Olympiske lege: Forskelle mellem versioner

[[Fil:Olympic flag.svg|thumb|De 5Fem olympiske ringe, der symboliserer de olympiske lege.]]

[[Fil:In the earlist times a simple foot-race was the only event.jpg|thumb|I [[antikkens olympiske lege]] var løbsøvelser den eneste idrætsgren.]]

[[Fil:Olympic Cauldron lit at 2010 Winter Olympics opening ceremony 2.jpg|thumb|Tænding af [[Den olympiske ild]] under [[Vinter-OL 2010|De 21. olympiske vinterlege]] i 2010.]]

IOC har siden udviklet sig til en magtfuld organisation med politisk – og økonomisk – kontrol over alle aspekter af legene. I begyndelsen var visionen, at legene var forbeholdt [[amatør]]sportsudøvere, men op gennem det [[20. århundrede]]1900-tallet blev dette ideal undergravet, først af politiske og senere af kommercielle årsager. Derfor har nu selv højt betalte sportsudøvere lov til at deltage i legene, men kan dog ikke opnå direkte økonomiske gevinster ved deltagelsen, idet der udelukkende konkurreres om medaljer og æren ved de olympiske lege.

De olympiske lege er opdelt i [[sommer-OL]] og [[vinter-OL]] alt efter sportsgrenene. I de seneste årtier er endvidere etableret [[paralympiske lege]] for personer med [[handicap]]s, og. IOC's nyeste initiativ er [[ungdomsolympiske lege]], for unge mellem 14 og 18 år, der afholdesafholdtes første gang i [[2010]] i [[Singapore]] for unge mellem 14 og 18 år. Både de paralympiske lege og de ungdomsolympiske lege afholdes i sommer- og vinterudgaver. Perioden mellem to olympiske lege kaldes for en [[olympiade]], men udtrykket bruges endvidere ind imellemindimellem (ukorrekt) om selve legene.

For øjeblikket er 33 sportsgrene med 53 discipliner og omkring 400 konkurrencer en del af det olympiske program. Heraf står sommerlegene for den klart største andel, idet 26 sportsgrene og 38 discipliner indgår i disse lege, mens der konkurreres ved vinterlegene konkurreres i 7 sportsgrene med 15 discipliner.<ref name="IOCsport">[http://www.olympic.org/uk/sports/index_uk.asp "IOC – Sports"], www.olympic.org, hentet 5. marts 2009</ref> Af disse har [[atletikAtletik]], [[svømning]], [[fægtning]] og [[gymnastik]] har været på programmet uafbrudt siden de første sommerlege, mens [[skisport]], [[skøjteløb (sport)|skøjteløb]] og [[ishockey]] har været med ved alle vinterlegene. En række sportsgrene er så kommet til på senere tidspunkter, idet nogle er begyndt på demonstrationsniveau. (bl.a.Det gælder eksempelvis [[volleyball]] og [[badminton]]). Andre sportsgrene har tidligere været på det olympiske program, men er gledet ud igen, (bl.a.eksempelvis [[golf]], [[tovtrækning]] og [[cricket]]). Visse sportsgrene har i en periode været ude, men er senere kommet tilbage, (bl.a.blandt andre [[tennis]] og [[bueskydning]]).<ref name="IOCsport"/>

Beslutningen om, hvilke sportsgrene og discipliner der skal være på programmet, tages af IOC-kongressen,. idetDer derlægges blandt andet lægges vægt på, at en sportsgren eller disciplin har global udbredelse. Endvidere kan motorbaserede sportsgrene ikke optages på det olympiske program. I de senere år har der været relativt få udskiftninger i programmet, idet dog [[baseball]] og [[softball]] tages af programmet til OL i [[Sommer-OL 2012|London 2012]]. En række sportsgrene og discipliner anerkendes af IOC, skønt de ikke er på programmet. IOC har besluttet, at der til et sommer-OL højst må optræde 28 sportsgrene med i alt 301 konkurrencer samt i alt højst 10.500 sportsfolk.<ref>[http://multimedia.olympic.org/pdf/en_report_1135.pdf "Factsheet: The sports on the olympic programme"], IOC, februar 2008</ref>

I mange år var det endvidere et centralt punkt, at kun amatører måtte deltage i legene. Pierre de Coubertin, ophavsmand til de moderne lege, var inspireret af ånden fra det engelske skolevæsen, hvor idealet var en gentleman, der var god til lidt af hverhvert, men ikke specialiseret iinden speciellefor særlige områder eller sportsgrene. Fairness var også et vigtigt karaktertræk, og på den tid fandt man, at professionelle sportsudøvere havde en unfair fordel over amatørerne. Gennem årene blev amatørismen dog efterhånden mere og mere undermineret, og derfor er det generelt ikke længere en betingelse, at man skal være amatør for at deltage i OL, idet dog enkelte internationale forbund pålægger begrænsninger på, hvem der kan deltage i OL i den sport, som de er øverste myndighed for.

