Anne Boleyn: Forskelle mellem versioner

'''Anne Boleyn''' ( født enten i [[1501]] eller i [[1507]] – død den [[19. maj]] [[1536]]) var dronning af [[England]], efter [[Henrik 8. af England]] fik sit ægteskab med [[Katharina af Aragonien]] annulleret, fra 1533 – 1536annulleret. Hun var datter af [[Thomas Boleyn]] og hans hustru [[Elizabeth Boleyn]], og søster til [[Mary Boleyn]] og [[George Boleyn]].

Som barn blev hun sendt til [[Holland]] og [[Frankrig]] som led i sin uddannelse, og hun tjente blandt andre [[Claude af Frankrig]] som hofdame. Hun vendte tilbage til England i slutningen af 1521, hvor hun blev hofdame for dronning [[Katharina]].

Kong Henriks interesse for Anne blev vækket omkring [[1526]], men Anne havde intet ønske om at blive endnu en af Henriks elskerinder;: hun ville være dronning. Henriks begær efter Anne blev ikke mindre af den grund, og Henrik var stærkt opsat på at få ægteskabet med [[Katherina af Aragonien]] annulleret, men [[Pave Clemens 7.]] villetillod det ikke acceptere dette. Henrik brød derfor med den [[Romerskkatolske kirke]] i Rom, og grundlagde [[Den engelske kirke]], hvor han var overhovedet.

Anne fik titel af [[Marquess af Pembroke]], en sjælden udnævnelse for en kvinde, og den [[25. januar]] [[1533]] blev hun gift med Henrik 8., og den [[7. september]] fødte hun den senere dronning [[Elizabeth 1. af England]]. [[Thomas Cranmer]], den nyudnævnte [[ærkebiskop af Canterbury]], erklærede i maj ægteskabet mellem Henrik og Katharine for ugyldigt, og at ægteskabet mellem Anne og Henrik var gyldigt.

Anne blev kronet som dronning af England den [[1. juni]], 1533, men da hun ligesom Katharina af Aragonien ikke formåede at skænke kongen den ønskede søn, blev det begyndelsen på hendes undergang. Der blev rejst anklager mod hende, og selvom beviserne mod hende ikke var overbevisende, blev hun dømt til døden for [[ægteskabsbrud]], [[incest]] og [[højforræderi]]. Hun blev henrettet i [[Tower of London]] den 19. maj 1536.

Anne Boleyn var datter af [[Thomas Boleyn]], den senere jarl af Wiltshire og jarl af Ormond, og hans hustru [[Elizabeth Boleyn]], og hun voksede op på [[Hever Castle]], i [[Kent]], sammen med sine søskende, Mary og George. Hendes far var en respekteret diplomat med et godt sprogøre, og han blev sent tilpå mange diplomatiske rejser af kong [[Henrik 8. af England]].

Manglende kirkebøger fra perioden har gjort det umuligt at fastslå Annes præcise fødselsdato. Samtidige kilder er modstridende, med flere forskellige datoer, der er blevet fremsat af en række historikere. En italiensk historieskriver fra 1600 tallet forslå år [[1499]], mens [[Thomas More]], svigersøn til William Roper, hævder, at det er meget senere i [[1512]]. Imidlertid er detde mest sandsynlige år for hendes fødsels enten 1501 eller 1507. Ligesom det er umuligt at fastslå med sikkerhed Annes fødselsdatoLigeså er det ligeså umuligt med hendes søskende. Men historikere er i dag sikkersikre på, at [[Mary Boleyn]] var ældre end Anne, hvilket Marys børn også mente, da hendes oldebarn i [[1596]] krævede retten til titlen som jarl af Ormond, hvilketsom går til den ældste. Mary var også den første til at indgå ægteskab, og det var typisk den ældste datter, der blev gift først. Deres bror [[George Boleyn]] menes at være født omkring 1504.

Debatten fokuserer på især to bestemte år: 1501 og 1507. Eric Ives, en engelsk historikere, hævder 1501, mens Retha Warnicke, en amerikaner der har skrevet en biografi om Anne Boleyn, hævder 1507. Et brev som Anne har skrevet omkring 1514 udgør et vigtigt bevismateriale for debatten om hendes alder. I brevet, som er skrevet på fransk, er sendt til hendes far, der på det tidspunkt opholdt sig i England, mens Anne var i Holland i færd med at uddanne sig under [[Margaret af Østrig]]. Ives hævder at stilen og håndskriften i brevet typertyder på, at Anne var omkring 13 på det tidspunkt, mens Warnicke hævder at stavefejlene og de grammatiske formuleringer typer på, at det var skrevet af et barn. Derudover var minimum alderminimumalderen for en nybegyndtny hofdame omkring 12. Ives bliver også bakket op af papirer fra slutningen af 1600 tallet, hvori der bekræftesbekræfter, at Anne var tyve20, da hun vendte tilbage fra Frankrig. Men der findes ingen konkrete beviser på, hvornår hun præsis blev født.

