Anne Boleyn: Forskelle mellem versioner

I [[1528]] brød en svedesygdom ([[pest]]) ud med stor kraft. I [[London]] var dødeligheden stor, og hoffet blev spredt. Henrik forlod London af frygt for sygdommen og skiftede hyppigt bopæl for at formindske risikoen. Anne Boleyn trak sig tilbage til Boleyn-familiens [[Hever Castle]], men fik alligevel sygdommen, og hendes svoger, [[William Carey]], døde af den. Henrik sendte sin egen læge til Hever Castle for at passe hende, og hun overlevede. Det blev hurtigt den store besættelse for Henrik at få ægteskabet med Katharina annulleret, og han satte sin lid til en direkte appel til pavestolen, uden om kardinal [[Thomas Wolsey]], som han i første omgang holdt det hemmeligt for. I [[1527]] sendte kongen sin sekretær, William Knight, til [[Pave Clemens 7.]] for at søge om [[annullering]] med begrundelse i dispensationen fra [[Pave Julius 2.]], der var på et forkert grundlag.

Overbevist om, at [[Thomas Wolsey]]s loyalitet lå i Rom og ikke i England, blev Wolsey i 1529 afskediget fra alle offentlige embeder og sendt i [[Tower of London]]. Var han ikke blevet syg og døde i 1530, var han sikkert blevet henrettet for forræderi. Året efter var dronning Katharina forvist fra hoffet, hendes værelser givet til Anne, og [[Maria 1. af England]] erklæret for bastard og fjernet fra tronfølgeloven.

Dog kan hendes forestående død have forårsaget stor sorg i hendes fængselfængslet. Digtet:” Oh Død vug mig i søvne”søvn”, menes at have været forfattet af Anne og afslører, at hun har håbet døden ville ende hendes lidelser. Kort før daggry tilkaldet hun Kingston for at høre messen og bede i hans nærvær, om at den evige ville frelse hendes sjæl efter de hellige sakramenter. Hun gentog, at hun aldrig havde været kongen utro. Hun gentog det under ed både før og efter at have modtaget [[Nadver|nadveren]].

Denne version af hendes tale blev skrevetnedskrevet af [[Lancelot de Carles]] i Paris, et par uger efter hendes død, hvor han havde opholdt sig i London, men hverken var vidne til rettergang eller dommens fuldbyrdelse. Alle versioner er forholdsvis ens, og utvivlsomt rigtige i varierende grad. Det menes, at hun undgik at kritisere Henrik for at redde Elizabeth og hendes familie fra yderligere konsekvenser, men selv under ekstremt pres tilstod Anne ikke sin skyld.

Henrettelsen blev udført meget humant og med et enkelt slag. Det blev overværet af Thomas Cromwell, Charles Brandon, kongens uægte søn, Henry Fitzroy, samt rådmænd og repræsentanter for de forskellige håndværk. De fleste fra kongens råd var også til stede. Cranmer, der var på [[Lambeth]] Palace, skulle efter sigende havde været opløst af gråd efter at have fortalt Alexander Ales: ”Hun der har været dronning af England på jorden vil i dag blive en dronning i himlen ”<ref name="anwers.com"/>.

Da anklagerne mod Anne først var blevet forelagt, havde Cranmer givet udtryk for sin forundring over Henrik og hans tro på, at ” hun ikke ville blive fundet skyldig”. Alligevel følte Cranmer sig sårbar på grund af hanssit nære forhold til dronningen. Natten før henrettelsen havde han erklæret Henriks ægteskab med Anne ugyldigt, ligesom Katharinas før hende. Han gjorde intet forsøg på at redde Annes liv, selv om han modtog hendes sidste syndsbekendelserskriftemål, hvori hun hævdede sin uskyld over for Gud.

Trods densin store indsatsandel i Annes henrettelse havde Henrik ikke arrangeret nogen form for begravelse eller sørget for at give hende en ordentlig kiste. Hendes kroplig lå på skafottet i nogen tid, før en troede mand, der arbejdede i Tower, fandt et tomt pilekogger og lagde hendes hoved og krop deri. Hun blev begravet i de ukendtes grav i kapellet [[St. Peter ad Vincula]].