Socialisme: Forskelle mellem versioner

Visse tendenser inden for den socialistiske bevægelse — særligt de leninistiske — har været tilbøjelige til at se socialismen som opdelt i to hovedlinjer: den reformistiske og den revolutionære. De har således set den reformistiske gren som en, der mente, at socialisme kan indføres ved reformer, mens den revolutionære gren mente, at socialismen skulle indføres ved en revolution. Denne revolution kan være blodig såvel som ublodig. Dette afhænger i deres selvforståelse af, i hvor stort omfang den herskende klasse er indstillet på at bruge vold for at beholde deres magt og privilegier. En sådan konfrontation mellem arbejderklasse og borgerskab kan, ifølge Marx, have tre mulige udfald; nemlig arbejderklassens sejr, borgerskabets sejr eller undergang for begge parter. I en sådan krisesituation for kapitalismen, vil en sejr for borgerskabet kunne føre til fascisme. Fascismen er kapitalismens sidste redning. Under fascismen fjernes de såkaldte borgerlige frihedsrettigheder, og tilbage er alene den private ejendomsret. Herved kan arbejderklassen holdes fra magten, og samtidig bibeholder borgerskabet sit ejerskab til produktionsmidlerne. Der har igennem historien været talrige eksempler på denne type forløb, hvor kapitalismen har været i krise, og hvor fascismen som et sidste bolværk mod arbejdernes overtag har ophævet demokratiet. Ofte nævnes nazisternes magtovertagelse som et eksempel herpå, hvilket skyldes, at venstrefløjen anført af kommunisterne ofte ligestiller de to ting.