Randers: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
m bot: indsætter WD borgmester/dk |
Steenth (diskussion | bidrag) m Flertydige WL: Abel → Abel af Danmark, Ørsted → Ørsted (Norddjurs Kommune), Dalsgård → Dalsgaard, Dronningborg → Dronningborg (Randers), Dorothea → Dorothea af Sachsen-Lauenburg |
||
Linje 65:
=== Middelalderen ===
Navnet forekommer, så vidt vides, første gang i 2. halvdel af det 11. århundrede. Dets oprindelige form er vist nok det islandske Randarós; i [[Kong Valdemars Jordebog]] staves det "''Randrøs''" og "''Rondrus''"; andre Former er "Rand" eller "Rander"; [[Saxo]] kalder byen på latin ''Randrusium''.<ref name="trap 1901 813">[http://runeberg.org/trap/3-4/0851.html Trap (1901), s. 813]</ref> År 1086 nævnes byen som samlingsplads for oprørerne mod [[Knud den Hellige]]; før den endelige kamp mellem Valdemar og [[Svend Grathe]] 1157 bliver den nævnt som mødested for Valdemars mænd; nogle år senere havde kong Valdemar et møde her med den norske høvding [[Erling Skakke]].<ref name="trap 1901 813"/> Under borgerkrigen mellem [[Erik Plovpenning]] og [[Abel af Danmark|Abel]] skal den være blevet afbrændt 1247 af Abel; i alt fald vides, at den brændte 1244.<ref name="trap 1901 813"/> Mest historisk bekendt i middelalderen er Randers dog ved [[Niels Ebbesen]]s drab på [[Grev Gert]] natten til lørdag 1. april 1340, hvorefter han med sine folk undkom over Randers Bro (bygget mellem 1086 og 1157), hvis planker i forvejen var løsnede. Også under [[Valdemar Atterdag]] omtales byen, da jyderne rejste sig til oprør på grund af de store byrder, han pålagde dem. Et slot, som kongen lod bygge her, uvist hvor <ref>se dog ''Samlinger til jysk Historie'' 3. R. II s. 509</ref>, og til hvilket materialet ifølge overleveringen skal være taget af 11 nedbrudte landsbykirker, blev indtaget 1357 af den jydske adel, og 1359 belejrede kongen den måske kort forinden befæstede by, "rettende Skyts, Bukker og Blider rundt om", men de belejrede, fortælles der, gjorde udfald og afbrændte fjendens lejr. Af høvedsmænd på det gamle Randershus nævnes Peder Laurensen (Panter) 1357, Eske Croch 1364 (antages at have været broder til Niels Ebbesen) og Fikke Moltke 1365.<ref name="trap 1901 813"/>
Hvornår byen er blevet købstad, vides ikke.<ref name="trap 1901 813"/> De første omtalte privilegier for Randers er givne af [[Erik Menved]] i Viborg den [[8. august]] [[1302]]<ref name="trap 1901 813"/>; herved fik indbyggerne i Randers ("villa forensis") toldfrihed for de varer, de solgte i riget, uden alene på [[Skånemarkedet|Skanør marked]]<ref name="trap 1901 814">[http://runeberg.org/trap/3-4/0852.html Trap (1901), s. 814]</ref>; tillige stadfæstede kongen 22. april 1311 de rettigheder, som indbyggerne i Randers (her kaldet "civitas") havde fået under kong Valdemar (formodentlig [[Valdemar Sejr]]), nemlig jurisdiktion i sager som drab, voldeligt overfald, ran, voldsomt husbrud og lignende, som forøves inden for byens grænseskel ("Wibols pali", det vil sige skelpæle), et privilegium, der 1321 udvidedes til, at byen i alle sager skulle have sin egen ret, med yderligere Bestemmelser om udenbys mænd. Senere er privilegierne bekræftede blandt andet i 1356 af [[Valdemar Atterdag]], i 1391 af dronning [[Margrethe I]], i 1436 af [[Erik af Pommern]], i 1441 af [[Christoffer af Bayern]], i 1483 af [[Kong Hans]], i 1514 af [[Christian II]] og i 1527 af [[Frederik I]], ligesom også af kongerne i nyere tid, således 28. maj 1566.<ref name="trap 1901 814"/>
