Længdekreds: Forskelle mellem versioner

Længdekredsene, derkaldes også kaldes '''meridianer''', og er tænkte halvcirkler, der går fra [[nordpolen]] til [[sydpolen]] (geografiske nordpol og sydpol). Der er 360 længdekredse. Én af disse går gennem [[Greenwich]] uden for [[London]] og kaldes ''nulmeridianen''. Den første meridian øst herfor kaldes [[1. østlige længdekreds|1 grad østlig længde]]. Den næste kaldes [[2. østlige længdekreds|2 grader østlig længde]], og så fremdeles. Det tilsvarende gælder for meridianer vest for nulmeridianen. Den sidste meridian, som også er modsat nulmeridianen benævnes [[180. længdekreds|180 graders længde]]. Afstanden mellem længdekredsene bliver mindre, jo tættere man kommer på polerne. Ved [[geografisk ækvator|ækvator]] er afstanden 111,12 kmkilometer.

* Den [[9. østlige længdekreds|9. østlige længde]], som skærer gennem Jylland fra lidt øst for [[Løgumkloster]] til [[Bulbjerg]].

* Den [[10. østlige længdekreds|10. østlige længde]], som når land ved [[Kegnæs]] og forlader det tæt på [[Hirtshals]].

* Den [[11. østlige længdekreds|11. østlige længde]], som når land lidt vest for [[Nakskov]], og som rammer Byrum på [[Læsø]].

* Den [[12. østlige længdekreds|12. østlige længde]], som når land på [[Falster]]s østkyst, og som skærer [[Frederiksværk]].

Graderne underopdeles i minutter og sekunder. En grad opdeles i 60 minutter og et minut i 60 sekunder. Et breddeminut svarer til én [[sømil]], altså 18521.852 meter. Efterhånden er det mere almindeligt at angive minutterne som [[decimaltal]] frem for at bruge sekunder.

Længdegraden kan bestemmes med kendskab til tiden i længdegradsystemets nul-punkt – f.eks.fx [[Paris]] eller Greenwich, og da ure var ganske upræcise før [[1700-tallet]], var det derfor problematisk at bestemme længdegraden. Længdegraden kan bestemmes ud fra observationer af [[solenSolen]]s position i forhold til horisonten, men kun med samtidig kendskab til tiden. Udviklingen af [[kronometer|kronometre]] i 1700-tallet var derfor et vigtigt skridt til hjælp for [[navigation]] til søs.

[[John Harrison]] udviklede det første brugbare kronometer efter at 'the [[Board of Longitude]]' i [[England]] havde udskrevet en konkurrence for nøjagtige ure, der kunne tåle at være til søs.

Han var i kapløb med den daværende [[astronom]] Royal, der ville udvikle en metode til tidsbetsemmelse ud fra nøjagtige observationer af Månens position i forhold til stjernerne, hvilken er længdegradsafhængig.

Harrison mødte skepsis og kritik fra øvrigheden, men hans største kritiker var ham selv – han udviklede hele 4fire kronometre, inden han var tilfreds. Urene H1-H4 er nu udstillet i [[National Maritime Museum]], Greenwich.