Gennem årene har der forekommet en række præstationer ved legene, der har sat sig spor i historien. Her erfølger nævntet noglepar få. eksempler:

* 140 nationer har gennem årene opnået mindst én medalje ved OL. USA har gennem OL-historien vundet flest medaljer med i alt 25142.514 ved vinter- og sommer-OL til og med 2008, heraf 10081.008 af guld. Derefter følger Sovjetunionen med 12041.204 medaljer i alt (473 af guld) og [[Forenede Kongerige|Storbritannien]] med 736 i alt (215 af guld). Disse tre lande er også øverst på listen over medaljetagere, når man regner sommer-OL alene.

[[Fil:CarlLewis.jpg|thumb|[[Carl Lewis]] vandt [[længdespring]] ved fire OL i træk.]]

* I alt tre idrætsudøvere har vundet guldmedalje i samme individuelle disciplin ved fire OL i træk. Det gælder den danske [[sejlsport|sejler]] [[Paul Elvstrøm]] i [[finnjolle]] (1948-1960) samt amerikanerne [[Al Oerter]] i [[diskoskast]] (1956-1968) og [[Carl Lewis]] i [[længdespring]] (1984-1996).

** Ved vinter-OL indehaves den tilsvarende rekord af tyske [[Georg Hackl]] med tre guldmedaljer i [[kælk (sportsgren)|kælk]] (1992-1998).

[[Fil:Michael Phelps (thumb).jpg|thumb|[[Michael Phelps]] med en af sine otte guldmedaljer fra [[Sommer-OL 2008|OL i Beijing 2008]].]]

* Med sine mange discipliner er [[svømning]] en af de sportsgrene, der giver bedst mulighed for, at en idrætsudøver kan vinde mange medaljer, og rekorden i antal guldmedaljer ved samme lege stammer da også herfra. Ved OL i [[Sommer-OL 2008|Beijing 2008]] vandt amerikaneren [[Michael Phelps]] otte stykker og overgik dermed sin landsmand [[Mark Spitz]], der vandt syv gange guld ved OL i [[Sommer-OL 1972|München 1972]]. Phelps er i øvrigt også den idrætsudøver, der samlet har vundet flest guldmedaljer med i alt 16.

* Under OL i [[Sommer-OL 1912|Stockholm 1912]] forekom verdens hidtil længstvarende brydekamp,. derDen varede 11 timer og 40 minutter. Den stod mellem Klein og Asikainen, og da førstnævnte havde vundet, var han for træt til efterfølgende at kæmpe i finalen, så mesterskabet gik til Johansson uden kamp.

* Ved OL i [[Sommer-OL 1920|Antwerpen 1920]] deltog den svenske [[Skydesport|skytte]] [[Oscar Swahn]] for tredje gang ved et OL, og han satte dermed rekord som den ældste medaljevinder med sine 72 år. Han vandt i alt tre guld-, en sølv- og to bronzemedaljer ved de tre lege, han deltog i.

* OL i [[Sommer-OL 1948|London 1948]] blev de bedste for Danmark nogensinde, da det blev til fem guld-, syv sølv- og 8otte bronzemedaljer.

* [[Sejlsport|Sejleren]] [[Paul Elvstrøm]] har vundet fire OL-guldmedaljeguldmedaljer i træk i samme disciplin i perioden 1948-1960. [[Roning|Roeren]] [[Eskild Ebbesen]] samt sejleren [[Jesper Bank]] har begge vundet tre guldmedaljer, men ikke i træk.

Ifølge en udbredt legende blev de olympiske lege indstiftet af [[Zeus]] for at fejre hans sejr over [[Kronos]].{{kilde mangler|dato=Uge 1, 2014}} Under denne begivenhed vandt [[Herkules]] over sine brødre i løb og blev kronet med en krans af [[oliven|olivenkviste]]krans. Herkules brugte ifølge legenden som den første betegnelsen "olympisk", og han indførte det faste fireårsinterval mellem legene.

[[Fil:Olympia-stadion.jpg|thumb|StadionOprindeligt stadion i Olympia i Grækenland.]]

Arkæologiske fund daterer legene tilbage til i hvert fald 776 f.Kr.,{{kilde mangler|dato=Uge 1, 2014}} idet der er fundet inskriptioner med vindere af løbekonkurrencen for en række lege, startende i dettedet år. Legene blev snart udbredt over hele det antikke Grækenland, og de havde både religiøs, politisk og sportslig betydning. Under legene var der ud over sportskonkurrencerne også rituelle ofringer til Zeus og sagnkongen [[Pelops]]. Den politiske betydning ses af, at hvis der var krige og konflikter i gang på det tidspunkt, hvor legene skulle begynde, blevholdt derde holdtstridende parter våbenhvile, mens legene stod på. Ud over de olympiske lege var der i oldtidens Grækenland også andre tilsvarende sportsbegivenheder, f.eks.eksempelvis de delphiske lege.