Annes forfædre bestod afvar en borgmester i London, en hertug, en jarl, to aristokratiske fruer og en ridder. En af dem,Borgmesteren Geoffrey Boleyn, havde været en manufakturhandler og købmand, før han blev borgmester. Boleyn familien stammede fra Blickling, i [[Norfolk]], ca. 24 kilometer fra [[Norwich]]. Da Anne blev født, var familien Boleyn en del af det aristokratiske miljø, og hun var mere adelig end den senere dronning [[Jane Seymour]].

Efternavnet Boleyn bliver stavet på forskellige måder. Nogen gange Bullun, på grund af familiens våbenskjold der afbilleder et tyre hovedtyrehoved. Margaret af Østrig skrev hendes navn Boullan, og hun selv underskrev sig som Anna de Boullan. Andre stavemåder inkludererer Bolina, hvilket er latinsk,latin og kan ses på mange portrætter af hende.

Henrik 8.s diplomat Thomas Boleyn havde mange beundrere inklusivsom Margaret af Østrig, datter af kejser [[Maximilian 1. (Tysk-romerske rige)|Maximilian 1.]]. På det tidspunktHun regerede hun Holland på sin fars vegne og blev så imponeret over Boleyn -familien at hun tilbød deres datter Anne en plads i sin husholdning. En pige skulle minimum være 12 for at kunne tilbydesfå en sådan plads, men Anne kan muligvis have været yngre, da Margaret omtalte hende som ”la petite Boulin” (den lille Boulin). Anne gjorde et godt indtryk i Holland med sine gode maner og lærenemhed. Margaret skrev til hendes forældre, at hun var:”'' så præsentabel og behageligt,behagelig til trods for sin unge alder, at jeg er mere dig tak skyldig, end du er til mig''” <ref>[http://www.a-london-tourist-guide.com/anne-bolyn.html ANNE BOLYN, OR ANNE BOLEYN, Second of Henry VIII's Wives<!-- Bot genereret titel -->]</ref>. Anne var i Holland hos Margaret fra foråret 1513 til hendes far arrangeret at hun skulle ledsage Henrik 8.s søster [[Maria Tudor (fransk dronning)|Maria Tudor]], der skulle til Frankrig for at blive gift med [[Ludvig 12. af Frankrig|Ludvig 12.]] i oktober 1514.

I Frankrig blev Anne hofdame for dronning Maria, og efterfølgendeså til [[Claude af Frankrig]], som hun tjente i næsten syv år. I dronning Claudes husholdning færdiggjorde hun sin uddannelse som hofdame, og udviklede en sans for mode, religiøs filosofi, fransk kultur og etikette. Hvilket skulle komme til udtryk senere i det engelske hof.

Der findes en del skrevneskriftlige meninger om hendes udseende, men hun skulle have været relativ smuk. Marino Sanuto, der så Anne sammen med kong Henrik 8. i [[Calais]] i oktober, 1532, beskriver hende som:”'' ikke en af de smukkeste kvinder i verden; hun er middelhøj, mørklødet hud, lang hals, brede mund, ikke meget bryst … øjne der er sorte og smukke''”. Simon Grynée skrev til Martin Bucer i september, 1531, at Anne var:”'' ung, så god ud, med en temmelig mørk teint''” <ref>[http://www.ask.com/wiki/Anne_Boleyn Anne Boleyn | Ask.com Encyclopedia<!-- Bot genereret titel -->]</ref>. Lancelot de Carles beskrev hende som:”'' smuk med en elegant figur''” <ref>[http://onthetudortrail.com/Blog/anne-boleyn/anne-boleyns-appearance-demeanour/ Anne Boleyn’s Appearance |On the Tudor Trail<!-- Bot genereret titel -->]</ref>, hvilket en [[Venedig|venetianer]] i 1528 var enig i. Den katolske præst og [[Polemik|polemiker]] Nicolas Sanders, der gav Anne skylden for at Henrik havde brudt med den romerskkatolske kirke i Rom, skrev i 1586 at:”'' Anne Boleyn var rimelig høj, med sort hår, og et oval ansigtet med en gusten teint, som var hun plaget med gulsot. Det siges at hun havde en fremspringende tand under overlæben, og på hendes højre hånd seks fingre. Der var en stor vene under hagen, og for at skjule denne grimhed bar hun høje kjoler, der dækkede hendes hals ... Hun var smuk at se på, med en smuk mund''” <ref>[http://tudorswiki.sho.com/page/Anne+Boleyn+Controversies Anne Boleyn Controversies – The Tudors Wiki<!-- Bot genereret titel -->]</ref>. Selvom hans beskrivelse af Anne var fiktion har den dog været basen i de moderne udgaver af Anne.

