Forskel mellem versioner af "Anne Boleyn"

12 bytes fjernet ,  for 2 år siden
link
(link)
Der findes forskellige udtalelser fra lærde og historikere om, hvor dyb Annes hengivenhed var for reformationen. Og om hun måske kun fulgte den af personlig ambition, og hvor meget hun havde at gøre med Henriks brud med paven. George Wyatt siger, at han fra en af hendes tidligere hofdamer, [[Anne Gainsford]], havde hørt, at det var Anne, der fik Henriks opmærksomhed henledt på en kætterlov, måske Tyndales ”The Obedience of the Christian Man” eller Simon Fish' ”Supplication for Beggars”, som anbefalede monarker at tøjle den katolske kirkes ondskab. Yderligere kan man i Ives' biografi læse, at Anne meget vel kunne have haft en vækkelse i sin ungdom, som ansporede hende, ikke blot som katalysator, men også som den, der fremskyndede Henriks reformation, selv om processen tog en årrække.
 
I [[1528]] brød en svedesygdom ([[pest]]) ud med stor kraft. I [[London]] var dødeligheden stor, og hoffet blev spredt. Henrik forlod London af frygt for sygdommen og skiftede hyppigt bopæl for at formindske risikoen. Anne Boleyn trak sig tilbage til Boleyn-familiens [[Hever Castle]], men fik alligevel sygdommen, og hendes svoger, [[William Carey]], døde af den. Henrik sendte sin egen læge til Hever Castle for at passe hende, og hun overlevede. Det blev hurtigt den store besættelse for Henrik at få ægteskabet med Katharina annulleret, og han satte sin lid til en direkte appel til pavestolen, uden om kardinal [[Thomas Wolsey]], som han i første omgang holdt det hemmeligt for. I [[1527]] sendte kongen sin sekretær, William Knight, til [[Pave Clemens 7.]] for at søge om [[annullering]] med begrundelse i dispensationen fra [[Pave Julius 2.]], der var på et forkert grundlag.
 
Paven blev holdt fange i Rom af [[Karl 5. (Tysk-romerske rige)|Karl 5.]] som følge af erobringen af Rom i maj 1527, og den udsendte Knight havde svært ved at få foretræde for paven. Han måtte vende tilbage uden den ønskede dispensation. Henrik havde nu intet andet valg end at lægge sagen i hænderne på [[Wolsey]], der gjorde alt, hvad han kunne for at sikre en beslutning i Henriks favør. Wolsey gik så langt som til at indkalde en kirkelig domstol i England med en speciel udsending, Lorenzo Campeggio, fra paven til at afgøre sagen. Men paven havde aldrig givet ham beføjelser til at træffe en beslutning, og da paven stadig blev holdt som gidsel af Karl 5., der var dronning Katharinas nevø, kom der brev om, at paven forbød Henrik at indgå et nyt ægteskab, før en beslutning var truffet i Rom, og ikke i England.
 
Overbevist om, at [[Thomas Wolsey]]s loyalitet lå i Rom og ikke i England, blev Wolsey i 1529 afskediget fra alle offentlige embeder og sendt i [[Tower of London]]. Var han ikke blevet syg og døde i 1530, var han sikkert blevet henrettet for forræderi. Året efter var dronning Katharina forvist fra hoffet, hendes værelser givet til Anne, og [[Maria 1. af England]] erklæret for bastard og fjernet fra tronfølgeloven.
 
Den folkelige støtte havde Katharina dog stadig. Det kom til udtryk en aften i efteråret [[1531]], hvor Anne var til middag på en herregård ved [[Themsen]], da en skare vrede kvinder marcherede mod herregården, og Anne blev tvunget til at flygte i en båd skjult for skaren. Da ærkebiskop William Warham af Canterbury døde i [[1532]], blev Boleyn-familiens præst, [[Thomas Cranmer]], med pavelige godkendelse udnævnt til det ærefulde erhverv.
</blockquote>
 