Randers har i middelalderen været en ret anselig handelsby, hvis omsætning dog vist nok for en stor del har været i hænderne på [[lübeck]]erne, om hvis herredømme der her, såvel som i andre danske byer, er flere minder; således har der midt i byen mellem Brødregade og Middelgade været en blind gyde, "Peberslip", og Trangstræde, 1465: Travnstræde, 1491: ''Traffuenstræde'', vidner måske også om lybsk oprindelse <ref>se Randers Amtsavis 10/5 1894</ref>, lige som mange ældre personnavne af tysk afstamning stammer fra den tid. Også fiskeriet i åen, der den gang har været langt betydeligere end senere, og anden næring, som ølbrygning, har været af vigtighed for dens opkomst. Flere af kongerne i middelalderen søgte også at fremme handelen. Således gav Christoffer af Bayern i 1445 bevilling på et efter hans foranstaltning med pæle indstukket sejlløb i fjorden, så at borgerne kunne have fri gennemfart såvel som pramgang oven i fjorden, og ved brev af 1457 fastsattes det, at ingen i fjorden måtte købslå, før de kom op til Randers broer, under skibs og gods’ fortabelse. Byen [[Ørsted (Norddjurs Kommune)|Ørsted]] i [[Rougsø Herred]] er altså allerede da ophørt med at drive handel eller er i hvert fald der efter berøvet retten dertil. At Randers har været en ret anset stad, kan også ses af, at den, om end periodisk, har været møntsted, således under [[Erik Ejegod]], i perioden 1147-57 og under Erik af Pommern, og at den har haft 3 klostre og flere sognekirker og gilder.<ref name="trap 1901 814"/>
Ældst var Vor Frue Kloster for nonner af [[Benediktinerordenen]]; det forekommer første gang i midten af det 12. århundrede, da der nævnes en nonne Thorgun, men i øvrigt kendes meget lidt til dets historie. I 1263 og 1268 betænktes det i testamenter. I spidsen for klosteret stod vist nok en priorisse samt en prior, hvis indsættelse et bytingsvidne af 1424 siger tilkom kongen. Klosteret blev ophævet længe før Reformationen. Allerede i begyndelsen af det 15. århundrede var det i tilbagegang, bygningerne i forfald og nonnerne få. På Erik af Pommerns anmodning overdrog derfor Aarhusbispen Ulrik i 1428 klosteret (undtagen Kirken, Vor Frue Kirke, der blev sognekirke i Randers) til [[Kartheuserordenen]]s munke, som heraf og af det ligeledes forfaldne Glenstrup Kloster skulle indrette sig en ordensstiftelse i [[Tjæreby]], [[Gimming Sogn]], [[Støvring Herred]]. Fra 1431 haves en supplik fra kong Erik med pavelig resolution om de to klostres omdannelse til Kartheuserbo. Noget Kartheuserkloster blev dog aldrig grundlagt; derimod var de to klostre 1445 i [[Birgittinerordenen]]s eje; 4. januar 1446 udstedte paven en [[bulle]] om deres overgang til Birgittinerordenen, og 1451 på ny en bulle om, at Glenstrup og Vor Frue Kloster i Randers måtte henlægges til [[Mariager Kloster]]; dermed var de to klostre ophævede for stedse <ref>se ''Kirkehistoriske Samlinger'' 3. R. III s. 170 ff</ref>. Snart efter blev vist nok Vor Frue Klosters bygninger nedbrudte; de lå ved rådhustorvet. Kirken blev som nævnt sognekirke. Den 7. juni 1529 fik borgerne efter anmodning kongelig tilladelse til at nedbryde den, og i 1537 var den vist nok forsvundet.<ref name="trap 1901 814"/>