Efter at de olympiske lege havde deresleges højdepunkt i det [[6. århundrede f.Kr.|6.]] og [[5. århundrede f.Kr.]] aftog deres betydning langsomt,.{{kilde mangler|dato=Uge 1, 2014}} og isærIsær da [[Romerriget|romerne]] fik magten i området. Kejser [[Theodosius 1. den Store]] skal være ansvarlig for det endelige dødsstød for de antikke olympiske lege, da han i [[393]] forbød legene som [[Hedenskab|hedenske]] i forbindelse med sin støtte til [[kristendom]]mens indførelse som rigets officielle religion.

[[Fil:Baron Pierre de Coubertin.jpg|thumb|Baron Pierre de Courbertin, initiativtager til de moderne olympiske lege.]]

Det egentlige initiativ til genoptagelse af olympiske lege stammer fra midten af det [[19. århundrede]], men faktisk var der allerede flere hundrede år før afholdt man forskellige steder sportskonkurrencer, der havde varianter af "'olympisk"' knyttet til sig. En englænder ved navn Robert Dover tog initiativ til en begivenhed kaldet [[Cotswold Olimpick Games]], der er blevet afholdt årligt siden startenbegyndelsen af det [[17. århundrede]]1600-tallet (et stedengang mellem [[1604]] og [[1612]], hvor sidstnævnte årstal nu regnes som den officielle start) i [[Cotswolds]].

Også i [[Frankrig]] blevafholdtes der afholdtden nationale ''L'Olympiade de la République'', deri blev afholdt årligtperioden [[1796]]-[[1798]]. ogDen omfattede en række konkurrencer, som man kendtekendt fra antikkens lege. I [[Grækenland]] havde man efter løsrivelsen fra det [[Osmanniske Rige]] i [[1829]] behov for at styrke sin nationalfølelse,. ogHer var den antikke olympiske tradition var et velegnet middel hertil. De første moderne internationale olympiske lege blev således afholdt i [[Athen]] i [[1859]],. hvor der udUd over grækere også deltog sportsmænd fra det Osmanniske Rige. Disse regionale lege blev gentaget i [[1870]] og [[1875]].

I [[1870'erne]] funderede den franske baron [[Pierre de Coubertin]] over årsagen til det franske nederlag i [[den fransk-preussiske krig]] (1870-71), og han kom frem til, at det skyldtes de franske soldaters dårlige fysiske form og manglende idrætsligidrætslige opdragelse. Han overværede i [[1890]] engelske olympiske lege i [[Much Wenlock]],. derDe var blevet afholdt siden [[1866]] som en national begivenhed., Detteog gavher hamfik han ideen tilom, at det måtte være muligt at etablere olympiske lege på et overnationalt plan, selv om tidligere forsøg herpå var strandet på modstand fra forskellige lokale sider.

Han fik oprettet den [[IOC|Internationale Olympiske Komite]] på den første olympiske kongres, der blev afholdt på [[Sorbonne]]-universitet i [[Paris]] [[16. juni|16.]]-[[23. juni]] [[1894]]. På kongressens sidste dag blev det besluttet, at de første egentlige internationale olympiske lege skulle afholdetafholdes i Athen i [[1896]]. IOC skulle være eneansvarlig for organiseringen af legene og valgte den græske forfatter [[Demetrius Vikelas]] som sin første præsident.

[[Fil:1896 Olympic opening ceremony.jpg|thumb|Åbningsceremonien i Athen i Grækenland ved de første moderne olympiske lege i 1896.]]

De [[Sommer-OL 1896|første moderne olympiske lege]] fandt sted [[6. april|6.]] –- [[14. april]] [[1896]] i Athen med udgangspunkt [[Panathinaikos Stadion]], der havde rødder tilbage til oldtiden.{{kilde mangler|dato=Uge 1, 2014}} Der deltog 241 sportsfolk fra 14 nationer{{#tag:ref|Antallet af såvel sportsfolk som nationer er lidt usikkert, idet der knap nok var national støtte fra alle nationer. Antallet af nationer opgives således i forskellige kilder som alt mellem 10 og 15, men 14 er IOC's antal|group=note}}, hvoraf omkring 190 var fra Grækenland. Det internationale islæt var derfor relativt begrænset, men [[Tyskland]], [[Frankrig]] og [[Forenede Kongerige|Storbritannien]] havde hver 10-20 deltagere, mens tre atleter repræsenterede [[Danmark]].

I de første lege blev der konkurreret i samlet 43 konkurrencer fordelt på følgende ni idrætsgrene: [[Atletik]], [[brydning]], [[cykelløb]], [[fægtning]], [[gymnastik]], [[Skydesport|skydning]], [[svømning]], [[tennis]] og [[vægtløftning]]. [[Roning]] var planlagt, men måtte aflyses på grund af dårligt vejr.

Legene blev en stor national græsk succes med overvældende publikumsinteresse, og denne succes smittede af på nogle af sportsudøverne, der foreslog, at man fremover fast afholdt legene i Grækenland. IOC havde imidlertid allerede besluttet at lade værtsskabet skifte for at sikre en international opbakning og havde udpeget [[Paris]] som værtsby fire år senere.

