Fresko: Forskelle mellem versioner

'''Freskomaling''' (fra [[italiensk (sprog)|italiensk]]:B''uonbuon Frescofresco'' eller ''a Frescofresco'') består i, at [[pigment]] blandet med vand lægges på et tyndt lag af våd, frisk kalkpuds, som hedder ''intonaco'' på italiensk. På grund af pudsens kemiske sammensætning er en binder ikke nødvendig; pigmentet opløst udelukkende i vand vil synke ind i ''intonaco''en, som i sig selv bliver mediet, som holder pigmentet. Pigmentet absorberes nu af den våde puds. Pudsen tørrer i løbet af nogle timer og reagerer med luftens [[kultveilte]]: Det er denne kemiske reaktion som fikserer pigenteartiklernepigmentpartiklerne i pudsen. Det er den ægte freskoteknik. (I modsætning til ''Fresco-Seccosecco'' eller '' a Seccosecco'', hvor pigmentet males på tør puds. Det er ikke lige så holdbart, fordi pigmenterne ikke bliver en del af væggen, som i B''uonbuon Frescofresco'').

De tidligste kalkmalerier i danske kirker er freskoer, mens de fleste er malet a Seccosecco.

{{Navboks kirkearkitektur|korbue=}}