Grevens Fejde: Forskelle mellem versioner

'''Grevens Fejde''' var en [[borgerkrig]] i [[Danmark]] i [[1534]]-[[1536]]. Den foregik under reformationsoprøret. Ved borgerkrigens afslutning indførtes [[Reformationen i Danmark]]. Krigen brød ud i 1534, da [[hansestad]]en [[Lübeck]] efter Kongkong [[Frederik 1.]]'s død søgte at øge sin magt i [[Norden]] gennem et forsøg påved at genindsætte Kong [[Christian 2.]] på tronen. Det medførte flere bonde- og borgeroprør, da Christian 2. nød stor støtte blandt [[almuen]] i Danmark. Blandt andre støttede [[København]] og [[Malmø]] den tidligere konge. Sit navn fik fejden efter [[Grev Christoffer af Oldenburg]], som anførte Lübecks styrker.

Da [[Kong Frederik 1.]] døde på [[Gottorp Slot]] den [[10. april]] [[1533]], udløstes en række latente modsætninger, som havde præget Danmark i de foregående år: Striden mellem den katolske og den reformerte lære havde delt befolkningen i to lejre, spørgsmålet om tronfølgertronfølgen stod åbent, og Danmarks forhold til [[Norge]] og [[Hertugdømmerne]] var meget løst og svagt.<ref name="Sal 109">[http://runeberg.org/salmonsen/2/10/0125.html Salomonsen, s. 109]</ref>

I juni samledes en [[herredag]] i København for at skaffe landet en konge. Valget stod mellem Frederik 1.s to sønner: [[Christian 3.|Hertug Christian]], der var protestantismen hengiven, og den 12-årige [[Hans den Ældre|Hertug Hans]], som den katolsksindede adel ønskede på tronen. Da ingen af de to sider kunne tvinge sin kandidat igennem, enedes de om at udsætte valget til næste sommer for at få nordmændene med. I religiøs henseende benyttede katolikkerne i [[rigsråd]]et, ledet af bisperne, deres overmagt til at gennemføre en [[reces]], der blandt andet lagde udnævnelsen af [[præst]]erne i bispernes hånd, hvorved de søgte at sætte en grænse for den [[luthersk]]e læres udbredelse. Misfornøjede herover forlod flere protestantiske adelsmænd, ledet af [[Mogens Gjøe]], herredagen. Resultatet var således magert, omend det lykkedes at slutte et gensidigt forsvarsforbund, en »union« med hertugdømmerne, og de ydre forhold var meget truende. Hovedfaren kom fra [[Lübeck]], hvor den dygtige leder af folkepartiet, [[borgmester]]en [[Jørgen Wullenwever]], nærede store planer om at hæve staden til dens gamle magt. Foreløbig ønskede han dog hertug Christian på tronen, men da alle de forsøg, som han, [[Mogens Gjøe]] og [[Malmø]]s borgmester [[Jørgen Kock]] gjorde på at bevæge hertugen til at modtage kronen, slog fejl, greb han den af Jørgen Kock udkastede plan om at befri [[Kong Christian 2.]] og sætte ham på tronen. De stolede på, at den velvilje, de lavere stænder nærede for den fangne konge, ville bevæge ham til at bringe Danmark og om muligt også [[Sverige]] ind under Lübecks overhøjhed. En villig hjælper fandt han i den mand, der har givet krigen dens navn, Christian 2.s unge frænde, [[Grev Christoffer af Oldenburg]], og mellem denne fyrste og Lübeck sluttedes der et forbund. Fangens navn var et feltråb og intet andet; thi det bestemtes i traktaten, at lykkedes det at befri kongen fra [[Sønderborg]], skulle han overgives til lybeckerne.<ref name="Sal 109"/>