Trods dette var der stigning i deltagerantallet i Paris, hvor næsten tusinde1.000 idrætsfolk stillede op, og nyt i forhold til Athen var deltagelsen af kvinder i konkurrencerne. Af andre nye tiltag var tilføjelsen af en række konkurrencer, hvoraf nogle var med for første og eneste gang i OL-historien, blandt andet ridebanehøjde- og længdespring samt forhindringssvømning.

Legene i St. Louis var oprindeligt tildelt [[Chicago]], men i St. Louis var man nervøs for konkurrencen om opmærksomheden i forhold til verdensudstillingen, og det lykkedes for arrangørerne af udstillingen at få flyttet OL til byen som en del af verdensudstillingen i stedet. På den måde kom de tredje olympiske lege til tidsmæssigt at strække sig over næsten fem måneder, idet man bestræbte sig på at få afholdt en OL-konkurrence hver dag i perioden. Trods disse tiltag druknede OL i forhold til verdensudstillingen, hvilket måske også skyldtes, at deltagerantallet faldt markant i forhold til Paris-legene med 651 deltager fra blot tolv nationer, og heraf var omkring 580 fra Nordamerika. Mange lande fra andre verdensdele holdt sig væk af økonomiske årsager og praktiske årsager; således deltog ingen af de nordiske lande i disse lege. Desuden var der politiske spændinger i Europa efter den [[russisk-japanske krig]].

Efter disse to lidt skuffende OL besluttedes det at afholde jubilæumslege for at fejre starten på de moderne lege ti10 år efter afholdelsen af de første lege. Det blev de [[olympiske mellemlege 1906]], der ikke regnes for officielle, da de blev afholdt midt i olympiaden, dvs.altså midt mellem to normale lege. Legene blev afholdt i Athen, og som ved de første lege blev disse også en stor succes på både deltager- og tilskuersiden. I den henseende havde legene deres plads i den olympiske historie, idet det siden stort set kun er gået fremad med interessen for OL.

[[Fil:Bundesarchiv Bild 102-05472, St. Moritz, Winterolympiade.jpg|thumb|Opstilling i forbindelse med ishockeykamp ved [[vinter-OL 1928]] i St. Moritz i Schweiz.]]

Med udbruddet af [[1. verdenskrig]] blev der sat en midlertidig stopper for OL, idet de planlagte lege i [[1916]] måtte aflyses – det kunne ikke som i antikken lade sig gøre at stoppe krigen for at afholde legene. Til disse ikke-afholdte lege var planlagt en uge med [[vintersport]]skonkurrencer, hvilket man i begrænset omfang søgte at inkludere også i nogle af de følgende lege. Men denne strategi havde en række naturlige praktiske besværligheder, og i [[1921]] besluttede IOC at etablere et egentligt [[vinter-OL]],. og deDe første sådanne lege blev afholdt i [[Chamonix]] i [[Vinter-OL 1924|Frankrig 1924]]. Her deltog 258 atleter fra 16 lande i 16 konkurrencer inden for 9 sportsgrene. Vinter-OL blev således fra begyndelsen afholdt i de samme år som sommer-OL, men blot på andre tidspunkter og i andre byer, hvorved det fra begyndelsen blev en selvstændig begivenhed.

Efter de to store krige blev der relativ ro på jordkloden, og det gav grobund for vækst samt større internationalt samarbejde på mange fronter. Skønt [[den kolde krig]] gav spændinger i mange år, var sporten i lang tid ikke ramt af politisering. De forbedrede transportmuligheder gjorde det muligt at komme omkring store dele af Jorden med OL, der i blev tildelt [[Sommer-OL 1956|Melbourne]] i [[Australien]] i 1956. Otte år senere kom legene for første gang til [[Asien]], da de blev afholdt i [[Sommer-OL 1964|Tokyo]] i [[Japan]]. Det er blevet en større og større økonomisk satsning at blive OL-vært, og det harhvilket i praksis har betydet, at værtskabet endnu ikke er gået til lande i de nogle af de

Med den stigende udbredelse af massemedierne, først og fremmest [[tv]], fik forskellige politiske grupperinger efterhånden øjnene op for de [[propaganda]]mæssige muligheder, der lå i de olympiske lege. Den første virkeligt markante politiske brug af legene fandt sted under [[Sommer-OL 1972|OL i München 1972]], hvor medlemmer af [[terrorisme|terroristgruppen]] [[Sorte September (gruppe)|Sorte September]] tog 11 [[israel]]ske sportsfolk som gidsler med henblik på at få frigivet en række fanger, først og fremmest [[palæstina|palæstinensiske]] fanger i [[Israel]]. Under den to dage lange aktionterroraktion dræbte gidseltagerne to af deres gidsler,. men det var denDen ikke særligt vellykkede politiaktion, der var skyld i, at de øvrige gidsler samt fem af otte gidseltagere og en politibetjent blev dræbt i det, der efterfølgende er blevet kaldt [[München-massakren]].