Annes erfaring og opvækst i Frankrig kan være lagt grundlaget for hendes kristendom i den nye renæssancens humanisme. Mens hun senere skulle få detden reformistiske holdning, at pavedømmet havde en korrumperende indflydelse på kristendommen, kunne hendes konservative tendenser ses i hendes hengivenhed til [[Jomfru Maria]]. Annes ophold i Frankrig sluttede i [[1521]], da hendes far kaldte hende hjem til England, og hun sejlede fra Calais i januar 1522 <ref>[http://www.the-tudors.org.uk/timeline-anne-boleyn.htm Timeline of Anne Boleyn<!-- Bot genereret titel -->]</ref>.

Anne blev hentet hjem til England for at indgå ægteskab med sin irske fætter, James Butler, der var adskillige år ældre end hende og opholdteopholdt sig ved det engelske hof. Ideen om ægteskab opstod da den gamle jarl af Ormond døde i 1515, hvor de efterladtehans arvinger bestod af,var Margaret Boleyn og Anne St. Leger. I [[Irland]] protesterede Piers Butler mod dettedet og forlangte titlen til sig selv, mens Thomas Boleyn også mente at den rettelig tilhørte ham. Kong Henrik blev indblandet i striden, og da han var bange for at det ville udvikle sig til en borgerkrig i Irland, bestemte han at løsningen blev at Piers søn, James, skulle indgå ægteskab med Anne Boleyn. Dette ville bringe fred i familiernes stridigheder. Planen blev dog ikke til noget, hvilket måske hang sammen med Thomas forhåbninger om et bedre parti til sin datter eller hans ærgerrighed. James Butler giftede sig senere med Joan Fitzgerald.

[[Mary Boleyn]] blev i 1519 hentet hjem fra Frankrig, angiveligt på grund af hendes affæreaffærer med den franske konge og hans hofmænd, og hun indgik ægteskab i 1520 med [[William Carey]], på Greenwish, hvor kongen deltog. Kort efter brylluppet blev Mary kongens elskerinde, og rygterne cirkuleredelød, at kongen skulle være den biologiske far til enten et eller begge hendes børn, [[Catherine Carey]] og [[Henry Carey]]. Kong Henrik anerkendte dem dog ikke som sine, ligesomsom han havde gjort ved [[Henry FitzRoy]], sin uægte søn med [[Elizabeth Blount]].

Anne gjorde sin debut på Chateau Vert under festspillet, der blev opført til ærerære for de tilstedeværende udenlandske ambassadør, den [[4. marts]] [[1522]], hvor Anne havde rollen som "Udholdenhed", ”Perseverance” <ref>[http://www.theanneboleynfiles.com/products-page/the-tudors-jewelry/anne-boleyn/headbands-tiaras-and-crowns/anne-boleyn-perseverance-mask/ The Anne Boleyn Files » Anne Boleyn Perseverance Mask<!-- Bot genereret titel -->]</ref>, og hvor Mary ligesom sin søster havde en af rollernerolle som danserinde. Alle var iført hvide kjoler af satin, hvor der var syetbroderet med guldtråd. Hun blev hurtig en del af hoffet, hvor hun blev anset som en af de mest stilfulde, og mange mænd kappedekappedes om hendes gunst.

Den amerikanske historiker Retha M. Warnicke beskriver Anne som den:”'' den perfekte kvindelig [[Kurtisane|kurtisaner]]... hendes holdning var yndefuld, og hendes franske tøj tiltalende og stilfuldt, hun dansede med lethed, havde en behagelig sangstemme, spillede lut og flere andre musikinstrumenter godt, og talte fransk flydende ... En bemærkelsesværdig, intelligent, slagfærdig ung adelskvinde ... der tiltrak folks opmærksomhed i samtaler og derefter morede og underholdt dem. Kort sagt, gjorde hendes energi og vitalitet hende centrum for opmærksomhed i enhver social sammenhæng ''”<ref>[http://books.google.dk/books?id=_iUIzcXV4toC&pg=PA59&lpg=PA59&dq=retha+m+warnicke+the+perfect+woman&source=bl&ots=-hcQqX_oE_&sig=rP6rEDf1TuwvsASVBuQEmd7g4cM&hl=da&ei=uI01TcCREcaBOuzJpbUC&sa=X&oi=book_result&ct=result&resnum=2&ved=0CBwQ6AEwAQ#v=onepage&q&f=false The Rise and Fall of Anne Boleyn: Family Politics at the Court of Henry VIII - Retha M. Warnicke - Google Bøger<!-- Bot genereret titel -->]</ref>.

Hun blev især opvartet af den unge [[Henry Percy]], søn af jarl af Northumberland, og de indgik en hemmelig forlovelse med hinanden. Alliancen blev dog brudt af Henrys far, der nægtede at anerkende deres forlovelse, og ifølge Cavendish blev Anne sendt væk fra hoffet og til sin familiens landejendom i Kent, men hvor længe vides ikke. Da hun vendte tilbage til hoffet startedeblev hun som hofdame for dronning [[Katharina af Aragonien]].

