Oldtidens Israels og Judæas historie: Forskelle mellem versioner

== HistorieOprindelse ==

Israelitterne var ifølge Bibelen efterkommerne af patriarken [[Jakob (patriark)|Jakob]] og hans tolv sønner. De tolv stammer i Israel stammede fra ti af hans sønner og to af hans sønnesønner. Levis stamme omfattede præster og tempeltjenere og blev ikke regnet med blandt de tolv stammer. Jakobs bedstefar Abraham var blevet lovet, at hans efterkommere skulle få det landområde, som blev til landet Israel.

Bibelen fortæller, at Jakob og elleve af sønnerne kom til [[Det gamle Egypten|Egypten]], efter sønnen [[Josef (stamfar)|Josef]] havde været der. I Egypten blev israelitterne talrige. Men egypterne tvang dem til slavearbejde og udsatte dem for grusom behandling. Det var da [[Moses]] stod frem som deres profet og befrier. Israelitterne opholdt sig i ørkenen, hvor de modtog loven og forskrifter for deres religionsudøvelse.

Bibelen er blandt de få kilder, som fortæller, hvordan [[hebræerne]] kom til [[Kanaan]] fra Egypten. Da Bibelen er skrevet mange århundrede senere end begivenhederne af autoriteter, som repræsenterede magthaverne i området, er der fra et arkæologisk og historisk synspunkt mange unøjagtigheter og direkte fejl. Alligevel er Bibelen den vigtigste skriftlige kilde for den generelle udviklingen i dette område og jødernes historie.

Ifølge beretningen var landets første konge [[Saul]]. Han dateres til omkring 1100-1000 f.Kr. Landet var forenet under ham og hans to efterfølgere, [[Kong David|David]] og [[Salomo]]. Denne er kendt for bygningen af [[Templet i Jerusalem]].

Hebræerne etablerede et kongedømme i Palæstina. Denne institution kom som en nødvendig følge af, at organisere krigsføringen ved at konsolidere nationen. Mod vest udgjorde Filisterne[[Filistre (folkeslag)|filistrene]] (Gaza) en stærkere modstand end Kanaanitterne, fordi de havde jernteknologi. FilistinerneFilistrene stammede fra "søfolket", som var kommet fra Grækenland, og det er fra disse vi henter navnet Palæstina.{{kilde mangler}} Mod nord lå andre filistre, fønikerne i Libanon, der var mest optaget af handel. Da kanaanitterne stadig blev mere erobret, gav det grundlaget for det hebræiske kongedømme omkring 1000 f.Kr. Samtidig blev der oprettet en anden institution med profeter, og profeten Samuel salvede den første konge, Saul, og hans efterfølger David.

Da kong SalamonSalomon døde i 922 f.kr. blev det hebræiske kongedømme delt i to. Det var kun Juda og Benjamins stammer, som accepterede Salomons søn [[Rehabeam]] som deres konge, og de oprettede dermed det sydlige kongedømme Judæa med Jerusalem som hovedstad. Mod nord gjorde de øvrige stammer [[Jeroboam]] til konge og oprettede riget Israel med Sikem og senere Samaria som hovedstad. Ofte omtaler man nordriget som Israel og sydriget som Judæa. Disse riger bestod gennem ca. 300 år.

De 10 israelske stammer, som udgør kongedømmet Israel, bliver spredt ud over det Assyriske Rige eller dræbt. Dette giver ophav til mytenforskellige myter om deat [[Israels 10ti forsvundne stammer]] iendnu Israeleksisterer ("thei Ten Lost Tribes of Israel")dag. Det er i hvert falddog sådan, at der ikke længere findes spor af disse stammer, eller at de overlevende beholder deres etniske identitet, mens de befinder sig i Assyrerriget. Dermed forsvinnerforsvinder disse hebræerne ud af historien.

[[Nebukadnesar II|Nebukadnesar]], [[Babylonien|Babylons]] konge, bryder Jerusalems murer og ødelægger Salomons Tempel i 587 f.kr. Byen bliver fuldstændig ødelagt og indbyggerne bliver deporteret til Babylon.

Indbyggerne i Judæa, som deporteres til Babylon (Irak), er de to tilbageværende stammer af de tolv hebræiske stammer. De øvrige ti stammers kongedømme Israel, var allerede gået til grunde. For folket fra Judæa skal fangenskabet i Babylon imidlertid kun udgøre en epoke i jødisk historie, og i modsætning til Israels folk lykkes det disse stammer at bevare deres etniske identitet og bygge Javhe-kulten op i Babylon. Dette fangeskab præger jødedommen og markerer begyndelsen på religionen. Her bliver de første tekster skrevet ned, og det er først nu vi kan tale om "jøder".{{kilde mangler}}

Da Babylon senere blev invaderet af [[perserne]] omkring 539 f.Kr., fik jødene lov til at vende tilbage til Judæa, som blev under persisk overherredømme. Da [[Persien]] erobrede [[Babylon]], fik israelitterne lov til at vende tilbage. Landet blev dengang en provins under perserne, men traditionerne blev genoprettet i høj grad.

Da [[Romerriget|romerne]] kom til magten, blev landet anerkendt som et kongedømme og [[Herodes den store]] blev valgt til konge. Efter hans tid blev riget delt mellem tre af hans sønner. Herodesfamilien havde mere eller mindre magten frem til Jerusalems ødelæggelse i år 70. Derefter var der flere oprør, men ingen lykkedes. [[Jødedommen]] og [[kristendommen]] er derimod en vigtig del af arven efter oldtidens Israel.