Vilhelm Erobreren: Forskelle mellem versioner

Ved juletid 1085 beordrede Vilhelm, at der blev udformet en undersøgelse af de jordbesiddelser, som han selv og hans vasaler havde i kongeriget, organiseret efter counties. Det resulterede i det værk, som i dag kendes som ''Domesday Book''. Den lister hvert county med en oversigt over landområder grupperet efter jordejeren. Listen beskriver jordområder, hvem der har ejet området inden erobringen, værdien, hvad skattegrundlaget var og normalt også antallet af bønder, plove og andre ressource det måtte have. Byer blev listet separat. Alle engelske counties syd for floderne Tees og [[Ribble]] er inkluderet, og hele værket synes at være færdiggjort inden 1. august 1086, hvor den ''angelsaksiske krønike'' beskriver, at Vilhelm modtog resultatet, og at alle stormændene svor [[Eden i Salisbury|Salisburyeden]], der var en fornyelse af deres troskab.<ref name=Bates198>Bates ''William the Conqueror'' pp. 198–202</ref> Vilhelms egentlige motivation for at igangsætte oversigten er ikke helt klar, men den havde sandsynligvis flere formål så som at lave en oversigt over de [[Feudalisme|feudale]] forpligtelser og berettige højere skatter.<ref name=DNB />

 

Vilhelm forlod England mod slutningen af 1086. Efter han var kommet tilbage til kontinentet giftede han sin datter, [[Constance af Normandiet|Constance]], til [[Alan Fergant]], hertugen af Bretagner, i forlængelse af hans politik om at søge allierede mod den franske konge. Vilhelms søn Robert, var stadig allierede med den franske kong Philip 1., og det har tilsyneladende tilføjet til problemerne, så meget at Vilhelm ledte en ekspedition til det franske [[Vexin]] i juli 1087. Imens han beslaglagde [[Mantes-la-Jolie|Mantes]] blev Vilhelm enten syg eller blev såret på sin saddel.<ref name=Bates202 /> Han blev taget til klostret Saint Gervase ved Rouen, hvor han døde den 9. september 1087.<ref name=DNB /> Begivenhederne op til hans død er forvirrende, da der findes to forskellige beretninger. Orderic Vitalis har en længere beskrivelse af taler som blev holdt af mange vigtige personer, men dette er sandsynligvis mere en beretning af hvordan en konge ''burde'' dø frem for en beskrivelse af, hvad der faktisk skete. Den anden beretning ''[[De Obitu Willelmi]]'', eller ''Om Vilhelms Død'', har vist sig at være en kopi af to beretninger fra 800-tallet, hvor navnene er blevet ændret.<ref name=Bates202>Bates ''William the Conqueror'' pp. 202–205</ref>

 

Vilhelms grav er i dag markeret med en flise i [[marmor]] med en inskription på [[latin]], der stammer fra begyndelsen af 1800-tallet. Graven er blevet forstyrret adskillige gange siden 1087. Første gange var i 1522, hvor graven blev åbnet på ordre fra pavedømmet. Den intakte krop blev lagt tilbage i graven, men i 1562, under [[De franske religionskrige]] blev graven atter åbnet, og knoglerne blev spredt og gik tabt, med undtagelse af en lårknogle. Dette enlige relikvie blev genbegravet i 1642 med en ny gravsten, som blev erstattet 100 år senere, af et mere detaljeret monument. Graven blev ødelagt igen under den [[franske revolution]], men blev til sidst erstattet af den nuværende marmorplade.<ref name=Douglas362>Douglas ''William the Conqueror'' pp. 362–363</ref>{{efn|Lårknoglen i den nuværende grav, er den, som man antager blev genbegravet i 1642, men den viktorianske historiker [[E. A. Freeman]] mener, at knoglen gik tabt i 1793.<ref name=Douglas363>Douglas ''William the Conqueror'' p. 363 footnote 4</ref>}}

 

Den direkte konsekvens af Vilhelms død var en krig mellem hans to sønner Robert og Vilhelm over kontrollen af England og Normandiet.<ref name=DNB /> Selvom efter den unge Vilhelms død i år 1100 og hans yngre bror Henrik blev konge, var der uenighed om kontrollen over Normandiet og England, indtil Robert blev taget til fange af Henrik under [[slaget ved Tinchebray]] i 1106. Problemer over arvefølgen ledte til, at autoriteten i Normandiet blev tabt, og aristokratiet fik tilkæmpet sig meget af den magt, som de havde tabt til den ældre Vilhelm. Hans sønner mistede også kontrollen over Maine, hvor der blev oprør i 1089, og de formåede stort set at blive fri for normannisk indflydelse herefter.<ref name=Bates208>Bates ''William the Conqueror'' pp. 208–209</ref>