Kong Henrik faldt for Anne, og han prøvede at forføre hende ligesom de andre elskerinder, han havde haft, men Anne nægtede at blive endnu en af dem, og tog efterfølgende tit til Hever Castle. Men inden der var gået et år friede han til hende, og hun accepterede. Begge antog, at en annullering af kongens ægteskab med Katharina ville være hurtig overstået i løbet af et par måneder, men paven i Rom nægtede at give dem detden, og kongen brød efter afslaget med kirken i Rom og grundlagde den engelske kirke i stedet. Henriks kærlighedsbreve til Anne danner grund for at tro, at de ikke havde noget seksuelt forhold til hinanden, imensmens annulleringen stod på, hvilket tog: omkring syv år.

Ideen om at annullerer,annullering og ikke få en skilsmisse, ægteskabet tilfra Katharina har kong Henrik muligvis tumlet med, længe før Anne Boleyn kom på banen, og har måske grundlaggrund i hans store ønske om at få en søn til tronenarving. Katharina havde ikke formået at bringe en levedygtig søn til verden, og Henrik ville undgå enhver strid om den næste tronfølger. Katharina var først kommet til England for at ægte [[Arthur Tudor]], men han døde af den engelske svedesot efter kun et par måneders ægteskab. Derefter var der tvivl om, hvad man skulle gøre med den unge enke, men resultatet blev en dispensation fra paven i Rom, så Henrik kunne indgå ægteskab med sin brors enke. Men Henrik ville bruge dette tidligere ægteskab for at opnå en annullering af ægteskabet, som han mente var forbandet, og grunden til at han ingen sønner havde til tronen.

Anne så en mulighed i Henriks forelskelse og det moralske dilemma. Hun fastslog, at hun kun kunne give sig hen til ham, hvis hun blev hans anerkendte dronning. Hun begyndte at tage Katharinas plads ved hans side i politik og i statsanliggender, men indtil videre holdt hun sig fra hans seng <ref name="anwers.com">[http://www.answers.com/topic/anne-boleyn Anne Boleyn: Biography from Answers.com]</ref>.

Der findes forskellige udtalelser fra lærde og historikere om, hvor dybt Annes forpligtelse var til reformationen, og om hun måske kun gjorde det af personlige ambitiøsepersonlig grundeambition, og hvor meget hun havde at gøre med Henriks brud med paven. George Wyatt siges der, at han fra hendes tidligere hofdame, Anne Gainsford, havde hørt, at det var Anne der fik Henriks opmærksomhed hen på en kættersk lov, måske Tyndale; ”The Obedience of the Christian Man”; eller en fraaf Simon Fish kaldet:” Supplication for Beggars”, som anbefalede monarker til at tøjle de onde udskejelser fra den katolske kirke. Yderligere kan man i den seneste udgave af Ives´' biografi læse, at Anne meget vel kunne have haft en personlig spirituel opvågnen i sin ungdom, som ansporede hende, ikke blot som katalysator, men også som den der fremskyndtefremskyndede Henriks reformation, selvom processen tog en årrække.

I [[1528]] brød en svede sygdomsvedesygdom ud med stor kraft. I [[London]] var dødeligheden stor, og hoffet blev spredt. Henrik forlod London af frygt for sygdommen, og skiftede hyppigt bopæl for at formindske risikoen. Anne Boleyn trak sig tilbage til Boleyn -familiens bopæl på [[Hever Castle]], men fik alligevel sygdommen, og hendes svoger, [[William Carey]], døde af den. Henrik sendte sin egen læge til Hever Castle for at passe hende, og hun overlevede. Det blev derefter hurtigt den store besættelse for Henrik at få ægteskabet med Katharina annulleret, og han satte sin lid til en direkte appel til pavestolen, der handler uafhængigt af kardinal Wolsey, til hvem han i første omgang holdt dettedet hemmeligt. I [[1527]] sendte kongen sin sekretær, William Knight, til [[Pave Clemens 7.]] for at søge om annullation, med den begrundelse at dispensationen fra [[Pave Julius 2.]] havde været på falsk grundlag.

Paven blev på dette tidspunkt holdt fange af [[Karl 5. (Tysk-romerske rige)|Karl 5.]], som en følge af plyndringen af Rom i maj 1527, og den udsendte Knight havde svært ved at få foretræde for paven. Til sidst måtte han vende tilbage med uforrettet sag og uden den ønskede dispensation. Henrik havde nu intet andet valg end at lægge sagen i hænderne på Wolsey, der gjorde alt, hvad han kunne for at sikre en beslutning i Henriks favør. Wolsey gik så langt som til at indkalde en kirkelig domstol i England, med en speciel udsending, Lorenzo Campeggio, fra paven selv, til at afgøre sagen. Men paven havde aldrig givet ham disse beføjelser til at træffe nogen beslutning, og da paven stadig blev holdt som gidsel af Karl 5., der var nevø til Henriks dronning, Katharina, kom der brev fra Rom om at paven forbød Henrik at indgå et nyt ægteskab, før en beslutning var blevet truffet i Rom, og ikke i England. Overbevist om, at Wolsey´Wolseys loyalitet lå hos paven, og ikke i England, blev Wolsey afskediget fra offentlige embeder i 1529, og sendt i [[Tower of London]]. Var han ikke blevet syg og døde i 1530, var han sikkert blevet henrettet for forræderi. Et år senere, i 1531, var dronning Katharina forvist fra hoffet, hendes værelser givet til Anne, og [[Maria 1. af England]] erklæret for bastard og fjernet fra tronfølgeloven.

