De russiske luftbårne styrker: Forskelle mellem versioner

Content deleted Content added
m Wikilinks.
billede mv
Linje 1:
[[File:Большая эмблема Воздушно-десантных войск России.png|thumb|Emblem]]
'''De russiske luftbårne styrker''' (eller forkortet '''VDV''' ([[russisk (sprog)|russisk]]: ''Воздушно-десантные войска России, ВДВ'') er en militær enhed i [[Den russiske føderation]], der har til opgave at muliggøre en hurtig indgriben fra de væbnede styrker, enten [[national]]t eller [[international]]t. De luftbårne styrker regnes blandt elite-enhederne fordi deres personel er udvalgt på baggrund af frivillighed, fysik, [[intelligens]] og loyalitet.
 
Ifølge normal militær standard er de luftbårne styrker ikke særlig slagkraftige. Hver division består af omkring 6.000 mand (til sammenligning er [[Danske Division]] på omkring 24.000 mand), der til og medtilmed kun har let bevæbning og lette køretøjer. Deres styrke er derfor ikke slagkraft, men operativ og [[strategi]]sk [[mobilitet]] vha. langtrækkende [[transportfly]] samt deres [[faldskærm]]stræning, der gør at de på kort tid kan [[deployere]]sindsættes overalt inden for flyenes rækkevidde på meget kort tid uden adgang til en [[flybase]] eller en [[lufthavn]] i målområdet. Efter landingen vil de dog hurtigt være afhængige af genforsyning og hurtigt link-up af egentlige kampstyrker, fordi de luftbårne styrker ikke indeholder tunge [[våben]], [[logistik]] mv.
 
Midt i [[1990'erne]] bestod de luftbårne styrker af 5 luftbårne [[division (militær)|divisioner]] og 8 luftlandestorm[[brigade]]r. Alle divisionerne var i den europæiske del af [[Rusland]]:
Line 10 ⟶ 11:
* 1 division i Nordkaukasus Militærdistrikt (reelt i [[Tjetjenien]])
 
De 8 brigader er mindre end divisionerne og har hverken køretøjer, [[kampvogn]]e eller [[artilleri]]. Når brigaderne først er landet, kan de kun bevæge sig til fods. Deres opgaver koncentrerer sig om [[helikopter]]støttede operationer, men de er også uddannet til faldskærmsudspring fra almindelige fly.
 
Under den videre reorganisering blev der i [[1996]] udarbejdet planer for de mobile styrker på omkring 100.000 mand, hvoraf omkring 60 % skulle komme fra de luftbårne styrker. Resten var fra motoriseret [[infanteri]] med lette våben, [[marineinfanteri]], logistikenheder og støtte af militære transportfly.