Englands historie: Forskelle mellem versioner

[[Keltisk kristendom|Kristendommens indførsel i angelsaksisk England]] begyndte omkring år 6000600, hvor den var påvirket af keltisk kristendom fra nordvest og af den [[romerskkatolske kirke]] fra sydøst. [[AugustineAugustin af Canterbury|AugustineAugustin]], den første [[ærkebiskop af Canterbury]], påbegyndte sit hverv i 597. I 601, døbte han den første angelsaksiske konge, [[AethelbertÆthelbert af Kent]]. Den sidste hedenske angelsaksiske konge, [[Penda af Mercia]], døde i 655. Den sidste hedenske [[Jyder|jydske]] konge, [[Arwald]] på [[Isle of Wight]], blev dræbt i 686. Den angensaksiske missionering på kontinentet tog fart i 700-tallet, hvilket ledte til at kristendommen i praksis var udbredt i hele [[Frankerriget]] omkring år 800.

I løbet af 600- og 700-tallet gik magten på skift imellem de store kongeriger. [[Beda]] skriver, at [[AethelbertÆthelbert af Kent]] var den dominerende konge ved udgangen af 500-tallet, men magten synes at være gået nordpå til Northumbria, der var blevet dannet ved sammenlægningen af Bernicia og Deira. [[Edwin af Northumbria]] havde sandsynligvis magten over store dele af Britannien, selvom Bedas forkærlighed for Northumbria<ref>{{cite book |last= Wallace-Hadrill|first= J. M. |authorlink=J. M. Wallace-Hadrill | title= Bede's Ecclesiastical History of the English People: A Historical Commentary |page=xxxi|publisher=Clarendon Press |location=Oxford |year=1988 |series= Oxford Medieval Texts |isbn=0-19-822269-6|ref=harv}}</ref> skal holdes for øje, når man tolker hans tekst. Arvekriser betød, at Northumbrias [[hegemoni]] ikke var konstant, og Mercia forblev et magtfuldt kongerige, særligt under Penda. To nederlag gjorde effektivt en ende på Nortumbrias dominans; Slaget ved Trent i 679 mod Mercia, og [[slaget ved Nechtanesmere]] i 685 mod pikterne.<ref>Frank Merry Stenton, ''Anglo-Saxon England'' (1971).</ref>

Det såkaldte "mercianske overherredømme" dominerede i 700-tallet, men det var dog ikke konstant. AethelbaldÆthelbald og [[Offa af Mercia|Offa]], de to mest magtfulde kongekonger, fik høj status, og Offa blev overvejet som en potentiel overherre for den sydlige del af Storbritannien af [[Karl den Store]]. Offa kunne skaffe mænd og ressourcer til opførslen af [[Offa's Dyke]], der går langs grænsen til Wales, hvilket viser hans magt.<ref>{{cite book |last= Yorke|first=Barbara|title=Kings and Kingdoms of Early Anglo-Saxon England|page=117|year= 1990|location=London|publisher= Seaby|isbn=1-85264-027-8}}</ref> Wessex blev langsomt et stærkere kongerige, og udfordringer fra mindre kongeriger gjorde at Mercias magt blev holdt tilbage, og i begyndelsen af 800-tallet var det Mercias overherredømme slut.