Forskel mellem versioner af "Anne Boleyn"

13 bytes tilføjet ,  for 2 år siden
(→‎Arvingen: sprogret)
Anne så en mulighed i Henriks forelskelse og det moralske dilemma. Hun fastslog, at hun kun kunne give sig hen til ham, hvis hun blev hans anerkendte dronning. Hun begyndte at tage Katharinas plads ved hans side i politik og i statsanliggender, men indtil videre holdt hun sig fra hans seng <ref name="anwers.com">[http://www.answers.com/topic/anne-boleyn Anne Boleyn: Biography from Answers.com]</ref>.
 
Der findes forskellige udtalelser fra lærde og historikere om, hvor dyb Annes hengivenhed var for reformationen, om hun måske kun fulgte den af personlig ambition og hvor meget, hun havde at gøre med Henriks brud med paven. George Wyatt siger, at han fra hendes tidligere hofdame, [[Anne Gainsford]], havde hørt, at det var Anne der fik Henriks opmærksomhed henledt på en kættersk lov, måske TyndaleTyndales ”The Obedience of the Christian Man”; eller Simon Fish' ”Supplication for Beggars”, som anbefalede monarker at tøjle den katolske kirkes ondskab. Yderligere kan man i Ives' biografi læse, at Anne meget vel kunne have haft en personlig spirituel opvågnen i sin ungdom, som ansporede hende, ikke blot som katalysator, men også som den, der fremskyndede Henriks reformation, selv om processen tog en årrække.
 
I [[1528]] brød en svedesygdom ud med stor kraft. I [[London]] var dødeligheden stor, og hoffet blev spredt. Henrik forlod London af frygt for sygdommen og skiftede hyppigt bopæl for at formindske risikoen. Anne Boleyn trak sig tilbage til Boleyn-familiens [[Hever Castle]], men fik alligevel sygdommen, og hendes svoger, [[William Carey]], døde af den. Henrik sendte sin egen læge til Hever Castle for at passe hende, og hun overlevede. Det blev hurtigt den store besættelse for Henrik at få ægteskabet med Katharina annulleret, og han satte sin lid til en direkte appel til pavestolen, uden om kardinal Wolsey, som han i første omgang holdt det hemmeligt for. I [[1527]] sendte kongen sin sekretær, William Knight, til [[Pave Clemens 7.]] for at søge om [[annullation]] med begrundelse i dispensationen fra [[Pave Julius 2.]], der havde været på forkert grundlag.
 
Paven blev holdt fange i Rom af [[Karl 5. (Tysk-romerske rige)|Karl 5.]] som følge af plyndringen af Rom i maj 1527, og den udsendte Knight havde svært ved at få foretræde for paven. Han måtte vende tilbage uden den ønskede dispensation. Henrik havde nu intet andet valg end at lægge sagen i hænderne på Wolsey, der gjorde alt, hvad han kunne for at sikre en beslutning i Henriks favør. Wolsey gik så langt som til at indkalde en kirkelig domstol i England med en speciel udsending, Lorenzo Campeggio, fra paven til at afgøre sagen. Men paven havde aldrig givet ham beføjelse til at træffe en beslutning, og da paven stadig blev holdt som gidsel af Karl 5., der var nevø til Henriks dronning, Katharina, kom der brev om, at paven forbød Henrik at indgå et nyt ægteskab, før en beslutning var blevet truffet i Rom, og ikke i England.
 
Overbevist om, at Wolseys[[Wolsey]]s loyalitet lå hos paven, og ikke i England, blev Wolsey afskediget fra offentlige embeder i 1529 og sendt i [[Tower of London]]. Var han ikke blevet syg og døde i 1530, var han sikkert blevet henrettet for forræderi. Året efter, i 1531, var dronning Katharina forvist fra hoffet, hendes værelser givet til Anne, og [[Maria 1. af England]] erklæret for bastard og fjernet fra tronfølgeloven.
 
Den folkelige støtte havde dronning Katharina dog stadig. Det kom til udtryk en aften i efteråret [[1531]], hvor Anne var til middag på en herregård ved [[Themsen]], da en skare vrede kvinder marcherede mod herregården, og Anne blev nødt til at flygte i en båd, skjult for skaren. Da ærkebiskop William Warham af Canterbury døde i [[1532]], blev Boleyn-familiens præst, [[Thomas Cranmer]], med pavelige godkendelse udnævnt til det ærefulde erhverv.
Anonym bruger