Den folkelige støtte havde dronning Katharina dog stadig. Hvilket kom til udtryk en aften i efteråret [[1531]], hvor Anne var til middag på en herregård ved floden [[Themsen]], da en skare vrede kvinder marcherede mod herregården, og Anne blev nødt til at flygte medi en båd, hvor hun lå skjult for skaren så de ikke skulle få øje på hende. Da ærkebiskop af Canterbury, William Warham, døde i [[1532]], blev Boleyn familiens præst, [[Thomas Cranmer]], udnævnt, med pavelige godkendelse til det ærefulde erhverv.

Anne Boleyn handlede ofte uafhængigt af sin kommende ægtemand, og modtog blandt andet diplomater og snakkedetalte udenrigspolitik. Ambassadøren fra [[Milano]] skrev i [[1531]], at det var vigtigt at få hendes godkendelse, hvis man ønskede at påvirke den engelske regering, et synspunkt der bliver underbygges af en tidligere fransk ambassadør i [[1529]].

I denne periode har Anne Boleyn faktisk spiller en vigtig rolle i Englands international position ved at skabe en alliance med [[Frankrig]], og hun etablerede en fremragende kontakt med den franske ambassadør, Gilles de la Pommeraie. Anne og Henrik planlagde et møde med den franske konge i [[Calais]] i vinteren [[1532]], hvor Henrik håbede på støtte fra [[Frans 1. af Frankrig]] i hans kommende ægteskab med Anne. Henrik udstyretgav sin kommende kone meddronning en passende rang. Den [[1. september]] [[1532]], fik hun som første kvinde nogensinde titlen Marquess ofaf Pembroke, hvilken. Henrik udførte ceremonien for selv. Titlen, som Anne havde fået, var signifikant for Tudor familie-familien, da Henriks grandonkel, Jasper Tudor, havde holdt titlenvar JarlenJarl af Pembroke.

Annes familie nød også godernegodt af hendes forhold til kongen. Hendes far blev hædret med titlen jarl af Wiltshire, og selv Annes irske fætter fik del af goderne da han blev jarl af Ormond. Ved en storslåede banket for at fejre hendes fars nye titel, tog Anne plads ved siden af kongen, hvilket der som regel var forbeholdt dronningen. Takket være Anne modtog hendes søster, der var blevet enke, en årlig pension på £ 100, og Marys søn, [[Henry Carey]], blev uddannet på en prestigefyldt cistercienserkloster.

Turen til Calais blev en politisk triumf, men tiltrods fortrods den franske regerings støtte til Henriks nye ægteskab og kong Frans private sammenkomster med Anne, fastholdt den franske konge alliancer med paven, som han ikke ville trodse. Kort tid efter at de var vendt tilbage til [[Dover]] giftede Henrik og Anne sig ved en hemmeligt ceremoni, og hun blev hurtigt gravid, og begivenhederne fulgte nu tæt hinanden. Den [[23. maj]] [[1533]], erklærede Cranmer (der med pavens godkendelse havde tiltrådt stillingen som ærkebiskoppen af Canterbury) ægteskabet mellem Katharina og Henrik som ugyldigugyldigt. Fem dage senere, den [[28. maj]], 1533, erklærende han ægteskabet mellem Henrik og Anne gyldigt.

Katharina blev formelt frataget titlen som dronning, og Anne blev kronet som dronning den [[1. juni]], 1533, ved en storslået ceremoni i [[Westminster Abbey]] efterfulgtfulgt af en overdådig festmiddag. Hun var den sidste dronning af England, der blev kronet adskilt fra sin mand,. men nyhedenNyheden om den forstående kroning blev af den offentlige befolkningbefolkningen modtaget lunkent. I overensstemmelse med traditionen, barvar hun i hvidt, og på hovedetmed en guld kroneguldkrone, hvorunder hendes lange mørke hår hang frit. I modsætning til alle andre dronning blev Anne kronet med St. Edwards krone, der tidligere kun var blevet brugt til at krone en regerende monark <ref>[http://reference.findtarget.com/search/St%20Edward's%20Crown/ St Edward's Crown/ - Findtarget.com<!-- Bot genereret titel -->]</ref>.