Efter at have foretaget et skinangreb på [[Hertugdømmet Holsten|Holsten]] gik grev Christoffer om bord på en lybsk [[flåde]] og landede den [[22. juni]] 1534 ved [[Skovshoved]]. København sluttede sig villig til ham, [[Sjælland]] var ganske blottet for troppersoldater, og adelen fulgte derfor halvt nødtvungen efter. I Skåne var Malmø snart vundet, og da adelen ikke gjorde modstand, var greven på seks uger blevet herre over Østdanmark, som han styrede som gubernator (guvernør) i Christian 2.s navn. Den [[10. august]] [[1534]] modtog grev Christoffer Skåne på [[Sankt Libers høj]] for Christian 2.s regning. Måneden før var Christoffer blevet hyldet som rigsforstander på Christian 2.s vegne af det sjællandske landsting i [[Ringsted]].<ref name="Sal 109"/>

Anderledes gik det i Jylland. Her fik Mogens Gjøe samlet en herredag i [[Ry]], hvor ved lavadelens hjælp, trods bispernes modstand, hertug Christian blev valgt til konge og virkelig modtog kronen i juli 1534. Det skyldtes lavadelens hjælp, trods bispernes modstand. Religionsspørgsmålet stilledes foreløbig i bero.<ref name="Sal 109"/>

Imidlertid havde fynboerne gjort opstand, understøttedeunderstøttet af Christoffers tropperhær, og i Nørrejylland rejste Christian 2.s gamle tilhænger [[skipper Clement]] vendelboerne. Han indtog [[Aalborg]], og da den jyske adel drog mod bønderne, led den et nederlag i [[Slaget ved Svenstrup]] den [[16. oktober]] [[1534]], hvorefter opstanden bredte sig over hele Jylland med undtagelse af østsiden syd for Gudenåen. Et stort antal herregårde blev afbrændt i det nordlige- og vestlige [[Jylland]].<ref name="Sal 109"/>

I Lübeck var det krigslystne folkeparti blevet svækket ved de mange nederlag,. detDet gamle [[patriciske]] råd fik atter magten, og [[Jørgen Wullenwever]] måtte nedlægge sit embede. Foreløbig fortsattes dog krigen, men med stor lunkenhed, og i vinterens løb åbnedes der forhandlinger, der endelig førte til [[Freden i Hamborg]] i februar 1536, hvor Lübeck anerkendte Christian 3. som konge mod at få sine privilegier stadfæstede.<ref name="Sal 110"/>

I efteråret og vinteren havde [[LandskronaLandskrone]], [[Krogen (borg)|Krogen]] og [[Kalundborg]] overgivet sig, Malmø kapitulerede i april, og kun Varberg og København holdt stand, da de håbede på hjælp fra [[Frederik 2. af Pfalz|pfalzgreve Frederik]]. Denne fyrste havde ægtet Christian 2.s datter [[Dorothea af Danmark (1520-1580)|Dorothea]], og da kejser [[Karl 5. (Tysk-romerske rige)|Karl V]] lovede ham bistand til at gøre sine rettigheder gældende, var situationen ikke uden fare for Christian 3. Det gjaldt derfor om at skynde sig. Nederlænderne fik ordre til at udruste en flåde, men deres vrangvilje og en krig, der 1536 udbrød mellem Karl 5. og [[Frants 1. af Frankrig]], hvori Christian 3. deltog ved et indfald i [[Groningen]], forhindrede foreløbig dens afsejling, og da den endelig lå sejlklar, var det for sent.<ref name="Sal 110"/>

København var nu blevet fuldstændig afspærret, men uagtet Varberg var erobret, og der herskede megen nød i byen, ville dog fyrsterne og det lille krigsparti, der lededes af borgmesteren [[Ambrosius Bogbinder]], ikke høre tale om overgivelse og dæmpede borgernes modstand med våbenmagt. Først da alle forråd var opspistespiste, og hjælpen stadig udeblev, overgav byen sig den [[29. juli]] 1536. Hertug Albrecht og greven fik tilladelse til at drage bort med deres folk, og borgerne opnåede næsten almindelig amnesti.<ref name="Sal 110"/>