Hans Gram: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
m Flertydige WL: Jens Bircherod → Jens Bircherod (1658-1708), note → Fodnote, gud → gud (højere væsen) |
m Flertydige WL: Christian Rantzau → Christian Rantzau (1684-1771) |
||
Linje 34:
I det hele satte Christian 6. stor pris på Gram og benyttede ham meget. Undertiden besøgte kongen, uden ledsagelse af andre, ham på biblioteket eller arkivet, og når Gram da havde noget på hjertet, særlig når der var litterære foretagender, som skulle fremmes, benyttede han sådanne lejligheder til at sætte kongen ind i sagerne og vinde hans deltagelse for dem. Den anseelse og yndest, Gram nød hos de store i landet, kom også på forskellig måde videnskaben til gode, selv om man nu kan synes, at for meget af hans kostbare tid gik tabt ved den selskabelighed, hvori han blev inddraget af dem. Det var nemlig de fornemme meget kært at pryde deres [[salon]]er med denne hjemme og ude lige anerkendte lærde, der vidste alt og talte alle sprog, der, skønt han aldrig havde sat foden uden for Danmark, kunne underholde en franskmand om [[Versailles]] med en sagkundskab, der måtte sætte enhver i forbavselse, og som var så fortrolig med alle tiders historie, som om han havde færdedes på begivenhedernes skueplads. Fremmede statssendebud, der kom til København, søgte derfor hans selskab, og med nogle af dem vedligeholdt han forbindelsen, efter at de havde forladt landet. Herved – og ikke mindre ved den udbredte brevveksling Gram førte med en stor del af [[Europa]]s berømteste lærde – kastedes en glans tilbage på hans fædreland, for hvis ære han altid var rede til at træde i skranken, hvad navnlig ses af hans skrift mod [[Johann Lorenz von Mosheim]] og hans brevveksling med den kejserlige gesandt og greve [[Heinrich Graf von Bünau]], der selv var en lærd historiker.
Man har med rette bemærket, at den indflydelse, Gram havde på [[adel]]en i Danmar, bidrog til, at der strømmede en interesse for historie og videnskab ind i de højeste kredse, som man ikke havde kendt i lang tid. At være [[mæcen]], at anlægge biblioteker og samlinger af natur- og kunstgenstande agtedes for noget, der ligesom hørte med til den høje stilling i samfundet. Breve som de, Gram vekslede med [[statholder]]en i Norge grev [[Christian Rantzau (1684-1771)|Christian Rantzau]], med overkammerherre [[Carl Adolph von Plessen]] og andre, viser tydeligt, hvor stor tillid man havde til ham, og hvor megen vægt man tillagde hans mening, særlig i hvad der angik uddannelsen af unge adelsmænd, hvorfor en samtidig træffende har sagt, at han var en slags general-[[hovmester]] for de store herrers børn.
Sin virksomhed i arkivet og biblioteket omfattede Gram med megen interesse. Allerede [[1731]] lagde han grunden til den samling af afskrifter af [[diplom (aktstykke)|diplomer]] til Danmarks historie, der siden fortsattes af hans discipel og efterfølger [[Jacob Langebek]], og som sædvanlig efter denne kaldes ''Langebeks Diplomatarium''. I en mængde afskrifter genkender man Grams egen hånd, og "hans rødkridt" spores alle vegne i arkivet. Biblioteket fik under ham ikke blot forskellige betydningsfulde forøgelser, men kom også, takket være Grams overordentlige hjælpsomhed, videnskaben langt mere til gode, end tilfældet havde været nogensinde tidligere. En række fremmede lærde fik af ham understøttelse til udgaver, særlig af klassikerne. Således Johann Albert Fabricius til hans ''Bibliotheca græca'', [[Carl Andreas Duker]] til ''Thucydides De bello Peloponnesiaco libri octo'' ([[Thukydid]]s værk om den [[Peloponnesiske Krig]]), [[Johann Christoph Wolff]] til ''Anecdota Graeca , sacra et profana'', [[S. Havercamp]] til [[Flavius Josefus]], [[Arnold Drakenborch]] til [[Livius]], [[Johann Jakob Breitinger]] til Septuaginta og flere.
| |||