Pave Clemens tog omsider skridt til at annoncere en foreløbig bandlysning af kongen og Cranmer, og han fordømte ægteskab med Anne,. og iI marts 1534, erklærede han, at ægteskabet mellem kongen og Katharina var juridiskejuridisk bindende og beordrede Henrik at vende tilbage til hende. Henrik krævede nu sine undersåtter til at sværge sigundersåtters troskab, og afviste den pavelig magt, og krævede, at Anne Boleyn blev anerkendt som hans dronning. DemDe, der nægtede, som Sir [[Thomas More den forhenværende Lord Kansler,]] og [[John Fisher forhenværende biskop af Rochester,]] blev sat i [[Tower of London]]. I slutningen af 1534, anerkendte parlamentet Henrik som det, eneste, overhovedeoverhoved af ”kirken”Englands af England”,Kirke”. hvilketDet gjorde at kirken i England nu var under Henriks kontrol, og ikke Roms.

Efter hendessin kroning bosatte Anne sig på kongens yndlingsslot, [[Palace of Placentia|Greenwich Palace]], hvor en rolig hverdag ventede hende indtiltil fødselen af parrets første barn. Barnet kom et par uger for tidligt den [[7. september]] [[1533]], mellem klokken 3 og 4 om eftermiddagen. Barnet, en sund lille pige, blev døbt [[Elizabeth]], måske til ære for Henriks mor [[Elizabeth af York]], men Anne begyndte nu at frygte, at Katharinas datter, Mary, der efter hendessin mors fratagelse af titlen blev betragtet som bastard, skulle blive en trussel for Elizabeth. Henrik beroligere dogberoligede sin kone ved at skille Mary fra sine vante tjenestefolk og sende hende til [[Hatfield House]], hvor Elizabeth blev sendt for at vokse op i bedre omgivelser, sammen med et betydeligt antal tjenestefolk.

Den nye dronning havde omkring 250 tjenestefolk, hvilket var mere end Katharina havde haft i sin tid som dronning,. hvilketDet spændte lige fra præster til stalddrenge. Der var over 60 hofdamer, der tjente hende og ledsagede hende til officielle begivenheder, og hun havde adskillige præster ansatteansat, der tog sig af hendes skriftemål, bønner, og gav hende religiøse råd. En af dissedem var Matthew Parker, der ville bliveblev en vigtig person under Annes datter [[Elizabeth 1. af England]]s regeringstid.

Anne Boleyn regerede over en storslået hof. Hun brugte en overdådige mængder af pengesummer på kjoler, smykker, hoved beklædning, strudse-fjerstrudsefjer vifter, rideudstyr, møbler og ompolstring, for at vedligeholde sin status som førstedame. Talrige slotte blev renoveret så de passede hendes og Henriks ekstravagante smag. Hendes motto var:”'' Det mest lykkelige''”, og hun havde en hvid falk som sin personlige [[devise]].

Kongen og hans nye dronning havde en god periode med ro og hengivenhed. Anne Boleyns skarpe intelligens, politiske indsigt og gode manerer var hvad, hvad kongen søgte i en elskerinde, men anså forsom uacceptable hos en konedronning. Hun skulle engang have talt til sin onkel med ord, der end ikke burde anvendes til en hund.. Efter en dødfødsel eller abort så tidligt som julen 1534 begyndte Henrik at diskutere med Cranmer og Cromwell om muligheden for at forlade Anne uden at skulle vende tilbage til Katherina. Men stridighederne mellem regentparret fortonede sig, og parret blev genforenet i sommeren 1535, hvor de var lykkelige, og i oktober var Anne gravid igen. Men Anne, var klar over de farer, hun ville være i, hvis hun ikke skænkede kongen en levedygtig søn denne gang.

Den [[8. januar]] [[1536]], nåede nyheden om [[Katharina af Aragonien]]s død kongen og Anne, hvilket de efter sigende skulle være blevet henrykte over. Den følgendeNæste dag bar Henrik gult, symbolet for glæde i England, og der skulle efter sigende været blevet festet i England over Katharinas død <ref>[http://blog.raucousroyals.com/2009/02/unrequited-love-henry-viii-and.html The Raucous Royals: Unrequited Love – Henry VIII and Catherine of Aragon<!-- Bot genereret titel -->]</ref>. I Spanien, hjemlandet for Katharina af Aragonien, betød farven gul og sort, sorg <ref name="anwers.com"/>, hvilket også af denne grund kunne forklare valget af Henriks og Annes beklædning som sorg. Efter Katharinas død, prøvede Anne at slutte fred med hendes datter Maria <ref>[http://www.theanneboleynfiles.com/anne-boleyn-and-bloody-mary/2670/ The Anne Boleyn Files » Anne Boleyn and Bloody Mary<!-- Bot genereret titel -->]</ref>, men Maria afviste Annes tilnærmelser, måske på grund af rygter om at Katerina var blevet forgiftet af Anne og / eller Henrik. Disse startede under Katharinas balsamering, da der blev opdaget en sort rund cirkel rundt om hendes hjerte. Moderne læger er i dag enige om, at dettedet ikke var resultatet af forgiftning, men af kræft i hjertet, hvilket ikke var kendt på det tidspunkt <ref>[http://uk.ask.com/wiki/Catherine_of_Aragon#Later_years Catherine of Aragon – Ask Jeeves Encyclopedia<!-- Bot genereret titel -->]</ref>.Med Katharinas død var Henrik fri til at kunne gifte sig igen.