En anden markant ændring, der langsomt gled ind i legenes virkelighed, var accepten af professionelle sportsudøvere. Den store prestige, der tilknyttes det pågældende land ved at deltage i legene og ikke mindst vinde medaljer, medførte uundgåeligt, at legene ikke kunne holdes på et amatørniveau. Professionelle sportsudøvere blev trænet i statslig [[regi]]. Denne udvikling kunne ses overalt i verden. Til at begynde med blev brugen af professionelle udøvere nedtonet, men behovet for åbenhed omkring den professionelle udøver blev snart en realitet, der fik offentlighedens accept fra begyndelsen af [[1970'erne]].

Den Internationale Olympiske Komite ([[IOC]]) er besluttende myndighed i spørgsmål om de olympiske lege. Komiteens arbejde foregår på basis af det olympiske charter. IOC er kernen i den olympiske bevægelse, hvortil også hørerehører arrangementskomiteer for de enkelte lege, de internationale forbund for de enkelte olympiske idrætsgrene og de nationale olympiske komiteer for hvert enkelt land. BlandtTil IOC's opgaver erhører at forestå valget af værtsby til de enkelte lege, sikre sig, at forberedelsen af legene foregår efter planen samt varetagerat stå for planlægningen af programmet for hver idrætsgren.

[[Fil:Siege cio.jpg|thumb|[[IOC]]'s domicil i [[Lausanne]] i Schweiz.]]

IOC har hjemsted i [[Lausanne]] i [[Schweiz]], og den ledes af en eksekutivkomité på 15 personer med IOC-præsidenten i spidsen, aktuelt [[Jacques Rogge]] fra [[Belgien]]. Eksekutivkomiteen har til opgave at ståstår for den daglige drift af organisationen. Den højeste myndighed er dog den årlige IOC-session, hvor IOC-medlemmerne (højst 115), der er valgt for otte år ad gangen, tager de store beslutninger – først og fremmest om valg af værtsbyer til kommende lege.{{kilde mangler|dato=Uge 24, 2012}}

# Generelle medlemmer, højst én fra hvert land i denne kategori og højst 70 i alt.

# Aktive atleter, der vælges af deres kolleger – højst 15 af denne kategori.

# Ledere af internationale organisationer for enkeltidrætsgrene – højst 15 af denne kategori.

# Ledere af nationale olympiske komiteer – højst 15 af denne kategori.

Hertil kommer eksekutivkomiténeksekutivkomiteen på 15 personer.

En række symboler anvendes til at repræsentere de olympiske idealer. Det mest kendte er nok de fem olympiske ringe, der symboliserer de fem beboede kontinenter (Amerika regnes i den forbindelse for ét kontinent). Ringene har farverne rød, blå, grøn, gul og sort. Ringene er tæt knyttet til det olympiske flag, der viser ringene på en hvid baggrund,. og disse farverFarverne er valgt, så enhver nation har mindst én af disse seks farver i sit flag.

[[Fil:Olympiatuli 1952.jpg|thumb|Den finske løber Paavo Nurmi tænder ilden på stadion ved OL i [[Sommer-OL 1952|Helsinki 1952]].]]

Det tredje vigtige olympiske symbol er den [[olympiske ild]], der skal brænde under de enkelte olympiske lege. Flere måneder før legene tændes flammen ved en ceremoni i Olympia i Grækenland, hvorpå den i et langvarigt stafetløb bringes til værtsbyen, så den er på stedet til åbningshøjtideligheden. Flammen har været et olympisk symbol siden 1928, men blev først brugt på den nævnte måde til OL i [[Sommer-OL 1936|Berlin 1936]].

Et nyere, mere uofficielt symbol er en olympisk maskot, som de enkelte lege selv finder frem til. Skikken blev taget i brugopstod ved OL i [[Sommer-OL 1968|Mexico City 1968]], men blev først for alvor kendt med maskotten Mischa ved OL i [[Sommer-OL 1980|Moskva 1980]].

Ifølge det olympiske charter er derindgår en række elementer, der indgår i åbnings- og afslutningsceremonierne. De markerer i princippet henholdsvis begyndelsen og afslutningen på legene,. menMen i praksis er der i de senere år typisk konkurrencer, der må indledes før åbningsceremonien, hvis man skal nå at afslutte dem inden afslutningsceremonien. Begge ceremonier finder sted på legenes atletikstadion og er altid en stor publikumsmagnet.

[[Fil:Opening ceremony of the 1984 Olympics.jpg|thumb|Fra åbningsceremonien ved OL i [[Sommer-OL 1984|Los Angeles 1984]].]]

