Anne Boleyn: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
→Annulleringen: link |
link |
||
Linje 80:
Der findes forskellige udtalelser fra lærde og historikere om, hvor dyb Annes hengivenhed var for reformationen. Og om hun måske kun fulgte den af personlig ambition, og hvor meget hun havde at gøre med Henriks brud med paven. George Wyatt siger, at han fra en af hendes tidligere hofdamer, [[Anne Gainsford]], havde hørt, at det var Anne, der fik Henriks opmærksomhed henledt på en kætterlov, måske Tyndales ”The Obedience of the Christian Man” eller Simon Fish' ”Supplication for Beggars”, som anbefalede monarker at tøjle den katolske kirkes ondskab. Yderligere kan man i Ives' biografi læse, at Anne meget vel kunne have haft en vækkelse i sin ungdom, som ansporede hende, ikke blot som katalysator, men også som den, der fremskyndede Henriks reformation, selv om processen tog en årrække.
I [[1528]] brød en svedesygdom ([[pest]]) ud med stor kraft. I [[London]] var dødeligheden stor, og hoffet blev spredt. Henrik forlod London af frygt for sygdommen og skiftede hyppigt bopæl for at formindske risikoen. Anne Boleyn trak sig tilbage til Boleyn-familiens [[Hever Castle]], men fik alligevel sygdommen, og hendes svoger, [[William Carey]], døde af den. Henrik sendte sin egen læge til Hever Castle for at passe hende, og hun overlevede. Det blev hurtigt den store besættelse for Henrik at få ægteskabet med Katharina annulleret, og han satte sin lid til en direkte appel til pavestolen, uden om kardinal [[Thomas Wolsey]], som han i første omgang holdt det hemmeligt for. I [[1527]] sendte kongen sin sekretær, William Knight, til [[Pave Clemens 7.]] for at søge om [[annullering]] med begrundelse i dispensationen fra [[Pave Julius 2.]], der var på et forkert grundlag.
Paven blev holdt fange i Rom af [[Karl 5. (Tysk-romerske rige)|Karl 5.]] som følge af erobringen af Rom i maj 1527, og den udsendte Knight havde svært ved at få foretræde for paven. Han måtte vende tilbage uden den ønskede dispensation. Henrik havde nu intet andet valg end at lægge sagen i hænderne på [[Wolsey]], der gjorde alt, hvad han kunne for at sikre en beslutning i Henriks favør. Wolsey gik så langt som til at indkalde en kirkelig domstol i England med en speciel udsending, Lorenzo Campeggio, fra paven til at afgøre sagen. Men paven havde aldrig givet ham beføjelser til at træffe en beslutning, og da paven stadig blev holdt som gidsel af Karl 5., der var dronning Katharinas nevø, kom der brev om, at paven forbød Henrik at indgå et nyt ægteskab, før en beslutning var truffet i Rom, og ikke i England.
Overbevist om, at [[Thomas Wolsey]]s loyalitet lå i Rom og ikke i England, blev Wolsey i 1529 afskediget fra alle offentlige embeder og sendt i [[Tower of London]]. Var han ikke blevet syg og døde i 1530, var han sikkert blevet henrettet for forræderi. Året efter var dronning Katharina forvist fra hoffet, hendes værelser givet til Anne, og [[Maria 1. af England]] erklæret for bastard og fjernet fra tronfølgeloven.
Den folkelige støtte havde Katharina dog stadig. Det kom til udtryk en aften i efteråret [[1531]], hvor Anne var til middag på en herregård ved [[Themsen]], da en skare vrede kvinder marcherede mod herregården, og Anne blev tvunget til at flygte i en båd skjult for skaren. Da ærkebiskop William Warham af Canterbury døde i [[1532]], blev Boleyn-familiens præst, [[Thomas Cranmer]], med pavelige godkendelse udnævnt til det ærefulde erhverv.
Linje 148:
</blockquote>
Dog kan hendes forestående død have forårsaget stor sorg i
[[Fil:014SFEC TOWER OF LONDON-200705.JPG|thumb|left|200px|"Traitors' gate" i Tower of London.]]
Om morgenen fredag den 19. maj blev Anne Boleyns straf fuldbyrdet, ikke på Tower Green, men snarere på et skafot opført på nordsiden af White Tower, foran hvad der nu er Waterloo Kaserne. Hun bar et rødt skørt under en løs, mørkegrå kjole af damask med pels og en kappe af hermelin. Hun var ledsaget af to damer. Anne optrådte for sidste gang som dronning, da hun besteg stilladset og holdt en kort tale til publikum:
Linje 156:
</blockquote>
Denne version af hendes tale blev
=== Død og begravet ===
Linje 162:
Hun knælede, mens hun gentog bønnen:” Jesus Kristus, jeg betror dig min sjæl; Herre Jesus modtag min sjæl”. Hendes hofdamer fjernede hendes hovedbeklædning og halskæder og bandt derefter et blind for hendes øjne. Anne Boleyn blev henrettet af den franske sværdbøddel, Jean Rombaud, og ifølge Eric W. Ives blev Rombaud så betaget af Anne, at han rystede, og han fandt det svært at gå videre med henrettelsen. For at distrahere hende råbte han:”'' Hvor er mit sværd?''” i det sekund, hvor sværdet gik gennem hendes hals <ref>http://www.nellgavin.com/boleyn_facts/#Her Trial and Execution:</ref>.
Henrettelsen blev udført meget humant og med et enkelt slag. Det blev overværet af Thomas Cromwell, Charles Brandon, kongens uægte søn, Henry Fitzroy, samt rådmænd og repræsentanter for de forskellige håndværk. De fleste fra kongens råd var også til stede. Cranmer, der var på [[Lambeth]] Palace, skulle efter sigende havde været opløst af gråd efter at have fortalt Alexander Ales: ”Hun der har været dronning af England på jorden vil i dag blive en dronning i himlen ”<ref name="anwers.com"/>.
Da anklagerne mod Anne først var
[[Fil:ScaffoldSite03.JPG|thumb|200px|Mindesmærke på Tower Green for henrettelsen af Anne Boleyn. Kunstværket skal minde om skafottet.]]
Trods
Hendes skelet blev identificeret under renovering af kapellet under dronning [[Victoria af Storbritannien]], og Anne Boleyns sidste hvilested er nu markeret i marmorgulvet <ref>[http://www.findagrave.com/cgi-bin/fg.cgi?page=gr&GRid=1965 Anne Boleyn (1502 – 1536) – Find A Grave Memorial<!-- Bot genereret titel -->]</ref>.
|