Linje 75:
Et Gråbrødrekloster blev stiftet 1236. I testamenter vides det af og til at være blevet betænkt, blandt andet i 1263, 1268, 1456, 1509 og 1514; desuden fik det efterhånden noget jordegods, således 1443 en eng ved [[Essenbæk Kloster]]s hestehave og 1455 en jord i Randers Sankt Peders Sogn. År 1467 forpligtede guardianen sig til "i den nye Kirke paa den nørre Side ved Koret" at opføre et kapel, hvor der skulle holdes 3 ugentlige messer og en årlig begængelse for [[Anders Jacobsen Björn]] til [[Stenalt]] og hustru. I 1472 stiftede [[Otte Nielsen Rosenkrantz]] og hustru (begge begrevede i klosterkirken) et andet kapel, og i 1497 optoges medlemmerne af Sankt Barbara Gildet i ordenens broderskab. Af Klosterets guardianer vides et par at have været provincialministre. I 1503 blev konventet bragt til observans. Klosteret ophævedes i 1530 og skænkedes af kongen med alt tilbehør til [[rigshofmester]] [[Mogens Gøye]], der dog allerede samme år overlod kirken til borgerne og den lutherske præst Mattis Lang. Efter Mogens Gøyes død 1544 kom klosteret tilbage til Kronen og omdannedes til Dronningborg Slot.<ref name="trap 1901 814"/>
Yngst var Helligåndsklosteret. Oprindelig var det kun en borgerlig hospitalsstiftelse som de små helliggeisthuse, der fandtes i adskillige købstæder. Det nævnes første gang i 1417, men er vist nok en del ældre (en Peder Nielsen Galde, nævnt 1400 som "Forstander i Randers", har muligvis hørt hjemme her).<ref name="trap 1901 814"/> Til hospitalet var der som sædvanlig knyttet et lille helligåndskapel.<ref name="trap 1901 815">[http://runeberg.org/trap/3-4/0853.html Trap (1901), s. 815]</ref> Skønt stiftelsen flere gange støttedes med afladsbreve og af omegnens adel med gaver af jordegods, vedblev den sikkert at være ringe, indtil den senest 1489 omdannedes til et hospitalskloster med Helligåndsklosteret i Rom som moderstiftelse. Så kom især under dets to første priorer, Jens Mathiesen og Laurids Nielsen, dets glansperiode. Kong Hans skænkede klosteret Sankt Mortens Kirke i Randers mod, at der her skulle holdes en ugentlig messe for hans og hans slægtninges sjæle, og fra nu af blev Sankt Mortens Kirke klosterets egentlige kirke, om den end ved siden af synes vedblivende at have været sognekirke. ved denne anledning undergik den en hel ombygning. Blandt de gaver, klosteret modtog omkring 1500, nævnes følgende: i 1496 skænkede sognepræsten i Gimming det en fiskegård med mere ved Randers Bro, og samme år fik det af Axel Lagesen Brock til [[Clausholm]] nogle gårde i [[Hammelev]] og Laen samt en fiskegård. År 1500 gav Jens Nielsen (Munk) til Restrup det noget gods i Lyngaa, i 1510 Tyge Jensen Seefeld af [[Dalsgaard|Dalsgård]] en gård i [[Troelstrup]], [[Rinds Herred]], og 1515 Aarhuskanniken Jens Eriksen en gård i Voldby, [[Gjern Herred]]. I og ved Randers fik det desuden flere abildgårde, haver og jorder, "Priorgaarden" med mere. 1250 [?] omtales, at det havde 3 kalkovne ved [[Mariager Fjord]]. Reformationsrøret og andet gjorde dog ende på denne stortid, og den sidste halve snes år af klostrets beståen var en fortsat nedgang. Da [[Christian II]] i 1522 forlangte en stor skatteydelse af gejstligheden, erklærede klosteret, at det havde en gæld på 3.000 mark. I 1527 måtte det sælge flere ejendomme, deriblandt det nævnte helligåndskapel, der efter reformen ved 1489 vist var blevet overflødigt. Frederik I lod i 1530 foretage de første skridt til dets ophævelse som kloster, og 1532 var det som almindeligt fattig- og sygehus underlagt verdslig øvrighed, idet forstanderen da forpligtedes til at gøre Mogens Gøye og borgmester og råd i Randers regnskab vedrørende lemmernes underhold. Endelig ophævedes det helt i 1541, og dets gods overdroges Aarhus Hospital, hvortil også lemmerne førtes; men noget af godset blev atter frataget Aarhushospitalet, da det nye hospital i Randers stiftedes 1558. Helligåndsklosteret har ligget noget nord for Sankt Mortens Kirke.<ref name="trap 1901 815"/> Hvornår bygningerne er blevet nedrevne, vides ikke, mulig omkring 1550. <ref>(Se artikler af J. O. Andersen, N. H. Bay, C. Neergaard og G. Stemann, i Kirkehistoriske Samlinger 4. R. I S. 74 og 764, 4. R. II S. 180, 4. R. V S. 68, 355 og 481, og 4. R. VI S. 1, 294 og 809</ref> Desuden hørte til Randers i middelalderen en Sankt Jørgensgård for spedalske (i Vorup Son, Galten Herred).<ref name="trap 1901 815"/>
Foruden Sankt Mortens Kirke, Vor Frue Kirke og Gråbrødrekirken havde Randers i middelalderen endnu 3 kirker. På Rådhustorvets nordside lå Sankt Peders Kirke, opført i den tidligere middelalder af kampesten og mursten, med to eller tre skibe og et vist nok senere tilbygget tårn (nævnt 1455); af den sidste katolske Aarhusbisp [[Ove Bille]] blev den overladt borgerne i Randers, stadfæstet af [[Christian III]] i 1535; den er vist nok snart efter blevet nedbrudt, men tårnet, som byen brugte som klokketårn, og som 1687 fik et nyt spir, stod indtil 1795. Mellem Middelgade og Brødregades sydlige del lå Sankt Clemens Kirke (nævnt 1403); 1532 fik Henning Baltersen præsentats på kirken, men 24. oktober 1540 tillod kongen borgerne i Randers "at nedbryde den og Kirkegaarden og dermed bygge og holde de andre to Sognekirker ved Magt", idet tårnet skulle blive stående (ved byens brand i 1671 ødelagdes spiret, hvorefter tårnet forfaldt og nedbrødes mellem 1724 og 1736). På Sankt Laurentii Bakke lå Sankt Laurentii Kirke (nævnt 1483). Samtidig med Sankt Peders Kirke overlod Ove Bille den til borgerne, kongelig stadfæstelse 1535, men allerede 7. juni 1529 havde Kongen givet sin tilladelse til, at den måtte nedbrydes og sognefolket søge Helligåndskirken; kort efter er den sikkert forsvunden.<ref name="trap 1901 815"/>
Linje 93:
Både 2. halvdel af det 16. og 1. halvdel af det 17. århundrede var en storhedstid for byen, da den under landets almindelige fremvækst tog et stort opsving, især ved handel og søfart. Driftige købmænd skabte store formuer og bragte glans over deres by.<ref name="trap 1901 817"/>