De fleste ritualer i åbningsceremonien stammer fra OL i [[Sommer-OL 1920|Antwerpen 1920]]. Ceremonien indledes normalt med, at værtslandets flag hejses, og dets nationalmelodi afspilles. DetteHerefter efterfølges affølger et show arrangeret af værtslandet, hvorunder nationale kulturelle træk præsenteres. Dette show harer gennem årene eskaleret i omfang, tilsyneladende ud fra en uskreven regel om, at ethvert show skal være mere imponerende end det tilsvarende fra de foregående lege. Det får betydning for omkostningerne til åbningsceremonien, der ved OL i [[Sommer-OL 2008|Beijing 2008]] skal have kostet over 100 millioner [[USD|$]], hvoraf den største del skyldes showet.<ref>[http://web.archive.org/web/20080810214030/http://www.cbc.ca/olympics/story/2008/08/07/olympics-ceremonies.html "Beijing Dazzles"] www.cbc.ca, 8. august 2008</ref>

Efter dette følger indmarchen, hvor de fleste af sportsudøverne marcherer ind på stadion og rundt på løbebanen for at ende på banens midte. Indmarchen sker nationsvis med det græske hold forrest og værtsholdet bagest, mens de øvrige nationer kommer ind imellem efter alfabetisk rækkefølge (hvilket kan variere afhængigt af, hvilket sprog der alfabetiseres efter). En af sportsudøvernesportsudøver fra hver nation går forrest som [[fanebærer]], hvilket er en specieltsærligt hæderfuld opgave.<ref>[http://spn.dk/article1341371.ece "Joachim B. Olsen bliver OL-fanebærer"] spn.dk, 14. maj 2008</ref>

[[Fil:Birdsclosing.jpg|thumb|Fra afslutningsceremonien ved OL i [[Sommer-OL 2008|Beijing 2008]].]]

[[Fil:CyclingTeamPursuitBeijing2008.jpg|thumb|Medaljeceremonien fra 4 km holdforfølgelsesløb i [[cykelsport|cykling]] ved OL i [[Sommer-OL 2008|Beijing 2008]].]]

Efter afgørelsen af hver olympisk disciplin gennemføres en medaljeceremoni med de tre medaljevindere. Disse stiller sig op på et podium med vinderen i midten placeret højest,. og etEt IOC-medlem overrækker medaljerne. Derefter hejses nationalflagene for de tre medaljevindere, mens nationalmelodien for vinderen afspilles.

Ikke engang selve legene har altid været garanti for fredelig sportsudøvelse, idet OL i [[Sommer-OL 1972|München 1972]] blev ramt af en [[Terrorisme|terrorhandling]], da elleve11 [[israel]]ske sportsfolk blev taget som gidsler af terroristgruppen [[Sorte September (gruppe)|Sorte September]]. Gidseltagningen endte i et blodbad, hvorunder sytten17 personer blev dræbt, herunder de elleve11 gidsler. Også OL i [[Sommer-OL 1996|Atlanta 1996]] blev ramt af en voldelig episode, da en bombe sprang i en park i forbindelse med den olympiske by. Her blev to personer dræbt og 111 såret. Bombemanden blev afsløret og viste sig at være en stærkt højreorienteret amerikaner, der nu afsoner en livsvarig fængselsstraf.

OL i [[Sommer-OL 1956|Melbourne 1956]] var de første lege, der oplevede boykot,. daDe tre europæiske lande ([[Spanien]], [[Holland]] og [[Schweiz]]) udeblev som protest mod [[Sovjetunionen]]s invasion og undertrykkelse af [[opstanden i Ungarn]]. Ved de samme lege togudeblev fire andre lande ([[Cambodia]], [[Libanon]], [[Irak]] og [[Egypten]]) samme skridt, men af en anden grund, idet de protesterede mod [[Suez-krigen]]. Ved OL i [[Sommer-OL 1976|Montreal 1976]] gennemførte en række afrikanske lande samt [[Guyana]] en boykot som protest mod [[New Zealand]]s deltagelse, idet landets [[rugby]]landshold havde gennemført landskampe mod [[Sydafrika]]: trods enEn række andre landeslande modstandmente, imod dette,at derdet bidrog til at blåstemple [[apartheid]]styret i Sydafrika. [[Taiwan]] boykottede ligeledes disse lege som protest mod, at [[Folkerepublikken Kina]] deltog under eget navn. Taiwans boykot ramte også det næste OL, men derpå vendte landet tilbage.

De to mest kendte boykotsituationer udspillede sig ved de næste to lege. For første gang havde et [[Kommunisme|kommunistisk]] land fået tildelt et OL, da [[Sommer-OL 1980|Moskva]] var vært i 1980. Imidlertid havde Sovjetunionen kort forinden [[Den afghansk-sovjetiske krig|invaderet Afghanistan]], og da [[den kolde krig]] fortsat rasede på det tidspunkt, besluttede i alt 65 vestligt orienterede lande med [[USA]] i spidsen at boykotte legene. Ved legene i [[Sommer-OL 1984|Los Angeles 1984]] betalte Sovjetunionen USA tilbage, da de sammen med fjorten14 allierede nationer boykottede disse lege med henvisning til usikkerhed for deres sportsfolks sikkerhed.