Dog kan hendes forestående død have forårsaget stor sorg i hendes fængselfængslet. Digtet:” Oh Død vug mig i søvne”søvn”, menes at have været forfattet af Anne og afslører, at hun har håbet døden ville ende hendes lidelser. Kort før daggry tilkaldet hun Kingston for at høre messen og bede i hans nærvær, om at den evige ville frelse hendes sjæl efter de hellige sakramenter. Hun gentog, at hun aldrig havde været kongen utro. Hun gentog det under ed både før og efter at have modtaget [[Nadver|nadveren]].
[[Fil:014SFEC TOWER OF LONDON-200705.JPG|thumb|left|200px|"Traitors' gate" i Tower of London.]]
Om morgenen fredag den 19. maj blev Anne Boleyns straf fuldbyrdet, ikke på Tower Green, men snarere på et skafot opført på nordsiden af White Tower, foran hvad der nu er Waterloo Kaserne. Hun bar et rødt skørt under en løs, mørkegrå kjole af damask med pels og en kappe af hermelin. Hun var ledsaget af to damer. Anne optrådte for sidste gang som dronning, da hun besteg stilladset og holdt en kort tale til publikum:
</blockquote>
 
Denne version af hendes tale blev skrevetnedskrevet af [[Lancelot de Carles]] i Paris, et par uger efter hendes død, hvor han havde opholdt sig i London, men hverken var vidne til rettergang eller dommens fuldbyrdelse. Alle versioner er forholdsvis ens, og utvivlsomt rigtige i varierende grad. Det menes, at hun undgik at kritisere Henrik for at redde Elizabeth og hendes familie fra yderligere konsekvenser, men selv under ekstremt pres tilstod Anne ikke sin skyld.
 
=== Død og begravet ===
Hun knælede, mens hun gentog bønnen:” Jesus Kristus, jeg betror dig min sjæl; Herre Jesus modtag min sjæl”. Hendes hofdamer fjernede hendes hovedbeklædning og halskæder og bandt derefter et blind for hendes øjne. Anne Boleyn blev henrettet af den franske sværdbøddel, Jean Rombaud, og ifølge Eric W. Ives blev Rombaud så betaget af Anne, at han rystede, og han fandt det svært at gå videre med henrettelsen. For at distrahere hende råbte han:”'' Hvor er mit sværd?''” i det sekund, hvor sværdet gik gennem hendes hals <ref>http://www.nellgavin.com/boleyn_facts/#Her Trial and Execution:</ref>.
 
Henrettelsen blev udført meget humant og med et enkelt slag. Det blev overværet af Thomas Cromwell, Charles Brandon, kongens uægte søn, Henry Fitzroy, samt rådmænd og repræsentanter for de forskellige håndværk. De fleste fra kongens råd var også til stede. Cranmer, der var på [[Lambeth]] Palace, skulle efter sigende havde været opløst af gråd efter at have fortalt Alexander Ales: ”Hun der har været dronning af England på jorden vil i dag blive en dronning i himlen ”<ref name="anwers.com"/>.
 
Da anklagerne mod Anne først var blevet forelagt, havde Cranmer givet udtryk for sin forundring over Henrik og hans tro på, at ” hun ikke ville blive fundet skyldig”. Alligevel følte Cranmer sig sårbar på grund af hanssit nære forhold til dronningen. Natten før henrettelsen havde han erklæret Henriks ægteskab med Anne ugyldigt, ligesom Katharinas før hende. Han gjorde intet forsøg på at redde Annes liv, selv om han modtog hendes sidste syndsbekendelserskriftemål, hvori hun hævdede sin uskyld over for Gud.
[[Fil:ScaffoldSite03.JPG|thumb|200px|Mindesmærke på Tower Green for henrettelsen af Anne Boleyn. Kunstværket skal minde om skafottet.]]
Trods densin store indsatsandel i Annes henrettelse havde Henrik ikke arrangeret nogen form for begravelse eller sørget for at give hende en ordentlig kiste. Hendes kroplig lå på skafottet i nogen tid, før en troede mand, der arbejdede i Tower, fandt et tomt pilekogger og lagde hendes hoved og krop deri. Hun blev begravet i de ukendtes grav i kapellet [[St. Peter ad Vincula]].
 
Hendes skelet blev identificeret under renovering af kapellet under dronning [[Victoria af Storbritannien]], og Anne Boleyns sidste hvilested er nu markeret i marmorgulvet <ref>[http://www.findagrave.com/cgi-bin/fg.cgi?page=gr&GRid=1965 Anne Boleyn (1502 – 1536) – Find A Grave Memorial<!-- Bot genereret titel -->]</ref>.
Anonym bruger