I begyndelsen af den nyere tid fik Randers også sit kongelige slot, nemlig det omdannede Gråbrødrekloster, der fra 1544 kaldtes "Randersgaard" eller "Vor Gaard i Randers", men fra omkring 1550 [[Dronningborg (Randers)|Dronningborg]]. Klosterkirken blev slotskirke, foruden at den vedblev at være bykirke. [[Christian III]] opholdt sig oftere på slottet, således i vinteren 1551-52, da han her udstedte den [[Dronningborgske Reces]], og efteråret i 1558; i øvrigt boede lensmændene over [[Dronningborg Len]] her. Slottet var 1559-71 som [[livgeding]] tillagt dronning [[Dorothea af Sachsen-Lauenburg|Dorothea]], efter hvis død det atter kom til Kronen. I foråret 1573 holdt Frederik II hus her; senere gæstedes det sjældnere af kongerne. Blandt lensmændene nævnes [[Eske Brock]] (død 1625). I [[Torstenssonkrigen]] 1644-45 huserede de svenske slemt her, som det blandt andet fremgår af en synsforretning fra 28. november 1645 <ref>se „Orion“ Kvartalsskrift II S. 254ff og Randers Amtsavis 28/3 1894</ref>, og i [[Karl Gustav-krigene]] 1657-60 har slottet sikkert også lidt skade.<ref name="trap 1901 816">[http://runeberg.org/trap/3-4/0854.html Trap (1901), s. 816]</ref>
Ved omdannelsen fra kloster til slot blev der foretaget flere byggeforetagender, om hvilke man hører tale navnlig i begyndelsen af 1550-erne. Kronens bønder i Middelsom og Sønderlyng Herreder fik 1551 ordre til med heste og vogne og 2 arbejdere hver at arbejde i 2 dage på egen kost ved slottet. I 1552 ses, at kongen i Bohus Len har forskrevet tømmer til slottet, og samme år befalede han Vorup Kirke nedbrudt og materialerne anvendte til bygningen. I 1552 og følgende år arbejdedes der på en grøft til slotsmøllen, som kongen lod opføre, og for at få yderligere materiale fik lensmanden i 1553 lov til at nedlægge kirkerne i Bjergby ([[Støvring Herred]]), Erslev (Galten) og [[Vester Alling]] og Skjørring (Sønderhald); kun de to første blev dog nedbrudte. Desuden benyttedes materiale fra det omkring 1550 afbrudte Tordrup Slot ([[Galten Herred]]). Om slottet haves oplysninger, dels fra synsforretninger, blandt andet fra 1626, 1629, 1645, 1646, 1647, 1648, 1650 og 1662, dels fra et kort hos Resen. Som en forhenværende klosterbygning bestod det af 4 fløje. Hovedfløjen, den sydlige, var "af Grund opmuret og 3 Loft høj"; i vestre ende var kongens sal, i øvrigt indeholdt fløjen dronningens sal, fruerstue, to borgestuer, slotsfogdens kammer, smørkælder, saltkælder med mere; på fløjens nordside var et eller to små trappetårne; på sydsiden var der en mindre udbygning, også i 3 stokværk, blandt andet med skriverstue. Vestfløjen var delvis nedbrudt i 1646 ("synes at have været 19 Fag Hus, muret af Grund, 4 Loft høj, og har tilforn været kaldt Kongens Kancelli"); det er vist nok en rest af fløjens østmur, der hos Resen mod vest lukker for borggården. I østfløjen (1647: "hvor Lensmanden plejer at holde Hus") var der mod syd en over- og en neder fruerstue og der under to hvælvede kældere; i øvrigt var der køkken, bryggers med mere samt i nordenden en stald (1646: før et stort bryggers); lofterne brugtes en tid til korn. Nordfløjen udgjordes af slotskirken, der bestod af skib og kor, med hvælvinger, og et tårn på nordsiden; under kirken var en hvælvet kælder. Fra østfløjen førte en bro over den gamle bygrav. Slotsmøllen, der blev nedlagt ved kongelig konfirmation af 9. marts 1649, lå øst for slottet, og hvor den senere slotsgård (på dennes port stod endnu 1839: Chr. IV 1631) lå, lå staldgården og smedien. Til slottet hørte flere haver, en ladegård Bjellerup (i Sankt Mortens Landdistrikt) med mere (der er nu intet tilbage af slottet).
| |||