Senere samme måned blev kongen slået af sin hest under en turnering og var bevidstløs i et par timer, enEn foruroligende hændelse, som Anne troede førte til hendes abort fem dage senere. Den dag Katharina af Aragonien blev begravet på [[Peterborough Abbey]], aborterede Anne med en baby, der ifølge den kejserlige ambassadør Chapuys:”'' hun havde båret på omkring tre og en halv måned, og som syntes at være en mandlig barn''” <ref>[http://timelines.com/1536/1/29/queen-anne-boleyn-miscarries Queen Anne Boleyn miscarries – Timelines.com<!-- Bot genereret titel -->]</ref>. For Chapuys betød dette tab begyndelsen på enden af det kongelige ægteskab.

Ifølge historikeren Alison Weir, skulle [[Thomas Cromwell]] have planlagt Annes undergang omkring den 20 .– 21. april, 1536, mens han fingerede syg. Annes biograf Eric Ives mener blandt andet, at hendes fald og henrettelse blev manipuleret af Thomas Cromwell, og samtaler mellem Chapuys og Cromwell efter, angive Cromwell som lederen af plottetkuppet, der fik Anne nedsat fra magten. DetteDet ses også i de spanske breve skrevet fra Chapuys til Karl 5. Stridigheder mellem Anne og Cromwell om kirkens indtægter og over udenrigspolitikken, skulle have været udløseren. Hun holdt på at indtægterne skulle fordeles mellem velgørende og uddannelsesinstitutioner, og hun stillede mod en fransk alliance. Cromwell insisterede på at fylde kongens slunkne lommer, og sine egne, og foretrak en imperialistisk alliance. Af disse grunde mener Ives at Anne Boleyn var blevet en alvorlig trussel mod Thomas Cromwell. Cromwells biograf John Schofield mener på den anden side at der ikke fandtes nogen magtkamp mellem Anne og Cromwell og at der ikke findes:” et spor der kan forbinde Cromwell i en sammensværgelse mod Anne. Cromwell blev involveret i det ægteskabelige kongelige drama, da Henrik beordrede ham på sagen”. Historikeren Retha Warnicke sætter spørgsmålstegn ved, om Cromwell kunne have manipuleret med kongen, eller om Henrik selv har udstedt det afgørende beviser, som hans embedsmænd, herunder Cromwell, skulle bruge.

Selv om beviserne mod dem ikke var overbevisende, blev de alle sammen dømt til døden af en jury bestående af deres jævnaldrende. George Boleyn og de andre anklagede mænd blev henrettet den [[17. maj]] [[1536]]. Anthony Kingston, vogteren af Tower, rapporterede at Anne virkede meget afklaret og forberedt til endensin af sit livdød. Kong Henry 8. ændrede Anne Boleyns straf fra at blive brændt levende til halshugning, og fik en professionelle sværdbøddel fra St. Omer til at stå for udførelsen, da man ikke kunne have en dronning halshugget med den samme økse, som de med andre dømte. De kom efter Anne om morgenen den [[19. maj]] for at bringe hende til Tower Green, hvor henrettelsen skulle stå. Halshugningen af Anne Boleyn var planlagt til at forestå kl. 09:00 Anthony Kingston, vogteren af Tower, skrev:

”''Her til morgen sendte hun bud efter mig, for at jeg kunne være sammen med hende de sidste timer, hun fik af den gode Gud, og jeg skulle høre hendes tale ved podiet. Og sagde til mig da jeg ankom, »Mr. Kingston, jeg hører jeg skal ikke skal dø før middag, og det er jeg er meget ked af, for jeg troede at jeg ville være død på det tidspunkt, og min smerte overstået. Jeg fortalte hende, at det ikke burde være nogen smerte, at det var så lidt. Og så sagde hun, »jeg har hørt sige at bødlen skulle være meget god, og jeg har en lille hals; hvorefter hun satte hænderne omkring den, og lo hjerteligt. Jeg har set mange mænd og også kvinder henrettet, og de har været i stor sorg, og til min undren virkede denne dame meget afklaret overfor døden. Herre, hendes hofdamer har konstant været hos hende, og de har været her siden 02:00 om natten''” <ref>[http://theanneboleyn.tumblr.com/ Anne Boleyn, Queen of England<!-- Bot genereret titel -->]</ref>.