En række andre lege har haft trusler om boykot hængende over hovedet, og det første eksempel stammer fra OL i [[Sommer-OL 1936|Berlin 1936]], hvor en række kendte personer og organisationer opfordrede til boykot af [[Nazityskland]], men deuden blevat ikkeblive hørt. Som ved 1976-legene havde der ved OL i [[Sommer-OL 1972|München 1972]] også der været trusler om boykot rettet mod Sydafrikas deltagelse,. og disse truslerTruslerne medførte, at Sydafrika blev udelukket, hvorpå truslerne om boykot blev skrinlagt.

De seneste overvejelser om boykot forekomvar i forbindelse med legene i [[Sommer-OL 2008|Beijing 2008]], hvor en række aktivister opfordrede til at blive væk for at protestere mod den kinesiske regerings behandling af [[menneskerettighed]]sorganisationer. Det medførte dog ingen nationsboykot, men nogleenkelte sportsfolk lavede mindre aktioner så som at blive væk fra åbningshøjtideligheden.

Under selve legene har egentlige politiske aktioner været ret få. Den mest kendte forekom under OL i [[Sommer-OL 1968|Mexico City 1968]], da de to sorte amerikanske 200 mmeter løbere [[Tommie Smith]] og [[John Carlos]] som guld- og bronzevindere på sejrspodiet markerede støtte til den militante [[Black Power]]-bevægelse med hævede, behandskede, knyttede højrehænder. Efterfølgende blev de to løbere sendt hjem i unåde.

Ved OL i [[Sommer-OL 2004|Athen 2004]] undgik [[iran]]ske [[Arash Miresmaeli]] at møde [[israel]]eren [[Ehud Vaks]] i en judokamp, da det var iransk politik at undlade at have sportsligsportsligt samkvem med Israel. Officielt blev Miresmaeli dog diskvalificeret for ikke at overholde vægtgrænsen, men han udtalte selv: "Skønt jeg havde trænet i månedsvis og var i god form, nægtede jeg at møde min israelske modstander i sympati med det palæstinensiske folks lidelser, og det er jeg overhovedet ikke ked af."

Endelig er der eksempler på legenes positive politiske betydning. Således fik den sorte amerikanske atlet [[Jesse Owens]]' fire guldmedaljer under OL i [[Sommer-OL 1936|Berlin 1936]] stor symbolsk værdi som modbevis på de nazistiske teorier om den [[arier|ariske races]] overlegenhed over andre racer. Ved OL i [[Sommer-OL 2000|Sydney 2000]] fik udnævnelsen af [[aboriginer]]en [[Cathy Freeman]] som den atlet, der antændteskulle antænde den olympiske ild på stadion og i øvrigt efterfølgende vandt 400 mmeter løbet, sat fokus på dettede oprindelige folks situation i [[Australien]].

VedMaratonløberen [[Sommer-OLThomas 1904|StJ. Louis 1904Hicks]], hvorsom vandt maratonløbet maratonløbereni [[ThomasSommer-OL J1904|St. HicksLouis 1904]] vandt maratonløbet, havde han af sin træner fået en blanding af [[cognac]] og [[stryknin]].<ref>[http://www.sports-reference.com/olympics/athletes/hi/tom-hicks-1.html "Tom Hicks"] www.sports-reference.com, hentet 5. marts 2009</ref> Denne begivenhedDet blev dog ikke anset som ulovlig doping på daværende tidspunkt.

Arrangørerne af de Olympiske Lege anså ikke dopingen for et problem før omkring midten af 1960'erne. Før 1960'erne var der kun få diskussioner om brug af dopingmidler inden for sport. Der eksisterede ingen love, der forbød, at sportsudøverne dopede sig.<ref name=autogeneret1 /> Sportsudøverne overholdt med andre ord gældende lovgivning, der således dannede udgangspunkt for sportsmoralen, - – i hvert fald for en ukendt skare af sportsudøvere.

Under OL i [[Sommer-OL 1960|Rom 1960]] døde den [[Danmark|danske]] [[cykelrytter]] [[Knud Enemark]] under [[holdløb (cykling)|100 kmkilometer holdløb]],. og efterfølgendeEfterfølgende undersøgelser viste, at han havde spor af [[amfetamin]] i blodet.<ref>[http://www.ol-studiet.dk/wm142378 "Doping ved OL - et historisk rids"], hentet 4. marts 2013.</ref>

Der skulle gå 7syv år efter Knud Enemarks dødfald, før IOC's Medical Commission udarbejdede en liste over forbudte og tilladte stoffer i 1967. De første doping-kontroller blev herefter indført i forbindelse med de olympiske lege i Mexico City i 1968.<ref name=autogeneret1 />

