Latin: Forskelle mellem versioner

}}

 

 

== Historie ==

 

Der var i oldtiden forholdsvis stor forskel på det lærde klassiske latin, som blev brugt i litteratur og offentlige taler, og som er det sprog, der undervistes i i traditionel latinundervisning, og det enklere folkelige ''"[[vulgærlatin]]"'', som mest blev brugt i daglig tale, men som vi kan se spor af i [[komedie]]rne og [[Petronius]]' ''[[Satyricon]]''. [[Cicero]] gjaldt som det sproglige ideal, og hans samtidige forfatteren Marcus Terentius Varro fremholdt i sit værk ''De lingua latina'', at det at tale latin godt, var at tale "romersk". Man kendte romeren på, at han udtalte ''h'''et og de afsluttende ''s'''er. [[Catullus]] gør i et digt nar af en udannet mand, Arrius, der prøver at virke dannet ved at udtale ''h'', hvor det ikke skal være, som hvis man udtalte "ovenpå" som "hovenpå". En [[gravstele]] fra [[Tarragona]] har indskriften ''Have Volusia'' (= Farvel, Volusia), hvor der skulle have stået ''Ave Volusia''. Med udgangspunkt i de mange sprogfejl, han hørte, bekymrede Varro sig for det latinske sprogs fremtid. <ref>Vibeke Roggen m.fl.: ''Antikkens kultur'' (s. 184-5), forlaget Aschehoug, Oslo 2010, ISBN 978-82-03-33743-7</ref>

Skønt [[Luther]] afskaffede latin som [[gudstjeneste]]sprog, beholdt latin også efter [[reformationen]] sin plads på [[Københavns Universitet]] og andre europæiske [[universitet]]er. Videnskabelige værker var på latin indtil midten af [[1800-tallet]]. Det blev herefter især [[Tysk (sprog)|tysk]], der kom i brug (bl.a. af den klassiske [[Filologi|filolog]] [[Johan Nicolai Madvig]]), før [[engelsk]] tog over hundrede år senere.

 

 

=== Latin i nyere tid ===

Det er derimod kun få specialister, der konsekvent skelner [[Vokal (sprog)|vokal]]- og [[konsonant]]længde, selv om vi ved, at kvantitetsforskellen var betydningsbærende. Et typisk eksempel er ''anus'' 'gammel kone', ''ānus'' 'numsehul', ''annus'' 'år', der på klassisk latin alle blev udtalt forskelligt, hvorimod de to første falder sammen i den europæiske latin. Hvor konsonantlængden normalt bliver gengivet med en dobbeltskrivning af den pågældende konsonant, bliver vokallængden normalt ikke markeret i de latinske tekster (en del ældre indskrifter bruger dog en såkaldt apex til at markere de lange vokaler, men ikke konsekvent). I dansk eksisterer der ingen forskel mellem lange og korte konsonanter, men derimod mellem korte vokaler i lukkede stavelser (og foran oprindeligt lange konsonanter) og lange vokaler i åbne stavelser.

 

 

{| class=wikitable