Venantius Fortunatus: Forskelle mellem versioner

'''Venantius Honorius Clementianus Fortunatus''' (ca. [[530]] – ca. [[600]]/[[609]]) var en [[latin]]sk [[digter]], [[komponist]] af [[salme]]sanger og [[biskop]] i [[den romersk-katolske kirke]].

Venantius Fortunatus blev født i nordlige [[ItalienNorditalien]] et sted mellem [[Valdobbiadene]], [[Ceneda]] og [[Treviso]]. Han voksede op i løbet afunder den [[Byzans|byzantinske]] generobring af Italien og fik sin uddannelse i [[Ravenna]]. Hans senere værker viser, at han var godt kendt med ikke alene de klassiske poeter som [[Vergil]], [[Quintus Horatius Flaccus|Horatius]], [[Ovid]], [[Statius]] og [[Marcus Valerius Martialis|Martialis]], men også [[kristendom|kristne]] som [[Arator]], [[Claudius Claudianus|Claudius]] og [[Coelius Sedulius|Sedulius]].

Han flyttede selv til [[Gallien]] via de germanske områder (nu [[Tyskland]]) i midten af [[560-tallet]], sandsynligvis med den bestemte hensigt at blive [[hofpoethofdigter]] ved det [[Merovingerne|merovingianske]] [[hof]]. Politiske omstændigheder forhindrede hans hofkarriere, men han fik støtte fra uligeforskellige religiøsekirkelige personer, blandt andresom [[Gregor af Tours]]. Før år [[600]] var han blevet forfremmet til biskop af [[Poitiers]].

[[Fil:Venantius-Fortunatus de signaculo sanctae crucis.jpg|thumb|Korsdigtet «De Signaculo Sanctae Crucis», et digt formetgrafisk typografiskformet som et kors, fra [[kodeks 196]], side 40, i klosterbiblioteket i [[Fyrsteabbediet St. Gallen|klosteret Sankt Gallen]], Scweitz]]

Fortunatus er bedst kendt for to digte, som er blevet en fast del af liturgien i den katolske kirke, ''Pange lingua gloriosi proelium certaminis'' ([[engelsk]]: «Sing, O tongue, of the glorious struggle»), en [[hymne]] som senere inspirerede [[Thomas Aquinas]]' ''[[Pange Lingua]]''. Han skrev også ''Vexilla Regis prodeunt'' (engelsk: «The banners of the King are lifted»), som er en sekvens sunget i løbet af [[vesper]] (aftensang) i [[Den stille uge]]. Dette digt blev skrevet til ære for et større stykke omaf [[Det sande kors]], som var blevet sendt fra den østromerske kejser [[Justinus 2.]] til dronning [[Radegund]] af [[Frankere|frankerne]] (som blev kanoniseret), som efter, at hendes ægtemand [[Klotar 1.]] døde, havde grundlagt et kloster i den sydfranske region [[Aquitaine]]. Bybiblioteket i [[Poitiers]] opbevarer et manuskript fra [[1000-tallet]] om Radegunds levned kopieretafskrevet fra en optegnelse af Fortunatus fra [[500-tallet]].

AltVenantius i altFortunatus skrev Venantius Fortunatus elleve11 overlevede bøger med latinsk poesi i flere former, herunder [[epitafium]] (gravskrifter), [[panegyriske|panegyriske digte]], georgicer (landbrugsskildinger), [[onsolatio]] (trøstedigte), og rene religiøse digte. Hans versemål blev vigtigvigtige for udviklingen af den seneresene latinske litteratur, hovedsagelig fordi han skrev på en tid, da latinsk [[prosodi]] (verselære) bevægede sig fra den klassiske latins kvantitative vers mod middelalderlatinens [[Tonelag|aksentvers]]. Hans stil antyder nogennogle gange påvirkning fra hiberno-latin (den latin, irske munke skrev), iklædt en lærd græsk sprogdragt, som tilfældigvis optræder i hans digte. Han skrev også en [[hagiografi]] på vers om [[Martin af Tours]] som er blevet betegnet som [[antikken]]s sidste [[epos]]. Han skrev også en hagiografi om sin beskytter dronning Radegund.

Fortunatus er [[helgen]] i den romerske kirke. Hans mindefest [[14. december]] fejres hovedsagelig i bispedømmet [[Poitiers]] og i nogle kirker i [[Veneto]], en region i Nordøstitalien.