Den [[Sverige|svenske]] [[moderne femkamp|moderne femkæmper]] [[Hans-Gunnar Liljenwall]] blev ved OL i [[Sommer-OL 1968|Mexico City 1968]] blev frataget sin bronzemedalje, daefter hanat blevvære afsløret i brugenat afbruge [[alkohol]] som doping.<ref>[http://books.google.co.uk/books?id=sMLJ11ACknsC&pg=PA57&lpg=PA57&dq=Hans-Gunnar+Liljenwall+doping&source=bl&ots=A6ZqwfcQTF&sig=FhotG2ROFAmEgiRKvRHgwoSn-UM&hl=en&sa=X&ei=xyY1UduOIYTKsgaR4IHYBA&redir_esc=y#v=onepage&q=Hans-Gunnar%20Liljenwall%20doping&f=false Sports Medicine - Jennifer L. Minigh - Google Books] Minigh, Jennifer L. (2007) ''Sports Medicine''. Side 57. ISSN 1558-7592</ref>

Teknikkerne til afsløring af doping er blevet markant forbedret i takt med dopingsudøvernes opfindsomhed. Der er dog tale om et eskalerende 'våbenkapløb'. Teknikkerne til afsløring af doping slår dog ikke til i tilstrækkelig grad, idet der hele tiden opfindes nye dopingmetoder for at omgå eksisterende kontrolsystemer.<ref>[http://ekstrabladet.dk/sport/anden_sport/anden_sport/article228974.ece Ekstra Bladet - EPOs afløser er klar]. Hentet den 6. marts 2013.</ref>

Kontrolsystemernes utilstrækkelighed afsløres i forbindelse med, at 3. mandtredjemand fremkommer med oplysninger, før, der falder dom over dopingsmisbrugerne. En række østeuropæiske sportsfolk, ikke mindst [[Østtyskland|østtyske]] [[Svømning|svømmere]], blev i forbindelse med flere lege i [[1970'erne]] og [[1980'erne]] havdeafsløret i systematisk indtagetindtag af [[anabolske steroider]].<ref>[http://query.nytimes.com/gst/fullpage.html?res=9A02E3D71330F931A15757C0A9679C8B63&sec=&spon=&pagewanted=all "Just Following Order, Doctors' Orders"], The New York Times, 22. april 2001</ref>

En af de mest prominente afsløringer af dopingsyndere er [[Canada|canadieren]] [[Ben Johnson]], der ved OL i [[Sommer-OL 1988|Seoul 1988]] havde vundet guld i 100 mmeter løb, men efterfølgende fik frataget medaljen, da han blev afsløret for brug af [[stanozolol|stanozolo]], et [[anabolt steroid]].<ref>Sugden, John Peter og Alan Tomlinson (2012) ''Watching the Olympics: Politics, Power and Representation''. Side 101. ISBN 978-0-415-57832-5</ref>

Ved de olympiske lege i London, [[2012]], varblev der 7syv syndere, som blev taget for dopingmisbrug, mens et antal atleter blev sendt hjem under legene som følge af positive dopingprøver foretaget indenforud for legene.<ref>[http://politiken.dk/sport/ol2012london/sportsgreneol2012/faktaol2012/ECE1719401/fakta-her-er-ols-dopingssyndere/ Fakta: Her er OL&#039;s dopingssyndere - Politiken.dk] ''Dagbladet Politiken'' - Hentet den 4. marts 2013.</ref>

Der har gennem årene været en række kontroversielle skandaler ved en række Olympiske Lege. Blandt de mest bizarre var en stribe stærkt diskutable domme i [[boksning|boksekonkurrencerne]] under OL i [[Sommer-OL 1988|Seoul 1988]], hvor der efterfølgende var meget stærke indicerer omfor [[bestikkelse]] af dommerne.<ref>Rosner, Scott og Kenneth Shropshire (2011) ''The Business of Sports''. Jones & Bartlett Publishers. Side 735.</ref>

* [[Sommer-OL 1916|1916]] skulle: Tyskland skulle have været værter, men pga.de eftermåtte 1.aflyses verdenskrigsom måttefølge detaf aflyses1. verdenskrig.

* [[Sommer-OL 1936|1936]] hvor: Tyskland så fik tildelt værtskabet, villemen Hitler ville ikke give håndenhånd til andre medalje vinderemedaljevindere end detde tyske,: hvilketDet endte med, at han ikke gav hånden til nogen.

* [[Sommer-OL 1948|1948]] blev: Tyskland, Italien og Japan blev udelukket vedfra at deltage i OL,. somUdelukkelsen skyldtes efterdønningerne efter 2. verdenskrig.

* [[Sommer-OL 1956|1956]]: En vandpolokamp mellem Rusland og Ungarn havdeudviklede spændingersig mellemtil hinanden pga. krisenslåskamp i Ungarn.bassinet Detsom varfølge slåskampeaf krisen i svømmebassinerneUngarn.

* [[Sommer-OL 19681972|19681972]]: ITyskland Mexicovar optrådtevært sortefor atleterOL, somhvor bevægelsen11 ”Blackisraelske Power”,atleter sommistede giklivet, indunder foren sortesterroraktion. rettigheder i USA.