Hunnerne erobrede ostrogoternes rige i [[375]], og vestgoterne valgte at flygteflygtede til [[Romerriget]] for at undgå hunnernes styre. Romerne tog modvilligt mod det [[arianisme|ariansk]] kristne folk og behandlede dem så dårligt, at de gjorde oprør. Det endte med en katastrofe for romerne, da vestgoterne besejrede dem i [[slaget ved Adrianopel]], og [[Konstantinopel]] svævede et stykke tid i fare. Men efter at [[Theodosius]] var blevetblev [[kejser]] i [[379]], lykkedes det ham med styrke og klogskab at berolige vestgoterne og opnå en alliance med den gamle romerfjende [[Atanarik]], som havde forladt [[Siebenbürgen]] og fået en lederstilling efter [[Fritigern]]s død. Så længe Theodosius regerede, blev visigoterne betragtet som ''[[foederati]]'' stødpuder mod andre [[barbarer|barbariske]] folkeslag, mens enkelte kom i hæren eller i rigets forvaltning. Derigennem blev goternes nationale sammenhold truet, og efter Theodosius død år 395 blev [[Alarik 1.]] valgt til konge af de goter, som kaldte sig "Vesi". Det var dette navn, der siden udviklede sig til "visigoter".
Alarik genoptog de vestlige goters kamp mod det romerske rige, og det førte først til, at [[Rom]] blev indtaget, og senere til, at folket slog sig ned i Sydgallien (det [[Tolosanske rige]] efter hovedbyen ''Tolosa'', det nuværende Toulouse) under [[Ataulf]], [[Wallia]] (415-418) og [[Theoderik 1.]] (418-451)). I de fleste sammenhænge kom goterne til at optræde som ''foederati'' som mod [[vandaler]]ne, og de spillede en meget vigtig rolle ved [[Aëtius]]’' sejr over [[Attila]] i slaget på de [[Katalauniske marker]] år [[451]], hvor kong Theoderik 1. faldt og Attilas fremrykning i [[Europa]] blev standset. Samtidigt blev [[ostrogoter]]ne, befriet fra hunnisk overhøjhed.