Dog kan hendes forestående død have forårsaget sin storestor sorg under hendes fængsel. Digtet:” Oh Død vug mig i søvne”, menes at have været forfattet af Anne og afslører, at hun har håbet døden ville ende hendes lidelser. Kort før daggry tilkaldet hun Kingston for at overhørehøre messen sammen med hende, og bede i hans nærvær, om at den evige ville frelse hendes sjæl efter den hellige sakramenter, at hun aldrig havde været utro mod kongen. Hun gentog ed både før og efter at have modtaget [[Nadver|nadveren]].

Om morgenen fredag den 19. maj blev Anne Boleyns straf fuldbyrdet, ikke på Tower Green, men snarere på et stillads opført på den nordlige side af White Tower, foran hvad der nu er Waterloo Kaserne. Hun bar et røde skørt under en løs, mørk grå kjole af damask med pels og en kappe af hermelin, og var ledsaget af to kvindelige ledsagere,kvinder. Anne optrådte for sidste gang som dronning, da hun besteg stilladset og gavholdt en kort tale til publikum:

”''Gode kristne mennesker, jeg kommer her for at dø, for ifølge loven, og den lovgivning, dømmes jeg til at dø, og derfor vil jeg tale. Jeg er kommen hid ikke for at beskylde noget menneske, ej heller til at tale ondt om dem, hvem af jeg er anklaget og dømt til at dø, men jeg beder Gud bevare kongen og give ham et lang liv til at herske for dig, for en blidere eller en mere barmhjertig prins blevvar der aldrig: og for mig var han altid en god, en blid og suverænesuveræn herre. Og hvis en personnogen vil blande sig i min sag, beder jeg dem om at dømme blidt. Og således tager jeg afsked med verden og med jer alle, og jeg beder inderlig om at iI beder for mig. O Herre forbarm dig over mig, Gud jeg skænker dig min sjæl <ref>[http://www.kvinfo.dk/side/704/article/683/ Webmagasinet Forum – Festskrift til Elisabeth Møller Jensen – ”Jeg anklager ingen”<!-- Bot genereret titel -->]</ref>''”.

Denne version af hendes tale blev skrevet af Lancelot de Carles i Paris, et par uger efter hendes død, hvor han havde opholdt sig i London, men ikkehverken væretvar vidne til hverken rettergang eller udførelse. Alle versioner er forholdsvis ens, og utvivlsomt rigtigtrigtige i varierende grad. Det menes, at hun undgik at kritisere Henrik for at redde Elizabeth og hendes familie fra yderligere konsekvenser, men selv under sådanne ekstreme pres tilstod Anne ikke sin skyld.

Hun knælede mens hun gentog bønnen:” Jesus Kristus, jeg betror dig min sjæl; Herre Jesus modtage min sjæl”. Hendes hofdamer fjernede hendes hovedbeklædning og halskæder, og bandt derefter et blind for hendes øjne. Anne Boleyn blev henrettet af den franske sværdbøddel, Jean Rombaud og ifølge Eric W. Ives, blev Rombaud så betaget af Anne, at han rystede, og han fandt det svært at gå videre med henrettelsen. For at distrahere hende råbte han:”'' Hvor er mit sværd?''”, i sekundetdet forsekund, hvor sværdet gik gennem hendes hals <ref>http://www.nellgavin.com/boleyn_facts/#Her Trial and Execution:</ref>.

Henrettelsen blev udført meget human og bestod af kun et enkelt slag. Det blev overværet af Thomas Cromwell, Charles Brandon, kongens uægte søn, Henry Fitzroy, samt rådmænd og repræsentanter for de forskellige håndværk. De fleste affra kongens råd var også til stede. Cranmer, der var på Lambeth Palace, skulle efter sigende havde været opløst af gråd efter at have fortalt Alexander Ales:”Hun der har været dronning af England på jorden vil i dag blive en dronning i himlen ”<ref name="anwers.com"/>.

Da anklagerne mod Anne først var blevet forlagtforelagt, havde Cranmer givet udtryk for sin forundring over Henrik og hans tro på, at:” hun ikke ville blive fundet skyldig”. Alligevel følte Cranmer sig sårbar på grund af hans nære forhold til dronningen. Om nattenNatten før henrettelsen, havde han erklæret Henriks ægteskab med Anne ugyldigt, ligesom Katharinas før hende. Han gjorde intet forsøg på at redde Annes liv, selv om han modtog hendes sidste syndsbekendelser, hvor hun hævdede sin uskyld over for Gud.

Hendes skelet blev identificeret under renovering af kapellet under dronning [[Victoria af Storbritannien]], og Anne Boleyns sidste hvilested er nu blevet markeret i marmorgulvet <ref>[http://www.findagrave.com/cgi-bin/fg.cgi?page=gr&GRid=1965 Anne Boleyn (1502 – 1536) – Find A Grave Memorial<!-- Bot genereret titel -->]</ref>.