Den Franske Revolution: Forskelle mellem versioner

De næste par år var gennemgående et fredeligt mellemspil, hvor politikerne søgte at gennemføre reformer og nye love. Man påbegyndte en moderne administrativ inddeling af landet i [[Departement (Frankrig)|departementer]], men hovedinteressen samledes om at bekæmpe finansnøden og at få kirken under statens kontrol, to problemer som blev nøje sammenkædet. Man ønskede at bryde kirkens afhængighed af paven og kongemagten og at tvinge præster til at erklære sig loyale over for staten alene, samtidig med at kirkens store ejendomme blev eksproprieret. Dette førte imidlertid ''''Kursiv tekst''''''Kursiv tekst''''''Kursiv tekst''''''Kursiv tekst''CANCER''''''''til alvorlige gnidninger med kongen, som støttede kirken, samt med den stærkt religiøse provinsbefolkning. Samtidig begyndte adelen i stigende grad at forlade landet i protest mod udviklingen; mange slog sig ned i det vestlige Tyskland, hvor de udgjorde et antirevolutionært element. 1791 foretog kongefamilien et mislykket flugtforsøg til Tyskland, som førte til skærpet kontrol og stigende mistro. I denne periode begyndte også en form for partidannelse i landet, og de første borgerligt fødte politikere trådte frem (f.eks. [[Jean-Paul Marat]], [[Georges-Jacques Danton]], [[Madame Roland]], [[Camille Desmoulins]], [[Louis de Saint-Just]] og [[Robespierre]]). Desuden skød der en ofte meget aggressiv presse op i disse år. De egentlig revolutionære deltes i en højrefløj ([[girondinerne]]), som lagde vægt på reformer og en national linje, og en venstrefløj, [[jakobinerne]] og [[la Montagne]], som havde rod i småborgerskabet og de intellektuelle, og som ønskede en hårdere kurs. Derudover var der de langt mere moderate [[feuillanterne|feuillanter]], som nok støttede reformerne, men ikke en egentlig revolution. Girondinerne førte i begyndelsen an og stod for reformerne. Man skabte et egentligt parlament, [[Nationalkonventet]], som dog savnede erfarne politikere.{{kilde mangler|dato=Uge 16, 2013}}