Historie: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
småret |
|||
Linje 1:
{{harflertydig2|Historie (flertydig)}}
[[Fil:Kristianerslev.jpg|thumb|[[Kristian Erslev]] i 1922. Erslev var en hovedperson i
'''Historie''' henviser enten til det, der skete i fortiden, eller forskningen i og formidlingen af denne fortid, dvs. historie''skrivning''. Der skelnes ofte mellem [[historisk tid]] og [[forhistorisk tid]]. Historisk tid er den tid, hvor
== Historiefagets oprindelse ==
[[Herodot]] og [[Thukydid]] opfattes normalt som de to grundlæggere af historiefaget i den [[Oldtidens Grækenland|græske oldtid]].{{sfn|Østergård|2015|p=181-182}} Med Thykudids værk om [[Peloponnesiske Krig|den peloponnesiske krig]] etableres [[Udenrigspolitik|udenrigspolitikkens]] historie som et af historiefagets traditionelle fokusområder.{{sfn|Floto|1985|p=232}} Herodot, der allerede af romeren [[Marcus Tullius Cicero|Cicero]] blev udnævnt til "historiens fader",{{sfn|Østergård|2015|p=181}} søgte derimod i værket ''Historia'' (undersøgelse) at finde frem til, hvordan en lille koalition af græske bystater kunne besejre datidens stormagt Perserriget ved søslaget Salamis ved Athen. I modsætning til moderne historievidenskab gik Herodot dog ud fra, at guderne greb direkte ind i begivenhederne.{{sfn|Østergård|2015|p=181}}
== Grundlæggelsen og udviklingen af det moderne historiefag ==
Det moderne historiefag opstår i sin tidligste form i løbet af 1700-tallet,{{sfn|Floto|1985|p=13}}, men det er først i slutningen af [[19. århundrede|1800-tallet]] med historikeren og teologen [[Leopold von Ranke]], at historiefaget bliver professionaliseret, hvilket sker i forbindelse med, at historiefaget - i lighed med andre videnskabelige discipliner - får skabt sig en faglig "infrastruktur" med [[Universitet|universitetsuddannelser]], forskningsinstitutioner og [[Videnskabeligt tidsskrift|videnskabelige tidsskrifter]].{{sfn|Floto|1985|p=14}} Samtidig hermed bliver fagets metode, der er kendt som [[kildekritik]], udviklet. Kildekritikken var inspireret af [[Social positivisme|positivismen]] og udviklingen i de andre videnskaber, især [[naturvidenskab]]erne. Også her regnes [[Leopold von Ranke|Ranke]] for en foregangsmand. Han indledte med sit værk ''Zur Kritik neuerer Geschichtsschreiber'' (1824) en epoke, hvor ambitionen om en historisk objektivitet blev det primære mål. Ambitioner var, at "...bloss zeigen, wie es eigenlich gewesen ist," dvs. ''blot vise hvordan det egentlig har været''. [[Caspar Paludan-Müller]]s værk ''Grevens Fejde, skildret efter trykte og utrykte Kilder i to bind (1853-1854)'' præsenterer den første sammenhængende redegørelse for et udsnit af [[Danmarks historie|Danmarkshistorien]], hvor der samtidig er en konsekvent kritik af den traditionelle fremstilling og udstrakt benyttelse af [[Arkiv|arkivalsk]] materiale. Caspar Paludan-Müller anvendte de kildekritiske principper, der hørte til Rankes og Niebuhrs historisme.<ref name="sax">[http://saxo.ku.dk/ansatte/?pure=da%2Fpublications%2Fcaspar-paludanmuller--zur-fruhen-rankerezeption-in-danemark(a05f93a0-aeee-11dc-bee9-02004c4f4f50).html Saxo:Instituttet:''Caspar Paludan-Müller - Zur frühen Ranke-Rezeption in Dänemark] </ref> Hans elev, [[Kristian Erslev]], kritiserede senere i sin karriere Paludan-Müllers ''[[historisme|historistiske]]'' udgangspunkt og udarbejdede de principper for historieforskning, som har givet ham ry for at være kildekritikkens første repræsentant i Danmark og dens fremmeste praktiker og teoretiker.{{Sfn|Kristensen|2007|p=19}}
I lang tid var det den [[Politisk historie|politiske historie]], der var mest fremherskende i historieforskningen. Fokus var på [[Stat|staternes]] interne stridigheder eller på samfundsudviklingen med udgangspunkt fx i det [[Parlament|parlamentariske]] arbejde, men efter [[2. verdenskrig|anden verdenskrig]] kom blev historiefaget udvidet til at undersøge flere aspekter af fortiden. Her kom især [[Socialhistorie|socialhistoriens]] arbejde med at undersøge forskellige samfundsgruppers [[levevilkår]] til at spille en vigtig rolle. [[Den sproglige vending]], der var en af det [[20. århundrede]]s vigtigste [[Filosofi|filosofiske]] nybrud, kom også til at påvirke historiefaget. Ifølge disse tænkere har fokus i [[Filosofiens historie|filosofihistorien]] ændret perspektiv fra fokus på [[ontologi (filosofi)|ontologi]], til senere (med bl.a. [[Immanuel Kant|Kants]] værker) at tendere mod en [[Erkendelsesteori|erkendelsesteoretisk]] orientering, og derefter i det 20. århundrede orientere sig mod sproget.{{sfn|Watson|1993|p=5-9}} Denne såkaldte "sproglige vending" kom til at påvirke historiefaget gennem diskussioner omkring [[postmodernisme]], hvor en skeptiker som Hayden White fx fremførte idéen om, at historiske fortællinger er formet på samme måde som [[Litteratur|litterære]] fortællinger, hvilket for ham betyder, at historiske fremstillinger er beslægtet mere med [[skønlitteratur]] end [[videnskab]]. White bruger bl.a. begrebet ''emplotment'' til at signalere, at historikere angiveligt udvælger historiske begivenheder og så lægger disse fakta ind i fortællinger (''plots''), som har forskellig karakter. For White betyder dette, at den historiske forklaringskraft, som disse fortællinger kan siges at have, kommer fra, at de bruger en bestemt narrativ form, mere end det er fordi, at fortællingerne på nogen måde refererer til virkeligheden.{{sfn|White|2001|p=376}} Den sproglige vending kom også til at påvirke historiefaget gennem den såkaldte [[begrebshistorie]], der undersøger forskellige begrebers udviklinger over lange tidsperioder. Især [[Reinhart Koselleck]]s navn er i dag synonymt med begrebshistorien. Senere er fx [[Mikrohistorie|mikrohistorien]] kommet til som en vigtig udvikling af historiefaget.
| |||