, at Svens lig blev begravet i denne kirke, for så at blive videreført til den senere stenkirke, som blev bygget omkring 1030.<ref>Sweyn Forkbeard. Hentet 02.10.16. http://www.medievalhistories.com/sweyn-forkbeard/</ref>
 
I Danmark blev han efterfulgt af sin ældste søn [[Harald 2.|Harald Svenssøn]]. Den danske hær erklærede, at hans yngre søn Knud var den nye konge af England, men både flåden og Knud selv drog tilbage til Danmark, og Ethelred kom tilbage fra Normandiet og genoptog ledelsen ved at erklære for sine landsmænd, at "alt var tilgivet".
 
Svens søn blev derfor nødt til at generobre England for at kunne fortsætte faderens værk.
 
Moderne forskere har spekuleret i, om Sven kan være død af [[Brugadas syndrom]], en arvelig hjertefejl,<ref>Aftenposten 01.11.15. Hentet 02.10.16. http://www.aftenposten.no/norge/Dansk-lege-Hjertefeil-tok-livet-av-mange-generasjoner-konger-22332b.html</ref> se [[Teorien om hjertefejl hos danske konger]].
 
==Kilderne ==
[[Snorre Sturlason|Snorre Sturlasson]] skriver i ''[[Heimskringla]]'', at Sven ville have halvdelen af kongemagten, hvilket Harald Blåtand nægtede. Sven gikhenvendte sig da sammen med [[Jomsvikingerne]] til fosterfaderen Palnatoke, for at få denne til stridat deltage i striden mod faderen. Det blev et voldsomt slag, som den gamle konge vandt, men han fik sår, som han døde af, og Sven blev dermed alligevel konge.
 
[[Fil:Swen Widlobrody ubt.jpeg|thumb|left|Svend Tveskæg fremstillet af illustratøren [[Lorenz Frølich]] omkring 1883-1886 som dekoration på [[Frederiksborg slot]] er inspireret af [[Bayeux-tapetet]] fra 1000-tallet.]]
 
Den [[Tyskland|tyske]] kirkehistoriker [[Adam af Bremen]] var stærkt kritisk over for Sven og hævder i værket ''Gesta Hammaburgensis Ecclesiae Pontificum'' fra sidste halvdel af [[11. århundrede|1000-tallet]], at Sven blev afsat af den svenske kongnkonge [[Erik Sejrsæl]], som derefter styedestyrede Danmark indtil han døde i [[994]] eller [[995]].<ref name="skov7">Inge Skovgaard_Petersen (1966), s. 7</ref> Dette er aldrig blevet bevist og bliver ikke betragtet som sandsynlig af nutidens historikere, som peger på, at Adam citerer en andenrangs kilde. Historikerne mener, at Sven regerede på samme tid som [[Olof Skötkonung]], som Sven var allieret med mod [[Olav Tryggvason]]. Olof var den første konge af det, som modsvarer hele Sverige, fraset [[Skåne]], mens Erik Seiersæl styrede en region omkring [[Uppsala]]. Adams skrifter kan læses i lyset af Adams forsøkforsøg på at fremhæve Harald Blåtand som en helgenkandidat, i modsætning til sønnen Sven, som han hævdede var en hedning.<ref name="skov"/>
 
Ifølge Adam blev Sven straffet af Gud for sit oprør og for at have forvoldt faderens død. For dette måtte han tilbringe "fjorten år" som landsforvist, hvilket formentlig er en bibelsk reference fra en ekklesiastisk forfatter. Adam skriver, at Sven blev beskyttet af alle men måtte til sidst søge tilflugt i [[Skotland]]. Den skotske konge var øjensynlig kendt i Europa som en hedning og en morder. Adams uhistoriske hensigt var nok at vise, at Sven hørte til blandt hedninger og deslige og ikke kunne regere et kristent land, før han accepterede Kristus som sin frelser.
 
En vurdering af Svens regeringstid må også omfatte Saxosen anden af hans biografer, [[Saxo]]s, brug af [[historisk metode|kilder]]. Det er sandsynligt, at Saxo har benyttet [[Roskildekrøniken]], [[Adam af Bremen]]s [[Adam af Bremens krønike|krønike]] og [[Sven Aggesen]]s sagaer som forlæg.<ref name="skov">Inge Skovgaard_Petersen (1966):''Sven Tveskæg i den ældste danske histografi'', i:"Middelalderstudier tilegnede Aksel Es. Christensen", Munksgaard6</ref> Det har været antaget, at der findes et tabt værk, som er fælles forlæg for disse kilders fremstilling. Denne tolkning er imidlertid omstridt.<ref name="skov"/> Den alternative forklaring er, at Saxo har sammenfattet de dele af Adam af Bremens krønike, som han nærede tillid til med oplysninger fra de andre kilder.<ref name="skov16">Inge Skovgaard_Petersen (1966), s. 16</ref>
 
==Litteratur==
Line 114 ⟶ 115:
* Ashley, Mike (1998): ''British Monarchs'', Robinson Publishing, 1998.
* Sandqvist, Sven (1985): ''La mort du roi Souvain : le dix-neuvième conte du recueil intitulé Le Tombel de chartrose''. Almqvist & Wiksell ISBN 91-7402-156-7
*Skovgaard_Petersen, Inge (1966):''Sven Tveskæg i den ældste danske histografi'', i:"Middelalderstudier tilegnede Aksel E. Christensen", Munksgaard
* Howard, Ian (2003): ''Swein Forkbeard's invasions and the Danish conquest of England 991-1017''. Boydell. ISBN 0-85115-928-1
* Liljensøe, Jørgen (1989): ''Svend Tveskæg''. Branner og Korch. ISBN 87-411-5580-7 (''egnet for barn)
* ''Sangen om slaget ved Maldon : og andre kilder til Sven Tveskægs og Olav Tryggvessons kampe i England i 990erne''. Oversat med indledning og noter af Niels Lund. København: Museum Tusculanum / Selskabet til Historiske Kildeskrifters Oversættelse, 1991 ISBN 87-7289-157-2
* Skaaning, Poul (1992): ''Harald Blåtands sidste kamp'', Dansk Historisk håndbogsforlag
 
== Eksterne henvisninger ==
 
== Eksterne henvisninger ==
*[http://img.kb.dk/tidsskriftdk/pdf/hto/hto_12rk_0005-PDF/hto_12rk_0005_77516.pdf Aksel E. Christensen: "Hvilken (kong) Svend belejrede Hedeby? I. Historiske identifikationsmuligheder" (''Historisk Tidsskrift'', 12. række, Bind 5; 1971)]
*[http://nile.lub.lu.se/ojs/index.php/scandia/article/viewFile/475/304 Lis Jacobsen: "Runeindskrifternes vidnesbyrd om kampene omkring Hedeby. Fra Harald Gormssøn til Sven Estridsøn." (''Scandia'', Vol 8, Nr 1 (1935); s. 64-79)]