Otte Knudsen Rud: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
m link |
Jorchr (diskussion | bidrag) |
||
Linje 13:
Da krigen med [[Sverige]] udbrød i 1563, blev der naturligvis særlig brug for en fra ungdommen, så den krigserfaren mand som Otte Rud blev i september sendt op til Elfsborg som kommissær hos Daniel Rantzau, og i november udmærkede han sig for kongens øjne i kampen ved Mared ved Halmstad, – og så blev det dog til søs, at han gjorde sit navn udødeligt. Allerede under opholdet i [[Halmstad]] beskikkede kongen ham til chef for [[orlogsskib]]et «Byens Løve», og næste forår fulgte han med dette skib [[Herluf Trolle]]s flåde. I to dages slaget 30.-31. maj i farvandet mellem Gotland og Øland udmærkede han sig i høj grad, i det han og [[Jørgen Brahe]] den første dag tappert bistod Herluf Trolles skib i den ulige kamp med det store svenske admiralskib «Mars», kaldet «Makalös», og syv andre skibe, og dagen derpå var det Otte Rud, der sønderskød roret på «Makalös» og kastede sine dræg om bord i det store skib, som han derpå, understøttet af to lybske skibe, entrede, og det ville sikkert være blevet taget, hvis der ikke var stukket ild i skibet, som så sprang i luften. I en senere træfning, den 14. august, blev «Byens Løve» taget af de svenske, men da var Otte Rud, uvist af hvilken årsag, ikke om bord. Formodentlig har kongen haft brug andetsteds for den uforfærdede kriger; i december fik han i alt fald befaling at møde med sine heste og [[harnisk]] i [[Skåne]], men i februar 1565 kom ny ordre til ham om også dette år at tjene til søs. Da Herluf Trolle i maj løb ud, fulgte Otte Rud ham, nu som chef på et tidligere erobret svensk skib, «Krabat», og i slaget ved Rødesand den 4. juni, hvor Herluf fik sit banesår, var han en af de fem danske skibschefer, som udmærkede sig ved trofast at støtte admiralen. Efter slaget søgte flåden til [[København]], hvor Herluf Trolle nedlagde kommandoen, der blev overdraget til Otte Rud, med broderen Erik Rud som underadmiral. Ved efterretningen om sin eftermands udnævnelse skal Herluf Trolle have ytret, at han ingen kendte i Danmark, som ville være en bedre admiral end Otte Rud; han ville sige god for denne, at han ikke skulle sky sin fjende, – og dette skudsmål gjorde Otte Rud visselig ikke til skamme.
Med admiralens flag vajende på «Jægermesteren» forlod den forenede dansk-lybske flåde den 2. juli København, og fem dage efter traf den svenske flåde under Clas Christersson Horn i farvandet mellem Nydyb og Bornholm, hvor det blodigste søslag i hele denne krig blev udkæmpet - [[søslaget mellem Rygen og Bornholm]]. Skønt der i den svenske flåde var 13 skibe mere end ved de forenede flåder, angreb Otte Rud den dog uden betænkning om morgenen. Otte Rud søgte det svenske Admiralskib «St. Erik», der understøttedes af to-tre svenske skibe, mens Otte Rud fik undsætning af sin bror på «Jomfruen». Under den voldsomme ild fra begge af brødrenes skibe faldt den største del af besætningen på «St. Erik» og «Forgylda Lejonet», mens et tredje svensk skib, «Gripen», blev skudt i sænk, men andre svenske skibe kom til, og da vinden bar fra «Lejonet», som var kommet i brand, hen på «Jomfruen», der også antændtes, måtte Erik Rud med besvær drage sit skib ud af kampen, da kun 1/10 af besætningen var kampdygtig. Imidlertid rasede kampen stadigt omkring «Jægermesteren», der nu havde hele den svenske flåde om sig. Forgæves sendte Otte Rud bud efter sine skibschefer om at komme til undsætning, – dels skortede det dem på evne, i det det brændende «Lejonet» til dels havde isoleret det danske admiralskib, dels skortede det på god vilje. Kun to danske skibe og to lybske søgte at undsætte deres admiral, men uden held, og efter det heltemodige forsvar var Otte Rud nødtvunget, selv såret, til ved solnedgang at overgive sit synkefærdige skib og de tiloversblevne 100 mand af de i alt 1050, der udgjorde den oprindelige besætning, til sin ikke mindre tapre fjende mod løfte om ærefuldt fængsel, et løfte, der ikke blev holdt. Fangerne blev nemlig ført til [[Stockholm]], hvor de blev lænkede sammen to og to, og måtte gå i det triumftog kong Erik lod anstille. Otte Rud blev desuden ført til Skara og fremstillet for kong Erik, der overfusede ham med grove ord for hans hårdnakkede forsvar, og da Otte Rud frejdig svarede igen, hindrede kun
Efter et 14 dages ophold i Stockholm blev Otte Rud sammen med flere fanger ført til Svartsjø Slot i Mälaren på grund af pesten. Men også her ramte pesten og bortrev hurtig hans fæller, så han til sidst selv måtte rede sin seng, tænde ild på osv. Endelig angreb smitten også ham, og den 11. oktober 1565 befriede døden ham fra fængslet. Først et par år efter nåede efterretningen om heltens død Danmark, hans enkes anstrengelser for tidligere at komme i forbindelse med ham var spildte. Derimod lykkedes det hende i 1571 efter fredsslutningen at få hans lig, der imidlertid havde henstået i Svartsjøs Kirke, til Danmark. Det førtes til [[Dragør]] af et mindre orlogsskib og blev herefter kongelig befaling modtaget af Otte Ruds gamle, ved freden tilbagegivne admiralskib, «Jægermesteren», der førte det ind til København. Men da fru Pernille over hans grav i [[Vor Frue Kirke (København)|Vor Frue Kirke]] i København lod indrette en, som det synes, overjordisk begravelse «paa Fyrsters og Herrers Vis», blev kongen fortørnet. Et skarpt kongebrev til hende i 1576 påbød dens forandring, og da hun nølede med at adlyde, udgik en ikke mindre bestemt ordre til [[Københavns Universitet]] og Kirkeværgerne. Fru Pernille, der i sin enkestand havde opført nye hovedbygninger både på Møgelkjær og på Sæbygård og til 1574 havde beholdt Korsør Len og Ranes Gods, var formodentlig alt den gang selv dødssyg, thi hun døde 26. oktober 1576.
| |||